Læsetid: 8 min.

DØGNETS NYHEDER

28. august 1997

Sinn Fein med
til forhandlinger
*IRA's politiske fløj vil i dag blive inviteret med til de forhandlinger om fred i Nordirland, der skal begynde 15. september. Det oplyser en officiel talsmand for den britiske regerings kontor for Nordirland til Information.
Offentliggørelsen af dette gennembrud ventes at komme fra ministeren for Nordirland, Mo Molam, i dag efter et møde med premierminister Tony Blair. Det er IRA's halvanden måned lange våbenhvile, der har banet forhandlingsvajen for Sinn Fein.
Artikel på forsiden

Seks års fængsel
til selskabstømmer
*Seks års fængsel for groft skyldnersvig til selskabstømmer-'bagmanden', Kai Hoff-man blev udfaldet af den første straffesag i selskabstømmer-komplekset. Kai Hoffmans advokat ankede straks dommen til Østre Landsret. Ifølge dommen skal Hoffman betale 27,4 mio. kr. i erstatning til Told & Skat, som blev snydt for skyldig skat ved 40 selskabshandler i årene 1990-92. En medtiltalt tidligere direktør for Kai Hoffman blev idømt et års fængsel og en erstatning på 14,8 mio. kr.. Han overvejer at anke.
Artikel side 4

Præsident Plavsic grundlægger nyt parti
*Den bosnisk serbiske præsident, Biljana Plavsic, vil i dag grundlægge et nyt parti, med navnet Det serbiske Folkeforbund (Srpski Narodni Savez). Meddelelsen om det nye parti kom fra partiets initiativ-udvalg onsdag, rapporterede Radio Index i Beograd.
Plavsic venter, at partiet vil tiltrække en del af de utilfredse vælgergrupper i det regerende parti Det Serbiske Demokratiske Parti (SDS). SDS kontrolleres af den tidligere præsident Radovan Karadzic, der er eftersøgt for krigsforbrydelser af FN. Plavsic, som har beskyldt Karadzic for at dække over korruption og kriminalitet, blev tidligere på sommeren ekskluderet fra SDS af partiledelsen.
Artikel og portræt side 6

Frp. kræver Somalia-aftale i Folketingssal
*Aftalen om udviklingshjælp og asylansøger-hjemsendelser til Somaliland skal hentes ud fra finansudvalget og ind i folketingssalen, hvor den kan blive behandlet i fuld offentlighed. Det vil bad Fremskridtspartiets finansordfører, Kim Behnke i går finansudvalgets formand, Peter Duetoft (CD), se til sker.
"Da Folketinget først mødes i oktober, må statsministeren bede om at få Folketinget ekstraordinært indkaldt, hvis Somalia-aftalen skal afgøres nu," siger Kim Behnke.
Efter planen skulle finansudvalget se på sagen 9. september. En dansk delegation er rejst til Somalia for at skabe klarhed over, hvor mange afvsite asylansøgere de somaliske ledere er parate til at tage imod Det vides ikke, hvornår de kommer hjem.

Nordkorea forlader forhandlinger i vrede
*Nordkorea har trukket sig ud af forhandlingerne med USA om en ikke-spredningsaftale af missiler, oplyser en talsmand fra Det Hvide Hus. En ny runde forhandlinger, den tredje i rækken, skulle være begyndt i går, og den nordkoreanske boykot skyldes vrede over, at USA har givet to højtstående, afhoppede nordkoreanere diplomater og deres familier asyl. Nordkorea har krævet diplomaterne, der kom fra poster i henholdsvis Kairo og Paris, udleveret fra USA som "kriminelle."
De to, der er brødre, menes at have indgående kendskab til Nordkoreas atomvåbenprogram og salg af scott-missiler til Mellemøsten. Amerikanerne og israelserne har særligt høje forventninger til den afhoppede Egypten-ambassadørs indsigt. Jang Seun-gil er tidligere nordkoreansk viceudenrigsminister og Mellemøst-ansvarlig.

SiD til kamp mod kommunal gift
*Specialarbejderforbundet (SiD) i Esbjerg og Ribe Amt er gået til kamp mod de sprøjtemidler, der bruges på Esbjerg Kommunes arealer. Kommunen er blevet meldt til Arbejdstilsynet for at overtræde Arbejdsministeriets regler om at blive af med uønsket grønt med andre midler end sprøjtegifte, når det kan lade sig gøre uden store ekstra udgifter. SiD er parat til at følge sagen hele vejen op i Arbejdsdirektoratet og til ministeren. Hidtil har kun cirka 30 af landets 275 kommuner kvittet giftsprøjterne væk, og det tal vil SiD have bragt i vejret med Esbjerg som startskud.

Forlig i pengestrid
om 'Linien-Lyset'
*Efter langvarig økonomisk strid har billedkunstneren Elle-Mie Ejdrup Hansen og laserfirmaet Martin Danmark indgået forlig i sagen om laserlyset, der aldrig helt kom til at forbinde Skagen med Nordtyskland i en ubrudt stråle på 50-års dagen for Danmarks befrielse, sådan som Elle-Mie Ejdrup Hansen havde tænk. Hun holdt Martin Danmark ansvarlig for bristen og tilbageholdt derfor 1,3 millioner af de 4,5 millioner kroner, som laserfirmaet skulle have for sit arbejde.
Nu har firmaet så, kort før sagen skulle have været for landsretten, fået nogle af de tilbageholdte penge. Hvor mange eller andre detaljer i forliget ønsker ingen af parterne at oplyse.

Efterskoler under skærpet tilsyn
*Et kommende lovforslag fra socialminister Karen Jespersens hånd vil pålægge landets kommuner at sikre sig, at efterskoler, der bruges som socialpædagogiske opholdssteder for belastede børn, er egnede til formålet. Blandt andet om skolerne har nok kvalificeret personale.
Forslaget vil omfatte alle efterskoler, men er især rettet mod de Tvind-efterskoler, der lever videre trods uden stats- og kommunetilskud, fordi kommunerne bliver ved med at betale til dem som socialpædagogiske opholdssteder.

Vandmiljøplan virker omkring København
*Forbedringerne af renseanlæggene i Københavns Amt er slået igennem. Renseanlæggene fjerner nu en større mængde næringsstoffer fra spildevandet, og det forbedrer økologien og de biologiske forhold i søer, vandløb og farvande, oplyser Københavns Amts tekniske forvaltning.
Næringsstofferne er kræs for de alger, der kan give iltsvind og fiskedød. Der er nu færre alger i Furesø og Bagsværd sø. I vandløbene er kvaliteten bedst, der hvor landbruget ikke er i nærheden. I Køge Bugt og Øresund er der målt en lavere mængde fosfor, mens mængden af kvælstof er uændret.

Amt klager over statsadvokat i Prom-sag
*Storstrøms Amt vil sende en skriftlig klage til rigsadvokaten over statsadvokat Erik Merlungs embedsførelse i sagen om Proms kemikaliefabrik i Viemose, oplyser Regionalen, DR i Næstved. H & C Prom Kemi er nu tvangslukket efter påbud fra Miljøklagenævnet, men amtet vil føre sagen til ende for at få konstateret, om miljølovgivningen overhovedet er egnet til at håndtere så omfattende miljøsager.
Storstrøms Amt indgav i alt 11 politianmeldelser mod kemifabrikken, men intet skete, heller ikke da anmeldelserne nåede statsadvokat Erik Merlung. Merlung har officielt beklaget, at han droppede anmeldelserne.

Colombiansk guerilla dræber ambitioner
*Den colombianske guerillagruppe, Den Nationale Befrielseshær (ELN), har frigivet ni byrådsmedlemmer og 23 potientielle kandidater til de colombianske valg af guvernører, borgmester og byråd. ELN vil forhindre lokal-valgene, der skal efter planen skal holdes 26. oktober, og gruppen tog i alt 35 gidsler på rådhuset i byen Simiti 15. august. Gidslerne blev løsladt efter, at de havde lovet at opgive deres politiske ambitioner.
Sidste uge løslod ELN 40 andre politiske kandidater efter en kortvarig kidnapning fra den nærliggende by San Pablo. San Pablo og Simiti ligger i en region, som regeringens sikkerhedsstyrker helst holder sig ude af af frygt for ELN's angreb. Præsident Ernesto Samper tilbød sidste uge at afmilitarisere dele af Colombia som introduktion til forhandlinger med de venstreorienterede guerillaer, hvis de freder de kommende valg.

Højreekstremister truer atleter på livet
*En højre-ekstremistisk gruppe, som kalder sig "Vi som byggede Sverige" (VSBS) tog i går i et brev til det amerikanske nyhedsbureau AP skylden for et bombeattentat mod Nya Ullevi stadion i Göteborg mandag og for en bombesprængning på Det olympiske Stadion i Stockholm 8.august. Bomberne er en protest mod Stockholms ansøgning om at blive vært for OL i år 2004. Brevet er fyldt med racistiske slagord, og afsenderne truer alle, der kommer til et eventuelt OL i Stockholm, på livet.
Gruppen hævder, at hvis et lignende brev, som blev sendt efter bomben i Stockholm var blevet taget alvorligt, ville der intet været sket i Göteborg. VSBS har også truet den amerikanske atletikstjerne Carl Lewis på livet, fordi han støtter et OL i Stockholm.

Israel hæver blokade af Bethlehem
*Den israelske hær har ophævet afspærringen af Bethlehem på Vestbredden, som blev indført for efter bombeangrebet på en markedsplads i Jerusalem den 30. juli.
Efter to dage med voldelige sammenstød mellem israelere og palæstinensere i nærheden af Rakels Grav i udkanten af byen, var Bethlehem rolig i går. Borgmester Hanna Nasser vurderer, at Bethlehem har mistet 81 millioner kroner på de fire ugers isolation. Der var i går ikke andre tegn på optøning af forholdet mellem Israel og det palæstinensiske selvstyre.

Nye billigere tog
over Øresund
*DSB og Statens Järnvägar har skrevet en kontrakt på i alt 1,1 mia. kroner med togfabrikkerne Adtranz i Danmark og i Sverige om levering af 27 togsæt til trafikken over Øresund. Teknisk adskiller de elektriske tog sig ved at have to strømsystemer og to sikkerhedssystemer på grund af forskellige systemer i Danmark og Sverige. For Adtranz Danmark i Randers betyder ordren 80-100 arbejdspladser i halvandet år.

Økologiske varer
på fremmarch
*Nye tal fra Økologisk Landscenter viser, at tre ud af fire danske husstande i løbet af årets første fem måneder mindst én gang købte en økologisk vare. I hovedstadsområdet købte 90 procent af husstandene et eller flere økologiske produkter, og i det traditionelt tilbageholdende Nordjylland har tallet svinget sig op på 62 procent. Økologisk Landscenter vurderer, at udviklingen er resultat af omfattende information, som derfor skal fortsættes, sideløbende med at der sættes ind på at skaffe flere økologiske varer i butikkerne.

Sverige fordømmes for sterilisationer
*Sverige bliver kraftigt fordømt i internationale medier, fordi svenske myndigheder i årene 1935-1976 gennemførte omfattende tvangssteriliseringer af "mindreværdige personer," som, hvis de fik børn, blev anset for en trussel mod en ren svensk folkestamme. I Sverige vakte Marciej Zarembas artikler i Dagens Nyheter ingen større opmærksomhed. Tvangssteriliseringerne har været kendt i over 10 år. Uden for Sverige er der derimod stor overraskelse og forfærdelse over, at svenskerne og frem for alt det svenske folkehjems stærkeste fortalere, socialdemokraterne, udformede og gennemførte loven om tvangssteriliseringer i 1935. Mindst 60.000 mennesker blev i årene derefter steriliseret mod deres vilje. De fleste var yngre kvinder, som myndighederne ville hindre fik børn, var af blandet etnisk herkomst eller retarderede.
Men i samme periode og med samme begrundelse blev mindst 40.000 personer steriliseret i Norge og ca. 6.000 personer i Danmark. Og ligesom i Sverige var socialdemokraterne drivkraften. Ifølge Zaremba adskilte de nordiske landes racelove sig kun minimalt fra Nazitysklands "racehygiejniske love".
Efter den internationale opstandelse krævede Carl Bildt, leder af det konservative Moderaterna, at der straks skal gennemføres en uafhængig undersøgelse. Det blev støttet af socialdemokraterne, og en undersøgelseskommission skal nu gennemgå hele sagen og dens akter. Fra eksperter rejses der dog tvivl om, hvorvidt der vil komme nye oplysninger frem.

Redigeret af Helle Ringgaard

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu