Læsetid: 8 min.

DØGNETS NYHEDER

21. august 1997

Miljøstyrelsen siger god for splejset roe
*Danisco og den amerikanske kemigigant Monsanto har splejset om en roe. Dens gener er manipulerede til at kunne modstå sprøjtegiften Roundup, som Monsanto producerer, og det betyder, at roe-dyrkerne kan spare på sprøjtemidlerne. Fodderroen ventes at kunne indbringe milliarder på verdensmarkedet, hvis miljøminister Svend Auken (S) giver det landbrugsejede frøfirma DLF-Trifolium A/S tilladelse til at markedsføre den. Godkendelsen vil efter 60 dages indsigelsesfrist også gælde resten af EU.
Miljøstyrelsen anbefaler ifølge dagbladet Børsen, at roen bliver godkendt til generel dyrkning, men NOAH, Landsforeningen Økologisk Jordbrug, SiD og Foreningen af danske biologer er bekymrede. Dels fordi de ikke føler sig overbeviste om, at Roundup ikke går i grundvandet, dels fordi den genmanipulerede roe måske vil krydse sig med vilde beder med resistente ukrudtsbeder til følge.
To af tre danskere ifølge en Gallup-undersøgelse er i mod gensplejsede afgørder.

FN advarer mod
aftaler med Somalia
*FN's udviklingsorganisation UNDP advarer i en ny rapport mod at lave bilaterale aftaler med somaliske klanledere om hjemsendelse af flygtninge, sådan som Danmark har gjort. "Sådanne aftaler rummer risiko for, at forskellige udlændingemyndigheder bliver spillet ud mod hinanden, og at de respektive myndigheder vil tolke aftalerne på hver sin måde", hedder det. UNDP foreslår, at det bliver denne organisation, der indgår i en operationsaftale direkte med de relevante myndigheder i Somalia.
Rapporten er udarbejdet af Udlændingestyrelsen i Danmark sammen med deres norske og svenske kolleger efter en rejse til Mogadishu, hvor de skulle vurdere, om det er sikkert at sende somaliske flygtninge retur, og hvordan hjemsendelsen bedst kan ske.
Artikel på forsiden

Krarup kommer ikke i Højesteret
*Advokat, professor dr. jur. Ole Krarup fik ikke sit Lex Krarup, der ville give ham ret til at føre ankesagen i grundlovssagen for Højesteret, selv om han ikke normalt praktiserer som advokat. Retten har beskikket advokat Karen Dyekjær-Hansen i hans sted, oplyser sagsøgernes advokater.
Ankesagen ved Højesteret mod statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) for at handle i strid med grundloven, da han underskrev Maastricht-traktaten varetages derfor af advokat Chr. Harlang og Karen Dyekjær-Hansen samt Ole Krarup efter en nærmere aftalt arbejdsfordeling.

BP nedtoner trusler mod Greenpeace
*Bekymring over reaktioner fra politikere og miljøgrupper får det britiske olieselskab BP til at nedtone sine trusler om at sagsøge den internationale miljøorganisation Greenpeace for en millionerstatning. Nu tilbyder BP at suspendere sagsanlægget, hvis Greenpeace holder sig fra at forstyrrer olieefterforskningen i Nordaltanten.
BP har ved retten i Edinburgh stillet krav om en erstatning på ca. 15,4 mio. kr, som olieselskabet hævder at have tabt på en lejet en olieboreplatform til en værdi af 100.000 pund om dagen, som Greenpeace-aktivister så blokerede for brugen af i en uge. Tirsdag udstedte retten et foreløbigt forbud mod, at Greenpeace forstyrrer eller forsøger at forstyrre BP's eftersøgning efter olie i Foinaven-feltet i Nordatlanten.

Der må bygges
ungdomsboliger
*Næste år skal der stå 400 nye ungdomsboliger klar i landets store uddannelsesbyer, når de studerende myldrer til studiestart 1. september. Derfor har boligminister Ole Løvig Simonsen (S) nu besluttet at lempe for byggestoppet for ungdomsboliger, der blev indført 1. juli for at aflaste byggesektoren.
1. november går byggeriet så gå i gang to måneder tidligere end planlagt, og dermed skulle boligerne kunne nå at blive indflytningsklare.
Til efteråret vil Enhedslistens boligordfører, Keld Albrechtsen, have en forespørgselsdebat i Folketinget om bedre planlæning af ungdomsboligbyggeriet.

Irans præsident vandt i parlamentet
*Irans nye præsident vandt sin første sejr i embedet, da det konservativt dominerede parlament i går efter 15 timers ophedet debat godkendte alle de 22 ministre, som præsident Mohammad Khatami ønskede i sin regering.
Det var ellers ventet, at det kunne blive svært at få indenrigsminister, Abdollah Nouri, og kulturminister godkendt. Kulturminister ayatollah Mohajerani har været under anklager for at være for eftergivende over for Vesten.

Hoffet har 'ingen kommentarer'
*Der kommer ingen udtalelse fra Hoffet i sagen om pressens gengivelse af franske spionfotos af kronprins Frederik og hans veninde Maria Montell, som Pressenævnet af egen drift har taget op.
Hoffets har ikke noget imod, at kronprins Frederiks navn nævnes, men "af principielle grunde" finder man ikke, at man "burde fremkomme med en udtalelse". Hoffet kunne også have bedt Pressenævnet lade sagen ligge - eller om at gå videre, men valgte i stedet "ingen kommentarer"-løsningen.

Moi-støtte anholdt
i Mombasa
*Endnu en ledende aktivist fra det regerende, kenyanske KANU-parti er blevet anholdt, mistænkt for at have deltaget i de seneste dages uroligheder omkring havnebyen Mombasa. Politiet forhører Omar Masumbuko, selvudnævnt ungdomsformand for kystafdelingen af KANU-partiet om begivenhederne ved byen Likoni syd for Mombasa, hvor syv politifolk, tre civile og fem uromagere blev dræbt i onsdag den 13. august. I alt har 37 mennesker mistet livet under urolighederne omkring Mombasa, og flere lande advarer deres borgere mod at rejse til de nærliggende turistområder.
Opposition beskylder præsident Daniel arap Moi for at stå bag uroen for at få en god undskyldning for at udskyde lovede reformer.
Artikel side 5
Holocaust-ofres sag sendt i udvalg
*Den tyske regering og repræsentanter for Jewish Claims Conference nedsætter en fælles arbejdsgruppe, der i løbet af tre måneder skal tage stilling til, hvordan de østeuropæiske jøder, der overlevede Holocaust, skal have deres erstatningskrav behandlet. Den tyske kanslerminister, Friederich Bohl (CDU), afviste på forhånd at der kan blive tale om at udbetale månedelige pensioner til de østeuropæiske jøder i lighed med, hvad overlevende Holocaust-ofre i Vesteuropa modtager.
Partiet De Grønne kritiserede forbundsregeringen for at forsinke sagen uacceptabelt på et tidspunkt, da der dagligt dør flere af ofrene, som nu er højt oppe i årene.

Taliban-milits
forbyder opium
*Den afghanske Taliban-milits har forbudt dyrkning af, handel med og eksport af opium men siger, at den behøver international hjælp for at opretholde et effektivt forbud. Afghanistan ligger i hjertet af opiumproduktionens "gyldne halvmåne", og 80 procent af al heroin konfiskeret i Europa formodes at komme herfra.
"Vi vil gerne have, at vores bønder frivilligt opgiver valmuedyrkningen mod kompensation, og vi forventer, at det internationale samfund vil leve op til sine forpligtelser i den forbindelse, da den Islamiske stat Afghanistan ikke er i stand til at løfte opgaven selv," sagde Taliban-talsmanden Abdur Rahman Hotaqi.
FN's narkotikabekæmpelsesprogram (UNDCP) har øremærket knap 115 mio. kroner til afvikling af den afghanske opiumsproduktion, men UNDCP-talsmænd medgiver, at det kan blive svært at finde en indtægtskilde, der kan erstatte opiumsdyrkningen i det krigshærgede land.

Arafat vil ikke bøje sig for Israel
*PLO-leder Yasser Arafat afviste i går på et "nationalt enheds møde" med blandt andre islamiske ledere, at han ikke vil give efter for det israelske pres for at slå hårdere ned på islamisterne. Hans stejlhed kommer efter, at en israelsk avis onsdag skrev, at der ikke er beviser for, at det var Hamas' sprængstof, som blev brugt ved det selvmordsattentat i sidste måned i Jerusalem, hvor to bomer dræbte 13 mennesker. Israel indførte efterfølgende en lang række sanktioner mod Det Palæstinensiske Selvstyre.
De israelske myndigheder mener dog fortsat, at Hamas er ansvarlig for at have hjulpet de to uidentificerede gerningsmænd, der formentlig kom fra udlandet.

Sahlin gør come back i svensk politik
*Den prominente svenske socialdemokrat Mona Sahlin er på vej til et comeback efter to års politisk ørkenvandring. Om to uger genvælges hun under stor bevågenhed til en post i Socialdemokratiets inderste ledelse på en partikongres. Sahlin stod på spring til at blive socialdemokratisk statsminister, da det kom frem, at hun havde fusket med statslige kontokort og bl.a. brugt dem til husholdningsindkøb. Hun trådte tilbage fra alle poster bortset fra en, men nu vender hun tilbage til første politiske parket, et år inden det svenske valg.

Israel bomber
Libanon
*Israelske kampfly angreb i går tre steder i Libanon som gengældelse for de 50 raketter de iranske-støttede Hiz-bollah-milits tirsdag sendte ind over det nordlige Israel og den israelsk besattte sikkerhedszone mellem de to lande. Siden mandag er 10 mennesker blevet dræbt og omkring 47 såret ved angreb og gengældelsesaktioner i det sydlige Libanon.
I går begyndte et møde i den internationale komite, som søger at bibeholde freden i området, for at tage stilling til indbyrdes anklager mellem Israel og Libanon efter de seneste sammenstød.
Luftangrebene onsdag var rettet mod hizbollah-partisanernes trænings-centre i Bekaa-dalen i det nordøstlige Libanon, hvor fire blev såret, mod vand- og elektricitetsanlæg syd for Beirut, og mod et område uden for byen Sidon.
Artikel side 5

Magtkamp i Republik Srpska spidser til
*Soldater fra den NATO-ledede SFOR-styrke tog i går kontrol med fem politistationer i Banja Luka og støttede dermed præsident Biljana Plavsic, som har sat sig op mod magtfulde bosnisk-serbiske politikere med den krigsforbryder-anklagede Radovan Karadzic i spidsen. På en af stationerne fandt soldaterne store mængder våben og ammunition.
"Det var en meget alvorlig situation. Hvis vi har standset et kup, er det en god ting," sagde en højtstående diplomatisk kilde til det franske nyhedsbureau AFP.
Artikel side 5

Montserrats indbyggere evakueres
*Storbritannien begyndte i går en frivillig evakuering af de sidste 4.000-5.000 indbyggere på den caribiske ø Montserrat, som Soufriere-vulkanen truer med at ødelægge fuldstændigt. Et britisk flådefartøj overvågede, at lokale færger fragtede mindre grupper af montserratianere til naboøerne Antigua og Guadeloupe. Den del af aktionen forløb roligt, men på land demonstrerede frustrerede indbyggere for anden dag i træk uden for den britiske guvenør bolig og krævede at få besked om, hvilken hjælp de kan forvente fra Storbritannien - Montserrats kolonimagt.
" Folk vil blive hjulpet til Antigua, de vil blive modtaget, sørget for, bespist og indlogeret. Derefter skal de træffe de mere langsigtede beslutninger," sagde Storbritanniens udviklingsminister Clare Short. Regeringen i London har afsat 460 millioner kroner i katastrofehjælp. På Antigua er man imidlertid bekymret over, hvor længe man kan blive ved at tage imod flygtningene. 4.000 er allerede taget dertil.
Montserrat havde oprindeligt 11.000 beboere, men de fleste er taget afsted, siden Soufriere-vulkanen vågnede af sin 400 år lange Tornerosesøvn i 1995. Det første egentlige udbrud kom i juni i år. Det kostede 19 mennesker livet og ødelagde adskellige landsbyer. Hovedparten af øens sydlige del, der engang var et turistparadis, er nu dækket af aske.
Vulkanen var relativt stille i går, men videnskabsmænd meldte, at den seismiske aktivitet i bjerget fortsat er høj.

Redigeret af Helle Ringgaard

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu