Læsetid: 19 min.

Det drømmende barn

23. august 1997

Fornylig havde han det irske rockband, U-2, til bords i sin nye restaurant. Og han var manden i front for Mindship Canteena, der endte i et mareridt. Men hvem er han egentlig, kokken Henrik Boserup ?

interview
Ritch, ritch, ritch. . . Hvor er off-knappen henne? Det er ved at blive for meget. Det er hans hjerne. Den bliver ved med at køre rundt i de samme spørgsmål. Ligesom en gammel lp, der har et hak.
Ritch, ritch, ritch. . .
Det er nu ikke, fordi den skaldede mand i øreklapstolen er uvant med at give sin hierne frit løb. Sandt at sige elsker han det. Han ser sin hjerne som en kæmpemæssig harddisk og har sluttet en pagt med den: Hvis jeg giver dig - hjerne - lov til at løbe linen ud engang imellem, så gør du - hjerne - mig til gengæld den tjeneste at stoppe i tide og komme på plads igen, så du kan fungere.
Indtil nu har pagten fungeret. Ritch, ritch, ritch... Men på det seneste har han flere gange haft den der fornemmelse af, at hans hjerne kørte i samme rille, og han kan godt blive bange for, at den virkelig skal få et hak. Ritch, ritch, ritch... Hele tiden og aldrig ud af flækken. Han tror ikke på det, men han ser muligheden.
Manden tager en cigaret fra Queens-pakken. Hans hjerne registrerer det. Han tager Zippo-lighteren. Hans hjerne registrerer det. Han tænder cigaretten. Hans hjerne registrerer det. Han puster røgen ud, og hans hjerne registrerer det.
Så rejser Boserup sig fra øreklapstolen og går over til vinduet. Herskabslejligheden ligger på en fjerdesal. Der er langt ned... Han kunne aldrig gøre det. Nej, han kunne aldrig gøre det...
Som at gå på line. Det holder ikke; at tage et skjorteærme, en sekretær eller lave hjulspind i en dametaske. Nej, det holder kun, hvis han banker Harleyen gennem den fyldte restaurant - uden at ramme noget - sætter den og slukker motoren.
Banke en Harley gennem en fyldt restaurant!

Det er sommeren 1996 og alt er muligt. Det er jo kulturbyår. Lige noget for kokken, tv-stjernen, foredragsholderen, kogebogsforfatteren og mediefiguren Henrik Boserup, som ikke synes at kende nogle grænser. Egentlig skulle Mindship Canteena bare have været en kantine for de videnskabsfolk og kunstnere, der deltager i Tor Nørretranders kulturbyprojekt, The Mindship. Men efter at Boserup er kommet ind i billedet er planerne om en kantine blevet til Københavns største restaurant med 350 pladser.
Hvordan det gik til? Ja, det begyndte med, at det oprindelige lokale kom under mistanke for at være forurenet. Pinselørdag blev det derfor besluttet at bruge den gamle u-bådshal. Dernæst kom Boserup til at invitere lidt mange mennesker til åbningen, Sankt Hans aften. Og da man så havde stole og borde til 350, ville det jo have været dumt at reducere antallet af pladser igen. Siden er det blevet umuligt. Der er jo to ugers ventetid på et bord i weekenden.
Alligevel er det utroligt, at Boserup har fået lov. Efter sigende var Tor Nørretranders betænkelig ved udsigten til at skulle bruge et par hundrede tusinde kroner på en kantine. Nu lader han Boserup, der to år forinden er gået konkurs med sin egen restaurant, bygge et ekstra midlertidigt køkken til en million kroner. Der var lidt diskussion om det. Boserup forsøgte at sætte sig igennem ved at true med at tage til Cuba. Tor Nørretranders sagde, at sådan noget truer man ikke med, men køkken blev der altså.
Men hvad er en million? To ugers omsætning måske. Mindship Canteena er en forrygende succes. Københavnernes mest yndede samtaleemne denne sommer. Det er helt vildt, mand. Og Tor Nørretranders, han må være helt fra den over al den opmærksomhed, hans tankeskib får.
Godt nok fungerer alt ikke upåklageligt. Således kan Berlingske Tidendes madanmelder berette om den særegne oplevelse at spise en pighvar med ben, i skæret fra fydfadslys, fordi serveringen havde trukket så længe ud, at natdiskoteket var gået i gang.
Men hva' fanden! Det har været umuligt at skaffe erfarent personale her midt i sæsonen, og der er jo heller ingen, der brokker sig, når Stones går på scenen to og en halv time efter det annoncerede tidspunkt.
Derfor er der sådan set heller ikke noget underligt i, at Boserup krydrer sine gæsters hummersuppe med benzinos på vej ind gennem restauranten på sin specialbyggede Harley Davidson. Men tro nu ikke, at det er for at vække opsigt. Nej, nej, det er fordi han altid har haft et parkeringsproblem med den motorcykel. Og det, at han kunne køre den ind og hejse den op i loftet, det var altså en af de helt store fordele han så dengang, de besluttede at lægge restauranten i u-bådshallen.
Siden måtte han indrømme, at der da gik lir i den, når først han sad på Harleyen. Endvidere, at De vilde engle af lille Bjørn Andersen var en af de første bøger han læste. Han kan ikke huske så meget af den - andet end ordet "Borgerdyr".
Boserup boede i Greve, fra han var seks år. Han husker stadig, hvordan telefonen ringede på hans morforældres gård, hvor han havde boet indtil da. Hans mormor kom ud og fortalte, at han havde fået en lillebror. Det kunne han overhovedet ikke se nogen fordel i. Han gik ud og pløjede videre. Siger selv, at han kørte sin første traktor som tre-årig.
I Greve voksede han op med en stedfar, han ikke kunne med, og en bamse som sin bedste ven. Siden fik han kone, barn, parcelhus og en rød Golf GTI. Men det var først efter tvgennembruddet i 1991, at han flyttede til København.

Hr. Boserup har ringet og sagt, at han bliver ti minutter til et kvarter forsinket". Receptionisten på Plaza smiler høf-ligt. Jeg sætter mig ind i baren, der regnes for en af verdens fineste og mindes den nytårsaften, hvor jeg lavede Boserups creolske skaldyrsret med stjerneanis. Den var som et slag i ansigtet. Jeg havde netop interviewet ham til et ugeblad, og han havde foræret mig sin kogebog med en dedikation, der sagde: "Mere krydderi på tilværelsen - og flere scorebakker..."
Nu er det marts 1997. Fire måneder efter at The Mindship gik konkurs med et underskud på 14 millioner kroner, og Boserup blev udråbt som alletiders største ødeland.
Nu kommer han - Hr. Boserup - ind i rummet. I et par krøllede lærredsbukser og ser ud som om han ejer stedet. Godt gået, for det er end ikke en måned siden, at han fik afslag på sit ønske om at overtage restauranten herinde. Den, der havde sin storhedstid under Søren Gerricke.
- Hvad skal vi drikke?
Boserup kigger ikke på drinkskortet, men over på samlingen af flasker på vognen foran baren.
"Jeg tror vi skal have et par cognac ... Eller også skulle vi drikke en marc", siger han til bartenderen.
"Der er Bourgogne, Alsace..."
"Til mig en Bourgogne... Sådan en gang rå kviste..."
Da bartenderen er gået, siger Boserup:
"Altså restauration, hvis du kører det ud i den perfektionistiske form, så kan det være... Ja, som et eventyr... Man kan jo blive høj af at restaurere folk til den mindste detalje".
Jeg kigger på ham og spørger:
- Hvordan har du det?
"Jeg har det faktisk meget godt. Altså, det har været en ordentlig nedtur, men så for nylig oppe i lejligheden, tog jeg mig selv i at smile. Kender du det? Det er virkelig morsomt. Grine lidt. Hold da kæft, tænkte jeg, hvis jeg lægger mærke til, at jeg smiler nu, så siger det noget om, hvor jeg har været henne".
- Hvor er det du har været henne?
"Jamen, jeg har jo været højt oppe og langt nede. Det er jo nok en af de mest eksakte og ufravigelige grundlove her i livet, at lige så højt op du kommer, lige så langt ned er der".
- Har du så fløjet for højt?
"Nej, det synes jeg ikke. Men det kommer an på, hvordan du ser det at flyve. Hvis du ser det som noget filantropisk, virkelighedsfjernt. .. Sådan ser jeg det slet ikke. For mig er det at flyve at blive gennemstrømmet af de helt store følelser. Vi taler om de rigtig store. Den ene reaktion giver den næste, og du følger med. Det er sådan det er at flyve, og den der rigtighed, den skal man udnytte. Man kan ikke spare på lykken og gemme den til i overmorgen. Når den er der, skal den fyres af".
- Du har aldrig fløjet for højt?
"Jeg har fløjet på andre menneskers bekostning og lært, at hvis du er et uærligt og skidt menneske, så får du det lige i hovedet igen. Fordi... Du ved... Lige dengang i 1991, da alt det med tv skete, prøvede jeg for guds skyld at holde benene på jorden. Huit, sagde det. Det var mig, mig, mig... Hele tiden".
"Der var jeg ikke særlig sød over for min daværende kæreste, men jeg syntes jo, at det var hendes skyld. Hun var ikke god nok til at sige: Fedt, at han har fået den chance. Men hun var jo bange for at miste mig, så hun forsøgte at bremse. Og bremseklodser, dem har jeg det nemt med, duff, ik', så er vi fri af dem".
- Men du var ikke for højt oppe at flyve med Mindship?
"Jamen, Tor sagde, det er Sankt Hans aften eller ingenting. Så måtte jeg jo lave den til Sankt Hans. Han kunne ikke have fået nogen anden til at lave det på den tid. Aldrig nogensinde. Altså, Mindship Canteena er en af de ting, jeg er stolt af. Det er klart, at jeg har fået et knæk, men jeg synes også, at vort land er blevet fattigere. For første gang kom folk fra Paris og London og Milano... Kommer og siger, det er fandeme flot, hvor kommer inspirationen fra? Så siger jeg jo, prøv at hør her, der er ikke nogen inspiration udefra. Det her, det er, som vi gør. Nu har vi altid gået og set på, hvordan I gør".
- Er det lykken at værre så højt oppe at flyve?
"Næh, for mig er lykken næsten altid noget, der intet med penge har at gøre. Jeg tror udelukkende, at jeg gik ind i Holmen for pengene. Jeg havde det jo pragtfuldt, mand. Jeg var inde i sådan en god stime med foredrag, og havde tid til at gøre, hvad jeg havde Iyst til. Der var ingen anden grund til at gøre det, end at tjene den million eller to om året, jeg havde i udsigt, og som jeg også mener er, hvad jeg er værd".
"Jeg skar alt væk, satte al min energi ind på Holmen og har aldrig arbejdet så hårdt i hele mit liv. Tre foredrag, Det var alt hvad jeg nåede, mens jeg var derude. Og jeg fløj i helikopter til dem allesammen, velvidende, at det åd halvdelen af honoraret. Så jeg har altså kun tabt på det. Det eneste, jeg har fået, er erfaring".
- Men du siger altså, at det udelukkende var for pengene, at du gik ind i det?
"Det passer jo ikke, men jeg. . . Argh. . Grunden til, at jeg tænder så meget på det er jo, at det ikke er så mange gange i livet, at der kommer en ide, hvor du siger, det er sådan det skal gøres. Den sidder lige i øjet. Jeg kan godt ligge og køre på hjul nede i feltet, men engang imellem skal jeg lige op at have den gule trøje".
- Det Iyder som om du har to sider, du ikke kan få til at hænge sammen?
"Jo, men spørgsmålet er, om man skal forene dem. Jeg tror ikke, at jeg kan eksistere, hvis jeg ikke får lov til at være lige præcis sådan som jeg er. Stille og rolig engang imellem og et målsøgende missil, når ideen er der. Du kan sammenligne det med, at et måltid altid er efterfulgt af fordøjning".
"Det er klart, at udadtil ser det ud som om jeg er kolerisk, umulig at styre, en ødeland, ustabil og nothing but trouble. Samtidig tror jeg også, at det skinner igennem, at jeg er charmerende, seriøs, dygtig, engageret, skarp og intelligent og så videre. Men altså, det er jo meget åbenlyst for folk, at hvis de vil have det ene, så må de også tage det andet med".
- Hvad med næste gang?
"Det er klart, at så skal jeg være helt sikker på, at der er penge nok bagved, at der ikke er nogle usikre mure i fundamentet. Ligesom, hvis jeg skulle ud og køre en Formel 1-racer. Der skulle kraftedeme ikke være noget defekt baghjuls-ophæng, for når først jeg blæser afsted med de her 250 kilometer i timen, så er der ikke tid til at ryge af banen. Det kan jo være farligt, ik'".
På vej ud fra baren, skal vi lige ud og se køkkenet, der er under ombygning.
"My God, de har ikke engang dækket det til. Behandler man en Rolls Royce sådan?"
Da vi kommer ud fra køkkenet igen, styrer Boserup direkte over til bartenderen:
"Hvordan er det I behandler komfuret. Tror de... Det er verdens bedste komfur, og så har de... Som et redskabsskur... Du kan godt hilse dem og sige, at de er nogle røvbananer".
Og så i en mere forsonlig tone:
"Du må love at give mig et praj, hvis de er ved at hælde det komfur ud..."

En forvokset bønnestage i et bulet folkevognsrugbrød på vej gennem den københavnske april-nat. U2 spiller på bilstereoen.
- Hvorfor ikke opbygge sådan et realistisk godt liv herhjemme?
"Jeg har jo et godt liv, altså"
- Men du vil jo afsted!
- Nåh, du mener bygge noget op herhjemme? Næh, det har jeg ikke gjort længe. Det er jo også et af mine problemer. Jeg er ikke sådan rigtig karriere-minded".
- Men med et par foredrag om måneden kunne du vel skabe dig et liv, ikke et kanonliv, men et liv, der lader sig leve. Jeg er tilbøjelig til at betragte dine problemer som luksus-problemer.
"Jamen prøv at hør her. Jeg er en boheme. Sådan lever jeg... Det er jo også en dårlig side, når jeg møder en kvinde. Hun kan jo ikke leve på den måde. Så skal man planlægge og gøre sådan og sådan".
- Så ville du vel heller aldrig kunne slå dig til ro på en strand på Cuba
"Sagtens!"
- Hvorfor kan du så ikke slå dig til ro her?
"Fordi, det her ikke er Cuba. Og så er her eddermame koldt. Der er slet ingen grund til at leve et sted, hvor der er så koldt. Og der er heller ingen grund til ikke at leve det sted, hvor kvinderne så absolut er smukkest. Jeg skal have en hacienda dernede, det er hundrede. Hvis Jørgen Leth kan leve på Haiti, så kan jeg eddermame også bo på Cuba".
- Får du lavet noget, eller sidder du og nosser rundt?
"Jeg nosser meget rundt, er du sindssyg. Jeg har aldrig nosset så meget rundt, som jeg gør nu... Nosse... Jeg nosser helt vildt. Hvorfor nosser jeg rundt? Hvad er det, der gør, at man nosser? Hvorfor holder du ikke fast i en ting? Hvorfor rydder du ikke op? Hvorfor gør du ikke sådan? Jeg har ingen energi, bliver træt, kan ikke koncentrere mig, bliver ikke tændt og er ikke skudt i noget".

Der er stilhed et øjeblik, på nær U2, der synger om talkshows som syndsforladelse. Så siger Boserup: "Grunden til, at jeg nosser, er fordi der er noget, der skal fordøjes. Der er ikke mere energi, og du bliver ved med hver dag at sige til dig selv: Se hvor latterlig du er. Se, du får ikke noget gjort. Latterligt! Kan du ikke se det? Og så er der den anden del, der siger, prøv at hør her! Jeg har lavet rigeligt for en periode. Nu skal jeg lige tage det roligt".
- Men du kan ikke finde ud af at lade den del overtage helt?
"Nej, hjernen er jo ikke sådan et sæt kontakter... Altså, når vi bevæger os i de her følelseslag, så er det ikke bare noget du lige tænder og slukker. Det er en glidende overgang.
"Gå lige ind og sæt dig".
Vi ryger fede og danser i Boserups lejlighed. Vi taler med kroppen, og det er helt klart hans hjemmebane. Klokken er halv fire om morgenen.
"Gå ind og sæt dig i øreklapstolen..."
Boserup står bøjet over sit anlæg i 17 dele. Et af den slags, de end ikke har hørt om hos Fona: "Hvad fanden sker der her... Jo, der var den. Ind på plads! Det er nu! På plads!"
Ud af de mandshøje elektrostat-højttalere toner "Space Oddity", Bowies sang om astronauten, der ikke vil tilbage til jorden.
Senere, efter "Rebel, Rebel" og "Rock'n'roll Suicide", ligger vi ved hans seks kvadratmeter store japanske bord. Det har samme format som en tv-skærm. Han fik det bygget dengang, han lavede kogebog og video.
"Åh, Boserups hjerne gør mig træt," udbryder Boserup med et: "Det er noget lort... Lort. Der er så meget lort. For at blive rig skal man spille med på en masse lort."
- Hvorfor skal du være rig?
"Det ved jeg ikke, men jeg tror, at jeg ville være god til at være rig. Jeg vil gerne slippe for at tænke på penge."
Så begynder Boserup at snorke.
"Fem kokkehuer oppe i dit eget hoved. Det sker så sjældent. Måske fem gange i et liv. Når det så sker, er du så ensom, for der er ikke nogen andre, der kan se det. Selv ikke den vildeste madanmelder. Jo, måske Søren Gericke, en af de gode venner, men hvis det kun sker fem gange, så skulle fanden stå i, at han sad lige ved siden af."

E

n enkelt elkogeplade. Det er alt, hvad der er i Boserups køkken. Det er under ombygning. Alligevel formår han i løbet af et par timer at lave kylling på to forskellige måder, smørstegte kartofler, kogte grøntsager, stegte rødbeder, svampe i fløde og en hel del mere til fotografen og mig. Kniven hakker, mens han snakker. Varmen regulerer han med en gaffel under gryden eller panden.
"Er der ikke snart mad?" Fotografen er en sulten mand. Det forstyrrer nu ikke Bose-rup, der bliver ved med at finde på flere små retter. Der er også rigeligt at tage af. Vi har været ude at købe ind for 850 kroner.
"Synes du, det er dyrt? Det er måske noget, jeg gør en gang om måneden. Til hverdag spiser jeg ris med lidt grøntsager til."
"Faktisk bliver jeg ked af det, når folk kalder mig en ødeland. Ligesom jeg syntes, det var underligt, at jeg i forbindelse med Mindship skulle læse, at jeg er et tidligere sexsymbol. Jeg har jo aldrig selv opfattet mig sådan. Nogle gange har mine kærester sagt: Nej, hvor hun gloede. Men jeg ser det ikke, vel. Jeg tror, at det er noget andre folk laver oppe i deres hoveder. Jeg tror ikke, at det er noget, der er sådan."
Og så tilføjer han ganske stille:
"Det ved jeg ikke."
- Man hører ellers mange piger snakke om dig?
"Hvad fanden, hvor er de så henne. Hvor fanden er de, når jeg er liderlig? De er der jo aldrig, når man er liderlig."
Det får fotografen til at konstatere: "Hvis man er liderlig, så er de der ikke..."
"Aldrig," siger Boserup.
"Og, hvis man er rigtig liderlig, så løber de."
"Ja, og det er der, de skulle blive stående. Og det er pisseirriterende, for sådan er jeg jo ikke bygget. Hvis jeg er liderlig, så er jeg kraftedeme liderlig."
Senere, da vi har spist og rost hans mad, hvilket igen får ham til at blive ganske stille, kommer vi til at tale om hans morfar, der døde af en blodprop.
"Han ville begraves under egetræet ude på gården, men det må man ikke, og der var min familie ikke hård nok. Men jeg tror da, at en eller anden dag, så graver jeg ham op. Om det så skal blive min sidste bedrift. Altså selvfølgelig skal min mormor med. Hun ligger der også. Med hende var det noget andet, hun blev helt senil. Det ku' jeg ikke li' at se. Men jeg har aldrig tudet over dem."
- Har du tudet?
"Dengang jeg tudede mest, var da jeg faldt ned fra mejetærskeren og slog hovedet."
- Det var så fordi det gjorde ondt?
"Nej, det var sgu ikke engang... Tudede jeg? Jeg kommer lige pludselig i tvivl, fordi..."
- Henrik, hør engang, jeg mener som voksen.
"Nåh, okay... Jo, men det har jeg... Som voksen har jeg... Det kan jeg godt huske... Jeg har tudet et par gange af lykke. ... Dengang min søn blev født..."
- Jeg tænker på, om du ikke eskaperer?
"Så kom, så hold mig fast."
- Jeg mener selvfølgelig, når du er ked af det.
"Nåh, okay. Jeg har tudet af kærlighed ik'. Af ulykkelig kærlighed."
- Der kan du godt græde?
"Jamen, det har jeg ikke gjort længe, men det har jeg i hvert fald kunnet. Ikke alene, sammen med pigen. Jeg ved ikke, måske tudede jeg også lidt over restauranten i Kronprinsessegade, men det kan jeg ikke huske."
- Hvad når hjernen kører rundt i de samme spørgsmål?
"Der tuder jeg ikke, for selvmedlidenhed er det eneste, du ikke kan bruge i den situation. Tværtimod gælder det om at vende den om. Hvis ikke man er i stand til at bruge de negative energier, så er det jo en fandens ulykke hver gang de kommer. Man må vende dem om og sige: Okay, hvad får jeg ud af det her? Hvorfor er jeg altid pisse-inspireret eller kreativ, når... Jamen, det er jo fordi jeg kan mærke livet banke. Og det er jo nok i virkeligheden en af menneskets fine kvaliteter; at tage livet som det nu engang er. Det er også derfor, at tid er vigtigere end penge, for du ved ikke hvor lang tid du har, og det gælder om at tage den, mens den er der, fordi der måske ingen begyndelse og ingen slutning er. Det kan også godt give mening for mig at sige, at livet handler om at forberede sig til døden."
- Hvordan har du det med den?
"Jeg har ikke tænkt så helvedes meget over den. Jeg vil ikke sige, at jeg er bange for den, men jeg er bange for at blive en grøntsag. Altså, det må da være surt at ligge på sit dødsleje og pludselig få dårlig samvittighed over, at ham og ham vadede jeg på. Så jeg tror, at det handler om i en vis fart at blive et godt menneske og sørge for. ... Altså ja. ... Opføre sig ordentligt, fordi man godt ved, at tingene kommer tilbage til én. En lykkelig død, det er et godt mål."

A

nanas-stykket glider ind i pigens mund. Hun kærtegner det med tungen. Vi, det vil sige resterne af den lesbiske pigefødselsdag, sidder ved det tv-formede japanske bord. Udenfor er en ny dag ved at gry.
Den lesbiske pigefødselsdag!
Ja, ja, da fotografen var gået, proklamerede Boserup: Nu tager vi til lesbisk pigefødselsdag. Og det gjorde vi så. Ind på en cafe, hvor Boserup agerede hest for fødselsdagsbarnet, der med fryd modtog hans gave, en t-shirt med påskriften "Jeg gør det kun i olivenolie."
Fra cafeen tog vi på strip-bar, hvor fødselsdagsbarnet og Boserup morede sig med at stoppe hundredkronesedler ned i udskæringen på en af champagnepigerne. Og nu er vi altså her i Boserups lejlighed, hvor pigen, en af gæsterne, spiser ananas. Ved siden af hende ligger en fyr.
Fødselsdagsbarnet sidder med Boserups skaldede hoved i sit skød.
"Prøv lige at komme lidt ananas i næsen på hende," siger hun til fyren: "Der skulle være plads til to stykker med sådan en tud."
"Ikke ananas," protesterer Boserup. "Put noget andet i munden på hende."
"Ja," siger fødselsdagsbarnet, "skal vi ikke prøve at åbne hans bukser."
"Put i munden."
Men det er ikke fyrens bukser, der bliver åbnet. Til gen-gæld trækker pigen sine ned. Et par dimunitive trusser kommer til syne.
Hun sætter sig over fyren og gnider sit skridt mod hans skræv.
"Gud, har du en tatovering," er der en eller anden, der udbryder.
Blop, Boserups hoved ligger på gulvet. Fødselsdagsbarnet står bag pigen og fyren:
"Den har jeg aldrig set."
"Jeg har haft den længere, end du har kendt mig," siger pigen til fødselsdagsbarnet, der begynder at kærtegne hendes baller. Det får pigen til at spørge: "Er du inviteret?"
"Jeg skulle bare lige tænde dig."
"Så vidt jeg ved, er du ikke inviteret."
"Nej, nej, jeg skal være her. Jeg bliver nødt til at se, hvad der sker..."
Det synes pigen dog ikke at være indforstået med, og det ender med, at fødselsdagsbarnet med bitterhed i stemmen siger: "Okay, okay, jeg skal nok gå."
"Så gå dog til værks, mand," kommer det fra Boserup, der er i færd med at ryge pappet fra en forlængst færdig joint.
Men der kommer aldrig rigtig gang i seancen. Boserup går over og lægger Roger Waters "Amused to death" på cd'en og sætter sig i lotusstilling på gulvet foran vinduet.
Der sidder han så, 34 år gammel, med ryggen til resterne af den lesbiske pigefødselsdag og kigger ind i den gryende morgen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer