Birgithe Kosovi´c debuterer med ambitiøs gotisk fortælling, der erkendelsesmæssigt peger bagud i tid
Ny bog
Man bliver uvilkårligt glad og benovet, når en ung litterær debutant virkelig tør satse og prøver et livtag med en krævende form.
I anden omgang kan man så spørge, om forsøget lykkes, og man kan, som noget helt tredje, fundere over, hvorvidt den valgte genre og stil overhovedet er al umagen værd.
Birgithe Kosovi´c (født 1972) har valgt at debutere med en klassisk fortælling, bag hvilken man aner forbilleder som E. T. A. Hoffmann og Karen Blixen.
I sætningsbygningen giver hun sig rigelig tid og plads, og hvad ordvalget angår, møder læseren gloser som gunst og ærefrygt, forudanelse og skæbne.
Begivenhed kaldes tilskikkelse, i stedet for bedst skrives ypperst. Mange passager rummer endvidere en metaforisk sammenligning via ligesom, som og som om - et træk, der som regel kendetegner forfattere, som bag den foreliggende verden aner en anden, som de anser for højere og mere sand.
Stilens voldsomt arkaiske præg kan imidlertid kaldes velmotiveret, for så vidt som det her drejer sig om en komposition i gotisk-romantisk manér.
Handlingen er henlagt til det nordlige Italien, nærmere bestemt egnen omkring Vicenza, hvor Andrea Palladio midt i 1500-tallet opførte paladser og kirker af en særegen skønhed: klassiske i stilen, men samtidig sensuelle og på en måde funktionelle, som pragtbyggeri undertiden kan være det.
Et sagn fra gamle dage
Til et af Palladios flotteste huse, Villa Valmarana, knytter sig et sagn. Engang blev der på stedet født en adelig enearving, en pige, som imidlertid viste sig at have dværgens groteske misdannelser. For at skåne hende for at føle sig anderledes end alle andre lod pigens forældre alt i Villa Valmarana indrette i dværgeformat.
Stole, senge, borde blev gjort i halv størrelse, selv porcelæn og bestik blev anskaffet i mindre størrelse, og til tjenestefolk valgtes selvfølgelig dværge.
Da pigen kom i den giftefærdige alder, lokkede rygterne om hendes smukke ansigt og hendes faders rigdom mange unge bejlere til, men når de så, hvor vanskabt hun var, forføjede de sig skyndsomst. Dette gentog sig år efter år, indtil pigen en dag forelskede sig i en frier. Da han som alle de andre red bort, løb hun op til et vindue og lænede sig så langt ud, at hun faldt ned og slog sig ihjel. Tjenerne hørte hendes dødsskrig og løb op på muren, hvor sorgen forvandlede dem til sten. De sytten stirrende dværgestatuer har givet huset tilnavnet Dværgevillaen.
Birgitte Kosovi´c forankrer sagnet i Napoleonskrigenes tid og forandrer det ved at digte det om til en historie om længsel. Pigen, Jana, fødes i 1793 af Lucia, grevens 33-årige datter, en kvinde, der på dette tidspunkt allerede er enke.
Stolt som hun nemlig er, har hun som ung sagt nej til den ene frier efter den anden. Kun den dybe, betingelsesløse kærlighed vil hun have. En skønne dag gifter hun sig med en rask soldat, som i kraft af sin metier er væk det meste af året, men somme tider kommer hjem og beviser hende bemeldte betingelsesløse kærlighed.
Garibaldis kærlighed
To dage efter at hun i sin mave har mærket liv, får hun budskabet om hans tapre død, og endnu samme aften forlader hun hans villa og rejser hjem til far, mor og tante.
Den næste fase af fortællingen følger og udbygger sagnet. Men da dværgepigen Jana bliver femten år, flygter hun, drevet af længsel efter at se verden uden for hjemmet. Nu forvandles hun fra fyrstedatter til simpel dværg og må finde sig i grovkornet mobning, indtil hun bliver optaget som tjenestepige i hjemmet hos en købmand Garibaldi, hvis kærlighedshistorie fortælles i bogens anden del.
Han forelsker sig i en utilnærmelig kvinde, der efter lange bestormelser omsider giver sig hen til ham for så pludselig at forsvinde. Da hun kommer tilbage, har hun en dyb rift over brystet oven på mødet med en tidligere elsker, der har forsøgt at skære hendes hjerte ud.
Veronica, som kvinden hedder, har nemlig været kurtisane og i denne egenskab fordrejet hovedet på andre end hr. Garibaldi. Oven på denne afsløring spærres hun inde i huset. Jana derimod tager hjem til Villa Valmarana uden dog nogen sinde at flytte ind i barndommens hus.
Koks i kronologien
Det lykkes aldrig Birgithe Kosovi´c at binde de to historier sammen, dværgens og den arme kurtisanes. Men bogen fungerer heller ikke på detaljeplanet.
Om grevedatteren Lucia hører vi således, at hun ved Janas fødsel i 1793 er 33 år gammel. Men af et tilbageblik nogle sider senere fremgår, at hun i december 1787, hvor hun afviser en ihærdig frier, er atten et halvt. Hvornår er hun så født - i 1760 eller i 1769?
Man undrer sig ligeledes, når man til sidst i bogen læser, at tjenerstaben på slægtens villa eller palads svinder ind efter tantens død. Det hævdes at hænge sammen med de "strenge tider, da Europa led under Napoleons magt". Ikke desto mindre fremgår det af sammenhængen, at tanten dør i 1818, tre år efter Napoleons fald. At tokayervinen, der drikkes på s. 41, er rød, forekommer usandsynligt, medmindre nogen har hældt blod i.
Banale fejl
Forlaget kunne godt have ydet forfatteren en håndsrækning med den slags, ligesom man kunne have luget mere effektivt ud blandt de sproglige ubehjælpsomheder.
En sætning som denne er for eksempel direkte kluntet: "Da det en dag gik op for hende, at hun ventede sig, stod Serafino Frosconi på højden af sin karriere." (s. 25) Seks sider efter må der være faldet et "ikke" ud, hvor talen er om den tavshed, der omgiver arvingens dværgvækst.
Bedstemoren og tanten kan ikke komme "egenhændigt" ned til greven (s. 37). At grevinden er svagere end sin mand, forstår vi, men det hedder at undslå sig for hans magt, ikke bare undslå ud i luften. Kan vinden "slå smut" med en kjoles folder som hævdet på s. 75? Måske. Men fortryder man noget voldsomt (s. 121), hedder det da bitterligt, ikke "skammeligt". At skrive: "Han var bleven næsten treogfirs år gammel" klinger ægte gammeldags, men er det ikke bare en banal grammtatisk fejl, som når verbet 'stride' (s. 47) bøjes "stredet" i stedet for 'stridt'?
Som Karen Blixen
Birgithe Kosovi´c har utvivlsomt stridt bravt med sin fortælling, og man får da også det indtryk, at hun har stoffet i sig til en dygtig fortæller.
Men det er ikke sikkert, at litterære pasticher for hende vil være vejen frem.
Erkendelsesmæssigt set er der for mig at se noget underlig reaktionært i at bemøje sig på at skrive, sådan som for eksempel Karen Blixen muligvis ville have skrevet, hvis hun havde levet endnu, eller hvis hun inden hun døde havde hørt sagnet om Villa Valmarana.
Fortællekunst går fundamentalt ud på at finde nye former for derved at give os nye midler til at forstå og berette om livet. Til en støvet form svarer som regel en livsfortolkning, som vi har forladt, og tilmed af gode grunde.
*Birgithe Kosovi´c: Legenden om Villa Valmarana. Fortælling. 127 s. Kr. 175,00. Gyldendal.
