Læsetid: 7 min.

Elvis har ikke forladt bygningen

16. august 1997

I dag er det 20-året for Elvis Presleys død, som markeres med nye bøger og plader

Med fakler i hænderne vandrede titusinder i aftes grædende, nynnende, syngende ad Elvis Presley Boulevard i Memphis, Tennessee op til Graceland, sydstatspalæet, der ligner en kulisse fra Borte Med Blæsten, men var Pres-
leys hjem, og som siden 1982 har tjent som et offentlig tilgængeligt relikvieskrin med faste åbningstider.
Disse poppilgrimme markerede ikke noget så banalt som endnu en dødsdag for en sanger, men en messe for
underholdningsindustriens største ikon, Elvis Aaron Pres-ley, manden, der med en milliard solgte plader er lige så kendt som Mickey Mouse, og synger lang bedre, men virker lige så uvirkelig.
I dag er det tyve år siden Elvis Presleys kæreste Ginger Alden tidligt om eftermiddagen fandt ham liggende på maven i det oversize-badeværelse, den efterhånden grotesk overvægtige sanger brugte som refugium.
Selv konger har brug for fred og ro, og især Presley, som de sidste mange år af sit liv havde så hård mave, at han måtte bruge timer på at forrette sin nødtørft; et resultat af et stigende, yderst alsidigt pillemisbrug og ubændige
spise(u)vaner - her udgjorde livretten, peanut butter-sandwich med dybstegte bananer, bare en beskeden appetizer i et konstant kaloriebombardement.
Selvmord eller overdosis
Elvis Presley var stendød ved ankomsten til The Bap-
tist Hospital i Memphis. Alligevel forsøgte lægerne igen og igen genopliving af det rigor mortis-stive lig. De kendte deres rock-ABC. Elvis havde udødeliggjort rocken. Ergo måtte han selv være udødelig. Elvis havde dog gjort regning uden vært. Men da døden jo skulle have en årsag, blev Elvis obduceret.
Resultatet af obduktionen er båndlagt en 50 års-klausul, men blodprøver fra den afdøde viste en cocktail af medikamenter, så skræmmende sammensat, at den er lige til en gyserudgave af Guiness' Book Of Records.
Og siden har rygter og teorier svirret om den egentlige grund til det hjerteslag, der satte en stopper for et liv i luksuriøs ensomhed eller som det hed på forsiden af en lokale avis 17. august 1977 - "A Lonely Life Ends At Elvis Presley Boulevard".
Elvis Presley døde af mangel på kontrol - over sig selv og sin karriere. Ved sin død styrede han mod personlig konkurs efter længe at have forvaltet et kunsterisk fallit-bo. Men historien har sin egen morbide ironi - Elvis Presleys karriere blev reddet af hans død.
Enken varetager alt
I dag sidder hans enke,
Priscilla Beaulieu Presley, som en nidkær varetager af hans eftermæle. Som præsident for Elvis Presley Enterprises bestyrer hun en global millionforretning, der har taget patent på hans navn, hans minde og hans historie. Intet overlades til tilfældighederne.
F. eks. findes der masser af Elvis-billeder i Gracelands souvenirkiosker, men ikke et af dem viser en Elvis på over 85 kg. Elvis Presley Enterprises har retoucheret Elvis til et tårefremkaldende glansbillede. Firmaet sælger myter, ikke sandhed.
Derfor er der grund til at være glad for mindedage som den i dag. De har nemlig siden 1977 tjent som sigtepunkter for nye publikationer, der vil bagom det autoriserede skønmaleri.
Seneste eksempel er Down At The End Of The Lonely Street, skrevet af forfatterne bag sidste sæsons tell all-Howard Hughes-biografi. Bogtitlen har Peter H. Brown og Pat H. Broeske hentet fra
Presleys kommercielle gennembrud "Heartbreak Hotel."
Isoleret og idoliseret
Brown og Broeske har begået en usensationalistisk og meget journalistisk bog, som ikke er ude i de store afsløringers ærinde, men som gennem et væld af øjenvidneberetninger giver et indtryk af, hvordan en filipensplaget, smånusset lastbilchauffør for et elektricitetsfirma i Tupelo kunne ende som The King, isoleret og idoliseret. Svarene er ikke entydige, men sporene er spændende at følge.
Særligt gribende er bogens fokusering på Elvis' nærmest patologiske forhold til sin mor, Gladys. Han var mors dreng, og de sendte på samme bølgelængde indtil hun indså, at det var større end de to tilsammen, det der med pigerne og musikken.
Til sidst knækkede navlestrengen. Tilbage sad Gladys, dybt alkoholiseret, og næsten symbolsk døde hun nogle måneder efter, at Elvis var blevet indkaldt til hæren, hvor han iøvrigt var en mønsterrekrut.
Da Gladys døde, blev Elvis alene i verden. Omgivet af
rygklappere, hofsnoge og nasserøve opbyggede Kongen et hof, som mest skulle forhindre ham i at kede sig alt for meget. Ifølge forfatterne forekommer rygterne om orgier med teen-agepiger noget overdrevne.
Det meste af tiden gik med at se tv, spise junkfood, drikke sig dum, tage piller for at komme op, tage piller for at komme ned, lege udklædningslege og så af og til trække sig tilbage til et endeløst forspil med et udvalgt harem. For derefter at tage piller for at kunne falde i søvn, når morgenen brød frem.
Alt dette kun afbrudt af kalenderfastsatte indspilninger af tåbelige film, stadig mere samlebåndslignende pladeindspilninger og vildt overgearede impulskøb.
Igen og igen forundres man over, at dette var den samme mand, som kunne synge så alle indvendinger blev bænkevarmere; den samme mand, som med udgangspunkt i marginalkulturer som hillbilly og blues udfordrede 50'ernes karseklippede amerikanske kultur for siden selv at forvandle sit ubevidste oprør til mainstream.
Det er denne pirrende selvmodsigelse, der er drivkraften i fascinationen af Elvis Pres-ley. Eller som journalisten Greil Marcus erklærede ved udgivelsen af sin bog Dead Elvis i 1991:
"Hvad der fascinerer mig er; at lige meget hvad det var, han gjorde, lige meget hvilken eksplosion, det var, der fandt sted, flyver stykkerne stadig ud over det hele. Det var et kulturelt Big Bang."
Musikalsk minde
Sangene bliver siddende som granatsplinter i bevidstheden. Det sørger bl.a. en dansker for. Ernst Mikael Jørgensen er ansat som en slags kurator for Elvis' musikalske minde. Han var manden bag de tre bokssæt, der kortlagde 50'erne, 60'erne og 70'erne.
I anledning af dødsjubilæet har Jørgensen og hans faste makker Roger Semon begået et nyt cd-sæt Platinum. Det forekommer med sine fire cd'er ikke slet så nødvendigt. Ganske vist rummer sættet 100 optagelser, heraf 77 hidtil uudgivne, men langt det meste er såkaldte alternate takes. Åbningssangen er også sættets scoop, Elvis' selvfinansierede 78'er fra 1954 med hans meget unge og meget sårbare udgave af Fred Rose's country-hit I'll Never Stand In Your Way. Og så viser en række optagelser fra 70'erne, at det tiår alt i alt ikke var så dårligt som det lød dengang. Resten er nok mest for samlere, men som altid har Jørgensen og Semon leveret en flot anretning med Colin Escotts behageligt nedtonede cover-noter.
Dansk hyldest
Elvis kom aldrig til at spille samme altoverskyggende rolle herhjemme. Danskerne valgte tidligt. Først Tommy Steele, fordi Elvis' plader ikke kunne fås, og siden kastede vi vor kærlighed og vort guld på den renskurede Cliff Richard.
Nu kan man vanskeligt forestille sig nogen lave en hyldest-plade til Cliff. Så går det bedre med Elvis, selv om mange af de medvirkende på tribute-cd'en Burning Love knap gik i skole, da Elvis døde.
Ernst Mikael Jørgensen har, sammen med Rene Cambony, været projektkoordinator på en plade, der er både overraskende og overraskende god med så stilforskellige navne som Al Agami, Lis Sørensen og Hotel Hunger.
Marie Frank synger Don't Be Cruel så bevidst lillepiget og corny, at hun sagtens kunne have siddet på skødet af Elvis og sørget for at han ikke kedede sig.
Mindre vellykket er Cæcilie Norbys lidt for sovsede udgave af In The Ghetto, måske fordi hun prøver at synge som den mand, hun jo ikke er. Og hendes tidligere OneTwo-partner, Nina Forsberg, begår en stor-slået fejltagelse i sin tolkning af Burning Love, som i Knut Haaviks regi får på alle de tidstypiske tangenter.
Forsberg er ved god stemme, men hun får kærligheden til at lyde som noget, der gemmer sig i et køleskab. Elvis sang den sang, så han blev et epicenter af erotik. Lysende smuk er derimod Lars H.U.G.'s guitarbårne, moderat opspeedede udgave af Love Me Tender.
Her synger den ene popekcentriker til den anden med den uskrømtede sentimentalitet som bærebølge. I en helt anden ende står Nikolaj Christensen med sin modige That's All Right, spillet og indspillet så den gamle bluesmagi er intakt uden at musikken af den grund lyder som et museumsstykke.
I 70'erne sluttede de fleste Elvis Presley-koncerter med fanfaren Elvis has left the building. I de bedste sekvenser af Burning Love-cd'en får de danske rockmusikere rejst tvivl om den påstand. Han rumsterer stadig et eller andet sted - lige uden for rampelyset.

*Peter H. Brown & Pat H. Broeske: Down At The End Of Lonely Street - The Life And Death Of Elvis Presley. 524 s. Kr. 298,- Heinemann. (Fås bl.a. hos Arnold Busck, København)
Elvis Presley: Platinum - A Life In Music. Executive producers: Ernst Mikael Jørgensen og Roger Semon. RCA/BMG (4cd-sæt)
Diverse kunstnere: Burning Love - Den danske hyldest til legenden Elvis Presley. Executive producere: Ernst M. Jørgensen & Rene Cambony. BMG

Popkonger
I dag er det 20 år siden, Elvis Presley døde, 42 år. Han var da i et menneskeligt forfald, som var omvendt proportionalt med den kunstneriske succes, han oplevede som The King. Men på plademarkedet lever han stadig intenst. Vor anmelder, Torben Bille, har lyttet til de nyeste Elvis-udgivelser. Michael Jackson, der i aftes gav sit store show i København, er den nye popkonge, hvis liv på mange måder forekommer lige så problematisk som Pres-
leys. Ralf Christensen oplevede ham i Parken. På nuværende tidspunkt er han den, der har solgt flest plader i verden. Popkongerne funkler om kap - men det koster.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu