Læsetid: 9 min.

EU, østeuropæerne og det danske ja eller nej

21. august 1997

Vil et dansk nej til Amsterdam-traktaten øge chancen for, at alle østeuropæiske ansøgere kommer med i EU? Eller vil et nej betyde en risikabel udsættelse af hele projektet?

Amsterdam-traktaten er fuldstændig uegnet til at sikre optagelsen af 11 nye medlemmer i EU. De nødvendige reformer af EU's institutioner, landbrugsstøtten og støtten til regionerne er der end ikke taget hul på. Desuden lægger traktaten op til, at der i første omgang kun optages fem nye medlemslande, mens optagelsen af resten har meget lange udsigter.
Bl.a. derfor skal de danske vælgere stemme nej til Amsterdam-traktaten ved folkeafstemningen næste forår. Med besked til EU's ledere om at gøre arbejdet forfra og diske op med en traktat, der for alvor forbereder EU på dette og næste årtis store projekt: Integrationen af alle central- og østeuropæiske ansøgerlande.
Det mener ialtfald SF's partiformand Holger K. Nielsen - og med ham et stort flertal i SF's hovedbestyrelse.
Steen Gade, SF's Europa-ordfører, næstformand Christine Antorini og flertallet af folketingsgruppen er uenige.
Amsterdam-traktaten er ganske vist særdeles mangelfuld, siger de, men den er en politisk forudsætning for en udvidelse. Et dansk nej vil føre til, at hele optagelsesprocessen udsættes og forsinkes.
Dér står argumenterne, hvad angår betydningen for EU's østudvidelse af et dansk ja eller nej, forud for SF's ekstraordinære EU-landsmøde den 6.-7. september.
Men da SF's debat er hele Danmarks debat har Information bedt to eksperter, Lykke Friis, ph.d. og forsker ved Dansk Udenrigspolitisk Institut, og Ole Nørgaard, lic. scient.pol., lektor ved Institut for Statsvidenskab, Aarhus Universitet, om at vurdere nej- og ja-fløjens argumenter.
Holdes de fattigste ude?
- Holger K. Nielsen siger, at Amsterdam-traktaten gør det sværere for de fattigste ansøgerlande at komme i EU. Han begrunder det med, at traktaten lægger op til, at der i første omgang kun optages fem nye lande, at de næste ansøgere kun kan optages efter gennemgribende reformer i EU-samarbejdet - og at det derfor vil være en stor fristelse for mange lande at stoppe ved de 20. Holder argumentet?
"Nej, det mener jeg ikke har noget på sig," siger Ole Nørgaard.
"EU har nu taget hul på en proces, hvor man på grundlag af oplysninger om makroøkonomiske forhold og om institutionsopbygningen i ansøgerlandene vurderer, hvilke lande EU kan håndtere at forhandle med i første runde."
"Men dermed er ikke sagt, at de fem central- og østeuropæiske lande, EU-kommissionen har udpeget til første runde, også bliver optaget, eller at andre lande ikke kan komme med. EU-kommissionen siger direkte i Dagsorden 2000, at hvert eneste land hvert år vil blive taget op til vurdering. Lande som Letland og Litauen, hvor udviklingen går stærkt, kan sagtens komme med næste år."
Ole Nørgaard mener, at der i brede kredse i EU - "måske bortset fra Portugal og Spanien" - er vilje til at lukke alle ansøgerlandene ind.
"At nogle lande er udpeget til første runde og andre ikke, må ses som et spørgsmål om, hvor mange komplekse forhandlingssituationer, EU kan klare. Det er et spørgsmål om praktisk håndtering, ikke et politisk ønske om at lukke nogen ude."
Fare for udvidelsen?
Lykke Friis mener derimod, at "Holger K.-fløjen på papiret har en god sag på dette punkt."
"Det er absolut rigtigt, at Amsterdam-traktaten ikke magter det, den var beregnet til: nemlig at gøre unionen klar til at modtage samtlige ansøgerlande. Der er afgjort en fare for, at udvidelsesprocessen stopper ved de første fem lande," fortsætter Lykke Friis.
"Der er jo allerede i dag EU-medlemmer, der ganske vist politisk har forpligtet sig til østudvidelsen, men når det kommer til stykket gerne ville slippe udenom. Og de ansøgerlande, der står i anden række, er også de besværligste og dyreste at integrere."
"Før anden udvidelsesrunde skal EU igang med de helt store institutionelle ændringer: fordelingen af kommissær-poster, nye stemmevægte i ministerrådet, flertalsafgørelser på flere områder - for ikke at tale om øgede budgetter. EU-kommissionen mener, at den første udvidelse kan klares inden for den nuværende budgetramme, men det bliver afgjort ikke tilfældet for anden runde. Der er bestemt en fare for, at visse lande vil sige, at al det besvær gider vi ikke for nogle lande, der står langt nede på prioriteringslisten."
Tyskland tøver
- Hvilke EU-medlemmer vil være skeptiske over for eller deciderede modstandere af en yderligere udvidelse?
"Uha... jeg vil snarere vende spørgsmålet om: Hvem vil være interesseret i den anden udvidelses-bølge: Danmark, Sverige, Østrig..."
- Du nævner ikke Tyskland?
"Jeg nævner ikke Tyskland, og det er temmelig afgørende. Jeg siger ikke, at Tyskland vil blokere for den anden bølge, men tyskerne vil heller ikke være en motor. Tyskland vil med den første bølge opnå alt det, tyskerne gerne vil have: nemlig at alle de lande, der ligger rundt om Tyskland og som man har tætte økonomiske og historiske bånd til, vil blive optaget".
"Desuden er Tyskland netop nu igang med en Margaret Thatcher-lignende budgetkampagne, hvor man - allerede nu før optagelsen af de første ansøgere - kræver at betale mindre til budgettet".
En risikabel strategi
- Du får det til at lyde, som om det er højst usikkert, om den anden udvidelses-bølge overhovedet bliver til noget. Har Holger K. så ikke en pointe, når han kræver en genforhandling af Amsterdam-traktaten med det formål at sikre udvidelsen?
"Nej, det vil være en forkert udlægning. Hvis man ønsker at fremme den anden udvidelsesbølge er nej'et en meget risikabel strategi. Der sidder faktisk lande i EU og venter på, at den her udvidelse bliver udskudt, lande som f.eks. Portugal, Spanien og Italien".
"Men det er farligt, når politikere forsøger at 'sælge' Amsterdam-traktaten med argumenter om, at et dansk ja vil sikre øst-udvidelsen. Et dansk ja er et lille skridt på vejen, men det åbner langtfra alle døre for Østeuropa. Det kræver, at bl.a. Danmark fortsætter sin kampagne for, at optagelsesforhandlingerne skal finde sted med alle ansøgerlandene samtidig."
Forsinkes processen?
Et andet stridspunkt i SF-debatten er Steen Gade-fløjens argument om, at et dansk nej til Amsterdam-traktaten vil udskyde optagelsesforhandlingerne og dermed forsinke optagelsen af nye medlemmer.
Ole Nørgaard mener, at et dansk nej "alt andet lige naturligvis vil forsinke processen".
"Forhandlingerne med de nye ansøgerlande kan sagtens foregå, selv om et dansk nej blokerer for Amsterdam-traktaten. Men de EU-forhandlere, der går til bordet, vil sidde i en anden position end hvis de har en samlet EU-opbakning og en vedtaget traktat bag sig."
"EU er jo også en juridisk maskine, og den kendsgerning, at et dansk nej kræver en del juridiske og politiske fiksfakserier gør jo, at det hele vil tage længere tid. Men på lang sigt betyder det intet. Min opfattelse er, at den politiske vilje til østudvidelsen er så stærk, at den ikke kan stoppes."
Lykke Friis skelner mellem de tekniske og de politiske konsekvenser af et dansk nej.
"Forhandlingerne med ansøgerlandene vil jo allerede være begyndt, når Danmark stemmer engang i marts. Og det er jo ikke sådan, at hele processen automatisk går i stå, hvis Danmark stemmer nej." Alligevel mener hun, at et dansk nej vil forsinke optagelsen af østlandene. Af to årsager:
Et dansk nej
"For det første vil den danske regering i tilfælde af et nej have nok at gøre med at få en ordning i stand for Danmark - hvordan den så kommer til at se ud. Regeringen vil simpelthen få vanskeligt ved at finde tid, kræfter og ressourcer til også at presse på for østudvidelsen. Og hvad vil være vores forhandlingsposition, når vi lige har sagt nej til Amsterdam? Dermed glider en af de ganske få markante fortalere for østudvidelsen ud af billedet på et meget afgørende tidspunkt. Det vil i sig selv kunne forsinke østudvidelsen."
"Den anden årsag er, at et dansk nej vil tjene som undskyldning for andre lande til at hoppe med på vognen og kræve, at de får deres ønsker til en ny traktat igennem. Det vil åbne op for yderst komplicerede forhandlinger," mener Lykke Friis.
Fleksible strukturer
Et andet markant SF-krav er ønsket om et EU med "fleksible strukturer" - d.v.s. at de central- og østeuropæiske lande skal kunne deltage i de dele af EU-samarbejdet, som de ønsker og magter, og holde sig ude af resten. Den kendsgerning, at Amsterdam-traktaten ikke giver østlandene denne mulighed, nævnes af Holger K.-fløjen som argument for et nej.
I dette spørgsmål er de to forskere enige i en skepsis over for SF's forslag.
"Først og fremmest må man jo sige, at der ikke i noget central- eller østeuropæisk land er udtrykt ønske om et gradueret medlemskab. Absolut ikke. Disse lande ønsker the real thing and nothing but the real thing. De ønsker ikke en eller anden form for anden klasses medlemskab," siger Lykke Friis.
"Hvis vi ser på den diskussion om 'fleksibilitet', der fandt sted op til Amsterdam, så handlede den kun om, hvor langt nogle lande måtte gå fremad i integrationsprocessen i forhold til de andre, den handlede aldrig om bagtroppen."
"Der er i EU en udbredt frygt for, at fleksibilitet vil underminere det indre marked, skabe uens konkurrencevilkår, få institutionerne til at bryde sammen og ødelægge det udenrigspolitiske samarbejde. Så selv om der kom et afsnit med i traktaten, blev ideen faktisk skudt ned," siger Lykke Friis.
EU-modstand fra højre
Ole Nørgaard "undrer sig lidt" over SF's forslag om gradueret medlemskab for østlandene.
"Der er i alle central- og østeuropæiske lande en forestilling - måske lidt naiv - om, at man vil være medlem fuldt og helt, fordi kun et fuldt medlemskab giver adgang til udvikling, vækst og også den sikkerhed, som er vigtigt for de fleste af dem. Jeg er ikke i de diskussioner, jeg har haft med central- og østeuropæere, på noget tidspunkt stødt på tanken om et gradueret medlemskab."
"Jeg tror ikke, at SF vil kunne finde ret mange i de central- og østeuropæiske lande, som deler partiets opfattelse af EU," fortsætter Ole Nørgaard.
"Det er kun på den nationalistiske højrefløj, man finder Europa-skeptikerne. Her trives en holdning, som ser EU som eksponent for fremmede magters overtagelse af nationale værdier, både økonomiske og kulturelle. Men de socialistiske eller socialdemokratiske partier, SF ellers kan sammenligne sig med, går alle ubetinget ind for fuldt EU-medlemskab."

Holger vs. Steen
Op til SF's ekstraordinære EU-landsmøde den 6.-7. september slås partiets ledere om de delegeredes sjæle. Partiformand Holger K. Nielsen står i spidsen for holdet, der siger nej til Amsterdam-traktaten, mens folketingsgruppens formand Steen Gade tegner ja-sigerne. I dag og de to kommende dage analyserer vi tre af de nøgleargumenter, der skiller parterne:
*Fremmer eller hæmmer Amsterdam-traktaten optagelsen af de østeuropæiske lande i EU.
*Sætter traktaten miljøet tilstrækkelig højt.
'Giver traktaten Danmark reel mulighed for at stå uden for EU's fælles retspolitik.

Nej
Det mener Holger K. Nielsen:

*En større udvidelse af EU kræver, at der ændres på flere væsentlige EU-politikker. Det gælder især landbrugs- og støttepolitikken via strukturfondene. Amsterdam-traktaten indeholder intet om disse reformer.
*På grundlag af Amsterdam-traktaten kan der kun optages fem yderligere lande. Hermed lægges op til en opsplitning af ansøgerlandene, og EU-medlemskab for landene i anden række vil have meget lange udsigter. Der er en reel risiko for, at den store udvidelse med alle østeuropæiske ansøgerlande ikke bliver realiseret.
* Amsterdam-traktaten indeholder intet, der opfylder SF's krav om "fleksible strukturer", d.v.s. at nye lande kan opnå gradueret medlemskab og ikke behøver at deltage i alt EU-samarbejde

Alle eksempler hentet fra nej-sigernes oplæg til SF's ekstraordinære EU-landsmøde, d. 6.-7. september.

Ja
Det mener Steen Gade:

*Amsterdam-traktaten er den politiske forudsætning for, at optagelsesforhandlingerne kan begynde omkring årsskiftet 1997-98. Uden en Amsterdam-traktat ingen åbning af forhandlingerne.
*Det havde været bedst, hvis EU en gang for alle havde gennemført de institutionelle reformer, som en udvidelse kræver. Men det afgørende er, at optagelsesprocessen går i gang nu.
*Når man først er startet på optagelsesprocessen vil det være politisk meget vanskeligt at standse midtvejs efter de første fem landes optagelse.
*Ved et dansk nej til Amsterdam-traktaten kan man risikere, at optagelsesprocessen udsættes og forsinkes.

Fra ja-sigernes oplæg til SFs ekstraordinære EU-landsmøde d. 6.-7. september.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu