Læsetid: 7 min.

Faret vild i fjendeland

18. august 1997

Der var en enkelt nazi-demonstrant i Roskilde lørdag. En skræmt 17-årig svensk knægt, der var gået galt i byen

Han sad i skyggen af en skurvogn på Jernbanegade i Roskilde, med håret kortere end karseklippet, iklædt sort skjorte, gråtonede camuflagebukser, stukket ned i tunge sorte, snørede læderstøver og et par sorte seler smøget ned om lænderne. Og han havde et forskræmt blik, der fik mig til at spørge: "Hvorfor sidder du her", da jeg i min søgen efter nazisternes demonstration, passerede ham for tredje gang.
Han viste sig, at være en ung svensk skinhead, der var taget til Roskilde lørdag for at deltage i nazisternes march - men gået helt galt i byen.
På mange måder lignede han nogle af de unge mennesker, jeg netop havde fulgtes med i tog fra København: En stor gruppe af dem var klædt i sort tøj, nogle med velplacerede huller, ringe i øjenbryn, næse og læber, nogle med pighalsbånd af store søm, mange tatoverede og håret barberet af, eller farvet i skarpe plastikkulører. Deres unge, bløde ansigter stod i et sært modsætningsforhold til den leg med det fatale og kroppens dødelighed, som hele selviscenesættelsen udstrålede.
Men der var også unge piger i søde sommerkjoler, smil og halvhøje hæle, unge solbrunede mænd i shorts og t-shirts. Og uanset påklædning var de alle opsatte på at forhindre nazisternes planlagte march i Roskilde,
Fjendens symboler
Mange af mine medpassagerer bar tøj og mærkater med anti-nazi slogans: "Dø nazi", stod der på ryggen af en, og "the only good nazi, is a dead nazi", på maven af en anden. På hans skaldede isse stod to totter i vejret som buede, rødfarvede djævlehorn. Dem dækkede han lidt senere med et sort tørklæde, mønstret af hvide dødningehoveder. Anti-nazi? Han forsvandt længere ned i det propfyldte tog, før jeg fik spurgt ham, om han vidste, at Hitlers Waffen-SS brugte dødningehovedet som symbol.
I Roskilde viste en sort perlerække af betjente vej til Hedegårdenes skole i Roskilde, hvor 400, måske 500 mennesker samledes i solskinnet og hørte taler om, at vi skal forsvare den demokratiske ret til at ytre sig, organisere sig og forsamle sig, men at vi har pligt til at beskytte os selv og Grundloven mod nazisterne.
Der var ingen tvivl. Hverken hos de unge sortklædte, de to gamle herrer med sommerskjorte og kasketter, eller de par andengenerationsindvandrere, jeg talte med. Demokratiske rettigheder gælder ikke for nazister, fordi de vil afskaffe demokratiske rettigheder. De er farlige. De er voldelige. De skal bekæmpes.
Nogle unge mandlige andengenerationsindvandrere tog tørklæder op foran underansigtet. "Hvorfor?", spurgte jeg den ene. "På grund af ham med kameraet. Jeg vil ikke have at min far ser mig i fjernsynet", svarede han.
7-Eleven er heaven
Klokken nærmede sig to, da jeg forlod mødet for at finde nazisterne, som skulle marchere fra Dyrskuepladsen ind til byen. Og så var det, at jeg mødte Niklas. "Jeg har brug for en telefon. Jeg skal ringe til mine forældre, så de kan komme og hente mig", sagde han.
"Der er telefonbokse på banegården", svarede jeg.
Men han havde ingen penge. Og han turde ikke gå de 400 meter hen til banegården. Nogle ti-minutter tidligere var han ramlet ind i en gruppe 'antier', som han kaldte anti-nazisterne, de havde kigget ham ud, og nu havde han ondt i maven, fordi en af dem havde slået ham med et boldtræ.
"Du kan gå med mig. Så er der ingen, der gør dig noget. Jeg skal nok finde en telefon, du kan ringe fra", sagde jeg - umiddelbart sikker på, at ingen ville mistænke en fyrre-årig kvinde med lang rød sommerkjole og håndtaske for at følges med en nazist i Roskilde netop denne dag.
Han havde intet andet valg end at tro på mine talenter som skytsengel og foldede sin to meter lange teenagekrop ud i fuld gåhøjde. Men netop da vi kom til busholdepladsen lige før stationen kom en stor demonstration af anti'er imod os. "Du får mig aldrig igennem", sagde Niklas.
Redningen var den store 7-Eleven, vi stod uden for. Jeg puffede ham ind i butikken, der var telefonboks og telefonbøger og vi fik fat på de mennesker, som hans forældre besøgte. Men selvom han forklarede, at han var i alvorlige vanskeligheder, kunne de først hente ham klokken fire.
"Det er fordi, de håber på, at jeg holder op med at gå til marcher, hvis jeg får tæv", sagde han, da han havde lagt røret på.
To timer i fjendeland
Hvad stiller man op med en to meter lang, sytten et halvtårig, bange, svensk skinhead, der skal vente på sine forældre i to timer i fjendeland?
Jeg købte colaer, og vi satte os i et baglokale, der havde glasfacade ud til Jernbanegade.
Niklas bedyrede, at han ikke var nazist, han var skinhead. Han heilede ikke og tilbad ikke Hitler, men var enig i nazisternes politik: Alle første-, anden- og tredjegenerationsindvandrere skal ud af Sverige. Han tog sin pung op af lommen, "Sverige for det svenske folk", stod der på mærkatet på den ene side, og "Jøderne styrer verden", på den anden side. Pyntet med hagekors. Og inden i pungen var hans medlemskort til den svenske skinheadorganisation, et billede af den tyske ørn, et billede af hans kæreste og et af hans storesøster.
"Du tror vel ikke på, at jøderne styrer verden?", spurgte jeg - men jo, han vidste, at de styrer både USA og Europa, og at 80 procent af medlemmerne i det svenske parlament har jødisk baggrund.
"Men hvad ville du gøre anderledes end dem - hvad er du utilfreds med i Sverige", spurgte jeg så.
Han ville afskaffe al narkotika, al pædofæli, al vold og voldtægt mod kvinder, al kriminalitet - og smide indvandrerne tilbage, hvor de kommer fra, så det svenske folk kan få arbejde.
Et ar
Det viste sig, at han slet ikke var på ferie med sine forældre, men med de plejeforældre, han er blevet anbragt hos i stedet for at tilbringe halvandet år i ungdomsfængsel på grund af for meget druk, for mange slagsmål og indbrud i sådan nogle butikker, som den vi lige nu sad og drak cola i.
Demonstrationen af autonome typer, som politiet kalder dem, råbte slagord udenfor, og pludselig satte de i stormløb ned ad Jernbanegade, som vi lige var gået igennem.
"De havde slået mig ihjel", sagde Niklas - og viste mig et ar hen over højre hånds håndryg. "Jeg har også knivstiksar på brystet og ryggen. Min ven fik fire knivstik i maven. Af anti'er".
Pludselig kom 7-Eleven's ekspedient og bad os om at forlade butikken: "Jeg vil ikke have ballade", sagde han.
Det var bare ikke muligt, at efterkomme hans ønske. En af de visirklædte betjente udenfor butikkens dør, var ikke i tvivl, da jeg forklarede ham mit besynderlige problem: "Han må blive derinde. Vi kan ikke beskytte ham herude" - og så gik jeg tilbage til ekspedienten, så fast på ham og sagde: "Politiet siger, du skal lade ham blive her! Jeg går en times tid - men jeg kommer tilbage og henter ham".
Jeg anbragte Niklas i det fjerneste hjørne, bad ham tage selerne af og putte dem i lommen og hive bukserne ud over støvlerne - "så ligner du alle de andre" - stak ham Information i hånden og sagde til ham, at han skulle læse, den klumme, jeg havde skrevet om nazisterne, mens jeg gik ud i byen og passede mit arbejde.
Bortset fra Niklas var der ingen nazister i Roskilde. Men det vidste hverken jeg eller de mange mennesker, der flokkedes omkring Jernbanegade og Ringstedgade på det tidspunkt. Efterhånden bredte sig en undrende stemning: Hvor sker der noget? Er de kommet forbi? En karavane af politibiler hylede forbi, og det vakte latterbrøl, at en betjent med videokamera stak hele overkroppen ud af soltaget i den fjerde vogn. Det viste sig senere, at bilerne var på vej til Søndre Ringggade, hvor en gruppe antinazister kastede brosten og flasker mod politiet, og politiet svarede igen med tåregas.
Men på Jernbanegade hvilede betjentene sig der, hvor de kunne finde skygge. De lynede de sorte kampuniformer op i siderne og viste ben omspændt af sorte remme til at holde benbeskytterne fast og lynede ned og viste bart bryst. Et rygte løb om, at nazierne havde fået tæv ude ved Slagteriskolen af slagterlærlingene. Det viste sig senere at være forkert. Et andet rygte løb om, at nazisterne var taget til Køge, og at de mest ihærdige antinazister var fulgt efter.
Og da en oplynet betjent lattermildt lettet bekræftede rygtet, gik jeg tilbage til Niklas.
Han stod stadig og ragede op som et sært syn i en krog af 7-11: Ung nazi-sympatisør med Information foldet ud og holdt op i læsehøjde. Det ville have været svært at finde et bedre skjold til ham end modstandsbevægelsens gamle avis, tænkte jeg ved mig selv.
"Jeg har læst, hvad du skriver. Du er jo anti-nazi", sagde han.
"Ja".
"Hvorfor hjælper du mig så", spurgte han.
"Fordi du er bange".
Han smilede, og vi gik udenfor og ventede de sidste fem minutter. Ingen så på os som andet end to mennesker, der står og venter. Da plejeforældrene dukkede op med en kæmpe campingvogn på slæb, sagde han bare: "Tak for hjælpen", og sprang over fortovet med Information strittende op af bukselommen, forbi et par unge glatragede antinazister, ind i bilen og kørte til Sverige.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her