Læsetid: 5 min.

Film

28. august 1997

*Krzysztof Kieslowski afsluttede sin Dekalog-serie i godt humør. Sådan relativt, for lårklaskende morsom er det tiende og sidste afsnit jo ikke, snarere præget af den sorgfulde, selvironiske galgenhumor, man også finder i Hvid, den polske historie i Kieslowskis farvetrilogi. Det er da også hovedrolleskuespilleren fra Hvid, Zbigniew Zamachowski, der optræder her, igen i samspil med den altid forrygende gode Jerzy Stuhr. De er to meget forskellige brødre, der arver en frimærkesamling efter deres eneboerfar. Den ene bror er omrejsende rockidol, den anden en pæn borgermand, men begge er selvfølgelig lige fascinerede af arven, da de hører den filatelistiske sagkundskabs ærbødigt dæmpede melding: "Den er meget værdifuld. Her i Polen vil De ikke finde nogen køber. Ingen har penge nok!" Men der mangler et særlig værdifuldt frimærke for at gøre samlingen fuldkommen. Og derfor ofrer den pæne bror sin nyre for at få det købt. Hvorefter samlingen stjæles. Og brødrenes gensidige mistro vokser. Men Kieslowski efterlader dog tilskueren med en sprække af håb.
Dekalog 10. TV 2, torsdag kl. 22.40-23.45

*Demi Moore har netop, efter flere flops, vundet en sejr som hård rekrut i G.I.Jane, Ridley Scotts nye film. Også Ghost var en triumf for hende, men hun måtte dele den med Patrick Swayze og især Whoopee Goldberg, der var med til at gøre denne blanding af romantik, gys og grin til et surprise hit i 1990. Swayze og Moore er Manhattan-ægteparret Sam og Molly, hvis nyslåede lykke sprænges, da Sam myrdes på åben gade. Men han lever videre som spøgelse, dog uden at kunne kommunikere med Molly. Whoopi Goldberg er Oda Mae, det medie, der som en anden fru Drusse etablerer forbindelsen mellem åndernes og de levendes verden. Jerry Zucker har instrueret.
Ghost. DR 1, lørdag kl. 21.00-23.00

*Kathryn Bigelow er en af de meget få kvindelige instruktører, der målbevidst søger at markere sig på mændenes domæne, action-genren. Hendes film blander det rå og det sensuelle, f. eks. Blue Steel med Jamie Lee Curtis som en våbenfascineret politikvinde samt den nylige, stort opsatte fremtidsfantasi Strange Days. Og meget passende er hun gift med Hollywood action-mand nummer et, James Cameron. Nu viser TV 2 hendes debutfilm fra 1981, som hun skrev og instruerede sammen med en vis Monty Montgomery. Det er en avanceret motorcykelfilm, kraftigt inspireret af Marlon Brando-klassikeren The Wild One. Willem Dafoe ses i en tidlig rolle som bandelederen, der skræmmer en lille sydstatsby, som gruppen passerer på vej til et væddeløb. Time Out roser filmens intense atmosfære og erotisering af 1950'ernes motorcykel-kostumer, mens Maltins guide er lidt betænkelig ved det langsomme tempo.
The Loveless. TV 2, lørdag kl. 23.10-00.35

*Alan Parker er en ujævn instruktør, for at sige det mildt, og denne historie om et kærlighedsforhold mellem en ung amerikansk fagforeningsmand og en japansk-født pige fra Los Angeles regnes almindeligvis for en af hans grundigt mislykkede film. Handlingen udspiller sig i tiden efter japanernes bombning af Peark Harbour, og Lily bliver offer for det opblussende fremmedhad og interneres i en ørkenlejr. Filmen lanceres af TV 2 som en historie om "forbudt kærlighed", hvad der måske smager af noget pirrende og frækt. Men der er tale om et helt traditionelt, svulstigt melodrama propfuldt af tårevædet afskedstagen og gensyn. Dennis Quaid og Tamlyn Tomita er de to elskende, der ikke må få hinanden.
Come See Paradise/ Kom og se Paradis. TV 2, søndag kl. 14.55-17.05

*Johnny Depp er i de fleste af sine film en lidet typisk amerikansk helt: passiv og betragtende og ikke spor handlekraftig. Det kommer tydeligst frem i Lasse Hallströms Hva' så, Gilbert Grape, der blev svenskerens comeback, efter at han i mange år havde filtret sig ind i de produktionshæmmende lianer i Hollywoods jungle. Johnny Depps Gilbert Grape er en ung mand, der, adspurgt hvad han vil med sit liv, tænker sig ret længe om og siger: "Være et godt menneske". Hvad der ville lyde gyseligt lammefromt i alle andre munde end Depps. Han giver sin Gilbert Grape en forening af drømmerisk reservation og vegeterende, flegmatisk charme, mens han prøver at få det bedste ud af forholdet til en mildest talt problematisk familie langt ude på Iowas bøh-land. Faderen har begået selvmord, moderen vejer 259 kilo, den ene af sønnerne er retarderet, og Gilbert skal holde sammen på det hele. Men den tilrejsende Becky, spillet af Juliette Lewis, kan blive Gilberts billet væk fra disse belastende, men også berigende bindinger. Lasse Hallström, kendt for Mit liv som hund, tegner et mildt ironisk, underdrejet lilleby-portræt i denne vellykkede og populære film, der tager sig tid til at forsvare sine ofte lidt ynkelige figurer, for eksempel den grotesk overvægtige mor, irriterende og forkælet, men også en skikkelse i det store viljes-format, da hun kræver sin retarderede søn udleveret af politiet: Dette er moderkærlighed af uimodståelig urkraft.
What's Eating Gilbert Grape?/ Hva' så, Gilbert Grape? DR 2, søndag kl. 21.00- 23.00

*Amy Madigan er vel ikke voldsomt kendt, men burde være det, for hun er en af de relativt få yngre Hollywoodskuespillerinder, der virkeligt har et ansigt - skarpskåret og kantet, som de fleste af de roller hun spiller. For eksempel her, hvor hun som parret Gene Hackman-Ellen Burstyns gifte datter buser nærmest tyreagtigt frem med sin firkantede fysik, i nådesløst tværstribede bluser. Hun slipper alle de uklædelige aggressioner løs på Hackmans aldrende ægtemand, da han efter et 30-årigt ægteskab forlader hustruen for at flytte sammen med Ann-Margrets modne barpige. Et velkendt familiedrama udspiller sig, men det får liv af de rent ud fremragende præstationer - Hackman som den joviale, følelses- og erotikvakte far, Burstyn som den hårdt ramte hustru og først og sidst Amy Madigan med sit utraditionelle portræt af en emsig, heftig og hensynsløst ærlig datter. Bud Yorkin står for instruktionen, Colin Welland for manuskriptet, og det er gedigent arbejde.
Twice in a Lifetime/ Alle gode gange to. DR 1, mandag kl. 22.00-23.50

*Jodie Foster er en anden af Hollywood stærke damer, hvilket hun viste i sin debut som instruktør. Her spiller hun den jævne mor til en overbegavet dreng, der har en masse talenter, men føler, at de isolerer ham fra omgivelserne. Og det problem kan en ambitiøs barnepsykolog ikke umiddelbart løse. Det udvikler sig til en konflikt mellem den impulsive mor og den beregnende psykolog. Hun spilles af Dianne Wiest, en af de umiddelbart blideste og mest følelsesbetonede amerikanske karakterskuespillere, og den rollebesætning er lidt af et kup. Filmen belyser med mange fine, sjove detaljer et lidt overset problem og viser i øvrigt megen indlevelse i barnets ensomhedsproblem.
Little Man Tate. TV 2, onsdag kl. 22.40-00.25

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu