Læsetid: 4 min.

Firsernes poet kommer til byen

29. august 1997

SONNERGAARDS SOMMERKLASSIKERE
Sonnergaards Sommerklassikere lakker mod enden. Men inden vi lukker helt ned, må det være på sin plads at hype en kunstner, som er indbegrebet af, hvad en klassiker er ifølge mine begreber: Nemlig overset, markant, og dybt, dybt på tværs af alt, hvad man ellers hylder og ærer i sommerens Danmark - som Toole, Gracian, Brussig og Joy Division, for nu at nævne et par stykker.
Dagens kunstner stødte jeg første gang på cirka ti år efter hendes storhedstid. Da boede jeg i Berlin, sådan et par år efter genforeningen, og den østtyske undergrunds radiostation DT64 spillede igen og igen noget, der mindede mig om de danske punkpoeters pladeudgivelser i starten af firserne. Man husker tydeligt fænomenet, en digtoplæsning på baggrund af mere eller mindre vellykkede, elektroniske lydeksperimenter (Michael Valeurs var måske de mest vellykkede). Her var sagen imidlertid en anden: Det var suverænt. Og virksomt ud over alle grænser. Anne Clarks kulsorte, sensible digte blev reciteret med en forstemmende melankoli, og lydsiden var så monoton og mørk, at jeg, første gang jeg hørte hende, ganske enkelt ikke fattede, at denne mørke kunstner kunne være et hit i det Østtyskland, som jo efter mine begreber burde være lykkelig og lettet over frigørelsen fra kommunismens systemtvang.
Det var en absurd oplevelse. Anne Clarks bitre stemme messede ud i æteren om storby og død, og titlerne havde navne som "Poem for a Nuclear Romance", "Selfdestruct", "Sleeper in Metropolis" og "The All Night Party" - og temaet var aldrig andet end storbyen, manglen på menneskelig varme og også ganske ofte perverteringen og korruptionen af de seksuelle relationer ("I am cold on a bed of ice..."). Alt sammen en meget personlig skildring af vrangsiden på stort set alt - og dette i en produktion, som i bedste Martin Hannett-stil var gavmild med ekkoeffekterne, men som aldrig forfaldt til naiv teknologifascination, som datidens mere glitrende technopopbands.
Postmoderne spillemand
Hér var det, som om al elektronikken nærmest skulle simulere en slags stenet, postmoderne spillemand. På de fleste af numrene sættes Clarks Weltschmerz i relief af en automatiseret, repeterende lirekasse, ganske som dengang Martin Rev akkompagnerede Alan Vega i præpunk- bandet Suicide. Anne Clark er en kunstner på niveau med Suicide og Joy Division - og efter min mening er hendes bidrag til firserscenen det bedste blandt de mange heroiske forsøg i hine tider på at sammensmelte poesi og punk. Det er en elektrificeret udgave af Jean Rhys' selvdestruktive temaer, blot med den forskel at Clark (heller) ikke tror på rusen som en mulig flugtrute.
Hvorom alting er: DT64 blev lukket, jeg rejste tilbage til Danmark, og det tog mig adskillige måneder at få fat på bare lidt af og med Anne Clark. Jeg forsøgte også at tjekke hende i Politikens rockleksikon, hvor hun figurerer i indekset, men ikke er blevet tildelt en selvstændig artikel. Hendes plader føres ikke i Danmark, og man skal være heldig for at få et eksemplar af hendes lp'er i Accord eller andre brugtpladeforretninger.
Egentlig troede jeg, hun var død, eller havde trukket sig tilbage i det indre eksil, som hun jo sådan set tematiserer fra start til slut. Men en annonce i den tyske ugeavis Die Zeit forundrede og glædede mig overordentligt her for et par måneder siden. Jeg fik øje på en annonce fra postordrefirmaet Zweitausendeins, og de havde hende i kataloget, minsandten også med en titel, jeg aldrig havde hørt om, "The Sitting Room". Jeg bestilte øjeblikkeligt alle tre cd'er, modtog dem nogle uger efter - og kun en enkelt af cd'erne var en decideret fejlpresning (god score, når man eftersøger en glemt kunstner). Senere kontaktede jeg Virgin Denmark, som desværre ikke havde nogen planer om at distribuere englænderen Clark her i landet, da man mente at hun var en typisk tysk kunstner...
Slet ikke død
Dem om det. Jeg har netop erfaret, at Anne Clark kommer til København 3. september for at optræde på spillestedet Vega. Hun er således slet ikke død og har altså heller ikke besluttet at gå i indre eksil, sådan som man ellers med god ret kunne frygte. Det er ganske vist mange år efter nu, i dag - men jeg tøver ikke med at anbefale Informations mere sortklædte, rockinteresserede læsere at dukke op - ligesom jeg vil anbefale dem at anskaffe sig mesterværkerne Joined Up Writing, Changing Places og The Sitting Room, enten på cd via ovennævnte, lidt suspekte postordrefirma. Eller ganske enkelt på vinyl i de brugtpladeforretninger, som måtte have hende på lager.

Selfdestruct
Suicide is an urban disease
Spread by people and places like these
A quick selfdestruct from the 21st floor
A smell of gas through the kitchen door
A stab in the back from the workers and bosses
They're counting their gains as you count your losses
As you count your losses
Blow the world apart with the press of a button
We all say it shouldn't but we know it will happen
Again and again like the rain and the ark
Onwards forever eternally dark
Eternally dark
The grit in your eye soon enters your heart
And all that was strength is just falling apart
We're jumping from one bed and into another
Searching for something that we'll never discover
Never discover
So we go on breeding - breeding contempt
From all the repression that this has meant
If the bombs and the fire don't instantly kill
Then the greed from the ashes Certainly will
This place is not my place
This place is not yours
We're set on selfdestruct
For no reason of course
If the bombs and the fire don't instantly kill
Then the greed from the ashes Certainly will

(Anne Clark, 1984)

*Anbefales: Anne Clark: Joined Up Writing og The Sitting Room. 1990. Virgin Schallplatten GMBH. Changing Places. 1983. Virgin Schallplatten GMBH. (Kan bestilles gennem det tyske postordrefirma Zweitausendeins, Postfach 610637, D-60348 Frankfurt a.M.)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu