Læsetid: 1 min.

FOLK

27. august 1997

Kresten Philipsen
*I Aabenraa er der stiftende generalforsamling i dag i en Borgerliste, der har til formål at vælte amtsborgmester Kresten Philipsen og bekrige tanken om en Euroregion Sønderjylland/Slesvig. Det er dynamit på de kanter.

Carl Th. Dreyer
*Stumfilmen Jeanne d'Arcs lidelse og død af vor største filminstruktør gennem tiderne vises denne onsdag på storlærred i Århus Musikhus med musikledsagelse af Aalborg Symfoniorkester under ledelse af Ole Schmidt. Dirigenten er også komponist til musikken.

Michael Jackson
*En engelsk kommission interesserer sig p.t. for den lokale afdeling af Jacksons
Heal the World-Fond. Den har ikke uddelt penge de sidste tre år.

Træmænd
*Lige hvad vi gik og spekulerede på: Bevillingsudvalget for Skovbruget og Træindustrien har valgt denne hedebølgedag til sammen med Skov- og Naturstyrelsen at holde temadag om "Markedet for juletræer og klippegrønt og det kommende udbud af juletræer fra de vigtigste dyrkningsområder i Europa". Nærmere oplysninger på telf. 86 64 55 80.

Frank Jensen
*Justitsminister Frank Jensen overrækker i eftermiddag i Justitsministeriets mødesal medaljer for druknendes redning. For at komme i betragtning skal redningsmanden ligesom den druknende have været i livsfare under den ædle dåd.

Ebbe Skovdahl
*Hvis Brøndbys Ebbe Skovdahl kan finde på en taktik, der i aften kan kvalificere de blå-gule fra Vestegnen til deltagelse i Champions League, når de spiller ude mod Dynamo Kiev, vil vi nominere ham til titlen Årets Træner.

Redigeret af Flemming Kyed

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her