Læsetid: 1 min.

FOLK

19. august 1997

Jesper Jensen
*Den blandt andet fra herværende dagblads kommentarer kendte forfatter Jesper Jensen deltager i eftermiddag i et debatmøde i Esbjerg om Ribus-konflikten og politiets rolle deri.

Gert Petersen
*Den Store Rorgænger runder de 70 i dag. Til Berlingske Tidende siger han, at det var en lykke for både landet og ham selv, at han aldrig blev minister. Skulle han blive flov over alle de pæne ord, der vil tilflyde ham i dagens løb, kan han jo bare skrue ned for høreapparatet.

Agnelli
*Den nøgne bølge har også ramt Italien. På ét blads forside kan man se industrimagnaten G. Agnelli uden badebukser, og et andet ugeblad tilbyder prinsesse Caroline af Monacos nye boy-friend som "skrabelod" - med det hele.

Marie-Louise Meilleur
*Øjeblikkets front-runner i kampen om at være verdens ældste menneske, canadiske Marie-Louise Meilleur, forklarer sin høje alder med "bøn og arbejde". Hendes barnebarn Nicole peger dog også på, at den gamle dame er vegetar.

Ukendt kvinde
*Observeret i det indre København: En kvinde med batikfarvet lilla ble og Fjällræv. Og der var øjensynlig hverken tale om en filmoptagelse eller en 'installation'.

Burnum Burnum
*Skuespilleren, atleten og historiefortælleren Burnum Burnum - kendt talsmand for Australiens urbefolkning - er død, 61 år gammel. Han plantede i 1988 et aboriginalt flag på Dovers hvide klipper og erklærede England for en koloni.
Roberto Baggio
nInternational fodbolds mest berømte lokker, Roberto Baggios hestehale, er røget en tur. "Jeg var træt af at være langhåret," siger den italienske angriber.
Hans kone var enig og førte selv saksen.

Redigeret af Flemming Kyed

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her