Læsetid: 4 min.

Det forførende forfald

22. august 1997

En af Kulturby 96's største begivenheder kan opleves på en ny cd. Den opbyggelige nedtur i Bergs Lulu er en musikalsk moralitet og et hovedværk i det 20. århundredes musikdramatik

NY CD
En storstilet satsning. Det er hvad man uden overdrivelse kan kalde opsætningen af Alban Bergs opera Lulu i Ridehuset sidste år. Det var oprindelig en co-produktion mellem Grønnegårds Teatret, Danmarks Radio og Zentropa Film.
Det med filmen og Lars von Triers Zentropa gik ikke helt som planlagt. Men ellers gik planen godt. Faktisk så godt, at Lulu af mange blev betegnet som et af kulturbyårets højdepunkter. Alle involverede høstede ære af projektet, Grønnegårds Teatret vist nok også et temmelig stort underskud.
Som de mest markante aktører oplevede vi i september 1996: Danmarks Radios Symfoniorkester under Ulf Schirmer, den amerikanske sopran Constance Hauman (som Lulu) og iscenesætteren Travis Preston.
En international lancering blev iværksat med plakater, brochurer, annoncer, inklusive et spektakulært fotografi af den herboende fransk-norske balletfotograf Philippe Meries. Kvinden på fotoet er ikke Constance Hauman trods fællestræk med sopranen - på fotoet ses den svenske model Annika Kahn. De tre herrer er også modeller, som repræsenterer de tre hovedfigurer, som optræder i dobbeltroller i operaen.
Forfaldets æstetik
Historien om Lulu foregår oprindeligt i 1890'erne i Frank Wedekinds dramaer Erdgeist og Büchse der Pandora, som Alban Berg tog udgangspunkt i.
Men komponisten flyttede handlingen op i vort eget århundrede til komponistens egen tid, 1920'erne. Stemningen i operaen er dog udpræget en fin de siecle-stemning, som også gik igen i opsætningen i den danske version i Ridehuset.
I selskab med Bergs Lulu føler man sig hensat til lige dele seksuel heksesabbat og knivskarp samfundsanalyse. Kompositorisk med tråde tilbage til Schönberg og Die Jacobsleiter, men også partier i især orkesterspillet med en skønhed som fra en anden verden. For eksempel afsnittet Verwandlung (umiddelbart inden scene 3 i første akt), der giver mindelser til Mahlers ufuldendte førstesats fra 10. symfoni.
Forfaldet sublimeret til raffineret kunst - det er Bergs anliggende i Lulu. Som sådan formidabelt realiseret i opsætningen i Ridehuset, og nu gengivet på cd. Ikke mindst i kraft af Constance Hauman, der skulle gå så meget igennem, med både gråd og dårlig tysk tekstudtale ved prøverne, før hun til premieren lyste op som den stjerne, hun er. Måske det virkelig endte med, at Hauman og dirigenten Ulf Schirmer blev gode venner. I hvert fald lod de som om de var det ved den sidste opførelse af værket, som samtidig markerede åbningen af ISCM Verdensmusikdagene 7. september sidste år.
Ingen vej tilbage
I Bergs værk er det den succesrige forretningsmand, Dr. Schön, der samler den fattige Lulu op på gaden, hvor hun levede med sin far, den gamle svindler Schigolch. Lulu bliver Dr. Schöns elskerinde.
Herfra udvikler historien sig. Lulu når både at elske og dræbe. Hun bruger mænd og hun bruger sig selv. I dramaet hentes Lulu ned fra den sociale top, og den grumme skæbne er uundgåelig.
Død som forløsning, musik som angst-seismogram (Adornos bemærkning om Schönbergs musik, men som også gælder dette værk af Berg), menneskelig og mental opløsning som følge af 1. Verdenskrig, nedbrydning af det 19. århundredes menneskesyn, Freuds teorier. Det hele løber sammen i Bergs værk.
Værket kan nydes rent musikalsk med symmetrisk opbygning, skjulte citater og apokryfe hentydninger fra komponisten. Med Lulus fængsling som centrum og dramaets point of no return. Men det kan også sanses som et stykke genuin samfunds-analyse, iklædt operamediets gevandter. Og i den forstand opleves umiddelbart, uden forudsætninger.
Totaloplevelse
På indspilningen kan man godt høre, at det er en live-optagelse. Den 'nære' klang, det tætte lydbillede, som en studieoptagelse kan tilvejebringe, hører vi ikke i den foreliggende indspilning. Til gengæld genoplever man live-opførelsens uforudsigelige udtryk og progression. Et dirrende nærvær i former og figurer.
De danske medvirkende sangere har mindre roller. Men deres præstationer er ikke små, de udfylder deres pladser fortrinligt. Opførelsen og indspilningen er den fulde treakts-version, med den østrigske dirigent og komponist Friedrich Cerhas fuldendelse af værket.
Ambitionsniveauet i dette projekt er på niveau med de spektakulære optrin på de store og kendte scener i Europa. Ridehuset har en formidabel god akustik. Totaloplevelsen af værket her overgår naturligvis klangudtryk og
-kvalitet på cd. Man kan ikke putte savsmuld, hestelort, champagne, premiere-stemning, live-lyd osv. osv. ned på en rund skive. For slet ikke at tale om Constance Haumans mesterlige gengivelse af vidt forskellige psykiske tilstande, kroppe og kropssprog. Når det er sagt, så sætter jeg gerne cd'en på og genoplever i miniformat hin aften i september.
Hvis det skulle vise sig, at der bliver lejlighed til at opleve flere af det 20. århundredes operaer i Ridehuset, må De ikke holde Dem tilbage. Man kunne fristes til at opfordre de ambitiøse operaproducenter til at prøve kræfter med Richard Strauss' musikdramatik samme sted - hvorfor ikke?

*Alban Berg: 'Lulu'. Constance Hauman, Lulu; Ulf Schirmer, dirigent. Radiosymfoniorkestret. Div. solister. Chandos 9540(3). 3-cd.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu