Læsetid: 5 min.

Formskåret til tv-transmission

19. august 1997

Carlsberg fejrede sig selv og popmusikken ved et overdådigt, men musikalsk dubiøst arrangement

ROCKLAME
Der findes begivenheder, som i deres natur er hinsides gængs kritik, fordi de kriterier, man normalt anvender ,stort set ingen relevans har for det pågældende emne.
Som nu Carlsbergs gigantiske selviscenesættelse på Wembley Stadion i anledning af bryggeriets 150 års jubilæum: Små 80.000 jubelglade, betalende publikummer applauderede entusiastisk, men ukritisk en række verdensstjerners lemfældige omgang med et besynderligt sammensat udsnit af de sidste 40 års populærmusik.
Og musikken var også mest et påskud til at man havde sat gigantshowet op, eftersom tv-transmissionerne - med alt hvad de gav af reklame for Carlsberg på alle nivauer - uomtvisteligt var aftenens hovedrolleindehaver. Allerede overskriften Songs & Visions var tankevækkende - sange var der såmænd nok af, men visioner? De visionære sange, der trods alt havde sneget sig ind i et repertoire, som primært prægedes af et noget famlende forsøg på at finde en eller anden form for fællesnævner, blev forvandlet til det rene fyld, uanset deres oprindelige kvaliteter.
I retfærdighedens navn skal det med, at det ind i mellem lykkedes kombinationen stor artist og stor sang at frempiske lidt af den magi, man med rette kunne have forventet ville præge hele foretagendet. Men som aftenen skred frem viste det sig i at være undtagelsen fremfor reglen.
Stensikre hits
Nuvel - det så således ud: Man havde betalt de tre sorte sangerinder Chaka Khan, Mary J Blige og Tony Braxton, canadiske k.d.lang, de fire britiske sangere Seal, Robert Palmer, Steve Winwood og Rod Stewart samt ærkeamerikanske Jon Bon Jovi for at præsentere en små 40 sange fra årene 1957-97 under mottoet "40 Years Of Hits".
Og det var tydeligvis også det primære kriterium for udvalget af sange: Hvorvidt de havde været hits eller ej. Kvalitet og omtanke var havnet på bagsædet i denne sammenhæng.
Der blev ikke skelet til, hvorvidt de pågældende sange - med få markante undtagelser - på noget niveau havde haft betydning for at skubbe musikken i nye retninger.
Udeladelsessynder
Det betød, at man lørdag aften kunne forlade Wembley med en forstemmende fornemmelse af at hverken rockabilly, doo wop, Spectors Wall Of Sound, psychedelia, funk, metal, glam, europop, punk, new wave, technopop, hip hop, grunge, techno, dance eller triphop nogensinde havde eksisteret - for slet ikke at nævne sangskrivere som Brian Wilson, Burt Bacharach, James Brown, David Bowie, Andersson/Ulväus, Elvis Costello, Michael Jackson, Kurt Cobain, Ice Cube og Noel Gallagher.
Opgaven var på forhånd svær, men resultatet ikke desto mindre yderst kritisabelt: Skulle således "Some Guys Have All The Luck" eller Bon Jovis "Bad Medicine" repræsentere højdepunkter fra de sidste 40 års popmusik? Mine tæer fryser til is ved tanken.
Og dette var også fordi at flere af de medvirkende skulle have ikke blot ét, men to numre fra deres eget personlige bagkatalog med på repertoiret - Rod Stewart var således ikke blot repræsenteret med sin uimodsigeligt 'finest hour' i form af "Maggie Mae", men endvidere med en ligegyldig throwaway i form af "Tonight's The Night", der skulle repræsentere 1976 - det år punken bragede igennem! Det havde været noget mere relevant at høre ham give "God Save The Queen" som salige Sex Pistols gjorde det - og noget sjovere.
Hvorfor ikke Sinatra
Showet var bygget baglæns kronologisk op, således at Toni Braxton begyndte 'festen' med sit 1996-hit, "Unbreak My Heart", mens det hele afsluttedes med en stribe Elvis Presley-sange i yderst kritisable arrangementer, fremført af de medvirkende på skift. Koncerten ville - udover selvfølgelig at markere 20 års jubilæet for Kongens død - på denne måde måske postulere et tilhørsforhold til rocken, men både repertoire og fremførelse var så poporienteret, at man lige så godt kunne have arbejdet sig baglæns frem til en Bing Crosby eller en Frank Sinatra.
Hvert år illustreredes endvidere af nyhedsstumper fra tv og aviser, der postulerede en vekselvirkning mellem popmusik og samfundsforhold, som repertoirevalget i samme åndedrag dementerede. Det havde krævet sange som Jefferson Airplanes "White Rabbit", John Lennons "Imagine" og Nirvanas "Smells Like Teen Spirit".
Derudover var lyden et godt stykke ind i koncerten så katastrofal og hele vejen igennem præget af så mange mikrofonsvigt, at det til sidst begyndte at blive pinligt at se de medvirkende bevæge læberne på de store videoskærme, uden at nogen lyd nåede ens ører. Især i de mange duetter, hvor den ene parts mikrofon duede, mens den andens gubby-agtige bestræbelser bidrog til den ufrivillige morskab.
Det betød at man sneg sig gennem både 90'erne - som i forvejen bestod af et næsten gakt udvalg af irrelevante sange - og 80'erne, der fremstod som et yderst deprimerende og musikalsk vitaminfattigt årti, før koncerten for første gang løftede sig op over det ligegyldigt singalong-agtige med k.d. langs fremragende fortolkning af Gloria Gaynors udødelige discoklassiker, "I Will Survive" fra '79. Men det var direkte ned på jorden igen med Seals fortolkning af Bob Marleys "Is This Love?", hvor all-star orkesteret The Unaffordables beviste, at reggae ikke er en teknisk disciplin, men et groove og en stemning, som disse supermusikere ganske enkelt ikke formåede at fange.
Klimaks - og antiklimaks
Først da Steve Winwood satte sig bag Hammond-orglet og pumpede en veloplagt udgave af "Gimme Some Loving" udover det svært varmeplagede stadion kom der flow og drive over koncerten et par numres tid. Midttressernes kanoniserede materiale fik det bedste frem i de medvirkende, og Seal, den elegante, men også noget anonyme Robert Palmer og den hysterisk populære Bon Jovis indfølte og passionerede tolkning af Bob Dylans "Like A Roling Stone" viste med al ønskelig tydelighed, hvad der var galt med resten af koncerten.
Og dét, der skulle have været koncertens højdepunkt, viste sig hurtigt at blive et fladtrykt antiklimaks: Syv fortolkninger af Elvis Presley-sange, hvoraf de fem var mislykkede forsøg på at nytænke materialet. Værst var Toni Braxtons hysteriske whitney houstonificering af "Love Me Tender", men de efterfølgende fire formåede stort set udelukkende at hægte det eller meget tændte og entusiastiske publikum af.
Det var op til Rod The Mod at redde festen med en kopi af originalarrangementet til "Jailhouse Rock", før de forsamlede kunstnere gav en stort set meningsløs version af "Hey Jude" som afslutning på hvad der i stigende grad fremstod som en meningsløs pseudobegivenhed, checket, tv-venlig og fuld af øllet pr-værdi, men fuldstændig uden anden substans end den rent nostalgiske - og nostalgien kan klares ved hjælp af en stak cd'er, eftersom originalversionerne på ingen måde blev overgået denne varme aften. Tværtimod.

*Songs & Visions med Chaka Khan, Steve Winwood, Robert Palmer, Mary J Blige, k.d. lang, Rod Stewart, Toni Braxton og Seal. Wembley Stadium, lørdag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu