Læsetid: 3 min.

Forskere: Det tager tid at vende læseundervisning

26. august 1997

"Læseindlæringen og dansk-undervisningen er en stor supertanker, som det tager tid at få vendt. Selv om man har diskuteret problemerne i nogle år, er det først i de seneste et-to år, at de enkelte kommuner er begyndt at lave handlingsplaner og virkelig satse", sagde seniorforsker Jan Meiding fra Danmarks Pædagogiske Institut, da han i går holdt oplæg om udviklingen på et seminar på Danmarks Lærerhøjskole i København.
Jan Meiding kunne under-støtte sin påstand om supertankeren med hårde fakta.
Han og hans kolleger har opsporet en del af 3. klasserne fra 1991-undersøgelsen - kaldet den grimme ælling - og ladet dem gennemgå de samme test, som 8. klasserne gjorde dengang. De små er nu selv blevet 8. klasser. 8. klasserne dengang havnede nogenlunde midt i feltet internationalt, og det betød, at nogle trøstede sig med, at godt nok kunne børnene ikke læse i 3. klasse, men de lærte det efterhånden.
Hensigten med en sammenligning med 8. klasserne i dag var blandt andet at se, om den megen debat om læsning siden undersøgelsen har ført til bedre resultater for denne aldersgruppe.
Svaret er nej.
Når Jan Meiding lægger kurverne fra 8. klasserne i 1991 sammen med kurverne over 8. klasserne i dag, er de identiske.
"Det kan måske tolkes derhen, der er et vist interti i systemet. Det er åbenbart i stand til at frembringe et helt bestemt produkt. På trods af alle de ændringer, der er sket med skolen siden dengang i 1991", sagde Jan Meiding.
Endnu dårligere test
Siden den seneste nationale læseundersøgelse fra 1991 har der været stærk fokus på problemerne med læsning, især i de seneste to-tre år. Alligevel giver de spredte test fra forskellige kommuner stort set alle resultater, som er endnu dårligere, end da Danmark næsten dumpede i 1987. Testene gælder dog større børn end de 1. klasser, som de allernyeste resultater handler om. Blandt andet offentliggjorde Helsingør kommune i januar i år en undersøgelse, som viste, at eleverne i de daværende 3. klasser var endnu dårligere til at læse end de 3. klasser, som fik så dårlige karakterer i den internationale undersøgelse for ti år siden. Og det er vel at mærke Hel-singørs eget resultat fra dengang, man sammenlignede med.
Skiller i 3. klasse
Jan Meidings undersøgelse viste også, at de fleste af de elever, som havde problemer med at læse i 3. klasse, også var blandt de svageste i 8. klasse. Og omvendt. På nær nogle enkelte, som var flyttet fra den ene gruppe til den anden. At læsefærdigheder har betydning langt ud over, hvor mange nye romaner, man kan tale med om til fester, viser et andet resultat fra undersøgelsen af de 3. klasser, som nu er blevet store.
Forskerne spurgte eleverne ud om deres fremtidsønsker. Det viste sig, at de elever, som selv mente, at de var gode læsere (eleverne kender nøjagtigt deres eget standpunkt,viser undersøgelsen) satser på en længerevarende uddannelse. Og jo dårligere, eleverne læser, jo kortere uddannelse eller slet ingen satser de på.
"Det viste sig, at dygtigheden til at læse er vigtigere end social baggrund, når man ser på sammenhængen mellem uddannelsesønsker, social baggrund og læsning - selv om der naturligvis også her er en stærk sammenhæng", siger Jan Meiding.
"Derfor må der være meget, som kan forbedres, ikke blot i skolesystemet, men også ved et øget samarbejde med forældrene", mener Jan Meiding.
Vi skal ikke tilbage til den sorte skole, understregede Jan Meiding. Men der er også langt, viste et par OECD-oversigter over danske skoleelevers liv. Danmark næstsidst
Danmark er på en fin femteplads, når det handler om at synes, at der er rart at være i skolen (Tyskland er i øvrigt nummer et og Finland og Rusland ligger helt i bunden). Men på spørgsmålet: Hvor anstrengende synes du, at skolearbejdet er? ligger Danmark som nummer næstsidst. Under 20 procent synes, at skolearbejdet er noget eller meget anstrengende.
Under bifaldende mumlen fra de forsamlede dansklærere advarede Jan Meiding dog mod, at man satser så hårdt på læseindlæring, at man glemmer, at det handler om at uddanne børnene til hele mennesker. Det er den balancegang, som er vanskelig, sagde forskeren.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu