Læsetid: 5 min.

Fortabt i labyrinten

29. august 1997

Ny roman
Nogle af 90'ernes korte romaner og fragmenterede fortællinger er blevet karakteriseret som anæmiske. Ulrikka Strandbygaards debut som forfatter for voksne Labyrintens latter er det modsatte. Den er overvældende i sin ambition om, hvad den vil nå og kunne omfatte, men også i den betydning af ordet, der betegner, at noget går over sine bredder.
I Labyrintens latter er Ulrikka Strandbygaard på jagt efter den fortælling, som i selve sit mønster af skæbner, i deres konstellationer og udvikling indeholder en tolkning af eksistentielle grundvilkår og synliggør usynlige sammenhænge. Hun er på jagt efter en stor fortælling, der også inddrager det fantastiske og eventyrlige. Man mærker, at hun vil skæbnefortællingen som et mangfoldigt og fascinerende vævet stof, hvor mønstre vikler sig ud af hinanden og forvandles.
Som grundbillede på denne bestræbelse og form for fortælling og som symbol for sin forståelse af vilkårene i den menneskelige tilværelse har Ulrikka Strandbygaard som det fremgår af titlen valgt labyrinten. En vel prøvet og brugt struktur, fyldt med mytiske betydningsmuligheder og litterære og symbolske henvisninger, som strækker sig fra den minoiske kultur til moderne digteres brug af det labyrintiske som udtryk for både splittelse, fortabelse og grænseoverskridelse. Det er omkring denne gennemgående labyrintmetafor Ulrikka Strandbygaard kommer til at gå over sine bredder. Der bliver for meget labyrintsymbolik og labyrintkunstfærdighed og for lidt fortælling, hvor nogle figurer kan folde sig ud og få fiktivt kød og blod og blive virkelighed for læseren.
Dette gælder især i romanens lange første del, som udfolder forhistorien til den kærlighedshistorie, som det viser sig, at romanens fortæller selv er frugten af. Allerede i indledningen forekommer udtryk som tidens labyrint og sjælens labyrint, og hovedfigurerne er da også indespærret i rum både fysiske og sjælelige, som nok kan give én åndenød sammen med den stærke fortællerstyring, som har en tendens til at gøre sine figurer endimensionale.
Inkarnerer djævlen
Sådan er uhyret i denne fortælling, som ikke undlader at komme med mange genfortællinger og henvisninger til sagnet om Theseus og Daidalos og den elskende Aradne, der bliver svigtet af en gal præst. Han er så skræmt af sin fars og sin egen seksualitet og dens voldsomhed, så han bliver besat af en renhedstrang. Samtidig udlever han de fortrængte fantasier i voldsomme anfald af skyld og voldtægtsovergreb, så han i fortællingen ender med at inkarnere djævlen selv. I denne skumle præstegård, hvor der leves et tavst og hemmelighedsfuldt liv bliver Dicte født. Hun er den udvalgte, hvad der vises ved, at hun som barn omgås med en sælsom albatros, der har forvildet sig til den sjællandske landsby Nr. Svenstrup, og andre fugle og engle. Ja, hun er selv en engel og optræder som bebudelsens engel, da fortællingens anden hovedperson den otte-årige dreng Theodor møder hende ved et krybbespil i søndagsskolen. Også han er udvalgt til at være poet af en sværmerisk mor og bliver opdraget til at blive forfatter af en udstødt og excentrisk pukkelrygget tante, der binder ham til sig gennem at forære ham bøger og opbygge et vældigt eksistentialistisk bibliotek, som igen bliver til en boglabyrint, som han fortaber sig i.
Romanen spiller altså på en sammenvævning af et realistisk tildels grotesk lillebymiljø i efterkrigstidens Danmark og en symbolsk fantastisk struktur, der bliver styrende for handlingsforløb og personernes karakter. Det kammer over i kunstfærdighed, når forfatteren indfører to tvillingepiger, der er symbiotisk forbundne, stumme og gopleagtigt hvide. De lever indelukkede i præstegårdens loftsetage, hvor de ikke bestiller andet end at væve billedtæpper af scener fra den historie, der fortælles og skal fortælles. De er en mærkelig form for skæbnegudinder, deres rum er et evighedens rum, værelset på kvisten er et væveri, hedder det, "hvor selve historiens tråde blev skabt", og endelig sidder de midt inde i sprogets labyrint og har glemt ordene. De bliver til retoriske figurer, der vandrer skyggeagtigt rundt i romanen og blæser kolde klamme pust ind i læserens forestillingsevne.
Kunst skilles fra liv
Gemt bag dem udfolder der sig så i passager smukt en barnekærlighed mellem to ensomme børn, der er fremmede for deres omgivelser, som sammen søger en verden, de kan være i. Og her drejer romanen så til at blive en kunstnerroman. Af den eksistentialistiske tante og fristet af de endeløse verdner, der ligger i boglabyrinten, drives forfatterspiren Theodor til at identificere sig med Kierkegaard, der bliver digter ved den pige, han ikke fik. Kunst og liv skilles ad. Dicte er "englen", og her henvises der til Rilkes digte adskillige gange, som han svigter. I Ulrikka Strandbygaards fortolkning er englen det, der ikke er plads til i verden, en forbindelse til evighedens verden. Englen er også som i titlen på den roman, som forfatteren Theodor senere kommer til at skrive om hele begivenhedsforløbet Kærlighedens engel.
Endnu et lag føjes til i den labyrintiske struktur, måske en slags midte, nemlig en slags fortællerens historie eller snarere et glimt af romanens fortæller, som er skudt ind mellem kærlighedshistoriens to dele. Det bliver kun en antydet historie. Fortælleren er de to unge elskendes datter, og ligesom elskeren svigtede sin elskede for litteraturen, sådan forstår man, at han også svigtede datteren ved at overlade hende til de sære kvindemennesker i sin barndomsby. Set i det perspektiv bliver romanen et forladt barns og ungt menneskes forsøg på at finde sin identitet. Sådan bliver fortællingen selve det, der skaber identiteten, en bevægelse, der fører frem til en slags midte og bliven til igen. Det er her Ulrikka Strandbygaards fortælling for alvor ikke får gennemført sin labyrintiske bevægelse gennem historien. Dette vigtige omdrejningspunkt er summarisk og abstrakt, foregår på en tæppefabrik i Ægypten med børneslavearbejdere. Det opfyldt af den labyrintiske retorik og en historie, der ikke helt får krop, stemme og sandsynlighed.
Dette viser så samtidig, at Labyrintens latter er en debut, der er udtryk for et overskud af energi og kompositionsvilje, der når den finder sin helt egen fortællerstemme, kan realisere sine overvældende og eventyrlige ambitioner med fortællingen.

*Ulrikka Strandbygaard: Labyrintens Latter. 349 s. 288 kr. Rosinante. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu