Læsetid: 4 min.

Forvandlet til en bobslæde

30. august 1997

Koldt derude
I strategisk afstand fra både æble- og pæretræets nedfaldsbombardement hænger et moskitonet beskyttende omkring min friluftshimmelseng. Nattens vinde og udsigten til stjernehimlen gør Amagers troppenætter gennemsovelige. Men allerede ved halvsyvtiden stikker solen gennem nettets fine tråde og jager kroppen ud af dynerne, op på cyklen og ud til på Helgoland badeanstalt.
Som privilegeret medlem af foreningen Det kolde Gys har jeg nøgle til de mintgrønne slidte træbygninger, der ligger og lyser op for enden af en lang træbro ved Amager Strand.
"Godmorgen" råber jeg til mågerne, der uanfægtet bliver siddende på deres træpæle. "Godmorgen", råber jeg til bølgerne. Men kun i morgenstundens alenehed. Senere på dagen, når kvinderne flyder omkring bassinet som sæler, tier jeg.
Vandets temperatur er nået helt op på 23 grader, men svømmeturen gennem Øresunds grønne vand køler alligevel kroppen så langt ned, at kontorets varme ikke når ind til kernen før ved middagstid. Men så er den også nået helt der ind, hvor evnen til at tænke bliver forstyrret.
Længslen efter sneen
Og jeg længes efter sneen på Petit Vignemale.
Sammen med 12 andre bjerggale mennesker vandrede jeg rundt i Pyrenæerne på grænsen mellem Frankrig og Spanien i begyndelsen af juli - i det dårligste vejr, som meteorologerne har målt dér, siden de begyndte at måle vejret i 1957. Fra Gabas nær Arrens bevægede vi os op til højderne gennem de bjerge, som cykelfanatikere kender fra fjernsynets sommerplage, Tour de France. Her går man sig til indsigt i mangt og meget. Når benene skridt for skridt overvinder højdemetrene til næste pas, forstår man, hvorfor bjergetaperne er tourens højdepunkt. Man forstår, hvorfor EU har særlige støtteordninger til bjergbønderne, når man flere dages vandring fra en vej støder på store fåreflokke og bønder, der sidder på skamler og håndmalker dem. Man forstår, at romantikkens malere ikke har overdrevet dalenes fortryllelse, det grønnes dybde og lysets spil. Man forstår, hvorfor smuglere altid har kunnet spille politiet på næsen her på grænsen mellem Spanien og Frankrig. Og når Vignemales bjergmassiv pludselig spreder skyerne, med en kraft, der er ved at sende knækbrødsmaden med makrel i tomat galt i halsen, forstår man også, at sir Edmund Hillary, efter at have mistet flere tæer og fingre i frosten på Mount Everest, på spørgsmålet om "hvorfor han dog absolut skulle op til toppen", svarede: "fordi det ligger dér".
Jo højere man kommer op, desto vildere udsyn. Enorme klippestykker er tumlet ned af bjergsiderne, og ligger som udfordringer for kroppens balancekunst og støvlesålernes bæreevne. Heroppe kan man se vejret komme. Skyerne fødes i dalene, svæver op og forvandler klare øjeblikke til tågede, de fortættes til regn og sne. De usædvanlige mængder, der faldt i juni, fik vandløbene til at svulme: Bække blev til åer, og åerne fik en kort storhedstid som floder, der flere steder grådigt slugte de tynde stier. Og fordi der ikke var anden vej frem, fulgte vi turlederen som ællingerne følger andemor ud i det iskolde vand.
Sommerferie i snestorm
Således gennemvåde, kun holdt varme af kroppens kamp mod bjerget, nåede vi på fjerdedagen frem til Refuge Arremoulit. Det er en af det franske bjergvandrerlaugs hytter fra begyndelsen af århundredet. En lille uopvarmet stenhytte, hvilket ikke bekymrer, når sommertemperaturen holder sit gennemsnit, men denne dag faldt sneen tæt, og blæsten tog til i samme fart, som mørket sænkede sig.
Nu befandt vi os jo i Frankrig - og selv om de sanitære forhold er af en standard, så kropslugtene langs ad vejen bliver meget stærke, så har hytterne i selv de mest uvejsomme egne en hyttefar, der tilbereder fire retters aftensmad og tilbyder mindst to forskellige vine, eventuelt champagne af god kvalitet, samt en lille en til at fremme fordøjelsen.
Det afværgede den kollektive depression, som ellers lå lige for: Det er i grunden absurd at tilbringe sin sommerferie i en snestorm. Men det midlertidige fællesskab vendte stemningen til særegen blanding af galgenhumor og intimitet. I hytten opstod et nærmest subkulturelt sprog med referencer og vittigheder, som ingen udenforstående ville fatte eller finde morsomme. Vi krøb tættere på hinanden, end selv gode venner plejer at gøre. I stedet for at sprede os over madrasserne og sove med anstændighedens almindelige mellemrum, lagde vores fire dage lange bekendtskaber sig tæt, tæt, for at holde kulden ude.
Bjergets besejrere
Fem dage senere nåede vi frem til Refuge De Baysellance, og hørte, at 30 mennesker var blevet evakueret derfra på grund af snestormen den samme nat, vi holdt hinanden varme som flokdyr.
Her bød Petit Vignemale sine 3.032 meter til i høj sol. Og fordi det lå der, måtte vi erobre firehundrede stejle snebelagte højdemeter, som udfordrede lungerne til bristepunktet, pulsen til panik og lægmusklerne til syregrænsen. Dér stod vi så på toppen og så med sejrherrernes blik ned på lavere bjerge, endnu længere ned i dale, ned på skyerne og lammegribbene og bjergallikernes flugt, og langt, langt ud i horisonten.
I sådanne øjeblikke gør kroppen sig selv og hovedet euforiserende. Varme af solen og berusede af øjeblikkets storhed forvandlede vi regnjakkerne til glidestykker og os selv til latterspruttende bobslæder, der susede ned ad bjergsiden med den friske sne sprøjtende om kroppen. Barnligt ansvarsløse.
Bjergenes vildskab og skønhed skærper sanserne, næsten som smerte skærper bevidstheden. Farver, lyde og lugte rammer lige ind, hvor livet dunker.
Denne modtagelighed føles nærmest sårbart ubehagelig, lige når man kommer hjem: Byen lugter grimt. Den støjer. Den ser grim ud alt for mange steder.
Og lige nu er den alt, alt for varm.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu