Læsetid: 5 min.

Freden og olien

26. august 1997

Freden har haft gode betingelser i Kaukausus i denne måned, hvilket også giver olien gode betingelser. Der er ingen tvivl om, at olien er den styrende faktor i fredsbestræbelserne.
Den russiske udenrigsminister, Jevgenij Primakov, eskorterede den 14. august personligt lederen af den abkasiske udbryderrepublik, Vladislav Ardzinba, til Tbilisi for at underskrive en fredsaftale med Georgien.
Aftalen hverken anerkender den overvejende muslimske ministats løsrivelse fra Georgien eller sikrer, at de 250.000 georgiske flygtninge som forlod Abkasien under kampene for uafhængighed i 1992-93 kan vende tilbage, men den forsøger at stoppe nye kamphandlinger.
Fire dage senere underskrev Tjetjeniens præsident, Aslan Maskhadov, en fredsaftale med den russiske præsident, Boris Jeltsin i Moskva - en aftale som formelt afslutter den krig, som Jeltsin indledte i 1994 for at knuse den tjetjenske selvstændighed. Tjetjeniens endelige status vil ganske vist først blive afgjort i 2001, men traktaten sikrer, at nye krigshandlinger i området ikke vil genere olieindustrien indtil da.
Våbenhvilen mellem Armenien og Aserbajdsjan fra 1994 holder desuden stadig, hvilket gør Kaukasus til et sikkert område for omfattende olietransport. Det er på et hængende hår, for de første forsyninger fra de nye oliefelter i det Kaspiske Hav kommer til Aserbajdsjan i løbet af en måned.
Olieeventyret
Der har været oliekilder omkring Baku siden starten af 1900-tallet, men de store offshore oliefund, så som oliefelterne Chirag og Azeri, samt det udstrakte, nye Tengiz oliefelt i Kasakhstan og fundet af enorme naturgasbeholdninger i både Kasakhstan og Turkmenistan i de seneste år, gør området til verdens førende oliekilde.
"Området omkring Det Kaspiske- Hav vil være verdens førende energikilde i det 21. århundrede", sagdeen talsmand for USAs Nationale Sikkerhedsråd for to år siden. Derfor er kontrollen med disse olierørledninger, som skal forsyne resten af Verden,af overordentlig stor betydning.
De ny-rige olielande, som omgiver det Kaspiske Hav, har alle tidligere været en del af Sovjetunionen, og som følge deraf løber de eksisterende olierørledninger nordpå igennem Rusland.
Den første sending af den nye offshore-olie fra Aserbajdsjan vil blive ført gennem Tjetjenien til Novorossisk ved Sortehavet, og derfra videre med olietankere til resten af Verden.
Ligeledes vil de første forsyninger fra Tengiz feltet i Kasakhstan løbe gennem russiske ledninger til Sortehavet eller vestpå til Europa via Ukraine og Rusland. Der hersker stor utilfredshed med det russiske monopol, dels af stratetiske årsager, men også fordi Moskva bevidst lægger restriktioner på mængden af olie, som må føres gennem deres ledninger, for først af få afsat deres eget produkt.
Den iranske forbindelse
Den nemmeste måde at undgå Rusland er at sende den kaspiske olie og gas sydpå igennem Iran til den Persiske Golf. Så sent som i maj tog Teheran et tilbud om anlæggelse af en rørledning fra Tengiz oliefeltet til dybhavshavnen i Bandar Abbas ved Golfen op til fornyet overvejelse.
Men denne mulighed bandlyses af Washington.
En konsekvens af USAs fjendtlighed mod Iran var planerne om en gasledning fra Turkmenistan gennem Afghanistan til det store marked i Pakistan (og måske også Indien).
Dette førte til det groteske resultat, at USA hemmeligt støttede den ultrareligiøse Taliban-bevægelse i Afghanistan. De talibanske fanatikere vil påtvinge alle afghanere en ekstrem version af islam, som påbyder mænd at bære skæg og forbyder kvinder at arbejde og uddanne sig.
Som sunni-ekstremister er de fjendtligt indstillet over for det shia-muslimske Iran, hvilket i virkeligheden gør dem til USAs allierede. Men deres seneste nederlag i det nordlige Afghanistan har tilsyneladende udelukket en trans-afghansk forbindelse.
Det bedste ikke-iranske alternativ, set med amerikanske øjne, ville være én eller flere ledninger, som transporterer olie og gas fra Kasakhstan, Turkmenistan og Aserbajdsjan vestpå igennem Kaukasus-området og derfra ud på verdensmarkedet. Men plottet bliver værre endnu.
USA versus Moskva
Washingtons forslag indbefatter en stor ny ledning gennem Georgien, og videre igennem Tyrkiet til Ceyhan ved Middelhavet, om end dette er en ekstrem lang rute, som krydser flere store bjergkæder.
Moskva foretrækker, ikke overraskende, flere ledninger gennem Tjetjenien og Rusland til Novorussisk.
Et kompromis fra 1995 indbefatter en ledning nummer to, som løber direkte vestpå mod Georgien (den korteste rute) til den georgiske havn Supsa ved Sortehavet.
Den forventes færdig i slutningen af næste år. Men tilbage er stadig spørgsmålet om, hvor den tredje og største ledning skal placeres. USA og Tyrkiet holder fast på Ceyhan.
Moskva kræver den tredje ledning på russisk territorium, men vil sikkert slå sig til tåls med en rute igennem Georgien (hvor der stadig er russiske tropper). Dette er, hvad Ruslands seneste forsøg på fredsmægling i Tjetjenien og Aserbajdsjan reelt drejer sig om, men vil fredsaftalerne bestå?
Jeltsins krig mod Tjetjenien dræbte 80.000 og jævnede næsten alt med jorden, men tjetjenerne sejrede over den russiske hær. Det uafklarede spørgsmål om Tjetjeniens status ligger imidlertid som en bombe under enhver fredsaftale.
Tbilisi aftalen om Abkasien foreløbig medvirket til, at den georgiske konflikt er lagt på is.
Der er kun 100.000 abkasere og Rusland holder nøglen til deres fremtid. Det ikke-abkaske flertal af overvejende georgiere blev drevet på flugt i 1992-93 ved hjælp af brutale etniske udrensningsmetoder, på linie med de bosnisk-serbiske - men de abkasiske separatister havde russernes uforbeholdne støtte.
Støtten hørte op, da Moskva stod over for løsrivelseskrigen i Tjetjenien. Rusland holder nu Abkasien i meget kort snor med delvis økonomisk blokade og udrejseforbud til den mandlige del af befolkningen.
Det er imidlertid ikke sandsynligt at nye kampe vil bryde ud mellem Aserbajdsjan og Armenien, for Aserbajdsjan lider stadig ovenpå det totale nederlag i krigen i 1988-94. Armenien har besat en femtedel af Aserbajdsjans territorium (inklusiv Nagorno-Karabakh enklaven som traditionelt er befolket af armeniere), men det kræver mange års olieindtægter, før den aserbajdsjanske hær er på fode igen.
Så der er fred i Kaukasus for en tid, og snart vil olien strømme.
På længere sigt vil der formentlig udbryde mindst én ny krig i området, men ingen af disse vil bringe de allerede eksisterende olierørledninger i fare.
Og den tredje olieledning? Den vil sikkert følge samme rute som nummer to igennem Georgien til Sortehavet, som et kompromis mellem den politiskbetonede russiske rute og den meget dyre tyrkiske rute. Men olien skal nok blive transporteret på den ene eller den anden måde.

Gwynne Dyer er britisk
freelancejournalist.
Oversat af Runa Trosborg

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her