EFTER FESTEN
En uforklarlig melankoli greb mig, da jeg begyndte at skrive dette essay, og min første indskydelse var at lade være. Men da jeg tænkte nærmere over sagen, indså jeg, at melankolien var en nødvendig del af den opgave at skrive noget, som "antyder veje - værdier, livsstrategier,konkrete handlinger, økonomier eller teknologier, der kan bringe os nærmere en tilværelse med andet end profitmaksimering og individuel selvrealisering som indhold og mål".
Den ide, at forbedringer er noget, som skal ske i fremtiden, og at vi ved at lægge en fornuftig plan kan gøre det godt, som ikke fungerer nu, modsiges muligvis bedst af en modvillig melankoliker.
I en verden, hvor alt er i bevægelse, og såvel tunge fysiske genstande som flygtige ideer er på vej fra den ene tilstand til den anden, tror jeg overhovedet ikke, man bør have en plan for fremtiden.
Nu er der jo heller ikke tid til at være til stede i andre tider end ens egen. Hvis man vil være der, kan man ikke være her. Men udover det komiske i at ville blande sig i noget, som endnu ikke er sket, har det vist sig at være ganske farligt. Historien er nærmest spækket med eksempler på, hvordan store planer (hvis de ikke blot blev glemt) førte til vrede, fanatisme, despoti og vold.
De fleste har vel også gjort den erfaring, at en plan, uanset hvor god den er, altid på et eller andet tidspunkt vil blive afløst af en anden plan, som vil noget helt andet. Sommetider er det selve ideen, der vendes til sin egen modsætning (sådan som det sker i ældre politiske partier), og sommetider er det en anden ide, som finder sin næring i skyggen af den herskende ide, for derefter pludselig at skyde i vejret og blive den mest synlige. Det er som om, det er umuligt at formulere noget bestemt, uden straks at bane vejen for dets modsætning.
Kaotisk balance
Da alting, fra den fineste duft til den tungeste jernmalm altså bevæger sig, omend med forskellige hastigheder, på forskellige niveauer, og i forskellige retninger, må genstande, tilstande og ideer selvfølgelig også hele tiden påvirke hinanden på forskellige niveauer, synligt eller usynligt. Og måske opretholder denne gensidige påvirkning en vis konstant (men urolig) tilstand, som man, alt efter gemyt kan kalde balance. Store påvirkninger et sted vil forskyde balancen, men især lokalt. Små påvirkninger vil udligne hinanden.
Sådan en ide om 'naturlig kaotisk balance', som jeg af kaotiske årsager knapt nok kan gøre rede for, må naturligvis forkastes af den, der ønsker at udviklingen skal gå i en bestemt retning, og for eksempel forestiller sig, at man kan vende tilbage til gamle dage, eller at man 'snart' kan gøre gode tider bedre. For den, som søger overblik, vil se kaos som noget midlertidigt, og orden som noget, der skal komme for at blive.
Og nu kan læseren nok forstå, at melankolien overvælder mig. Dels ved jeg knapt, hvad jeg taler om, dels ved jeg ikke, om jeg kommet nogen vegne. Men det er måske også en vigtig del af emnet. For som der står i invitationen: Risikoen for at ende i det banale er til stede.
Altså om ikke fremad, så dog videre.
Det tvetydige fremskridt
Uanset at det, der er et fremskridt for den ene, kan være et skridt tilbage for den anden, eksisterer der en udbredt forestilling om, at vi samlet bevæger os fremad. For selvom modsætningerne stadig afløser hinanden, og vi for eksempel det ene øjeblik har krig, det andet øjeblik fred, det ene øjeblik frådser og det andet øjeblik sparer, det ene øjeblik er langhårede og det næste øjeblik karseklippede, så findes der mange metoder, som kan bevise, at udviklingen går den rigtige vej.
Man kan for eksempel som den politiske opposition forholde sig afventende, forberede sig og så gribe magten, når stemningen er for ens ideer. Man kan derefter i en årrække søge at gennemføre så meget af det, som man anser for rigtigt, hvorefter man trækker sig tilbage og venter til det bliver ens tur igen. Man har sat en bølge igang og kan nu se den rulle.
En anden metode er den at kaste sig i bølgen, gøre tidens mere eller mindre tilfældige ideer til sine egne, og derefter se dem bekræftet, netop ved at så mange tænker det samme.
Underholdende elendighed
Takket være medierne, takket være global tænkning og takket være en masse andet, lever vi i en tid, hvor der konstant tages beslutninger. En del af dem er overflødige, nogle af dem er fornuftige, og en hel del af dem er for store. Og store beslutninger får ofte flere konsekvenser, end man var i stand til at overskue.
Store tanker om fremtiden fører let til ændringer af magtforhold, flytning af grænser, omlægning af økonomi, udvidelser af handelsområder. De fører til sociale forskydninger og store skift i alle tænkelige tilstande. Siden industriens opståen har beslutningerne også haft konsekvenser for naturen, og det har gjort mange af os bekymrede.
Udvikling vækker ofte bekymring, men egentlig vækker den især begejstring, og jeg forstår faktisk ikke, hvorfor Information har givet denne serie af essays fællestitlen: Efter festen.
Festen er er bestemt ikke slut.
Spildprodukterne af planlægning og foretagsomhed (forarmelse, sult, forurening, politiske magtkampe, og gangsterkrige ) er jo blevet vores kæreste underholdning. Elendigheden er ikke kun elendig, den har også stor underholdningsværdi, ja, nogle siger ovenikøbet at den har sin egen skønhed. Den har sin egen æstetik og sikkert også sine egne lærestole på universiteterne. Er der noget, som kan lokke smilet og portemonnæen frem, så er det ulykker.
Og selvom vi udelukker, at alt dette er, som det skal være og i stedet fastholder den ide, at vi bør gøre noget ved det, som sker, må vi i hvert fald indse, at vi står overfor en slags naturkraft, der kan beskrives som udviklingens tendens til at gå i alle retninger.
Spørgsmålet er derfor om der findes en metode, hvormed man kan skubbe den ønskværdige udvikling frem mod sit mål, uden samtidig at skubbe den væk fra det samme mål.
Jeg tror der er mange, som pusler med det spørgsmål.
En Sufilignelse
I en af sine bøger om Sufi mestre fortæller Idres Shah en historie, som muligvis kan bruges til at illustrere vores situation :
En oprigtigt troende mand henvender sig til en Sufi mester og spørger, om han kan blive hans elev. Mesteren ser, at manden ikke er moden til undervisning og beder ham komme tilbage om et år.
Dette gentager sig næste år, og næste år igen, og manden er ulykkelig:
"Kan jeg slet ikke foretage mig noget, som vil gøre mig egnet til at blive din elev?"
Mesteren ser hans fortvivlelse, og giver ham en opgave. Han beder ham gå hjem og lave et hul i sit hegn, som er så stort, at hans høns kan gå over og spise korn hos naboen, men så lille at naboens høns ikke kan slippe ind og spise korn hos ham selv.
Nu går der nogle år, og Mesteren som har glemt alt om denne sag, kommer en dag forbi en have, hvor manden ligger på knæ foran sit hegnet.
"Mester! Hallo!" råber manden: "Jeg arbejder på sagen!"
Mesteren genkender ham og spørger: "Nå, hvordan går det. Har du fundet en løsning?"
"Ak nej," svarer manden. "Jeg har ingen løsning på problemet. Det eneste resultat af mine anstrengelser er, at mine naboer anser mig for at være tosset."
"Jamen, så er du skam nået langt", svarer Mesteren.
Så vidt jeg kan se, er denne verdens beslutningstagere ikke nået halvt så langt.
Dels, fordi vi ikke regner dem for idioter og dels, fordi de ikke forstår, at de arbejder med problemer af samme art som manden, der prøver at lave to huller inden i hinanden.
Men sådan kan man ikke bare bruge en Sufi lignelse. Den arbejder på mange flere planer og henvender sig til forskellige niveauer af forståelse.
Blandt mange andre oplysninger giver historien også den besked, at det netop er vigtigt at bestræbe sig på noget meningsløst, hvis man vil lære meningers relative værdi at kende.
Det er for eksempel altid af relativ værdi, hvad vi mener om udviklingen: Dels kender vi ikke alle årsagerne til, at den udvikler sig som den gør, og dels kender vi sjældent os selv godt nok til at vide, om vi virkeligt mener det, vi mener. Men denne sidste påstand skal jeg nok afholde mig fra at uddybe, da meningerne jo er vores kæreste eje.
I stedet vil jeg selv hive en mening ud af posen og sige at: Drømme om fremtiden kan være meget smukke, men enhver planlægning, som vil søge at føre drømmene ud i livet, er livsfarlig.
Fremtiden er et fantasifoster. Sommetider et kvalificeret gæt, en mulig kombination af de tilfældige oplysninger vi har, men altid en forestilling, som ikke er til at genkende, når den bliver nutid.
Katastrofen i fremtiden
Det er rigtigt, at visse behov og visse ulykker kan forudses på forhånd. Risikoen for et sammenbrud på atomkraftværkerne har altid været kendt, men i stedet valgte mange at se atomkraften som løsningen på et problem. "Fremtidens" store behov for billig energi var den ide, som drev vognen frem mod afgrunden. Men måske var katastrofen tænkt som en hjælp til nogen, man slet ikke kendte.
"Næh," vil læseren måske sige, "atomkraft var især en kommerciel ide, og der er nogen, der har tjent gode penge på ulykkerne."
Og det er sandt. Men der var et utal af politikere, der gjorde sig til talsmænd for atomkraften, og deres begrundelse var, at fremtiden ville takke os.
Det mest interessante er, at deres fejlbedømmelse i dag gør dem så skamfulde, at de fastholder, at atomkraften er en succes. I Frankrig er statsbudgettet undermineret af renterne på de lån, man tog for at bygge så mange kraftværker, at man kunne blive den førende leverandør af energi til Europa. Og for at skjule fadæsen, leverer man nu strøm til underpris. På den måde skubber man to katastrofale problemer ind i fremtiden: Statsbankerotten og atomkraftværkernes sammenbrud .
Alt dette kommer EU selvfølgelig til at æde. Der bliver, når man tager antallet af A-kraftværker i betragtning, en masse chancer for at vise solidaritet, og de, som elsker at tage glæderne på forskud, kan begynde nu.
Min melankoli vil i mellemtiden koncentrere sig om de journalister, som til enhver tid har blandet sig med magtens mænd, og deltaget halvhjertet og højrøstet i deres projektmagerier. De bliver flere og flere, de er alle vegne, og de er snart ikke til at overdøve. De beskæftiger sig konstant med det "sandsynlige" og det "realistiske", de ved alt om alting, og leverer "analyser" af alt mellem himmel og jord. EU er i ligeså høj grad deres ide, som den er politikernes. Og sådan var det også med atomkraften.
Sæt farten ned
Det er interessant at se den behandling, medierne giver Holger K. Nielsen, nu, hvor han meddeler, at han vil drage en konsekvens af sine erfaringer. Når han siger, at han ikke kan stole på regeringen, mener pressen tilsyneladende, at han skaber sig.
Jeg ved ikke, om han gambler, men det er tydeligt, at pressen ønsker at sætte ham ud af spillet. Måske ønsker den en ny ledelse i SF? Den vil i hvert fald skide højt og flot på, at han fik arrangeret et kompromis, som forpligtede både ham selv og regeringen: "Herregud, lad os nu være realister."
Det er mærkeligt, at der er så lidt respekt for den ide, at vi allesammen kunne sætte farten lidt ned. Det er åbenbart en "kendsgerning", at der ikke findes betænkningstid. Den, som "ikke vil risikere at blive sat udenfor døren", må fise fra den ene risikable beslutning til den anden. Den som vil "tilbage på verdenskortet", må hænge sin hjerne i garderoben. "Alt andet er urealistisk".
Det kunne se ud, som om journalister mente, at tilværelsen bare var noget, man rørte rundt i med en pind. Men selvfølgelig er de hverken forbrydere eller dumme eftersnakkere. De er simpelthen ofre for den pilskøre ide, at løsningen på nutidens problemer findes i fremtiden.
Så vidt jeg ved, stammer denne fremskridtstro, som de fleste af "nutidens" herskende ideer, fra det forrige århundrede, og er et barn af industri-optimismen.
Før den tid søgte man paradis i fremmede lande, og det førte til opdagelsesrejserne og kolonierne. Men endnu tidligere lå paradis i den fjerne fortid, tæt på jordens skabelse.
Mere nutidighed
Endnu i renæssancen var der folk, som mente, at gamle bøger måtte være mere sandfærdige end nyere, blot fordi de var tættere på altings begyndelse. Sandheden var næsten gået tabt, siden paradisets dage, og i renæssancen blev der gjort et forsøg på at samle stumperne og finde meningen med livet.
Nå, det var dengang... spørgsmålet er, om der er noget, som hedder nu.
Det mest almindelige udsagn er jo, at vi lever i en ny tid, eller en anden tid, end den vi kender. Det hævdes for eksempel, at vi umuligt kan følge med, hvis vi ikke indser, at fremtiden allerede er begyndt.
Men også i en anden forstand er tiden ikke det, vi tror den er. Når selskabstømmere får at vide, (hvad de naturligvis godt ved), at de har snydt staten for nogle penge, lader de, som om de lever en tid, hvor den slags er tilladt. Altså i en tid, hvor loven er forældet. Og folketinget, som burde vide at loven gælder, halser efter og udskriver nye love.
Når Bjørn Erichsen og Christian Nissen laver DR om til to pop-kanaler, gør de det med den begrundelse, at DR ellers vil drukne i fremtidens mediebillede. De former tv efter deres egne elendige forestillinger om, hvad fremtidens mennesker vil ønske at se og tror, at det, som er lort i dag, vil blive til guld i morgen.
Nej, jeg ønsker intet for fremtiden. Jo, gid at det må gå dem godt, og netop som de selv vil.
Derimod kunne jeg godt ønske lidt mere nutidighed af min samtid. De fleste eksisterende problemer kan løses med det samme. Vi har den nødvendige viden, og vi har økonomien. Vi kunne have de bedst tænkelige skoler, det mest humane hospitalsvæsen, en velfungerende forsorg, et vidunderligt rigt kulturliv, industri og landbrug, som ikke forurenede o.s.v. o.s.v.
Vi har alle bestanddelene, men de skal bruges på en mere vågen måde. Og det er ikke et fremtidsanliggende.
