Christina Hesselholdts nye roman er en af den slags tekster, der gør svimmel og lykkelig
NY BOG
Det oplevelsesmæssige midtpunkt i Christina Hesselholdts nye roman udgøres af et hjerte. Et menneskehjerte flået ud af en forelsket krop. Et hjerte, der ligger og tørrer i vinden på en tange ved havet, mens ligets øvrige dele puttes i plasticsække og søges skaffet af vejen, og mens morderen flakker skyldtynget om i et landskab af tåge og is.
Hjertet tilhører Greta, den unge garderobepige, der i romanen Det skjulte (1993) blev ombragt ved kvælning. Personen, der pakker kroppen ind, er Audrey fra debutbogen Køkkenet, gravkammeret og landskabet (1991).
Og morderen er Marlon, der nu binder de tre bøger sammen. I den første mistede han begge forældre, i den anden fandt han en kvinde at drive amatørmedicinske studier på.
Og i den tredje, Udsigten, udkommet i dag, konfronteres han påny med dødens lammende realitet:
"Han krummer sig sammen om et hul i sig selv; selv om han ligger ned, er han ved at falde. Det er uden bund. Det er et hul, som ikke lader sig lukke, ikke engang af hans fald ned i det."
Katastrofen sat i scene
Ransageren og Blotlæggeren kaldes denne mand, der i en art hævntogt mod livet har gjort sig til herre over dét, som ingen kan beherske og ikke kan gøre vold på uden at tage skade på sin sjæl.
Nu gribes han af ruelse, tænker tilbage på forældrenes død, tænker fremad på sin egen. Som litterær figur synes han skrevet frem på en vished om livets sårbarhed og katastrofens allestedsnærvær. En indsigt, der kendetegner disse års mentalitet i en kultur, der én gang præges af forfinelsen og forråelsen, og hvor kun få for alvor drager konsekvensen af de ødelæggelser, der allerede har fundet sted, af civilisation og natur.
Men læg mærke til navnene, endnu en gang. Selv om Christina Hesselholdt bevæger sig i et fællesmenneskeligt felt af kærlighed og død, og skønt de tre bøger bæres af stor alvor, rummer de samtidig en bevidsthed om egen iscenesathed. Moderen, Elizabeth, kunne til efternavn hedde Taylor, Audrey kunne godt være en Hepburn, Greta får én til at tænke på Garbo, og hvad Marlon angår, vækker han minder om f.eks. Sidste tango i Paris, der jo også i sin skildring af kærlighedens mysterier svingede mellem ømhed og vold.
Hjertet der sladrede
Navnene markerer den fiktionsbevidsthed, der får Christina Hesselholdts læser til hver gang at måtte balancere mellem varme og kulde, nærhed og distance, grusomheden og det rituelle.
I den foregående bog optrådte i centrale passager citater fra Johannes V. Jensens Kongens Fald på en sådan måde, at man kom i tvivl om, hvorvidt de blot var ornamenter eller reelt var handlingsstyrende, og når man læser den nye roman, spøger i opmærksomhedens udkant et af verdenslitteraturens berømteste hjerter, "The Tell-Tale Heart" eller "Hjertet der sladrede" fra Edgar Allan Poes Tales of Mystery and Imagination.
Denne fortælling skildrer en morder, som af lutter væmmelse ved en ældre mands fjæs slår ham ihjel, parterer liget og skjuler det under et gulv. Da politifolkene dukker op, anlægger han en kynisk facon, men overvældes gradvis af skylden, legemliggjort af en ildevarslende banken fra den dødes endnu levende hjerte. På lignende vis hører vi i Udsigten kærlighedens hjerteslag gennem kynisme og menneskefjendskhed.
Det mærkelige bliver dog, at Christina Hesselholdt aldrig lader sit forsvar for det ægte menneskelige skride ud i sentimentalitet.
Ganske vist insisteres der på udsatheden og ubestandigheden i vore liv, men når læ-seren virkelig holdes fast, beror det på kulden i panikken, elegancen i bogens viden om det permanente kaos. På den ene side kalder Marlons indre stemme Greta og hendes hjerte for "det enestående", og på den anden side gentages som et mantra ordene "om og om", med en usikker understregning af det gentagne, måske trivielle, som kærlighed også er.
Fortælleteknisk og kompositorisk ligner den nye bog kun delvis forgængerne. I forhold til deres større distance går den meget tættere på sine iscenesatte figurer og opererer følgelig kun med få, meget bratte synsvinkelskift, hvad der medvirker til at skabe stor tæthed og intensitet.
Lyrisk intensitet
Sammenligner man romanernes episke forløb, bemærkes denne gang en højere grad af handlingsmæssig enkelhed, der så til gengæld gør det muligt for forfatteren at arbejde lyrisk midt i sin prosa.
Også den nye bog fortætter sig i et skjult citat. "Han bliver som et træ, der er plantet ved vand og strækker sine rødder til floden - ej ængstes det, når heden kommer." Det stammer fra Jeremias' Bog i Det Gamle Testamente og er skåret ud af sammenhæng. Lige forinden står der nemlig: "Velsignet være den Mand, der stoler på Herren, og hvis Tillid Herren er."
Man læser uden videre romanens figurer som mennesker, der har mistet denne tillid, og som derfor må gå i tåge. Men man bemærker også, at teksten tidligt indskriver en modforestilling hertil - billedet af det vejr, der med ét kan forandre alt:
"Solen skinnner," læser vi, "og det er begyndt at sne. Sneen fyger, alting glitrer af lys og sneflager, der blæses omkring, ud over den øde, furede kæmpesten, der er havet, og tilbage til stranden, hvor sneen forsvinder næsten i det øjeblik, den møder jorden."
Der findes dem, der påstår, at 90'ernes prosa, hvor den er bedst, arbejder simultant i det fysiske og det metafysiske. Nogle mener endda, at der ikke nødvendigvis består nogen modsætning mellem en biologisk bevidsthed (der tør vide af videnskaben) og en religiøs (som ikke er bange for teologien).
Christina Hesselholdts bog praktiserer disse dobbeltheder. Men bemærkelsesværdig er den især, fordi den er skrevet så tindrende smukt.
*Christina Hesselholdt: Udsigten. Roman. 86 s. Kr. 148,00. Rosinante. Udkommer i dag.
