Lad staten finansiere karakterpengene i en ny udgave - så dansk industri ikke bliver overtaget af de multietniske
Befriet område
Heldigvis fik vi også mange flere karakterer. Fire gange om året, og så startede det allerede i 4. klasse. Der kunne stadigvæk stå nogle "vidnesbyrd" i samme tonefald som dem vi hele tiden havde fået: "Søren skriver rigtig pænt nu" eller "Han har ikke altid lært sine salmevers". Men det afgørende ryk, springet ind i fremtiden og markedsøkonomien, var dér i 4. klasse, hvor der begyndte at stå mg+ og mg÷ og den slags. Det var et sprog, der kunne bruges til noget. Omregnes.
Vi var fire søskende, og det gik jo ikke ubemærket hen, da min storebror i 1951 som den første kunne stille til udbetaling ved kassen. Min far havde lavet et inspirerende system, så der ikke bare var ét hak mellem hver karakter - der blev hele tiden doblet op: mg 25 øre, mg+ 50, ug÷ 1 krone og ug 2 kroner. Alt under mg var værdiløst, men trak dog ikke ned. Min far var jo også et menneske.
Det var selvfølgelig en stor dag for min storebror, men også med kraftige dønninger ned gennem søskendeflokken. Vi begyndte at forberede vores indtræden i karaktersystemet - vores træden i karakter - og jeg gjorde en ekstra indsats med mine salmevers, især Kingo, som var den sværeste at lære udenad, fordi jeg ikke forstod ordene. Men i 1952 havde jeg fået det på plads og gik nogenlunde ubesværet rundt og sagde: "Tit er et bryst under dyrebart smykke/ Opfyldt af sorrig og hemmelig harm".
Var det egentlig så tosset, det gamle karakterpengesystem? Jeg kom til at tænke på det, da universiteterne nu igen klagede over svigtende interesse for de naturvidenskabelige fag. Kan det virkelig passe at vi om få år skal til at ansætte multietniske minoriteter rundt på nøgleposterne i dansk industri, bare fordi vores egne unge har 'blødere' interesser? Kunne vi ikke prøve at motivere dem lidt bedre, så vi ikke ender som en nation af jordemødre og danskstuderende? Ja, hvor meget dansk bliver der overhovedet at studere, hvis først de multietniske har fået bidt sig fast?
De naturvidenskabelige fakulteter har fremlagt et par udmærkede forslag: forhøjet SU til dé unge der vil studere matematik, fysik og kemi, plus udlevering af en gratis computer et års tid inde i studiet. Jeg tror bare ikke det er nok, eller rettere sagt: jeg tror det er for sent at sætte ind. De unges interesser og prioriteringer skal påvirkes allerede i gymnasiet.
Jeg kan bare se på min nabos to børn, som har taget matematisk studentereksamen inden for de sidste par år. Da de skulle til at vælge højniveaufag i 3.g, gik de helt bevidst uden om fysik og kemi. De havde såmænd masser af bløde fag i forvejen, dansk og historie og den slags, og alligevel satsede de skævt, nøjedes med matematik som hårdt fag og fyldte så ellers på med de ting, de havde mest lyst til. Martin, den ældste, tog fransk og filosofi, passede lige akkurat sin matematik, men fordybede sig ellers i alle mulige gamle tekster, ikke bare fra Frankrig, men fra Fransk Indokina, Fransk Nordafrika, Senegal, Cameroun ... det var som om han blev gladere og gladere, jo mere multietnisk det blev, og den linje har han fulgt lige siden. Efter studentereksamen rejste han rundt et par år med sin rygsæk, Indokina, Louisiana, Fransk Vestafrika, og idag, hvor han omsider har valgt et studium, er det etnografi. Så kan han rejse videre. De næste fire måneder skal han tilbringe på Madagascar, hvor han skal gå rundt med en lille båndoptager og interviewe indfødte. 'Feltstudier' hedder det.
Louise, hans søster, tog samfundsfag og musik. Hun er temmelig god til at spille guitar og et af den slags mennesker man har på fornemmelsen altid går og tænker i akkorder. Jeg tror, hun brugte det meste af sin skoletid på at sidde og nynne for sig selv, og den smule matematik hun gad lære, har hun sikkert omgående kørt ind i en dur- eller molskala eller i én af de middelaldertonearter, som hun skrev speciale om i 3. g. Men at kalde hende matematisk-naturvidenskabelig student er lidt af en provokation i et land, der har fostret en Ørsted og en Bohr. Idag sidder hun i London, hvor hun først tog et år som au pair-pige og siden fik job i en organisation, der tager sig af hjemløse. Hun er sikkert blevet god til engelsk, både babysprog og alskens cockneyvarianter - ok, der er så mange slags liv, der er også nogen, der skal sidde og spille guitar med de hjemløse i London, men var det dét, vi havde i tankerne, da vi forsynede hende med en matematisk studentereksamen?
Det, man efter min mening skulle overveje, var at indføre et karakterpengesystem i slutningen af gymnasiet. Det er jo dér SU-systemet træder i kraft, og der er ikke megen inspiration at hente i de 1100 kroner ,som enhver elev får udbetalt hver måned, bare han går i gymnasiet. Man kunne jo begynde med at udbetale en forhøjet sats til dem, der vælger matematik, fysik og kemi. Men prikken over i'et ville være en genindførelse af min fars karakterpengesystem, blot statsfinansieret. Og selvfølgelig fagspecifikt. Hvis vi skal have virkelig kvalificerede folk ud og tage kampen op med de multietniske, har vi her en motivationsfaktor som jeg er sikker på, eleverne ville lægge mærke til. Måske noget i retning af 250 kr. i ekstra SU pr. måned for et nital i matematik, fysik eller kemi. 500 for et tital og 1000 for elleve. En rigtig god elev ville så virkelig have noget at gå efter og kunne hente et sted mellem 1000 og 3000 kr. ekstra om måneden, hvis ellers jeg har regnet rigtigt.
Ja, jeg skal ikke lægge mig fast på nogen bestemte beløb eller i det hele taget gøre mig for klog på tal - jeg er selv kun sproglig student.
