Læsetid: 4 min.

En ganske almindelig mor der er god nok

25. august 1997

NY BOG
Når man ser fotografier af Donald Winnicott ser man ofte en lille spinkel gammel mand, der med et fint lille smil betragter et barn, der leger eller roder. Winnicott er praktikeren, den store gode gamle børnelæge der omhyggeligt sørger for, at alt går så godt, som det nu bare kan.
Winnicott er børnelæge først og fremmest. Desuden er han psykoanalytiker, og har været med siden psykoanalysens første tid i England. Psykoanalysen var i tyverne især knyttet til Melanie Kleins navn, efter at hun i 1926 var flyttet derover. Da så familien Freud flygtede dertil i 1938, begyndte en flok at samles om datteren, Anna Freud. I 40'erne var der en stærk splid mellem de to stærke damer, Klein og Freud, og deres tilhængere.
Kun en lille flok holdt sig ude af de voldsomme kontroverser mellem de stridende parter. En af dem var Donald Winnicott, der som mellemmand derfor blev skældt ud af de stridende damer. De sagde begge, at han var en sølle tænker, og at man ikke behøvede at tage ham alvorligt.
Det var hverken pænt sagt eller pænt ment, men derfor kan der da godt være noget om snakken.
Tilgængelig for alle
Winnicott er ikke den store teoretiker, men så er han så meget desto større som klinikker og praktiker. Og han har også betydet uendelig meget for formidlingen af psykologisk viden til englænderne. Han holdt radioforedrag; han skrev letforståelige artikler i mange aviser; og han henvendte sig direkte til de grupper, der var forrest i arbejdet med mødre og spædbørn, for eksempel jordemødre og sygeplejersker. På den front kan hans arbejde ikke overvurderes.
Måske kan man dog alligevel undre sig lidt over, at denne udmærkede fortæller har fået lidt af en renæssance i hjemlandet og her hos os i disse år. Spædbørn og deres mødre er således den tredje Winnicott-bog herhjemme i halvfemserne. Og Winnicott døde allerede i 1971, 75 år gammel.
Den foreliggende bog består af ni artikler på tilsammen 120 små sider. Artiklerne spænder fra 1950 til 1970, og der er især tale om artikler, der i sin tid stod i forskellige fagblade, men som man nu mener kan bringe nytte til en større offentlighed.
Artiklerne er frisk fortalt - det er faktisk ualmindeligt, at man får så støvfri artikler om dette emne, der dog burde gøres tilgængeligt for alle, der havde behov for ekstra viden. Jeg vil tro, det er dette lette sprog, der især er hovedgevinsten ved Winnicott, men ellers må man sige, at det, han formidler, er viden, vi har hørt mange gange siden.
Det er selvfølgelig gode og velmenende ting, han siger. Ellers ville man ikke have bragt dem så mange år efter. Men det er ikke stort mere. Hvad han siger er dog, som sagt, fornuftigt og medfølende nok.
For det første så afmonterer han al den mystik, der hos almindelige mennesker kan være ved al den ekspertviden, der kan gøre en så forvirret, fordi man hele tiden synes, den ændrer sig og siger det modsatte af, hvad den sagde et par år tidligere.
Den centrale mor
Winnicotts centrale begreb er "en almindelig mor, der er god nok". Eller lidt mere knudret: "den almindelige, hengivne mor", the ordinary devoted mother. Det er hende, han udgår fra. Den kvinde, der bliver mor, har en indgroet naturlig fornemmelse for, hvordan hun skal omgås sit lille nye barn, som hun har forberedt sig på at møde gennem ni måneder.
Sammen med denne moder optræder så det Iille spædbarn. Winnicott peger på, at det nyfødte barn allerede har været undervejs længe, lige siden undfangelsen, ja måske endnu længere: fra dengang der blev drømt om ham eller hende. Ved fødselen er barnet et menneskeligt væsen, og dog er han stadig mest en fysiologisk størrelse. Det er først gennem samspillet med moderen, han begynder at blive til et jeg. Det vil sige, at afgørende dele af det lille barn og af os alle sammen ligger ude blandt andre mennesker. At vi er hinandens skæbne, og at det er samværet, ikke noget naturgivent dybt inde i os, der gør os til det, vi efterhånden skal blive.
Formes af hinanden
Det er dette sidste, der er hovedanliggendet for Winnicott: at vi formes af hinanden, at det kun er ved hinanden og ved mødet med hinanden, vi bliver mennesker. Og at disse møder allerede begynder under diegivningen.
Han adskiller sig fra den ortodokse psykoanalyse ved ikke at se det hele som drifter og driftskæbner, og han adskiller sig fra Melanie Klein ved ikke at tro på, at der er had og misundelse til stede i det helt lille barn.
Blandt psykoanalytikere er Winnicott at finde i den gruppe, der med et skrækkeligt ord kaldes objekt-relations-teoretikerne. Objekt betyder genstand, og her menes såmænd den eller de genstande, der er andre mennesker. Relationer betyder forhold, og de to første led betyder tilsammen, at hovedvægten lægges på forholdet til andre mennesker. Winnicott bruger selv ordet - der er lige knap så tåbeligt på engelsk - men det er også det eneste alt for teoretiske ved ham. Hvad han siger derudover er fin klar menneskelig tale om ganske almindelige menneskelige forhold, som vi alle sammen kender dem, og som vi i hvert fald alle sammen har kendt engang, og som er dem, der har gjort os til det, vi er i dag.

*Donald W. Winnicott: Spædbørn og deres mødre. Oversat af Lisbeth W. Sørensen. 127 s. 148 kr. Hans Reitzel.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michelle Poulsen

Sikke en fin artikel, som ligefremt og optimistisk formidler Winnicott - den burde følge med Winnicotts tekster når disse uddeles til skrækslagne 1. semesterstuderende på psykologistudiet! :-)