NY BOG
En række norske, humanitære organisationer har iværksat et ambitiøst projekt om "global forståelse". Som et led i dette projekt har man bedt danske Knud Vilby skrive en introduktionsbog som grundlag for en helhedsforståelse af de globale problemer.
Beskrivelsen er sat ind i en historisk ramme, hvor også indflydelsen af de internationale organisationer som FN, Verdensbanken, WTO m.fl. illustreres. De vestlige industrilandes dominans i den forbindelse bliver klart beskrevet, uden at Vilby dog fælder nogen kategorisk dom over deres mange fejludviklinger.
Det er ikke nogen let opgave forfatteren har fået stillet, men Vilby har løst den på eksemplarisk vis.
Risikoen er, at endnu en gennemgang af de globale problemer enten mødes af gentagelsens træthed eller af afmagtens fortvivlelse. Det er lykkedes Vilby at undgå begge disse fælder ved en saglig og pædagogisk gennemgang af de væsentligste problemer, sluttende med et kapitel, der giver et vist håb om en lykkelig landing.
Måske skulle de spændende overvejelser om nye strategier for en bæredygtig udvikling alligevel være tildelt mere plads i bogen.
Fortrængningsmestre
Vilby konstaterer, at de uløste problemer tårner sig op, og at vi fortsætter med at skubbe dem foran os uden at gøre noget seriøst for at løse dem.
Vi er dygtige til at fortrænge de uhyggelige perspektiver, selvom det er svært at undgå at høre om dem i den daglige avis. Vilby fremhæver grænserne for materiel vækst, knapheden på rent vand, ren luft og dyrkbar jord, truslerne mod det globale klima fra den menneskeskabte drivhuseffekt, samspillet mellem sociale spændinger, etniske konflikter og ekstrem fattigdom, som fører til krige og flygtningestrømme.
Desuden beskriver han faren ved økonomiens globalisering domineret af de transnationale selskaber, som nedbryder nationalstaterne og folkestyret.
Bogen forklarer på pædagogisk måde de mange komplicerede begreber, som borgerne støder på i den forbindelse. Det drejer sig f.eks. om begreber lige fra "stat" og "nation" til den mere teknisk prægede "El Nino-effekt", som er vigtig for vurderingen af de globale klimaændringer.
Casinosamfundet
Det lykkes Vilby at få fremhævet en række centrale talværdier, som på slående måde sætter problemerne og skævhederne i relief. Blandt eksemplerne kan nævnes, at mere end en femtedel af verdens mennesker er absolut fattige (tjener mindre end en dollar om dagen), og at to tredjedele af disse er kvinder. Over en halv milliard mennesker går sultne i seng hver aften og et tilsvarende antal har ikke adgang til rent drikkevand.
Det er svært for os velstående skandinaver at få disse forhold ind under skindet, men bogens illustrationer hjælper os på vej.
Vilby understreger, at det går i den forkerte retning på de fleste områder. Fra 1960 til 1991 forøgede den rigeste femtedel af menneskeheden sin andel af det globale bruttonationalprodukt fra 70 pct. til 85 pct., medens den fattigste femtedels andel gik ned fra 2,3 pct. til 1,4 pct.
Han nævner også det snart klassiske eksempel, at verdens 358 dollarmilliardærer råder over værdier som overstiger de samlede indtægter for 45 pct. af verdens befolkning. Dette punkterer med et brag det gamle dogme om, at der ikke er noget reelt at hente hos den rigeste gruppe mennesker i verden.
Med de enorme skævheder, der fremkommer i det globale casinosamfund, kan forslaget om en udjævnende indsats ikke længere afvises som småtskåren misundelse.
Skadelig tilpasning
Det går heller ikke godt med u-landenes gældsfælde. I 1970 var u-landenes samlede gæld på 100 milliarder dollar, og ved udgangen af 1994 var den røget helt op på 1700 milliarder dollar. På trods af de rige landes u-landsstøtte har pengestrømmen i en lang periode totalt set gået i den forkerte retning: fra u-landene til i-landene.
Først i 1994 er det begyndt at gå lidt i den rigtige retning, men det batter ikke noget, før der bliver taget markant fat på en gældssanering.
I øvrigt er industrilandenes bistandshjælp relativt set for nedadgående: i 1961 udgjorde den 0,54 pct. af OECD-landenes samlede BNP, men i 1995 var denne andel faldet til 0,27 pct. USA er gået i spidsen for denne udvikling med et fald fra 0,6 pct. til 0,1 pct.
Vilby lægger ikke skjul på, at kravene fra Verdensbanken og Den internationale pengefond (IMF) om såkaldte "strukturtilpasningsreformer" efter vestlandenes kommercielle markedsfilosofi har gjort mere skade end gavn i de fattigste lande. De sociale omkostninger har været alt for store. På tilsvarende måde har frihandelsorganisationen WTO primært været til gavn for industrilandene og de transnationale selskaber, medens de fattigste u-lande er blevet taberne.
Ikke kun i u-landene
Vilby gør også opmærksom på, at befolkningsvæksten ikke kun er et u-landsproblem, når man ser det i relation til det økologiske råderum. Det vil sige den mængde ressourcer, som hvert enkelt land kan lægge beslag på, hvis vi skal sikre en bæredygtig udvikling med lige materiel levestandard for alle mennesker på kloden.
Her har de tætbefolkede europæiske lande som Holland og Belgien m.fl. for længst overskredet deres befolkningsmæssige råderum.
I den forbindelse sætter Vilby også spørgsmålstegn ved den optimistiske tro på, at nye teknologiske opfindelser nok skal klare problemerne for os. Den teknologiske udvikling giver os nye muligheder, men den skaber samtidig nye problemer, således som det f.eks. illustreres med de nye bioteknologier.
Et vist håb
Vilby fører os godt rundt i den historiske labyrint, hvor det sommetider er bedre at gå baglæns end at følge den slagne kurs fremover.
Bogen opfylder på den måde sin mission om at give den tænksomme læser en bedre helhedsforståelse baseret på veldokumenteret information.
Det sidste kapitel med skitser til nye strategier lægger vægt på det såkaldte civilsamfunds muligheder for at spille en stærkere rolle. Her tænkes bl.a. på forbrugerorganisationer, fagforeninger, menneskerettighedsorganisationer, miljøbevægelser, og også på uafhængige forskningsinstitutioner og samfundsengagerede enkeltpersoner.
Vilby ser et vist håb i en stigende global bevidsthed og fælles forståelse i relation til de globale problemer. Men han lægger ikke skjul på, at det er en uhyre vanskelig opgave at skulle kæmpe imod de transnationale selskaber økonomiske magt og den internationale elites blinde tro på markedskræfterne og deres manglende erkendelse af de sociale og miljømæssige problemer.
Vilby tror, at de små lande kan få global betydning som foregangslande, der viser, at det kan lade sig gøre at føre en alternativ politik, som ikke er ensrettet med den mondæne nyliberalisme.
Måske for at undgå at blive udråbt som selvovervurderende nationalist henviser Vilby i den forbindelse til Ernst Ulrich von Weizäcker, der er præsident for et tysk forskningsinstitut i Wuppertal.
Han citeres i den forbindelse for følgende udtalelse: "Schweiz og de skandinaviske lande vil måske være mindre nølende og modvillige overfor nyskabelser end de store EU-lande. De kunne (og vil sandsynligvis) fungere som pionerlande".
Man kan kun håbe, at de skandinaviske lande vil leve op til von Weizäckers tillid.
*Knud Vilby: Den globale reisen (på norsk). 416 s. 298 nkr. Universitetsforlaget, Oslo.
