Læsetid: 4 min.

De genopdager middelalderen på pc

28. august 1997

Hensat til en hede i tusmørke. En kvinde syngende skæbnessvangre viser, akkurat hørbare over landskabets usynlige rørelser, over vindens hånd hviskende i lyngen.
"Når det bliver mørkt, så er det hørelsen, der skal se for een om der er noget farligt på færde. Jo mørkere det bliver, jo mere dæmpet bliver man nødt til at være. Man har brug for ørerne til at registrere om der er noget farligt omkring en".
Ikke uden en vis mystisk karisma har den århusianske trio Sorten Muld taget den danske popscene med storm. Sidste år var de en del af Kulturby 96's Artgenda-projekt med udgivelsen af en småoriginal, unavngiven debut-minicd, der i dag har skaffet dem udsendelse af debutalbummet Mark II.
To bemærkninger anskueliggør hurtigt, at de to herrer i Sorten Muld - Martin Døssing Ottosen og Henrik Esben Munch - tilhører en ny generation af danske musikere.
Først har den udsendte brokket sig over sin diktafon, og maskinmesteren Munch læner sig ind over denne og siger med lav stemme: "Kan du så være ordentlig.... ellers så skiller jeg dig ad". Den gør som han siger.
Så ytrer lydarkitekten Ottosen: "The Sound Of Music, det er den her klikkende lyd af en mus nu om dage".
Punker systemet
Men selv i et neonoplyst mødelokale hos Sony Music kan Martin Ottosen stadig tale om mørkets indvirken på forsanger Ulla Bendixens stemme. Og denne spændvidde er fascinationskraften i Sorten Mulds univers: den folkloristiske grundtone og den hypermoderne bearbejdning. Rent stemningsmæssigt kan man kalde det, der strømmer fra højttalerne, for et middelalderligt mørke, men Sorten Mulds univers undfanges i et højteknologisk lydstudie - først og fremmest på en computerskærm.
"Computerens natur modarbejder det vi laver, den stritter lidt imod, så vi skal hele tiden punke systemet", siger Henrik Munch.
"Den kan ingenting selv, altså, den skal simpelthen have alt at vide, selv den mindste betoning".
"Vi prøver egentlig computeren lidt - at gøre den lidt træ-agtig, lidt organisk", tilføjer Martin Ottosen om den ofte genstridige proces at få levende musikere og elektronik, fortid og nutid til at smelte sammen.
"Det kræver en masse mellemregninger og kompromisser. Men det er det, der er en del af udfordringen: at få skabt et univers, hvor det ikke virker som modsætninger."
Levende musikere - på sækkepibe og drejelire såvel som el-guitar - er blevet indspillet som såkaldte byggeklodser i den videre manipulation på computer.
"Vi jammer simpelthen på elektronikken. Altså, vi anser også mixerpulten og computerskærmen og alle effekter, rumklange og ekko som instrumenter", siger Ottosen.
"Den elektriske guitar var jo også en teknologisk udvikling, som gjorde det muligt for hele rockgenren at blomstre op. Nu er det så computerteknologien, der giver mulighed for at komme videre."
Finnerup Lade
- Hvad synes I om dagens danske musikscene?"
"Jeg anser rytmisk musik for kunst, og ikke som et konsumprodukt", siger Martin Ottosen. "Og det er der jo forskel på. Jeg kan også godt lide Whigfield sommetider, eller Me & My for eksempel, jeg synes de laver fantastiske døgnfluer..."
"Men det er mere underholdningsværdien...", tilføjer Munch.
"...og det synes jeg også er helt iorden", fortsætter Ottosen. "Der skal også være noget Snurre Snup i tilværelsen, men jeg synes, der er for mange, der lægger sig et eller andet sted, hvor der ikke bliver satset noget som helst - og det kan jeg personligt godt undvære."
"Det der med, at 'jeg har skrevet en sang'. Det har altså ikke den samme betydning længere," som Henrik Munch formulerer det.
Istedet anser de to musikere sig som moderne formidlere af en tradition, som de har et, med Ottosens ord, "musealt" forhold til.
"Gasolin er jo langt mere levende folkemusik, end de her ting er," siger han, men tager også afstand til rockens navlebeskuelse og fokus på indre stemninger til fordel for den nordiske folkevises historiefortælling, som trioen primært har fundet i N.F.S. Grundtvigs søn Svends udførlige optegnelser udgivet fra 1853.
"De her sange, det er jo følelser beskrevet gennem handling - eller også har de svaret til hot news. Mordet i Finnerup Lade. Så er der skrevet nogle skillingsviser, eller også har det været mundtligt overleverede sange omkring store begivenheder. Men først og fremmest har det været drabelige handlingsforløb - for det var datidens tv, det svarede måske til amerikanske b-film på DR1 fredag aften. Det har været thrillere, underholdning før det elektriske lys."
Fuld eksponering
Historien om Sorten Muld er også den lykkelige historie om, hvordan popindustrien - trods de stadige forsøg på at beregne sig frem til succes, kalkulere sig til den perfekt sælgende sangformel - har anerkendt en god og ikke mindst velrealiseret idé. Flere selskaber har tilbudt Sorten Muld kontrakt inden de futuriske folkeviser tilfaldt Sony, der har kørt det store mediemaskineri i stilling for trioen.
"Vi er oppe i fuld eksponering. Og der sker et eller andet, altså, man bliver en lille smule kynisk kan jeg mærke i de her dage," siger Martin Ottosen: "Jeg ved ikke rigtig hvordan man kommer ud over det, men det er meget ambivalent, synes jeg."
- Føler I, at det fjerner Jer fra musikken?"
"Jeg gør i hvert fald," siger Henrik Munch.
"Ja, det gør det faktisk lidt," tilføjer Ottosen: "Jeg tog nemlig mig selv i sidste gang vi var ude og spille, netop at begynde at anse det lidt for meget, som at vi skulle ud og promovere os selv. Og... hvornår bliver man kunstner, hvis alt det man laver hele tiden bliver promotion? Jeg har altid anskuet musik som en måde at formidle noget udenfor musikken. Det synes jeg er det, der gør al kunst til kunst. Når man maler, er det jo ikke teknikken, der gør det til kunst. Det er jo det lag ekstra, og det er også det, jeg leder efter i musik. Og det skal man bare hele tiden holde indenfor synsvidde - de lydlandskaber, som forsøger at folde en himmel ud."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu