Læsetid: 6 min.

Glædestrålende gadedrenge

21. august 1997

Halvfemsernes mest sælgende engelske rockband, Oasis, er tilbage med deres tredje og til dato mest ambitiøse album - selv om gruppen ikke har fiflet nævneværdigt med den formel, der har gjort den så fænomenalt populær

NY CD
"Nu om dage er der ikke så mange gode sange, men der
er fremragende produktioner. Kombinationen af computere og tv har ændret tingene. I dag sælger man plader, hvis man bliver set og hørt nok på tv; tv er det vigtigste medie nu. Og sammensmeltningen af computere og sampling er blevet selvstændig kunstart. Og derfor er den bundsolide, gode sang gået bag om dansen. Men det tror jeg, at der er nogle, der har regnet ud, og begynder at bevæge sig i den retning. Og hvad man end kan sige om Oasis og deres opførsel, så skriver de helt sikkert gode sange..."
George Martin,
producer for bl.a. The Beatles.

Ovenstående citat stammer fra bladet Mojo's augustnummer, hvor man har bedt en række branchefolk og musikere stemme sig frem til de 100 bedste singler nogensinde - resultatet er dog så grotesk 60'er-orienteret, at listen stort set kun har underholdningsværdi.
Og fra 90'ernes frodige, vildtvoksende og konstant uforudsigelige musikscene ('rock' er en helt meningsløs term i denne sammenhæng) er der kun seks - skriver og siger seks - singler som har fundet vej ind på listen. Man får det lidt som i den gamle Blondie-sang, "I'm not living in the real world..."
Relevant i denne sammenhæng er, at der blandt de seks befinder sig to Oasis-sange. Dette vil mange måske betragte som en grotesk skævvridning af faktiske forhold, men det tjener dog til at fremhæve én ting - at Oasis, hvad enten man kan lide det eller ej, er og bliver 90'ernes største rockband.
Bryder man sig ikke om denne lidet glamourøse kvintet af arbejderklasserødder fra Manchester, lyder argumentet oftest, at gruppens sangskriver, Noel Gallagher, stort set ikke er meget andet end en gravrøver, der hugger fra dødsboer som The Beatles, The Who, The Kinks og Small Faces tilsat Stones' engang så udfordrende attitude - uden at være i stand til at kombinere disse elementer til noget nyt og spændende, som f.eks. Pulp og Blur formår.
Desuden peges der på gruppens ikke voldsomt originale arrangementer, som et langt stykke hen ad vejen er lyden af fire musikere, som spiller deres instrumenter uden skygge af ekvilibrisme, tilsat en ikke voldsomt ophidsende sanger i form af Noels punkede lillebror, Liam, der er god til at få sit billede i avisen i forbindelse med skandaløs opførsel.
Udpræget single-band
Men som George Martin er inde på, så kan Noel Gallagher levere noget, som er en mangelvare, især på hitlisterne, der ikke for alvor kan hævdes at afspejle hvor meget god musik, der egentlig laves p.t.: Gode, fængende sange, der sætter sig fast i hjernebarken, og som udelukkende kan fjernes ved grov-kirurgi.
Dette kan nemt tolkes derhen, at Oasis primært er et singleband - hvad det til en vis grad også er. Striben af hits beviser i hvert fald, at gruppen har formået at levere en stribe holdbare og stadionvenlige hymner til den del af 90'er-ungdommen, der ikke nødvendigvis forholder sig ironisk til alting.
Og her skal kodeordet til bandets popularitet søges - hvad enten man syntes det er noget pis eller ej, så mener gruppen det. Sgu. Og ellers ville oder som "Live Forever" og den blide "Wonderwall" nok også falde til jorden i en sky af for store armbevægelser.
Men som en modgift til 90'ernes neo-miserabilisme - grunge, slacker og fordømte poeter - leverer Oasis storladen, guitardreven musik om de store følelser, her i blandt glæde, triumf, energi og fanden-i-voldskhed. Noget man ind i mellem kan savne på den mere seriøse jeg-har-så-ondt-i-maven-scene, som stadigvæk har et godt tag i kritikerne.
Jo, det er svært at være ung - men ind i mellem også berusende... Det kan man høre hos Oasis, der praktisk taget blæste den selvmedlidende del af den engelske scene af banen med en musik, der først og fremmest ikke var flov over at angle efter masseaccept og gjorde hvad den kunne for at nå så mange som muligt med en særegen blanding af patos, arrogance og populisme.
Cinemaskopisk
Hvilket fører os til gruppens tredje album med den sigende titel Be Here Now, hvilket lyder som et credo - Noel Gallagher er ikke den, som ligger og vrider sig i tårer over forspildt fortid lige så lidt som han ikke nærer forhåbninger til at alting bliver meget bedre i morgen.
I stedet besynges hverdagen i såvel sin banalitet som i sin storhed. Men blæst op i en helt Phil Spector-agtig storproduktion, hvor vokalen må kæmpe sig vej ud gennem en mur af guitarer, hvor lag på lag af lyd lægger sig rundt om de forbilledligt enkle sange.
Gallagher spiller guitar som han skriver sange, enkelt, solidt og uden excesser, stærkt støttet af gruppens ubesungne helt, rytmeguitaristen Bonehead.
Be Here Now er cinemaskopisk, blæret, livsbekræftende og en perfekt opsummering af 30 års britisk guitarbaseret rock - fra The Beatles (gruppens største idoler) over David Bowie/Mick Ronson og Mott The Hoople, Slade og Sex Pistols til Stone Roses og Happy Mondays.
Den indeholder 12 sange med en samlet spilletid på over 70 minutter, hvilket betyder at et par af sangene er oppe på seks-syv minutters længde, hvilket som tommelfingerregel er alt, alt for meget for en rocksang.
Rockistorisk ekko
Men både den første single "D'You Know What I Mean" og den næsten excessivt orkestrale "All Around The World" føles ikke for lange, selvom de begge er over syv minutter lange;
Sidstnævnte er et af de der tranceinducerende stykker musik, der er lige så meget en stemning som en lineær udfoldelse af toner - den lange og komplekse outro er ren "Hey Jude" for ecstasy-generationen.
Og sådan er det hele vejen igennem:
Hver eneste af numrene på Be Here Now har en fætter eller storebror indenfor rockhistorien og man kan godt sidde og lege trainspotting med albummet, hvis man ikke har andet at lave.
Men man kan også istedet imponeres over Gallaghers uimponerede omgang med hvad der i mindre hænder let ville være endt som en stak ufordøjede klicheer - som her bliver forvandles til et triumferende personligt udtryk.
Og både som arrangør og producer er Be Here Now hans mest eksperimenterende til dato, og ifølge hans eget udsagn afslutningen på den trilogi, der påbegyndtes med gruppens fremragende gennembrud, Definitely Maybe fra '94 og dens svagere efterfølger, (What's The Story) Morning Glory fra '95.
Flabet og kynisk
Men Be Here Now er - trods ekscurser udi orkestral pop - først og fremmest et rockalbum, leveret af en rockgruppe: Intet mere, men bestemt heller ikke mindre.
Nu om stunder spiller de færreste såkaldte rockbands decideret rockmusikken. De fleste benytter sig ofte af en eller flere af de subgenrer, som rocken stille og roligt har annekteret gennem årene.
Og så tager sangene ingen skade af at blive sunget af den flabede og kyniske Liam, hvis stemme transformerer Noels ofte naivt romantiske eller lommefilosofiske udsagn til noget anderledes håndfast og - nå ja - virkeligt.
Og det er og bliver gruppens force, hvad dens modstandere end måtte mene: Evnen til at levere troværdig, romantisk, glædestrålende og storladen rock for en generation, der alt for ofte ender med rygskader af at sidde med næsen i egen navle.
Var der kun grupper som Oasis, ville man givetvis hænge sig selv i fortvivlelse, men som landet ligger, er der kun én, og den leverer stadig noget af vor tids mest inciterende og glædestrålende gadedrengerock, hvad enten man kan lide det eller ej.

*Oasis: Be Here Now (Sony/Creation 488187 2). Udkommer i dag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu