Læsetid: 12 min.

Grænsen gik ved børnene

16. august 1997

Et år efter afsløringen af børnemishandleren og morderen Marc Dutroux er Belgien stadig i gang med oprydningen

Bruxelles
Hvorfor sagde jeg ja? Carine Russo må have stillet sig selv dette spørgsmål tusindvis af gange siden den lørdag eftermiddag 24. juni 1995 i Russo-hjemmet på Rue Diérain-Patar i den lille belgiske by Grâce-Hollogne. I haven legede Carine Russos otte-årige datter Mélissa med sin skolekammerat Julie Lejeune, og omkring kl. 17 spurgte Mélissa sin mor, om de ikke måtte gå op til den bro, som går over Vallonien-motorvejen. Carine Russo sagde ja, og det blev sidste gang, hun så sin datter i live.
I dag - godt to år senere - er Carine Russo, hendes mand Gino samt Julie Lejeunes forældre, Jean-Dennis og Louisa ikke alene de mest kendte belgiske privatpersoner. De udgør også en meget stærk pressionsgruppe, som enhver politiker, ethvert politisk parti og i det hele taget alle meningsdannere er nødt til at forholde sig til og tage alvorligt. Forældre som formåede at samle 300.000 belgiere til en total tavs demonstration, hvor der var forbud mod slagord og paroler.
Men den indflydelse, som forældrene Russo og Lejeune i dag har på arbejdet med at reformere det belgiske samfund, er en magt, som de ville give alt for at være foruden. For baggrunden for deres indflydelse i dagens Belgien er en af de grummeste historier, nogen kan tænke sig. Historien om psykopaten Marc Dutroux, som fik næsten frit spil, fordi han befandt sig i et land, hvor ikke alt fungerer, som det skal.

Psykopat på fri fod
På deres vej fra hjemmet til motorvejsbroen blev Mélissa og Julie kidnappet af Marc Dutroux og endnu en person - enten Dutroux' daværende makker Bernard Weinstein eller en anden af hans kriminelle partnere Michel Lelièvre. Pigerne blev kørt bort i Weinsteins blå Ford Sierra og blev derefter anbragt i et hemmeligt specialbygget kælderrum i Dutroux' hus i den lille by Marcinelle. Her blev pigerne i ni måneder udsat for seksuel mishandling både af Dutroux og andre, inden de døde af sult.
Dutroux havnede i en kortere periode i slutningen af 1995 i fængsel på grund af indblanding i en banal politisag om stjålne bildæk. Dutroux gav under et besøg i fængslet sin kone - Michelle Martin - penge til at købe mad og drikke til hans to fanger i kælderen i Marcinelle. Men hun turde ikke gå ned i kælderen, og derfor var Julie og Mélissa døde af sult, da Dutroux efter nogle måneders fængsel blev sluppet løs.
For Marc Dutroux var bortførelsen af Julie og Mélissa blot startskuddet til genoptagelsen af tidligere kriminelle aktiviteter med grov seksuel mishandling af mindre-årige.
Ti år tidligere - i de sidste måneder af 1985 bortførte og mishandlede Dutroux sammen med sin kone Michelle Martin og sin daværende partner Jean Van Peteghem fem piger på mellem 11 og 19 år. I starten af 1986 blev han, Michelle Martin og Van Peteghem grebet af politiet. Dutroux blev idømt 13 år og seks måneders fængsel, men blev sat på fri fod allerede i april 1992 - efter godt fem år bag tremmer.
Belgiens daværende justitsminister Melchior Wathelet underskrev Dutroux' betingede frigivelse fra fængslet, selv om to ud af tre ekspert-udtalelser pegede på, at Dutroux var en farlig psykopat, som absolut ikke burde slippes fri før tid. Overfyldte fængsler fik Wathelet til at ignorere eksperternes råd.
Straks efter sin frigivelse gik Dutroux i gang med at planlægge nye bortførelser af unge piger. Allerede i 1993 fik politiet to af hinanden uafhængige tips om, at Dutroux i et af sine tre huse var i gang med at grave i kælderen for at indrette et hemmeligt rum, som skulle anvendes til indespærring af bortførte piger, som Dutroux, ifølge en af politi-stikkerne, "ville sælge videre til Østeuropa."
Gravearbejdet tog tid, og indtil videre er der intet, som tyder på, at Dutroux kom i gang med bortførelserne før den juni-lørdag 1995, hvor han mødte Julie og Mélissa.
Bagefter kom turen i august samme år til de to flamske piger An Marchal (17 år) og Eefje Lambrecks (19 år). Dem bortførte Dutroux sammen med Michelle Martin og Michel Lelièvre. Endnu en partner, Michaël Diakostavrianos deltog muligvis også i denne bortførelse.
De to flamske piger blev myrdet. Enten af Dutroux eller af en anden af hans partnere, Bernard Weinstein.
Efter sit korte fængselsophold på grund af de stjålne bildæk, gik Dutroux i sommeren 1996 igen igang med sin jagt efter unge piger til kælderburet i Marcinelle. Den 28. maj organiserede Dutroux bortførelsen af 12-årige Sabine. Den blev fredag den 9. august fulgt op med bortførelsen af 14-årige Laetitia. Begge piger blev fundet i live den 15. august sidste år, efter politiets arrestation af Marc Dutroux, hans kone Michel Martin og en lang række andre personer inklusive to politifolk - mistænkte for at have ydet Dutroux beskyttelse.
Da Dutroux blev arresteret havde begrebet "forsvundne børn" allerede gennem flere år været til debat i de fleste belgieres hjem. Mange børn er forsvundet i landet og ansigterne fra Julie, Mélissa, Elisabeth, Loubna og en lang række andre børn, har i flere år været en del af belgiernes hverdag. På banegårde, i butikker, ved busstoppesteder og sågar ved populære feriesteder i udlandet, hænger portrætterne af Belgiens forsvundne børn. Der er i dag stadig mere end 20 belgiske børn, som er forsvundne.
Efter bortførelsen af Marc og Corinne i 1992 startede en gruppe forældre til forsvundne børn en pressionsgruppe, som dels hjælper andre forældre i samme situation. Samtidig har foreningen "Marc et Corinne asbl" gang på gang gennem medierne forsøgt at sætte fokus på det belgiske justitsvæsens ineffektive håndtering af sagerne omkring forsvundne børn.
Opmærksomheden omkring begrebet "forsvundne børn" blev kraftigt øget, da Julie og Mélissa blev bortført. De to pigers portrætter hang overalt i Belgien - mere end 100.000 eksemplarer. Forældrene brugte al deres tid på eftersøgningen, og de fik de belgiske medier til at interessere sig for bortførelsen.
Fundet af to piger har været diskuteret ved hvert eneste middagsbord i Belgien. Med ekstraordinære tv-udsendelser for at fortælle om opklaringen af sagen. Og med direkte tv-transmission, både da Julie og Mélissa blev begravet i Basilique Saint-Martin i Liege den 22. august og ved den efterfølgende begravelse af An og Eefje i Hasselt.

Operation Othello
Det er umuligt at sige, om opmærksomheden omkring Dutroux-affæren langsomt ville være forsvundet i månederne efter pigernes begravelse. Men da flere store belgiske morgenaviser den 19. august - fire dage efter befrielsen af Laetitia og Sabine - kom på gaden med historien om operation Othello, var det klart for de fleste belgiere, at arrestationen af Dutroux, blot var starten på endnu en belgisk affære.
Othello var kodenavnet på en politi-operation. Nærmere bestemt koden for den undersøgelse af den pædofile Marc Dutroux, som det belgiske gendarmeri havde indledt allerede kort tid efter bortførelsen af Julie og Mélissa.
Få dage efter arrestationen af Dutroux fik belgierne det første chok. Det skulle senere blive til en lang række af rystende oplysninger om, hvordan interne kompetence-stridigheder mellem landets forskellige politikorps, total mangel på kommunikation indenfor justitsvæsenet og eventuelt endda egentlig politibeskyttelse, havde gjort det muligt for Marc Dutroux at operere uden indgriben fra politiet.
Den 19. august 1996 kunne de belgiske aviser fortælle, at Marc Dutroux havde været politiets hovedmistænkte allerede kort tid efter bortførelsen af Julie og Mélissa. Senere skulle belgierne få klarhed over, at et mere kompetent politikorps havde været i stand til at finde de to piger i live.

Husundersøgelsen
I oktober indledte et parlamentarisk undersøgelsesudvalg sit arbejde med at opklare, hvad der gik galt for justitsvæsenet i Dutroux-affæren. Gennem flere måneder var der næsten dagligt afhøringer af involverede politifolk, undersøgelsesdommere og så videre. Høringerne blev sendt direkte på belgisk tv og havde på afgørende dage og nætter seertal på op mod en million i et land, hvor den samlede befolkning er ti millioner.
Tv-høringerne førte dramaet omkring Dutroux-affæren direkte ind i den belgiske spisestue. Billeder af svedende, stammende politifolk som løsnede på slipset på grund af presset fra udspørgerne. Billederne af undersøgelsesdommere som gemte sig bag jura, procedurer og manglende ressourcer, når de blev spurgt om, hvorfor de intet havde gjort. Og frem for alt billeder af børnenes forældre som bare sad der. Med deres blyant og papir - kæderygende og med et tomt og forpint udtryk i ansigtet.
Hvis belgierne allerede inden undersøgelses-udvalgets arbejde havde næret mistro til landets justitsvæsen, så blev denne mistro i høj grad bekræftet af høringerne.
Her kom det eksempelvis frem, at politimanden René Michaux havde gennemført en husundersøgelse i kælderen i Dutroux' hus i Marcinelle. Michaux kendte til oplysningerne om, at Dutroux havde gravet i kælderen for at lave et "fængsel" til opbevarelse af bortførte børn. Han hørte børnestemmer, da han befandt sig i kælderen, men reagerede ikke, fordi han "ikke forventede at finde Julie og Mélissa i live."
Michaux fandt ved husundersøgelsen et gynækologisk instrument, et videobånd med en tv-optagelse af det franske tv-program Perdu de vue, som handlede om netop Julie og Mélissa. En slovakisk ordbog, som passede fint med tips om, at Dutroux ville sælge børn til Østeuropa.
Alligevel noterede René Michaux i politirapporten, at der ikke var fundet noget af interesse under husundersøgelsen.
Belgierne fik også under tv-høringerne at vide, hvordan gendarmeriets leder af efterforskningen, Jean Lesage, ikke havde informeret undersøgelsesdommeren Martine Doutrèwe om, at Dutroux var hovedmistænkt. Gendarmeriet ville selv have æren for at opklare sagen.
Listen over fejl er lang. Journalisten René-Philippe Dawant bruger i sin bog, Marc Dutroux - Le Dossier, for eksempel mere end 100 sider på detaljeret at gå igennem de fejl, som det belgiske justitsvæsen har begået i Dutroux-affæren.

Den hvide march
Efter afsløringerne af operation Othello svømmede belgiske medier over med spekulationer om, hvorvidt Dutroux havde haft folk indenfor politiets kredse til at beskytte sig. Således havde familierne Russo og Lejeune i månedsvis forgæves forsøgt at få adgang til politiets akter omkring efterforskningen af deres børn.
Meget talte dengang - og i dag - for teorien om, at Dutroux nød politiets beskyttelse. Dels blev to politifolk, Claude Thirault og Georges Zicot arresteret få dage efter Dutroux. Og derudover talte både anonyme politifolk og flere ledende politikere, som senatoren Anne-Marie Lizin, om, at Dutroux havde fået politi-beskyttelse. Lizin blev i belgiske medier blandt andet citeret for, at der var flere ledende belgiske personligheder, som kunne ses på de videobånd, der blev konfiskeret i Dutroux' hus, og at der var tale om en egentlig liga af pædofile.
Et andet element, som taler for teorien om politibeskyttelse, er arrestationen af Michel Nihoul, som havde fem telefonsamtaler med Dutroux den nat, hvor Laetitia blev bortført. Nihoul er kendt i flere forskellige belgiske miljøer og har blandt andet været ejer af en radiostation og har plejet omgang med landets tidligere justitsminister Jean Gol.
Teorien fik yderligere et skub den 14. oktober. Den dag besluttede den belgiske højesteret at fratage undersøgelsesdommer Jean-Marc Connerotte arbejdet med Dutroux-affæren. Connerotte var kendt i Belgien, fordi han også havde ledet undersøgelsen af mordet på landets tidligere vicepremierminister André Cools. En sag han også fik frataget.
I det totale morads af mislykkede og fejlslagne politiaktioner og efterforskning var Connerotte manden, som på godt en uge havde formået af afsløre Dutroux, da det pludselig var en pige fra hans jurisdiktion, som var forsvundet. Men Connerotte havde begået den fejl at deltage i et arrangement organiseret af "Marc et Corinne asbl," hvor Sabine og Laetitia også havde været med. Det fik Dutroux' advokat til at kræve Connerotte fjernet fra sagen. Og den 14. oktober gav den belgiske højesteret Dutroux' advokat ret.
Seks dage senere deltog 300.000 belgiere i "Den hvide march" gennem gaderne i Bruxelles. Premierminister Jean-Luc Dehaene mødtes under marchen med forældrene til en række forsvundne børn og lovede blandt andet at nedsætte det parlamentariske undersøgelses-udvalg. Dehaene havde intet valg, hvis han skulle undgå et totalt oprør i landet.
I dagene efter Højesterets Connerotte-beslutning og frem til datoen for den hvide march udbrød der en række sympati-strejker på adskillige af landets arbejdspladser. Arbejderne på Folkevognsfabrikken i Forest forlod arbejdspladsen og tog ind til Palais de Justice i Bruxelles for at protestere mod beslutningen. Brandvæsenet i forskellige belgiske byer mødte op ved de lokale domstole og overspulede bygningerne med vand for "at renvaske det belgiske justitsvæsen." Skoler lukkede og elever og lærere gik i fælles protesttog gennem byerne. En række demonstrationer som kulminerede med den hvide march den 20. oktober.

En ny affære
I et land, hvor befolkningen er født og opvokset med korruption - både i det store og i det små - var forventningerne til det belgiske justitsvæsen og politiet ikke høje, inden Dutroux-affæren tog sin begyndelse for et år siden. Belgierne har prøvet ganske meget. De ved, hvordan et par hundrede kroner placeret hos den rigtige embedsmand kunne sikre, at det for eksempel tog tre dage og ikke tre måneder at få installeret en telefonlinie.
Og belgierne har oplevet mordet på landets tidligere vice-premierminister. De lever i dag med, at tre tidligere vice-premierministre er anklaget for korruption.
I firserne skete det jævnligt, at en voldelig forbrydergruppe myrdede løs på uskyldige mennesker under overfald på supermarkeder.
Belgierne har fulgt, hvordan hormon-mafiaen har terroriseret belgisk landbrug og myrdet den dyrlæge, som forsøgte at bringe affæren frem i dagens lys. Altsammen uden synderlige protester fra borgerne i landet, hvor befolkningen er delt i to sprog-stammer - fransk og flamsk. Og hvor politikere og centraladministrationer i de to sproglige regioner bruger en del energi på at bekrige hinanden.

Folkelig bevægelse
Med Cools-affæren, Agusta-affæren, Dassault-affæren, Hormon-affæren, var det umiddelbart oplagt at tro, at Dutroux blot var blevet endnu en belgisk affære. Men den er blevet til mere. Dutroux-affæren har udviklet sig til en folkelig bevægelse for reform af det sammensatte land.
Det samlende element har været børnenes forældre. De pædofiles overgreb har ramt alle landets befolkningsgrupper - flamlændere, valloner og indvandrere. Tilliden til politikerne og centraladministrationen har altid været lav i Belgien og den sank til et nulpunkt på grund af Dutroux-affæren og alle dens afsløringer.
Forældrene til de forsvundne børn har ikke blandet sig i den belgiske partipolitik, men har primært stillet krav om, at den belgiske centraladministration og især justitsvæsenet skal 'afpolitiseres'. Det skal være slut med, at alle ledende stillinger indenfor centraladministrationen uddeles til personer med den rette partibog.
Dette løfte tvang forældrene den belgiske premierminister Jean-Luc Dehaene til at afgive under den hvide march. Reelt havde Dehaene ikke noget valg. Han var på dette tidspunkt mest kendt som premierministeren, som ikke engang afbrød sin ferie i udlandet, da ligene af Julie og Mélissa blev fundet. I sidste måned afsatte det belgiske parlament dog ekstra 400 millioner kroner til en reform af landets justitsvæsen.
Meningsmålinger viser i dag, at Jean-Dennis Lejeune og Gino Russo er mere end dobbelt så populære som nogen politiker i Belgien. Og en ny meningsmåling foretaget af avisen Le Soir viser, at 40 procent af befolkningen "helt bestemt" eller "formentlig" ville stemme på et hvidt protestparti, hvis det stillede op til det næste valg.
I dag er "de hvide komiteer" stadig aktive landet over. Men om reform-arbejdet vil lykkes, kan kun fremtiden vise. Foreløbig har belgierne vist, at der er en grænse for, hvor dårligt et samfund kan fungere. Grænsen gik ved børnene.

Kilder: Marc Dutroux - Le Dossier, af René-Philippe Dawant, Editions Luc Pire, Bruxelles, 1997.
Au nom de ma Soeur, af Nabela Benaissa, Editions Labor, Bruxelles, 1997.
L'Affaire Dutroux. La belgique malade de son système, debatbog af 13 forskellige forfattere, Editions Complexe, Bruxelles 1997.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu