Læsetid: 14 min.

Det grønne håb efter festen

30. august 1997

Undertiden, når tiden har fart på, kan ideologi og virkelighed fjerne sig så meget fra hinanden, at ideologierne bliver uvirkelige og virkeligheden uden idé. Hermed forsvinder incitamentet for det politiske kald - for engagementet, indignationen og overbevisningen. Den udvikling er blevet et af det moderne demokratis problemer.
Men jeg vil alligevel i det følgende tillade mig at protestere. Virkeligheden er ikke så kompleks, at ideologier er blevet for betonhoveder og politik et levebrød. Der er faktisk nogle principper, som bør forsvares.
De sidste 30 års rivende udvikling er ved at afsløre noget elementært for menneskelivet, som tidligere tiders ideologer overså, netop fordi det var så forbandet selvfølgeligt, og som vi nu får øje på, fordi det ikke længere er nogen selvfølge.
Inden for de sidste årtier er et politisk og ideologisk opgør om fremtiden gået i gang, som fortjener al mulig folkelig og politisk bevågenhed. Diskussionen om rent grundvand, PVC-rester i fødevarerne og genteknologiens legitime eller illegitime anvendelsesmuligheder dækker over en ideologisk konfrontation, som ikke står tilbage for ældre tiders ideologiske opgør.
Disse miljøsager er på mange måder prøvesten på, hvordan vi ønsker, at fremtidens samfund skal se ud. Slækker vi for eksempel på kravene til rent vand, har vi allerede slækket på kravene til en hel række andre områder og dermed accepteret en tankegang, som vil få dybtgående konsekvenser for de kommende generationers måde at leve på. Miljøsagerne berører i høj grad dig og mig og de børn, vi måske har sat i verden, samtidig med at de er principielle eller ideologiske. Her er ideologierne igen blevet virkelige.
Holdningerne til, hvordan vi imødegår den økologiske og ressourcemæssige krise, og i sidste ende hvordan vi sikrer klodens og menneskehedens overlevelse, er, som de fleste vil vide, meget forskellige. For at trække det skarpt op, er der to holdninger eller 'ideologier' på spil, en liberalistisk og en ikke-liberalistisk, som jeg vil tillade mig at kalde konservativ, uden at dette har noget at gøre med de aktuelle politiske partier.
Et spørgsmål om tilvænning
De liberale siger for eksempel, at vi må lære at leve med pesticider i grundvandet, som det blandt andet er blevet sagt af Niels Th. Ilsø, 1. viceformand i De Danske Landboforeninger. Det betyder selvfølgelig ikke, at vi skal drikke det forurenede vand, men at vi må vænne os til at skulle rense det. Altså, at vi må løse problemet teknisk.
Det fremhæves, at Danmark hidtil har været priviligeret, når de har kunnet hente rent vand op fra undergrunden, og at man mange andre steder i verden for længst har vænnet sig til at rense vandet. Problemet er blot et spørgsmål om tilvænning, og vi befinder os lige nu i overgangsfasen.
Desuden må også Danmark betale renter af den høje levestandard, som blandt andet afdrages i form af forurening. Vi kan ikke både tage bad hver dag, spise billige grøntsager og kræve rent vand. Det er der ingen sammenhæng i.
Det andet ideologiske synspunkt i debatten, som i en pragmatisk udgave fremføres af blandt andre Elsebeth Gerner Nielsen fra Det Radikale Venstre og Jørn Jespersen fra SF, hævder, at vi må fjerne kilden til forureningen, nemlig pesticiderne, både i have- og landbrug, stat, amt og kommune. Danmark skal gennem en kort årrække gradvist omstille sig fuldstændigt til økologisk landbrug.
Argumentet er gjort mere spiseligt for økonomerne ved at henvise til, at det i længden vil være det billigste. Udgifter til rensning af drikkevand, samt byrden fra andre utilsigtede konsekvenser af det nuværende pesticidforbrug, vil i længden både sundhedsmæssigt og i kroner og øre være langt den dyreste løsning.
De to politiske markeringer er stort set de samme, hvad enten det drejer sig om reproduktionsevnen, madsminke, natur, grundvand, trafik, cancer, CO2-udslip eller PVC-emballage. Men i sin yderste konsekvens skjuler der sig bag de politiske udtalelser to forskellige holdninger til det, vi med blandede følelser kalder udviklingen:
I den liberalistiske tankegang, må vi forstå os selv som Faust: Vi har opnået en hidtil uset materiel levestandard, som ud over det materielle forbrug også har frigjort en stor samfundsklasse fra undertrykkelse, sult og fattigdom. Samtidig har vi opnået en teknologisk og medicinsk ekspertise, som har gjort os i stand til at forlænge livet, bekæmpe smerter og helbrede de fleste dødelige sygdomme - og vi bliver stadigt bedre. Endelig har praktiske opfindelser som kemiske konserveringsmidler, plastik, køleskabe, frysere, mikrobølgeovne og lignende hjælpemidler gjort det muligt at klare en husholdning ved siden af et fuldtidsjob på arbejdsmarkedet. Og man kunne fortsætte længe endnu.
Med fanden i hælene
Vi er i det store hele blevet frigjorte fra social elendighed, fra sygdom og pine, fra geografiske afstande og fra gamle stive kønsroller. Ingen af os ønsker at bytte levevilkår med vores forfædre. Men Fanden kræver til gengæld sit: For hvis vi ønsker at fortsætte denne udvikling, må vi lære at leve med, at vi på nogle områder bliver indhentet bagfra:
Vi må lære at leve med en stadigt dårligere reproduktionsevne, en stadigt højere hyppighed af kræft, allergi og andre delvist miljøbestemte lidelser. Vi må lære at leve med en stadigt fattigere flora og fauna. Vi må lære at leve med flere tilsætningsstoffer, blødgørere og pesticidrester i maden og genmodificerede dyr og grønsager.
Dertil kommer, at vi må lære at leve med en stadigt mere omfattende og ressourcekrævende kontrol af borgerens liv via rutinemæssige undersøgelser af hendes helbredstilstand, kontrol af drikkevand, madvarer, m.m., som bliver nødvendiggjort af et stadigt giftigere miljø. Vi må indse, at den enkelte borger i fremtiden vil blive stadigt mere afhængig af den teknologiske og medicinske ekspertise, som omvendt i takt med de voksende sundhedsmæssige problemer må arbejde stadigt hurtigere - med en vis herre i hælene - for at holde trit med udviklingens utilsigtede konsekvenser.
Vi må derfor sætte vores lid til forskning og mere udvikling, for eksempel udvikling af genteknologi, for at kunne afbøde disse utilsigtede konsekvenser. Dette er den eneste realistiske redningsmulighed, som vi er tvunget til at se i øjnene. Alt andet er lutter romantik.
Men dette er jo Fagre nye verden, siger man fra den anden side, som jeg altså tillader mig at kalde konservativ. Og hvem ønsker en sådan verden, måske med undtagelse af de transnationale leverandører af gift, medicin, cola og gensplejsede grønsager. Mennesket er et politisk væsen, som kan ændre den samfundsmæssige udvikling; det er ikke slave af nogen samfundsmæssig udvikling, simpelthen fordi det er i stand til at træffe valg. Derfor bør vi sortere det fra i udviklingen, som vi ikke ønsker. Og dette bør i virkeligheden være udgangspunktet for vores handlinger og argumentation - hvordan vi ønsker, det skal være, og ikke hvad udviklingen tvinger os til.
Det paradoksale ved udviklingen er, at vi indretter os på en måde, som tilsyneladende er frigørende - fra naturen, fra pinen, den sociale undertrykkelse, fra kønsrollerne og de provinsielle grænser - men som til gengæld skaber en anden afhængighed, nemlig af teknologi, af medicinsk forskning, af køleskabe, plastik, af videnskabeligt kontrollerede vandforsyninger og så videre.
Det er med rette blevet fremhævet fra den udviklingsskeptiske side, at den stigende nødvendighed af kontrol, for eksempel af drikkevand og sundhed, medfører en fatal politisering af basale livsbetingelser. Man behøver blot tænke på en indisk bonde i et landsbysamfund langs med Ganges' bredder. Her er der ikke noget velfærdssamfund, som sørger for rent og renset vand. I tredjeverdenslande er retfærdighed de priviligeredes ret. Resten må indstille sig på et kort liv med mange sygdomme.
Når basale livsfornødenheder bliver knappe eller forurenede, opstår der altid et politisk fordelingsspørgsmål, som igen lægger ansvaret for millioner af menneskeliv over i hænderne på verdens magteliter. På denne måde har befolkningerne i de fattige lande ikke noget valg; de kan ikke melde sig ud af det dårlige samfund og skabe sig et godt liv på anden vis, idet basale livsforudsætninger som vand, mad og et rent miljø mange steder er en mangelvare.
Vandet er politisk
Hvis vi i Danmark mister det rene grundvand - hvilket vi vel i nogen grad har gjort - mister vi også en basal upolitisk handlemulighed, nemlig den direkte og frie adgang til rent drikkevand.
I det øjeblik vi er afhængige af andres hjælp for at få adgang til rent vand, for eksempel statens hjælp, er vandet blevet politisk. Vi kan så blot håbe og arbejde for, at vi vedbliver at leve i et samfund, hvor fordelingen af goderne foregår ligeligt, og hvor alle har råd til at drikke det rensede vand. Lige nu ligner det selvfølgelig ikke noget problem, men tør vi tro på, at det også er sådan om hundrede år?
Men her vil liberalisten sandsynligvis sparke en bemærkning ind. For, som han straks har set: Den samme politisering af drikkevandet skete i princippet dengang, vi mistede muligheden for at drikke af vandløbene. Herefter var vi afhængige af gårdens og byens brønde og senere af det lokale vandværk. Ja, man kan faktisk føre tankegangen helt ud i det absurde og hævde, at vi mistede en basal frihed dengang bronze erstattede flint og vi blev afhængige af særlige bronzekyndige smede, datidens prestigetunge, teknologiske eksperter. Også dengang var der sikkert nogle, særligt flintehuggere, som var bekymrede for udviklingen. På den måde har vi hele tiden mistet noget og fået noget andet, som vi er blevet afhængige af. Sådan er menneskets historie.
Og liberalisten kunne fortsætte: Igen bekræfter det mistanken om, at der er en god portion konservativ nostalgi på spil. Men fakta er, at mennesket altid har tilpasset sig til nye livsformer, og den "fagre nye verden" vil ikke være nogen undtagelse.
Hvis endvidere udviklingen af genteknologien blev bremset nu, ville vore efterkommere ikke kunne nyde godt af vores indsats. Ethvert forsøg på at trække en streg i sandet og på et område forsøge at bremse udviklingen er vilkårlig og i sidste ende skadelig. Tænk blot den tanke til ende, at Pasteur havde bremset sine studier af frygt for, hvad hans forskning kunne misbruges til. Og tænk med en smule medlidenhed på alle dem, der kunne være døde af sårfeber frem til i dag, hvis ikke Pasteur havde gjort sine opdagelser. Man kan aldrig argumentere konsistent for at bremse en udvikling. Dette er konservatismens evige dilemma. Der er kun ét underbygget valg, og det er udviklingen - såvel den gode som den dårlige.
Hvad skal den konservative svare til alt dette? Han kan i første omgang føre den liberale pagt med udviklingen til ende. Ifølge denne ideologi skal man nemlig forestille sig, at vi til gengæld for nedsat frugtbarhed får flere rugemødre, reagensglas og kunstige befrugtninger. At vi til gengæld for mere kræft får flere screeninger, mere genterapi og at det måske bliver almindeligt med indgreb i arvematerialet med henblik på at gøre os immune mod cancer og andre miljøbestemte sygdomme?
At vi på en hel række områder bliver mere afhængige af forskning og medicinsk teknologi, at tilværelsen er et kapløb med Fanden om at komme først, som det for eksempel har været tilfældet med AIDS.
Og hvem siger i øvrigt, at forskningen altid vil komme først? Der er sikkert mange, som sidder med en underlig følelse af, at vi en dag kan stå over for noget - et formeringsproblem, en epidemi, en klimakatastrofe eller lignende - som vi er magtesløse overfor. Derfor er der heller ikke nogen, der rigtig kan gå ind for den liberale udviklingsfatalisme. Der er noget skingert i tonen, hvormed liberalisten fremfører sin argumentation.
Derfor er vi nødt til at trække en streg i sandet - eller med et mindre reaktionært ordvalg: "ændre udviklingen", ikke blot i en mere bæredygtig retning, men i en helt igennem økologisk retning.
Grøn konservatisme
Retfærdigvis kommer vi ikke udenom, at talen om en økologisk livsform bærer noget reaktionært i sig. For ingen vil påstå, at vi kan fortsætte den nuværende levestandard med de samme udgifter til sundhedssektor, forskning og statslig kontrol, og samtidig leve økologisk. Lavere eksport og en generel sænkning af hastigheden i samfundets produktionshjul er en forudsætning for en økologisk livsform. Derfor er det ikke blot et spørgsmål om at overbyde de liberales ordvalg med slagord som "grøn udvikling" og "ændring af udviklingen i økologisk retning". For på nogle områder er det også et spørgsmål om at bremse udviklingen, hvor reaktionært det end måtte lyde. Derfor fremtræder 'grønne' i dag som en slags nye konservative.
Af denne grund kommer udviklingsskeptikerne ikke udenom at besvare det liberale spørgsmål, hvorfor vores historiske situation er anderledes end så mange andre lignende historiske situationer? Hvorfor vil vi ikke endnu engang opleve, at vi i dag befandt os i en omstillingskrise? Hvor er der noget ved nutiden, som kan retfærdiggøre over for vore efterkommere, at vi på en række områder bremser den nuværende udvikling - for eksempel ved at kræve rent grundvand?
Spørgsmålets besvarelse ville indebære en løsning af konservatismens dilemma. Problemet for enhver konservativ position er altid at besvare, hvad det er for et samfund, en tradition eller et familiemønster, en moral, man ønsker at bevare? Samfundet, historien og dermed tradition, moral og familiemønstre forandrer sig med jævne mellemrum - ligesom grænseværdier - og konservative i forskellige situationer vil bevare forskellige traditioner og værdier.
I grunden er konservatismen derfor en inkonsekvent verdensanskuelse, fordi den ikke kan begrunde, hvad det er for traditioner og værdier, vi skal bevare. Konservatismen eller udviklingens og modernitetens kritikere har altid haft det problem, at et åbent samfund bygger på flere forskellige traditioner, som er i konflikt med hinanden. Man kan næppe forestille sig noget konservativt Internationale.
De umistelige værdier
Vil man hævde, at noget i vores tid er anderledes, må man appellere til noget universelt gyldigt, som det ellers plejer at være god liberal skik at gøre. For mon ikke det er indlysende for de fleste, at grundlæggende fænomener som evnen til naturlig reproduktion, at blive født hel og sund og adgangen til rent drikkevand repræsenterer umistelige værdier, som ikke bør krænkes uanset tid og sted. Kald det grønne "menneskerettigheder", hvis det hjælper eller blot "ansvar for vore børns fremtid". Det afgørende er, at der er tale om basale forudsætninger for et godt liv, som ikke bør overlades fuldt og helt til tilfældige politiske kræfter og til forskningens kapløb med tiden.
Dette er ikke traditionsromantik. Det er ganske enkelt et ønske om at bevare menneskets mulighed for at formere sig ad naturlig vej, et håb om at kunne bevare menneskets og dyrenes biologiske livsform nogenlunde intakt inden for evolutionens rammer. Ligeledes er det ikke lutter nationalromantik at kræve pesticidfrit grundvand; det er en basal frihed til at slukke sin tørst uden at skulle diskutere politik. Og det er ikke nostalgi at sætte helbred højere end velstand; det er den ultimative forudsætning for et godt liv, ligegyldigt hvor man er, og hvem man er. Altsammmen er det indiskutable værdier, som dikterer, at vi siger udviklingsfatalismen imod.
Derfor er vores udviklingssituation anderledes end andre tiders omstillingssituationer. Det var ganske enkelt utænkeligt for tidligere tiders politiske filosoffer at medreflektere forhold som rent vand, ren luft og evnen til naturlig formering som grundlæggende forudsætninger for deres utopia. Ingen havde vel forestillet sig, at det engang i fremtiden skulle blive en efterspurgte mangelvarer og derfor værdier, som skulle fordeles med omtanke inden for samfundets rammer.
Selv liberalister og konservative burde kunne mødes om at værne om disse værdier. Sagen er jo, at selv den stovte jydske bonde, som hader alle direktiver og love fra myndighederne, er med til at fremme udviklingen mod mere statslig kontrol, hver gang han spænder traktoren for giftsprøjten. Han bestemmer ganske vist her og nu, hvor meget han vil sprøjte, men i fremtiden bliver han tvunget til at lukke sin vandboring, fordi staten ikke vil betale sygehusregningen i forbindelse med hans kræftsygdom. Også liberale burde på dette område være konservative.
Kampen om fremtiden
Det kan forekomme uforståeligt, at den kolde krig i 70'erne og 80'erne kunne få tusinder til at demonstrere for fred, mens ingen i 90'erne demonstrerer for rent vand og mad uden gift. Måske er det, fordi ideologierne denne gang er langt mere abstrakte. Det er ikke soldater og ældre mænd i jakkesæt, vi skal demonstrere imod, men noget så diffust som udviklingen.
Lad os derfor skære igennem og gøre den politiske problemstilling mere enkel: Det drejer sig om to, og kun to forskellige holdninger til fremtiden, den liberale, udviklingsdeterministiske og den konservative, udviklingskritiske.
Og kampen om fremtiden, fagre nye verden eller ej, er i fuld gang i magtens korridorer, på Christiansborg, i Bruxelles og i New York. Kald mig Mads om ikke mange af storfinansens lobbyister allerede har forstået, hvad det er for en ideologi, som skal bekæmpes. Om nogle år vil vi måske sande, at nutidens famlende diskussion om grundvand, gift og gener, på nær en snes læserbreve, nogle få artikler, kronikker og ledere, samt sporadiske indslag i de elektroniske medier, var et af de mest oversete ideologiske og kulturelle opgør i nyere tid. Og så er det for sent, for så har liberalisten fået ret. Ellers får diskussionen om rensning af grundvandet mv. en større folkelig opmærksomhed i nær fremtid, og man vil indse det nødvendige i at forsvare, hvad vi er ved at miste.
Men sig ikke, at politik ikke handler om noget, som berører os. Og sig ikke én gang til, at ideologierne er døde. De er blot ikke dér, hvor de plejer at være. Men mon ikke det snart går op for de fleste, hvad tidens politiske kampe virkelig handler om - også for politikerne? Jeg tillader mig at være optimist. Hvis jeg må udtrykke mig lidt patetisk: Ideologi og virkelighed vil igen komme til at passe sammen.

Lars Fahrendorff er undervisningsassistent ved Filosofisk Institut på Odense Universitet

Dette er det sidste essay i vores sommerserie "Efter Festen". Tidligere essays: Jacob Jonia 5. juli, Kirsten Auken Nielsen 12. juli, John Holten Andersen 19. juli, Ulrich Horst Petersen 26. juli, Erik Thygesen 2. august, Jørgen Stig Nørgård og Bente Lis Christensen 9. august, Thomas Winding 16. august og Peter Hesseldahl 23. august.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu