Læsetid: 5 min.

Grøntsagssuppe

22. august 1997

Det er med den spanske picaro-roman lidt som med søslangen i Loch Ness. Alle har hørt om den, mange snakker om den, men det er kun de færreste, der nogen sinde har set den. Utallige litteraturhistorier oplyser enigt, at romangenrens vugge stod i Spanien i det 16. og 17. årh., hvor digterne i en livfuld prosa skildrede gavtyve og stratenrøvere, episode for episode; men rykker man lidt tættere på denne litteratur om friske helte på samfundets bund, opløser den sig i enkeltværker af vidt forskellig karakter.

Et lille portræt
Som genrens hovedværker regnes sædvanligvis tre: Lazarillo de Tormes (1554), hvis forfatter man ikke har kunnet sætte et navn på, Mateo Alemáns Vida del pícaro Guzman de Alfarache (1599-1604) og endelig El Buscón, trykt 1626, men nok skrevet omkring 1603 af Francisco Gomez de Quevedo y Villegas, om hvem dette lille portræt skal handle.
Fælles for de nævnte bøger er 1) den fiktivt selvbiografiske ramme, 2) den løse, fragmenterede komposition som episk organisationsprincip, 3) den sociale opstigning som drift, og 4) den destruktive humor som satirisk og parodisk instrument. Men indbyrdes divergerer de heftigt. Med Lazarillo de Tormes fortælles, enkelt og elegant, om en fattig drengs vej gennem et fjendtligt og uforstående standssamfund. Guzman de Alfarache fortolker derimod sit rum i en temamodsætning mellem heltens historie og al denne verdens løgn og ydre forføreriske skin. Men for El Buscón's forfatter synes selve skriften, selve legen med sproget, at have primær interesse. Alle tilløb til en samlet fortolkning af hovedpersonens karakter eller af det omgivende spanske samfund bliver her meningsløse, idet teksten opløser sig, ikke blot i episoder, men også i lutter ordspil. Romanen har med andre ord et meta-litterært niveau, som de andre mangler.
En poetisk adelsmand
Derved ligner den for så vidt sin forfatter udmærket. For den skarptseende Quevedo (1580-1645) står i den spanske barok som manieristen, æsteten. Han voksede op i en adelsfamilie med nære forbindelser til hoffet og blev opdraget til lærdhed i et jesuiterkollegium i Madrid. Fra han var 16 år, studerede han græsk og latin i Alcalá de Henares, derefter teologi i Valladolid. Efter i 1605 at have offentliggjort sine første litterære arbejder ledsagede han i 1613 sin velynder, hertugen af Osuna, på en Italiensrejse; men efter hertugens fald trak digteren sig tilbage til familiegodset og samlede sig om poesien. Først med kong Filip den 4.s tronbestigelse kom han atter til ære ved hoffet, hvor han beklædte betroede hverv, indtil udsendelsen af et kritisk skrift rettet "til den katolske, hellige, kongelige majestæt" førte ham i fire års fængsel.
Lærdoms- og hofkarrieren må have givet Quevedo indblik i denne verdens ubestandighed og upålidelighed. For som digter anlægger han konsekvent en kritisk gennemskuende position, hvad enten han beskæftiger sig med politik, teologi eller moral. I El Buscón slår hans skepticisme igennem i form af destruktiv, vilter humor, rettet først mod samfundet og dets institutioner, dernæst mod personerne, som uden undtagelse skildres som lave og egennyttige. Og endelig opæder hans vittige, men til menneskefjendskhed græn-sende destruktive intellektualisme så at sige selve teksten, den bryder fortællingen ned i stadige sabotager mod litterære og sproglige konventioner.
Finurlige ordspil
Et særligt træk ved fortællemåden i bogen om storsvindleren Pablos er nemlig de mange, ofte særdeles finurlige ordspil, der gør begreber overkonkrete og omvendt løfter diverse fysiske fænomener til kortvarig symbolsk status, indtil alt igen brydes ned og sættes parodisk på enden. I første kapitel beskriver vor unge helt således sine forældre på en måde, der forklarer hans voldsomme trang til at stige socialt. Faderen er barber, men også drukkenbolt, svindler og tyv. Moderen skildres dels som skøge, dels som en udspekuleret heks. Voldsom bliver på denne baggrund den ironiske virkning, da fortællerens skolekammerater i et følgende kapitel drillende kalder hans moder for både bitch og witch. Skældsordenes indhold er allerede foregrebet episk. Ironien understreger sprogets egetliv.
I tredje kapitel får sko-ledrengene mad hos en forstander ved navn Capra, dvs. Ged, som tro mod sit navn serverer vegetabilsk suppe. På bunden af skålen finder fortælleren én og kun én lille ært. Men om dette måltid bruger han ordet "uendelig", hvilket kan forklares med, at maden hverken havde begyndelse eller slutning, ligesom skålen med den glasklare suppe får ham til at tænke på mytens Narcissus, der jo druknede sig i sit spejlbillede.
Skønt vi befinder os nederst på samfundets bund, indflettes der i fortællingen filosofisk og litterært stof, som gør fortælleren utroværdig. Realismen forskydes fra det sociale eller psykologiske til at blive en virkelighedstroskab i teksten selv som parodi på de måder, mennesker taler og skriver på. Tilsvarende gælder det for heltens erfaringsdannelse, at den bliver underlig svampet og modstandsløs. "Når man er i Rom, gør man som romerne gør," fastslår han defaitistisk. Ergo skaber han sig som skuespillerne, digter dårlige vers som digterne, stjæler som tyvene. Hans oplevelser ophober ingen reflekterende bevidsthed hos ham, det er, som om hans sind vaskes blankt fra kapitel til kapitel.
Skurkehelt
Heltens forsøg på at stige op gennem et stivnet samfund bremses derfor af mere end én kraft. Dels er han én gang for alle et udskud, som tvinges til at blive hvor han er, men lærer falskspil og snyderi, dels bliver hans drømme uvirkeliggjort gennem teksten selv, som derfor meget vel kan læses som et udsagn fra en ærke-konservativ forfatter, hvis sympati for opkomlinge kunne ligge på et lille sted.
Intet under, at litteraturforskerne har haft vanskeligheder med at placere og karakterisere El Buscón. Dens skildring af verdens nedrighed lader sig ikke samle til et udsagn af kristen-moralsk karakter, og dens samfundssatire er for altødelæggende, for total til at danne et klart politisk udsagn. Modsat de nævnte forgængere i den pikareske genre har den da også bevaret en sær uudgrundelighed. Den udfordrer vedblivende i kraft af sin makabre humor, sin bitre ironi, sine usminkede karikaturer af menneskelig dårskab - og altså ikke mindst ved en sproglig sammensathed, der måske er forklaringen på, at vi snart 400 år efter værkets tilblivelse ikke kan tilegne os det på dansk.

"Historia de la vida del Buscón llamado Don Pablos, ejemplo de vagamundos y espejo de tacaños" (Levnedsskildring over Buscón, kaldet Don Pablos. Eksempel for vagabonder og spejl for svindlere) kan sammen med "Lazarillo de Tormes" læses på engelsk i "Two Spanish Picaresque Novels" (oversat af Michael Alpert, Penguin Classics 1969). En nyttig introduktion til genren giver Peter N. Dunn: "Spanish Pica-resque Fiction. A New Literary History" (Cornell University Press, 1993).

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu