Læsetid: 7 min.

Den gyldne hjelm eller lærdommens velsignede rige

23. august 1997

Intermetzo
I den nu klassiske: Anders And og den gyldne hjelm fra de storslåede halvtredsere, da Andeby endnu var værd at gæste, opdager Anders And i sin egenskab af hjælpekustode ved Andeby Museum et gammelt søkort skjult ombord på det udstillede vikingeskib. Da Anders And forelægger museets vikingekyndige inspektør sit ene-stående fund, viser det sig at det gamle kort stammer fra ingen ringere end Erik den Røde. Da denne store opdagelsesrejsende i tidernes morgen anløb Nordamerika - nærmere betegnet Labrador, lod han udarbejde dette kort, som viser en del af Labradors kystlinie. Mere interessant end denne kartografiske sensation, fortæller kortet imidlertid også en anden historie, nemlig, hvor præcis på kysten Røde Erik begravede sin gyldne høvdingehjelm. Det er værd at vide, thi den person der herefter kommer i besiddelse af hjelmen bliver ifølge Eriks testamentariske bestemmelser ejer af Nordamerika. Hverken mere eller mindre. Den gyldne hjelms bærer ejer simpelthen Nordamerika med hele pibetøjet: marker og enge, bjerge og dale, potter og pander, biler og huse, opvaskemaskiner, køleskabe, blyantspidsere og damehatte. Ja, selv luftrummet over kontinentet. Med andre ord er det afgørende at få fat i den gyldne hjelm - vel at mærke før en anden finder den. En Anden, der oven i købet hævder sig som arveberettiget til Erik den Røde, er selvfølgelig for længst på det rene med hjelmens betydning og sikrer sig ved diverse prokuratorkneb kortet. I forhåndsdiskonteret triumf drager skurken af mod Labrador, hvilket får til følge at Anders And og Rip, Rap og Rup i en snor må drage afsted til søs for at forhindre det utænkelige.

Kampen for at komme først og forhindre at det onde selv bliver Nord-amerikas ejer og enehersker er oprivende og har alle udsigter til at ende i en katastrofe. Strabadserne undervejs betyder at Anders And mere end én gang i sit ædle forehavende med længsel tænker tilbage på fredeligere stunder, hvor han som hjælpekustode kunne nøjes med at vise museumsgæsterne vej til sommerfuglesamlingen eller udstillingen af kniplinger.
Da historien har gået sin gang, personerne efter tur har været i nærkontakt med den gyldne hjelm, følt magtens gule begær, og Rip, Rap og Rup - de gulnæbbede små - i moden erkendelse af hjelmens farlighed til sidst har sendt den til havets bund, vender alle tilbage til den trygge amerikanske hverdag. Anders And til sin hjælpekustodegerning. Men hvor han før har følt foragt for de stuelærde, der stiller ham tåbelige spørgsmål om vejen til den udstoppede giraf og sommerfuglene, føler han nu efter oplevelsen af den påtrængende, rå virkelighed noget ganske andet. Hvor han før - når tidens slappe kvindagtighed blev ham uudholdelig, - entrede vikingeskibet for et øjeblik at leve sig ind i de gamles færd over det oprørte hav, reagerer han nu modsat. Da en museumsgæst således spørger om vej til afdelingen for broderede lampeskærme tilbyder Anders And at følges med spørgeren, fordi også han er begyndt at interesse sig for broderede lampeskærme.
Anders Ands forfatter fra dengang, den navnkundige Carl Barks vælger med andre ord at stille den aktive færden i livet, handlingen og vovemodet, opdagelsesrejsen og pionergerningen med livet som indsats som kontrast til den lærde fordybelse i isoleret, indadvendt detailviden; en forskningsinteresse, som man forhen i fagkredse ofte benævnte med en vending, der bestemt ikke var elskværdigt ment: manglebrædtshistorie. Den akademiske fordybelse i et bestemt afgrænset emne uden tilsyneladende forbindelse til det større sociale kredsløb, grundforskningen, eller forskningen for forskningens egen skyld, viden som mål i sig selv.
Parodierne på den ensidigt optagne videnskabsmand, der kan begejstres over opdagelsen af et ukendt æseløre i almanakken, og som vier sit liv til det tilsyneladende latterlige, er legio og ikke opfundet af Carl Barks.

Men for klummisten har netop denne historie om Anders And og den gyldne hjelm bestandigt været en trofast følgesvend i shir-tingsindbinding - efter sigende af markedsværdi som en af de mindre kronjuveler - sammen med de øvrige udødelige historier fra perioden. Denne særlige historie er dog betydeligt mere end blot antikvarisk værdifuld. Som i klassisk litteratur præsenteres de menneskelige kategorier: den grådige arving, hans skruppelløse sagfører Skarp, der er parat til at sælge sig til hvem som helst, Anders And og nevøerne, der lever op til deres fastlagte roller som henholdsvis et nul og næsten niks, henholdsvis ællingernes ungdom og ukuelighed eller håbet om en bedre fremtid. Samt ikke at forglemme i denne historie: den lærde videnskabsmand, Andebys Museums førstekraft, som for en stund tager handlekraften på sin støvede kappe og personligt tilbagelægger det halve af Labrador til fods for at forsøge at nå frem til den gyldne hjelm og Nordamerikas frelse fra landsiden.

Da inspektøren imidlertid efter mange genvordigheder endelig holder hjelmen i sin favn, kommer idéen til ham. Selv for en lærd og besindig mand (hund) er fristelsen ved udsigt til magt for stor. Men inspektøren er jo netop dannet og ikke som de andre, hvis grådighed er materialistisk.
Inspektøren vil i modsætning til dem ikke eje noget, skønt han nu besidder midlerne. Nej, hvad han vil anvende magten over disse midler til, er i overensstemmelse med sin dannelse: at tvinge andefolket til at gå på museum. Som en anden dr. Faustus med Pol Potske midler og så sandelig på folkets vegne, er det inspektørens ambition at de uvidende andebyborgere skal bringes til at vide mere og allerhelst vide alt. Alle landets indtægter skal gå til museerne. Alle folk skal gå på museum mindst to gange om dagen.
Og hver søndag skal folk møde på museerne med deres frokostpakker, og så skal de gå rundt og studere hele dagen. Om hverdagen skal alle folk være med til at bygge endnu flere museer, så der til sidst er et museum på hvert eneste gadehjørne i hele Nordamerika. Dybt i den stuelærdes indre gemmer sig en horribel tyran, der i lærdommens navn, er parat til at begå disse overgreb for at få alle med i den samme bestræbelse, den han kender, og derved bringe orden i kaos. Den besatte inspektør er på én og samme gang den lærde humanist og uforsonlig ypperstepræst i sit tempel.
I de få streger, hvormed Barks har skabt den fanatiske inspektør, og i de få liniers tekst - i lektor Aksel Heltofts kongeniale oversættelse - hvormed han yderligere er karakteriseret anes rædslen for det uoverskuelige i en verden af mangfoldighed, hvis eneste svar er flere montrer, mere kontrol og formaliseret kundskabsdyrkelse for at skaffe beroligende overblik.
For nogle år siden kunne man i Firenzes aviser læse om en bemærkelsesværdig beslutning, som den toscanske hovedstads magistrat i sin nød havde måttet træffe for at imødegå et voksende problem i turistindustrien. Blandt byens utallige tilrejsende havde der udkrystalliseret sig en bestemt kategori, ofte hele familier, hvis medlemmer alle var udstyret med kameraer for og bag, videomaskiner og elektroniske notesblokke, der gerådede i en art sindssyge ved mødet med byen.
Hurtigt gik det jo op for disse turister at de trods alle hjælpemidler og al deres kompilatoriske grådighed ikke på nogen måde ville kunne erobre byen. Når dét blev klart for dem at de stod magtesløse over for byens uendelige mængde af seværdighed og historiske minder, og at de lige så godt først som sidst, hvis det var overblik de var ude efter, kunne smide de elektroniske apparater i Arno, blev adskillige af dem syge. I begyndelsen tog nogle dette som en udfordring og gik på med krum hals og videokameraet i skudhøjde. Som de trods alt sparsomme feriedage skred frem, og selv superturisterne måtte indse hvor lidt de kunne nå - og hvor kort et helt liv ville være til at klare resten - og de ydermere måske skulle videre i de kommende dage til Pisa og Lucca, Siena og i værste fald selve Rom - begreb de allerede udmattede mennesker i et rædsomt øjeblik, at denne håbløse ambition: at se og registrere alting var det samme som billedet af dødens ansigt. Så gik de i dørken. Flere blev tilfældene i en tid, hvor der var prestige i viden og kultur, og adskillige følte det som en forpligtelse at vide lidt om alt mellem himmel og jord - og helst bagefter kunne vise det hele på levende billeder med lyd. Turisterne faldt som fluer. Derfor besluttede magistraten at åbne en særlig afdeling på Firenzes kommunehospital - for sammenbrudte turister med uopfyldte ambitioner om overblik. Så kunne de ligge der i skyggen og beklage at Andebys museumsinspektør ikke fik sin vilje, så der ville være kommet orden og system i kulturen.
Således som Erik den Rødes gamle hjelm med sine gyldne løfter om entydig magt ikke er vejen frem i Anders And-historiens morale, lader Barks ane at samlingen af broderede lampeskærme måske rummer en rimelig mulighed for hjælpekustodens bestræbelser. Et eller andet sted må man jo begynde, hvis arveretten til riget er én nægtet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her