Naivistisk fabel om at lære at leve rummer lille morale og store stilistiske øvelser
NY FILM
Harry er et eller andet overordnet i en storbank, hvor han rejser rundt og forelæser for de ansatte om kundebetjening, om hvordan smil, selvtillid og et fast blik signalerer succes og opbygger kundens tillid. Hans dage har en selvrepeterende rutine, signalet i morgenerne med vækkeuret 7.30, radiomeddelelser om vejr og køer på indfaldsvejene, brødristeren med de obligatoriske to stykker brød, bilen ud af garagen - ligesom alle andre på sovebyens villavej. Og så de endeløse bilkøer. Man er ikke i tvivl om holdningen til denne hverdag. Billederne af både hjemmet, banken og hans kontor er holdt i toner af gråt og kuld-slået blåt.
Georges er født i Mongoliet. Mener han selv. Han er i hvert fald mongol og institu-tionsanbragt da moderen
døde. Han drømmer stadig om hende og vil hjem til det menneske der kunne tilbyde ham kærlighed. Hans verden er i stærk farvepragt, fulde af de forunderlige fantasier og forestillinger dette voksne barn gør sig, præget af hans poetiske uskyld, hans glæde ved de nære ting og fabuleren om verdens skabelse og indretning.
Harry er selvfølgelig ikke lykkelig og al hans sælgerpræk kan ikke skjule en usikker mand, der har givet sit liv til en grå glas-og-stål-monolit af en bank, men har mistet sin kone og to små døtre, der ikke mere ville stå model til hans travle hverdag og evige svigten det nære. Da han skal hente sine børn ved toget, glemmer han det og de vil ikke se ham mere.
Georges er heller ikke lykkelig og en dag pakker han sin kuffert for at forlade institutionen og komme hjem til den mor der optræder så liv-agtigt i hans fantasier.
Et udstyrsstykke
Sådan er oplægget til den belgiske instruktør Jaco Van Dormaels film, der er en fabel om at finde ind til det, 'der gør livet allermest værd' for at parafrasere en sang fra den danske Morten Korch-film-skat. Det er lidt det niveau filmen bevæger sig på i sin morale, men i sine fortælling er den et udstyrsstykke af effekter, af tidstypiske mere eller mindre smarte tricks i et stilistisk pêle-mêle. Åbningssekvensen signalerer med overdådige stilistiske excesser hvad vi kan vente os, men efterhånden bliver opfindsomheden udmattende og strækker den lillebitte historie til samfulde to timer. For de to skal naturligvis møde hinanden, og det sker en mørk og regnfuld nat på en øde landevej, hvor Harry er på selvmordets rand og så kører ind i noget. Ikke Georges, men en hund der har fulgt ham.
Fuld af anger får Harry Georges ind i bilen - og siden er han ikke til at smide ud igen. Først er han bare en klods, der bringer uorden i en travl hverdag, men efterhånden åbner han med sin uskyld for nogle døre ind til rum Harry ellers forlængst har lukket og boltet forsvarligt til. Det er rum hvor barnet i manden befinder sig, rum, hvor det stadig er muligt at tilbringe bare et minut i græsset med at kigge op på skyerne uden straks at få skyldbevidsthed over spildt tid. Det er rum hvor det stadig er muligt at handle irra-tionelt for at bringe glæde til andre. Som f.eks. datteren, hvis fødselsdag han svigter, men inspireret af Georges ender med at fejre med et fyrværkeri der skulle være brugt til at markere et større møde i banken.
Tomme vitaminer
Man kan mene man har været der før. Med Rain Man eller måske Forrest Gump, men hvor de begge havde stjerner til at spille tosser så man måtte beundre præstationen, så har Van Dormael allieret sig med Pascal Duquenne, der er mongol og ikke så lidt af en skuespiller, der med sin udstråling giver præstationen en ganske speciel ægte intensitet. Ikke bare i den naive enfold, men også i sammenbruddene og i reaktionsmønstre, der ikke tager højde for konventioner, men er umiddelbare og ureflekterede reaktioner på egne følelser. Og Daniel Arteuil er træffende typerigtig som den forkrampede mand, hvis liv er ved at gå i opløsning, en mand så stupid arbejdsfixeret at man har svært ved at mene andet end, at han ligger som han har redt.
Jo, man har været der før. Men nægtes skal det ikke, at denne version, der væver drømme med virkelighed, gestalter fantasier som rigtige syner efterhånden bliver mindre og mindre ægte og bevægende. For hvad har vi her andet end tomme vitaminer omkring noget alle i princippet kan blive enige om, men ikke altid leve op til. Harry er for enkelt tegnet til at han og hans dilemma kan blive rigtig interessant og Georges er
snublende nær ved at være en vaskeægte noble savage af den slags, der huskes fra børnebøgerne.
*Den 8. dag. Instr.: Jaco Van Dormael. Belgien-Frankrig-England. Premiere i Grand, København og Øst for Paradis, Århus.
