som forbillede (9.806 bytes)__
Af HANNE DAM
Filminstruktøren Mette Knudsen efterlyser tyksteg i dansk underholdning og serverer selv omvendt kønsfrikassé i en komedie om småbørnsforældres trængsler
interview
"Family values" er in, men det er arbejdet også. Så her har vi en konflikt, mener Institut for Fremtidsforskning, der således har gennemskuet, hvad vi andre har konstateret for længe siden: At det er en kamp at få arbejde og børn til at falde på plads i det harmoniske billede, de fleste af os håber at opleve som ramme om det tildelte eneste liv her på jorden.
Da filminstruktøren Mette Knudsen - hende fra gigantsuccesen 'Ta' det som en mand frue' fra 1975 - selv fik en søn for femten år siden, blev hun lamslået over den følelsesmæssige storm, dette barn trak hende ud i. Ligesom hun blev rystet over, hvor svær tilværelsen som arbejdende forælder er. Det gik for alvor op for hende, hvor vanvittigt stressende småbørnsforældre lever, og hvordan arbejdsmarkedet krænker de samme småbørnsforældre ved så godt som konsekvent at afvise at vie deres problemer opmærksomhed.
Eftersom Mette Knudsen selv ejer en dyb lyst til at grine, stod det hende hurtigt klart, at den kendsgerning, at vi som småbørnsforældre kollektivt hver dag forbryder os mod vores børn ved reelt ikke at have plads til dem i vores liv, det er nok et relevant emne, også for den spillefilm, hun gerne ville lave. Men at emnet i en socialrealistisk servering ikke ville være til at holde ud.
Så hvad var mere oplagt end at gentage tricket fra 'Ta' det som en mand frue' og vende kønsrollerne på hovedet, så far er mor, og mor er far. Hvilket sætter problemerne så meget på spidsen, at det er instruktørens håb, at selv magthaverne vil kunne se komikken.
Og når far så spilles af Søs Egelind, der fra makkerskabet med Kirsten Lehfeldt omkring de herrer Carsten og Helge har en vis erfaring i at karrikere mænds ømme sider - og mor af Søren Hauch-Fausbøll med hans karakteristiske blanding af varme og maskulinitet, skulle brændet være lagt pænt til rette i kakkelovnen.
LO ind med millioner
Filmen, der har et budget på 8,7 mill. kr., er finansieret gennem fifty-fifty-ordningen - staten har betalt 3,5 mill. kr., mens LO i accept af problemstillingen har ydet et tilsvarende beløb.
"Kanonflot," kommenterer instruktøren, der lagde op til spillefilmstemaet allerede i 1993 med novellefilmen 'Lasse, Lasse lille' om en karriere-mors forpinthed ved at se sit barn blive sorteper i dagliglivets stress.
Information har spurgt Mette Knudsen, hvorfor man vælger en spillefilm og lystspil-formen til at formidle et politisk budskab.
"Ideen er - ligesom for eksempel Holberg og Moliere gjorde - at tage en kerneproblematik ud af samtiden og behandle den i komedieform. Ud fra ønsket om at underholde og samtidig sige noget. Når statistikker og tørre tal holder op med at gøre deres virkning, kan humorens lange arm undertiden åbne forståelsesmæssige døre, der ellers ikke er til at rokke."
"Den der lille ændring med at bytte rollerne om betyder simpelthen, at øjnene ser klarere. Og så giver det mulighed for nogle underholdende scener. Jeg synes selv, vi griner for lidt - jeg savner komedier - intelligente komedier - for voksne mennesker,eer både forløser latteren og giver til hjernen."
- Men emnet er vitterlig et af de tungeste i manges hverdag - både uroen omkring børnene og kampen med ægtefællen. Kan man bruge filmen til at grine af sine egne trængsler?
"Ja, det synes jeg, og det ligger selvfølgelig i skuespillerne, der kan den balancegang det er at rumme både det komiske og det menneskelige element, så figurerne ikke bliver pap, men både sjove og vedkommende. Det var absolut den balancegang, vi brugte mest tid på under optagelserne, og den vi øvede inden. Publikum skulle jo gerne sidde og ønske, at de finder sammen til sidst..."
En kærlighedserklæring
- Sådan som Søs Egelinds Eva ter sig i det omvendte univers - findes der stadigvæk mænd, der er sådan?
"Altså - den film er da en kærlighedserklæring til de fædre, der prioriterer deres børn lige så højt som deres arbejde. Og trenden går jo da gudskelov i den retning, som et klart resultat af den bølge, der rullede hen over den vestlige verden i 70'erne og slog ind over og godt til de fastlåste kønsroller."
"Om man kan hænge mændene ud på den måde? Jamen herregud - vi er jo ikke ens allesammen. Det er muligt, Informations læsere vil kunne sige, at sådan ser det ikke ud hjemme hos os. Men det danske samfund består jo for en stor del af mennesker, der lever traditionelt. Under researchen til manuskriptet interviewede jeg blandt andet nogle dagplejemødre, og det gjorde et stærkt indtryk på mig, da en af dem fortalte, at hun aldrig i de syv år, hun havde været dagplejemor, havde set en far aflevere barnet."
"Jeg interviewede også deltagerne i et tillidsmandskursus, hvor en af kvinderne tog hjem hver weekend og vaskede tøj og lavede fem alubakker mad til manden - en til hver ugedag, hun var væk. Hun var vel at mærke ikke 50, men 24 år."
"Hovedansvaret for reproduktionen ligger hos kvinderne - det viser alle tal."
"Men det, der går igen og igen i både min research og de møder, jeg har deltaget i over hele landet med "Lasse, Lasse lille" er, at tid - TID til børn - er den største mangelvare i slut-90'erne og vil være det langt ind i år 2000."
Seks timers-kravet
Mette Knudsen er den første til at beklage, at kravet om en seks timers arbejdsdag blev opgivet.
"Man prøver med flekstid for at hjælpe lidt på problemet. Det kan være en stor lettelse, men du får ikke mere tid af det. Orlov kan give en pause i ræset, men er ikke nogen egentlig løsning. Det eneste, der rækker ud over en individuel løsning, er, hvis arbejdsmarkedets parter går ind for, prioriterer og sætter trumf på kravet om nedsat arbejdstid ."
- Og hvordan skulle det så finansieres?
"Jeg kan ikke se andet, end at man skaber en stor fond, som begge arbejdsmarkedets parter puljer ind i. Der findes så mange andre fonde, der administrerer store beløb - AUD, ATP osv. Derved kan det gøres muligt i perioder af ens liv at sætte arbejstiden ned. Vi skal altså væk fra arbejdstiden som en fast størrelse og frem til, at tilpasse arbejstiden de forskellige livsfaser, så man kan vælge at sige fuld turbo, når du er ung, nedat arbejdstid med kompensation, når du har små børn, fulgt af en gradvis optrapning. Og så måske igen fuld turbo, når børnene er store. Der er ikke andre løsninger."
"Jeg har megen forståelse for de kvinder, der mister pension og alt muligt ved at gå ned i tid for at passe de børn, de inderligt har ønsket. Men det er da ikke samfundspolitisk rimeligt. Det banale faktum er, at hvis kvinder ikke fødte børn, sad vi ikke her. Og skærmen var sort. Det absurde faktum er, at der ingen prestige er i at passe fremtidens arbejdskraft."
I 'Skat det er din tur', som Mette Knudsens nye spillefilm hedder, ligger samfundsprestigen omvendt i at kunne give liv - mere præcist i netop at kunne føde fremtidens arbejdskraft - altså hos kvinderne. Det regnes derimod ikke for noget at tage sig af afkommet, så det er overladt til mændene, der surmuler derhjemme, mens kvinderne tager sig en "Baby-bajer" efter uddelingen af fede børnechecks til de gravide.
- Når man vælger et så politisk emne, som du har gjort, er forhåbningen så at påvirke politikerne eller den almindelige tilskuer?
"Det vigtigste er at lave en film, som publikum gerne vil se. Men jeg er jo både filminstruktør og borger i det her samfund og i og med, at jeg har valgt et emne, som berører arbejdsmarkedet og dets parter, så er det klart, at det ville være herligt, hvis filmen kunne blive en del af den udvikling, der foregår samfundspolitisk."
"Jeg tror ikke, at film kan ændre verden. Min film kan ikke ændre arbejdsmarkedsforholdene i Danmark, men ethvert stykke kreativt arbejde, der beskæftiger sig med vores samtid, kan blive den lille ekstra brik, der skubber på i den rigtige retni ng."
- Du kan ikke som så mange andre løbe fra, at du er gammel rødstrømpe?
"Det har jeg så sandelig heller ikke lyst til. Jeg var og er feminist. Ordet er befængt med latterlighed og beton, men jeg synes, at enhver fornuftig kvinde må være feminist."
- Den kendsgerning, at du er gammel rødstrømpe, har det hæmmet dig i at blive respekteret i filmbranchen? Er mændene bange for dig?
"Det har jeg ikke oplevet. Og det er ikke fordi, jeg vil glide af på spørgsmålet. Jeg synes mere, at problemet er fagligt i den forstand, at når mænd laver film om mænds følelser, så er det film. Film der hander om mennesker. Men hvis jeg som kvinde laver film om de problemstillinger, der optager mig, og som ofte drejer sig om kvinders liv og følelser, så er det kvindefilm."
"Vi mangler absolut kvindelige manuskriptforfattere, og hvis du ser på afgangsholdene fra filmskolen, er kvinderne jo også i høj grad underrepræsenteret."
- Det kunne jo også hænge sammen med, at det tager to år af ens liv, hver gang, man skal lave en spillefilm?
"Tre - tre år," retter Mette Knudsen, der når det endelig skulle være har taget munden fuld ved både at skrive manuskript til, instruere og producere 'Skat det er din tur'.
"Jeg troede fuldstændig blåøjet, at hvis bare, man fik en vuggestueplads, var alt kringeling. Naiv ud over alle grænser, som jeg var, havde jeg jo ikke tænkt på at sige nej til noget, fordi vi skulle have et barn. Så indenfor vores søns første leveår skulle jeg både lave en tv-film af spillefilms længde færdig og indlede optagelserne til en dokumentarfilm. Det blev et mareridt på skinner af længsel og savn. Så jeg lærte en lektie det år - at jeg ikke ville lave spillefilm, mens han var lille."
Det er Mette Knudsens søn ikke længere, så der er premiere på 'Skat det er din tur' fredag den 22. august.
