Læsetid: 3 min.

Hotel-perversioner med struttende balder

15. august 1997

Micados dansetrilogi er et svimlende dyk ned i dekadencens hotelperversioner

DANSETEATER
Følelsernes Sfære
Aldrig har jeg overnattet på så hedt et hotelværelse. Varmen fra de lumre tæpper slog imod mig, så snart jeg trådte ind i rummet, og de tunge gardiner holdt effektivt al frisk luft ude. Loftslampen lyste søvnigt, og lyden af salonen nedenunder blev forvrænget til schlager-scratch.
Dekadencen flød tykt gennem luften, og støvet fra fortidige gæsters udskejelser skrabede rundt under sengen. Og dér på de hvide, dampkogte lagner kastede jeg mig så rundt i et brændende mareridt, hvor længst svundne hotelgæster udførte hver deres 'danse macabre' for fodenden af sengen.
Først gæsterne fra dengang hotellet hed "Hotel Inferno". Strindberg dukkede nervøst op med sin paranoia-krave og sine rystende hænder, der længtes efter at forgribe sig på stuepigerne, som moslede rundt med gulvskrubningen på alle fire. Hello, is that you, Mama? Han satte sig på en stol i hjørnet og trak fødderne langt op under stolesædet, helt som en lille dreng - men angsten bristede som et æg mellem hænderne på ham, så skallerne lå i en lille, fedtet sø foran hans sorte støvlesnuder.
Så gæsterne fra tiden med "Det hvide Hotel". Jeg så den underskønne operasanger, der udfordrende krøb ind i klinikken hos den intellektuelt-perverse Freud. Oplevede, hvordan han rystede hendes krop og hendes liderlighedsfortrængninger så meget, at hun til sidst kunne se sin skæbne i øjnene - men også hvordan hendes erkendelse blev dolket i konfrontationen med en nazi-bøddel på vejen til gas-dampene.
Og endelig gæsterne fra hotellets storhedstid - "Grand Hotel". Men her var det sværere at fokusere på gæsterne. Personlighederne fadede ud og blev til typer lige for øjnene af mig - og tøjet blev til kostumer. Transvestitten med flæsekjolen virkede ikke mere interessant end den gravide rengøringskone, og jeg opdagede pludselig, at ingen løftede blikket, når den døende mand blev trillet omkring i sin kørestol. Chaiselongerne var forsvundet, hyggepalmerne var tørret ud , og grammofonen spillede 'Love me, love me, say that you love me'. Der var ikke længere noget hjørne, hvor man kunne stille sig, sådan i al diskretion. Så jeg gik ud...

Virkelighedens verden
Men aldrig har jeg oplevet Micado danse Ensemble præstere sådan en konsekvent dekadence. I denne marathon-forestilling spreder kvinderne benene i evig underkastelseslyst, og mændene tager for sig af retterne, med mindre de altså er for neurotiske eller impotente til at kunne finde ud af det.
Hotel-perversionerne vrimler med nedringede barme og struttende balder, eksotiske kåber og udspekulerede korsager. Derfor bliver trinene også mindre markante - og færre. Mikala Bjarnov Lage fortæller mere gennem sine scenesituationer end gennem sin dans, men hun gør det befriende underholdende og med uendelige påhit i højeste tempo.
Og revisionerne af de to første forestillinger er sket med velgørende hård hånd, så de fremstår mere syret-psykologiske end egentlig handlingsforståelige - og så "Hotel" virkelig bliver en sammenhængende forestilling. Som dans står udtrykket derimod stille - bevægelserne hænger fast i gamle liderlighedsklichéer som edderkoppespind i en lysekrone. Værst er dog, at koreografien ikke har formået danserne til at præstere andet og mere end præcis det, vi har set dem gøre tidligere - hverken dansemæssigt eller dramatisk.
Tanja Johansson er fortsat en lidenskabelig godte, Lars Bjørn en foruroligende skygge, Carina Raffel en bombe-stærk eksplosiva og Lars Ottesen en hæmningsløs ulykkesfugl. Og Esa Alanne har torden i overkroppen, Charlotte Rindom flirt i kavalergangen, Kerstin Abrahamsson lethed under dydigmasken, Allan Clausen dæmoni under drengehåret og Maxine Rogers' luderblik bag jomfruøjnene. For det er et sjældent stærkt ensemble, Micado denne gang præsenterer - og netop derfor kunne det have været interessant at se dem blive udfordret mere uforudsigeligt.
Men selve hotel-scenen danner den flotteste ramme for den tredelte forestilling. Kristian Vang Rasmussens scenografi er et raffineret rum, der bliver større i takt med, at forestillingen eskalerer. Men også et rum, hvor væggene forsvinder og kun de rå stolper står tilbage, efterhånden som sjælene hudflettes, og kroppene sveder smerten ud.
Som tilskuer sveder man også, piblende og drivende gennem forestillingens tre stegende timer. En svimlende mareridtssved, som man først vågner op af, når man til sidst opgiver at falde roligt i søvn - og forlader hotellet.

*Hotel - en dansetrilogi af 'Hotel Inferno', 'Det hvide Hotel' og 'Grand Hotel'. Frit efter Strindberg, D.M. Thomas og Goulding & Garbo. Koreografi: Mikala Bjarnov Lage. Scenografi: Kristian Vang Rasmussen. Musik: Zarah Leander, Cai Boisen-Møller, Ole Højer Hansen, Flamma-Flamma, Alfred Schnittke m.fl. Micado danse Ensemble på Dansescenen til 29. aug.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her