Læsetid: 5 min.

Hvorfor

23. august 1997

Tak til samfundet.Tak til skolen.Min sjæl, hvad vil du mere?

QLUMMEN
Sjælen er det, der lever videre, når vi dør, sagde en gammel mand jeg kendte. Men hvor sidder den, mens vi stadig lever? spurgte jeg. Som svar tog han sig til brystet på det sted, hvor ribbenene skilles og faser ud i vinger, og hvor hjertet findes lige ved siden af.
For nylig mødte jeg en hjerneforsker, for hvem disse betragtninger var ren poesi. Smukke - men altså fra poesiens æteriske verden. Sjæl og ånd findes måske nok, mente forskeren, men det er som fantasibilleder på molekylære konstellationer, som har sæde i vores hjerne.
Jeg mødte forskeren, da jeg en uge i juli indtog etnografens forudsætningsløse iagttagerrolle og rapporterede til denne avis fra en konference om sammenhængen mellem adfærd, intelligens, personlighed, hjernekonstruktion og samfundsmæssig placering. Det var, som flere sagde i korridorerne, de slemme drenge fra hele verden, der mødtes, for at diskutere, hvorfor mennesker falder forskelligt ud.
De tæller hjerneceller. De måler, vejer, intelligenstester og tjækker hovedomkredsen på mennesker med forskellige hudfarver. Det verdensomspændende laboratorium summer af data, grafer og sammentællinger, og i jagten på løsningen af forskellenes gåde er intet for helligt til at blive undersøgt for disse inkarnerede videnskabsmænd- og kvinder.

Således flåede en langhåret californisk neurolog med en vis tilbagelænet lethed et skarpt lysbillede af Einsteins hjerne op af tasken og lod det stråle ud over det mørklagte auditorium. Det var ganske vist kun en skive af de berømte hjernevindinger bag relativitetsteorien, og selve hjernen var, fortalte neurologen i sit monotont rablende videnskabssprog, mindre end en nutidig gennemsnitshjerne.
Til gengæld var der større neurontæthed, og måske var selve forbindelserne mellem neuronerne også af en bedre fungerende karakter end gennemsnittet.
Jeg sad på en af de bagerste rækker og kom til at tænke på de mange år, hvor hjernen for mig var en lidt farlig og mystisk del af min krop, som en art dyr, der lå i skyggen og stirrede ud på mig gennem et løvhæng, uudgrundeligt. Her, trygt plantet blandt ihærdige neurovidenskabsfolk, adfærdsforskere og psykometrikere - dvs. eksperter i den mest udbytterige og rationelle teknik til at måle intelligens - hørte jeg, at denne gigant-valnød med sine grålige vindinger var hjemstedet for alverdens egenskaber. Det var her, min personlighed befandt sig. Det var her, koden til min adfærd lå. Og det var her, min evne til at opnå succes i samfundet kunne lokaliseres og måles.
Jo større anlæg for analytisk begavelse og logisk-matematisk skarpsind, man kunne spore, jo større var sandsynligheden for at klatre til tops. Andre end jeg husker sikkert, hvordan matematikken rejste eksistentielle vanvidsspørgsmål. Hvorfor er to og to fire? Hvem har egentlig bestemt, det skal være sådan? Er du sikker på, at tegnet uendelig ikke har et øvre loft? For mig indebar matematikken altid flere spørgsmål end svar. Det var blandt andet dét, der gjorde mig urolig ved hjernedyret, der skjulte sig i skyggen af hovedskallen. For nok kunne man skrive facit ned og opstille ligninger, men snarere end et "sådan!" lurede bestandigt et "Hvorfor?". Det føltes farligt. For hvad var der så inden i mit hovede, hvis det med resultaterne og årstallene og grammatikken, for den sags skyld, ikke var nok?
Ganske vist havde min bedstefar pralet meget af mig, da jeg to år gammel fremsagde ordet departementschef: Hun er meget intelligent, sagde han, hun ligner Eisenhower.
Men sprogfærdighed, hørte jeg nu fra en ung medhjælper på konferencen, som jeg i en kaffepause diskuterede forskernes udtryk for generel intelligens med - nemlig evnen til at score højt på ikke blot ét men flere områder - sprogfærdighed alene var i virkeligheden mest udtryk for en evne til at lære indenad. Det var med andre ord en papegøje-mentalitet, jeg havde været - og stadig var - i besiddelse af.
Jeg havde altså på én og samme tid haft et hjernedyr og en papegøje boende i mig.
Med ét slog det mig, at når jeg om få måneder skulle forlade universitetet som færdig antropolog, ville det samtidig være afslutningen på i alt 24 års skolegang. Mens skiven af Einsteins hjerne stadig lå der og skinnede gulligt ud over menneskemængden, stod tallet lidt nervøst og blafrede i luften, midt i mellem parentesen og udråbstegnet. 24 år, hvor hjernedyret langsomt men støt ud over grundskolingen havde fortæret tre forskellige uddannelser.
Uden tvivl havde jeg gået mere i skole end mange af de unge komet-forskere i salen.
Men hvad havde det lært mig?

Svaret måtte blive, at jeg frem for alt - i al frejdig ydmyghed - var blevet vældig god til at genspørge mit gode gamle "Hvorfor?" Man kunne selvfølgelig indvende, at det var en temmelig lang omvej at gå for at kunne stille så enkelt et spørgsmål. Men her, i mødet mellem neurovidenskabernes stringente determinisme og den uforudsigelighed, der opstår efter antropologens aflæring af gamle selvfølgeligheder, forekom netop denne omvej at forene det personlige "hvorfor" med det professionelle "hvorfor" på en måde, som ingen lige linje kunne have gjort det.
I denne (selv)højtidelige stemning så jeg mig omkring.
Rundt om mig sad forskere, der med et nærmest buddhistisk lettelsens skær var betagede af de enkle forklaringer på livets tilskikkelser. Når nogle af dem f. eks. hævdede, at der var objektivt målbare gennemsnitlige intelligensforskelle på sorte, hvide og asiater, og at disse primært havde genetiske årsager, og når de ønskede at afsætte "lænestolsteorierne" (filosofien, psykoanalysen og de "bløde" samfundsvidenskaber) til fordel for mere positivistiske modeller, talte de i samme åndedrag varmt om at fjerne skyld fra den enkelte. Den sorte skulle ikke bebrejde sig selv, hvis det gik ham ilde. Den hvide skulle ikke bebrejde sig selv, at det gik den sorte ilde. Barnet skulle ikke bebrejde sig selv, hvis det gik dårligt i skolen. Moderen skulle ikke bebrejde sig selv, hvis barnet ikke fik høje karakterer.
Der var, sagde forskerne, i stedet for tale om egenskaber, der var indkodet i den enkelte fra fødslen.
Tidligere havde drivkraften i mit "hvorfor" måske også været en sådan længsel efter at eliminere tvivlen og skylden. Jeg havde været en skabstvivler, der for at holde tvivlen på afstand selv var blevet determinist i min søgen efter sandheden.
Nu var dette "hvorfor" imidlertid sprunget ud som ikke blot et eksistentielt og livsnødvendigt men også instrumentelt "hvorfor", der i sin trang til at undersøge også det forbudte, som f. eks. disse slemme drenge, havde gjort op med determinismen og fundet sit rette element - paradoksalt nok i en evig afsøgning af selvsamme determinisme.
Engang faldt jeg over noget, Roland Barthes havde skrevet om Einsteins hjerne: "Da Einstein på en gang er magikyndig og maskine, utrættelig forsker og utilfredsstillet opdager, ophavsmand til både godt og ondt og både hjerne og ansvarsbevidsthed, så realiserer han de mest modstridende drømme og forliger på mytisk vis menneskets uendelige magt over naturen og den "skæbnebundethed" af noget helligt, som man ikke helt kan frigøre sig fra."
Det var denne fornemmelse, jeg sad med i auditoriet foran den californiske forskers lysbillede af Einsteins hjerneskive.
Tak til samfundet.
Tak til skolen.
Min sjæl, hvad vil du mere?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu