Læsetid: 11 min.

Den individualistiske revolution

15. august 1997

Individualismen er den eneste vej frem, siger den tidligere KAP'er Peter Øvig Knudsen - amerikansk individualisme skal bekæmpes med - mere individualisme

Jeg har vel gået i 7. klasse, da jeg en dag gik ned ad Frederiks Gågade sammen med min mor. Der hang en gul plakat med teksten: "Nej til imperialisme". Jeg spurgte min mor, hvad imperialisme var - det kunne hun ikke lige svare på, så jeg gik på biblioteket og lånte en bog af Bente Hansen. På forsiden stod Kapitali$me, socialisme, kommunisme. Jeg syntes det lød mægtig flot, det dér socialistiske samfund, hvor alle elskede alle. Så jeg blev kommunist."
Ordet levemand dukker op i mit hoved, når jeg skal beskrive min gamle gymnasiekammerat Peter Øvig Knudsen, som han ligger og sidder i sin lædersofa i den lyse lejlighed på tredje sal med udsigt over søerne og fortæller om sin kommunistiske fortid og vreden der forbandt.
Fra gymnasiet husker jeg ham som en rødglødende idealist med 11 i snit og en sund latter, der hørtes over hele Viby Amtsgymnasium i frikvartererne.
"Hvis jeg skal pege på en grund, så var det ensomhed," siger Peter, "jeg var en ensom dreng, og beskrivelsen af, hvordan det ville blive under kommunismen, var en ønskedrøm. Det var ligesom at finde en handske, der lige passede til min verdensopfattelse."
- Købte du kommunismen som en pakkeløsning, eller sammenlignede du teorierne med virkeligheden for at se, om de holdt stik?
"Jeg havde en grundlæggende følelse af, at noget var galt, at noget burde ændres i den måde, folk var sammen på. Desuden var jeg vred sådan som alle unge mænd bør være på et tidspunkt. Meget hurtigt efter jeg var kommet i gymnasiet kom de typiske teenageopgør mod forældrene, og det var der meget vrede i. Meget af vreden kom til udløsning, når vi gik til koncert, jeg kan huske koncerter med Kliché, hvor vi gik amok og smadrede ting. Vi følte en vrede imod den småborgerlige livsform, der var i parcelhuskvarteret, hvor det hele var så velordnet, pænt og løgnagtigt på en eller anden måde."
"I gymnasiet mødte jeg Henrik Kjar, som fik mig med i KAP. Jeg flyttede sammen med Henrik i en treværelses lejlighed, hvor vi simpelt hen havde et smadrerum, hvor vi gik amok, når vi holdt fester. Alt var indrettet modsat det miljø, vi kom fra - det var nogle herlige år."
"Vi gik til marxistisk skoling flere gange om ugen, og vi arrangerede koncerter og lavede plakater og så videre. Det var det vigtigste i mit liv, bortset fra piger og druk og hvad man ellers interesserer sig for i den alder."
"Jeg kom også med i den socialistiske bogbutik i Vestergade, hvor jeg bestyrede plakatsamlingen. Dér var jeg sammen med Lars Thur (se Information 9.-10. august), som var den gamle, kloge KAP'er fra København. Jeg var også med til at starte Rock Mod Racisme i Århus, jeg skrev for bladet Rød Ungdom, og jeg var med til at starte Radio Århus."
"I starten fik vi unge i KAP lov til at løbe rundt og lege. Det var vigtigt for partierne at have fat i ungdommen. Men ret hurtigt gik det op for mig, at der var grænser for demokratiet. Jeg skrev nogle artikler i Rød Ungdom, som ledelsen ikke brød sig om, og det endte med, at jeg blev smidt ud fra bladet. Og jeg oplevede et par gange, at selv om der var flertal for nogle ting, så var der en ledelse i København, der kunne sige: Det er forkert, hvad I har besluttet. Det var ret chokerende for mig at opdage, at der ikke var demokrati i partiet, og efter ca. to år gik jeg ud af partiet og brugte min energi på Radio Århus og Gør-Det- Selv-bevægelsen og Rock mod Racisme."

Den ensomme faderfigur
Gør-det-selv-bevægelsen, hvori artiklens forfatter og Øvig i 1980 stod overfor et uforstående århusiansk borgerskab ved blandt andet at spille protestsange og dele flødekarameller ud, begge dele i bybusserne, var en reaktion på halvfjerdserskolens uafladelige "hvis I ikke tager jer sammen, så ender I som arbejdsløse." Vi ville blandt andet bevise, at man godt kunne være af værdi for samfundet og sig selv, selv om man var uden for arbejdsmarkedet - når bare man havde et fællesskab.
Gør-Det-Selv-bevægelsen holdt i to-tre måneder - så var flødekaramellerne og fællesskabet brugt op.
- Hvor meget kan du i dag identificere dig med det engagement, du havde dengang?
"Jeg synes, der er en fuldstændig linie fra det verdensbillede, jeg har i dag, til den del af mine aktiviteter dengang, der handlede om det enkelte menneskes frie udfoldelse, samt kommunikation og kærlighed mellem mennesker. Der var meget hippie over Gør-Det-Selv, og selv om der nok er ord fra dengang, jeg ikke ville bruge i dag, så er kernen i mit journalistiske arbejde den samme."
"Da jeg mødte Carsten Grolin på Store Restrup Højskole, hjalp han mig med at sætte nogle forklaringer på tingene. Han var med til at sætte ord på, hvordan de store partidannelser og oprøret stivnede, fordi man gjorde oprør mod nogle faderfigurer, som man lynhurtigt erstattede med nogle nye."
"I årene efter min politiske tid gik jeg over i New Age-bevægelsen, og det var grundlæggende det samme, nemlig at man troede, at man kunne finde nogle enkle forklaringer på, hvordan verden hænger sammen. Og det kunne man ikke."
- Hvorfor tror du den politiske tilgang gik fløjten?
"Den levede vel af håbet om en snarlig revolution, og da den døde var det vel af skuffelse hos dens tilhængere over, at revolutionen ikke indtraf. Den arbejderklasse, på hvis vegne man ville indføre revolutionen, var jo ikke særlig interesseret i den. I første omgang blev folk skuffede, og i anden omgang koncentrerede de sig om deres egne liv og karrierer. Der er jo mange af dem, der dengang var kommunister, der i dag sidder på magten."
- Er vi klogere eller sundere i hovederne i dag, hvor færre engagerer sig i politik?
"Det tror jeg ikke."

Håbløst bevidstløst
- Hvor meget betyder det for dig i dag at lave verden om eller være med til at ændre nogle ting?
"Jeg er meget i tvivl om, hvor meget man kan lave verden om. Jeg vil ikke afvise, at det kan lade sig gøre, men min interesse går mere på eksistentiel grundforskning - at finde ud af, hvad mennesket egentlig er for noget."
- Mener du, at folk suverænt vælger deres livsomstændigheder?
"Egentlig ikke, det er jo tydeligt, at folk, der er børn af forældre med sociale vanskeligheder, er meget disponerede for selv at få vanskeligheder. Den mekanisme fungerer så vidt jeg kan se stadig væk."
- Men det må de ifølge flertallet af vores generation selv ligge og rode med?
"Der er ikke nogen automatik. Man fødes ikke til en lykkelig eller ulykkelig skæbne. Jeg synes, det er meget interessant at forske i - undersøge, tale med eller interviewe folk om - hvad det er, der gør, at menneskers valg fører til nogle bestemte livsbaner. Det betyder ikke, at der ikke også er andre mekanismer, der fungerer, det er bare ikke min hovedinteresse."
- Hvad kan gøre dig vred i dag?
"Jeg kan blive vred over, at så mange mennesker i dag, inklusive mig selv, lever så bevidstløst, som vi gør, og bilder os ind at vi bliver lykkelige af at foretage os nogle ting, som vi helt indlysende ikke bliver lykkelige af. For eksempel at foretage materielle investeringer i fjernsyn, plastiklegetøj og alt det man kan købe i Bilka, Føtex og Magasin, store villaer, nye biler - troen på at vi overhovedet kan købe os til noget som helst, der er væsentligt her i verden."
"Jeg bliver vred over, at vi bruger vores tid så håbløst bevidstløst på for eksempel at se fjernsyn i stedet for at beskæftige os med ting, der bringer klarhed og øger vores bevidsthedsniveau og derved bringer os nærmere det væsentlige."
"Jeg kan både blive vred på mig selv men også på alle de dér mennesker i joggingtøj der går rundt i Føtex - eller på alle de velklædte mennesker der går rundt i Illum. Det at være styret af blålys, det større og dyrere fjernsyn eller den større og dyrere bil."
- Du kritiserer det hæmningsløse forbrug, men kæder det ikke sammen med politik. Hvorfor ikke?
"Når du siger ordet politik, så tænker man på de politiske partier, vi har. Der er ingen partier eller politikere, man kan tage alvorligt. De forholder sig ikke til det vigtige i verden."
"Jeg tror, vi er mange, der ikke interesserer os for politik som det, man taler om på Christiansborg eller det, der står i politiske analyser i aviserne. Den side af politik har fat det forkerte sted."
"Det vigtige her i verden er, at vi taler med hinanden og bliver klogere på livet og på, hvad kærlighed er, og hvordan vi kan fungere med hinanden. Alle de ikke-materielle værdier optager mig, og dem betegner man normalt ikke som politiske emner."
- Men hvis du ser på USA, hvor folk næsten helt er holdt op med at stemme, så bliver det vel automatisk nogle andre faktorer end de politiske, der kommer til at styre samfundet - for eksempel økonomiske interesser, medierne, underholdningsindustrien. Hvordan kan man gardere sig imod den slags i bund og grund udemokratiske magtovertagelser uden politisk engagement?
"Som situationen er nu, synes jeg, det er op til det enkelte menneske at tage ansvaret på sine skuldre. Vores tillid til politikerne er forsvindende, vores tillid til medierne er heller ikke voldsomt stor. Og det er sådan set meget sundt, at vi er blevet så kritiske overfor politikere og medier."
- Er vi nu også det - tror du ikke, der er temmelig mange mennesker, hvis holdninger, adfærd og påklædning og så videre er temmelig påvirket af, hvad de ser på tv 2 og tv3?
"Jo, det er der nok."

Individualistisk medicin
- Hvis nu Ejvind Larsen - rent hypotetisk - har ret i, at det hele kører ad helvede til, skal vi så bare sidde og se på og være ligeglade?
"Nej, men vi kommer ikke uden om, at vi lever i en meget individualistisk tid. Vi er i en situation lige nu, hvor vi i høj grad er nødt til at finde ud af, hvordan vi hver især kan være med til at tage ansvaret for, at det hele ikke kører ad helvede til. Alle forsøg på at lave kollektive politiske bevægelser eller revolutioner er endt i det parodiske. De var mere løgnagtige end det samfund, de prøvede at gøre oprør mod."
"Det var sådan set også hippie-tankegangen, at det enkelte menneske måtte revolutionere sig selv først og fremmest. Mennesket er drevet af en hel del mørke kræfter, og hvis vi var lidt mere bevidste om dem, ville der nok være en bedre basis for den næste revolution."
- Den individualistiske revolution?
"Jeg tror, det eneste, vi rigtig kan tro på, er, at enkeltmennesker begynder at opføre sig bevidst og ansvarligt i forhold til verden, på det ene lillebitte område, hvor de har en indflydelse, nemlig i forhold til vennerne, kæresten, arbejdet, transportmidlerne, boligformen, forbruget. I fremtiden tror jeg, folk vil tænke meget på, om det arbejde, de udfører, er noget, der gør godt her i verden, og at de ikke bare gør det for at tjene penge."
- Hvad så med fællesskabet?
"Vi er blevet tudet ørerne fulde med det begreb og har opdaget, at det var en del af det løgnagtige kompleks, som marxismen var. Ligesom ordet solidaritet. Det er en ærligere vej at starte med individet. Hvis vi springer over den erkendelsesproces, ender vi bare med nye, postulerede fællesskaber."
- Det lyder næsten, som om du ser individualismens epoke som en slags renselsesproces.
"Selvfølgelig kan det ende med den stærkes ret, men jeg tror ikke, vi kan springe udenom, hvis vi nogen sinde skal tale om fællesskab med ærligheden i behold."
- Men hvis vi lever i en individualistisk tidsalder, hvordan kan det så være, der er så få originaler? Gå en tur ud ad Amagerbrogade og alle unge ligner hinanden, samme frisure, samme joggingtøj, de hører det samme musik og ser det samme i tv. Er individualismen egentlig ikke et stort bluffnummer, nemlig et stort ufrivilligt fællesskab uden plads til originalitet?
"Det er ret besynderligt, at alle følger en amerikansk frihedsdrøm og derved kommer til at se ens ud og tænke og handle ens. Man taler jo om, at individualismen hærger, for Ejvind Larsen for eksempel er det et skældsord. Men så er der måske brug for mere individualisme, i stedet for den postulerede individualisme vi har importeret fra USA, for som du siger ser det i høj grad ud, som om vi mere end nogen sinde lever skabelonliv. Der er tilsyneladende nogle stærke beherskelsesmønstre, der får os til at ligne hinanden utrolig meget. Vi lever kopierede skabelonliv."
- Men det ser du som et personligt mere end et politisk problem?
"Det er jo ikke politikernes ansvar, for det har de jo i virkeligheden ikke særlig stor indflydelse på. Der er tale om et globalt fænomen. Min medicin er individualisme. Det gælder om, at folk træffer deres egne valg og sætter spørgsmålstegn ved, om de er nødt til at leve, som de gør."
- Er der noget du savner fra dengang, du var politisk aktiv?
"Jeg kan godt i dag opleve et stort engagement i forhold til for eksempel mit arbejde, men jeg kan godt savne det fantastisk glødende engagement, jeg har oplevet i gruppesammenhænge på venstrefløjen og på månedsbladet Press. Det sker tit, at sådan nogle grupper stivner og andre kræfter tager over, men jeg håber, at jeg senere i mit liv kommer til igen at opleve den slags engagerede grupper, måske sammen med folk, der er mere bevidste om at undgå, at egoistiske motiver løber af med dem under dække af, at de handler til fællesskabets bedste."
- Hvis du var tryllekunstner og kunne indrette verden, som du ville, hvordan skulle den så se ud?
"Så skulle vi leve i et kommunistisk samfund sådan som Karl Marx beskrev den i sine ungdomsskrifter, nemlig et sted hvor alle yder efter evne og nyder efter behov, i virkeligheden et anarkistisk samfund, som bygger på den naive forudsætning, at mennesket under de rigtige samfundsmæssige omstændigheder faktisk er godt."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu