Læsetid: 5 min.

Indonesien - spekulanternes seneste offer

19. august 1997

Men selv om Indonesien har måttet lade valutaen flyde, er økonomien mere solid end Thailands, og der er næppe udsigt til en krise

Indonesien blev det sidste af de sydøstasiatiske lande, der måtte give efter for presset fra spekulanterne og lade valutaen flyde frit. Torsdag i sidste uge smed centralbanken det hvide håndklæde i ringen og meddelte, at den havde opgivet at holde den indonesiske valuta, rupiah, fast knyttet til den amerikanske dollar.
Skridtet kom, efter at lande som Malaysia og Filippinerne tidligere på ugen havde opgivet dollar-tilknytningen som følge af valutaspekulanternes stormløb mod regionen. Et stormløb, der blev indledt af Thailands store økonomiske nedtur i begyndelsen af juli.
Selv om Indonesien har nogle af de samme økonomiske svagheder, som er årsag til Thailands nedtur - budgetunderskud, stor udlandsgæld og mange små banker, der har lånt ud til et overophedet ejendomsmarked - regner de færreste med at Indonesien vil opleve en tilsvarende økonomisk krise, som den Thailand i øjeblikket tumler med.
Dertil er Indonesiens økonomi for stærk med næsten uendelige ressourcer af både billig arbejdskraft og naturlige ressourcer som olie og gas.
Suhartos tale
Den indonesiske præsident Suharto forsøgte lørdag i en direkte tv-tale at forklare befolkningen årsagen til beslutningen om at lade rupiah'en flyde.
Suharto sagde, at valutauroen i regionen var "en negativ følge af den frie verdensøkonomi", der var blevet forstærket af "visse gruppers" spekulation. Samtidig sagde præsidenten, at skridtet var en naturlig følge af regeringens politik siden 1992, hvor regeringen indførte et mere fleksibelt system og udvidede grænserne for rupiah'ens udsving i forhold til dollaren.
Suharto gav også udtryk for, at beslutningen var uundgåelig, fordi Indonesiens økonomi nu er så integreret med resten af regionen, at landet må følge trop, når de andre lande opgiver at styre deres valutaer.
Den frigivne rupiah vil ifølge Suharto blive kombineret med stram monetær politik. Erhvervslivet må holde igen med at låne i udlandet og sammen med regeringen prioritere nationale opgaver. Der skal igen sættes gang i eksporten, der er faldet på det seneste.
"Vi har stadig hårdt arbejde foran os", sagde Suharto i sin tale i anledning af Indonesiens 52. uafhængighedsdag den 17. august.
Sund økonomi
Suhartos hovedbudskab var, at den indonesiske økonomi grundlæggende er sund. Et naturligt forsøg på at afværge panik i en situation, hvor rupiah'en faldt i forhold til dollaren.
Men Suhartos budskab er ikke helt ved siden af. Flere økonomer med forstand på Sydøstasien har sagt det samme til forskellige internationale aviser i de seneste dage.
Det anerkendte britiske tidsskrift The Economist skrev for nylig, at landet står i en bedre position til at modstå en finansiel krise end Thailand. Dels befinder Indonesien sig nogle trin længere nede på udviklingsstigen, og dels har landet langt flere naturlige ressourcer at tage af end Thailand.
Indonesiens økonomiske problemer skal ifølge Economist nærmere findes i de specielle politiske forhold i det store land.
Præsident Suharto har siddet hårdt på magten i mere end 30 år, og han forventes at få endnu en fem-års-periode i præsidentembedet til næste år. Hvem der skal efterfølge den nu 75-årige Suharto er et helt åbent spørgsmål, og dermed befinder Indonesien sig i en usikker politisk situation.
Problemet med arvefølgen forstærkes af, at Suharto i de senere år har koncentreret ikke bare den politiske magt, men også den økonomiske, så hans børn og deres familier nu har store økonomiske interesser, og Suharto-familien har ligefrem skabt monopoler.
Vejtold og guld
Suhartos datter Siti Hardiyanti Rukmana, kaldet Tutut, kontrollerer f.eks. et selskab, der skraber penge ind på vejtold i hovedstaden Jakarta og omegn. Ifølge folkeviddet går de penge, som alle bilister skal betale ved de store veje, ubeskåret og direkte ned i Tututs lommer.
Tilsvarende står den yngste søn Hutomo Mandala Putra, kaldet Tommy, i spidsen for det firma, der har fået rettighederne til at udvikle en såkaldt 'national' indonesisk bil.
Den indonesiske regering har givet Tommys firma særrettigheder, såsom lave importafgifter og billige banklån, og for få måneder siden blev det desuden besluttet, at alle regeringskontorer skal købe og køre i den nationale bil - og ikke andre.
Suhartos afkom var også involveret i skandalen omkring 'Busang-guldet' på den indonesiske del af Borneo, Kalimantan.
Efter at Busang-guldet var blevet slået op som et af dette århundredes største guldfund, viste det sig tidligere på året at være en løgnehistorie, der havde gjort nogle meget rige, mens Indonesien stod tilbage med et blakket ry.
Suharto-familiens mere og mere skamløse økonomiske grådighed har klart bidraget til den indonesiske befolknings utilfredshed med Suharto-styret og kan, hvis det fortsætter, føre til øget politisk og social uro.
Kinesisk dominans
Utilfredsheden med systemet bliver også øget af det faktum, at Suharto-familien samarbejder tæt med de rige kinesiske erhvervsfolk, der har kontrollen over størstedelen af de ca. 140 konglomerater, der dominerer den indonesiske økonomi.
Selv om de etniske kinesere kun udgør små fire procent af befolkningen, menes de at sidde på omkring 75 procent af økonomien, hvilket gør kineserne i Indonesien til en meget upopulær gruppe, der ofte udsættes for angreb fra frustrerede indonesere.
Billeder af industrimagnaten og mangemillionæren Bob Hasan, der er etnisk kineser, sammen med præsident Suharto på golfbanen, kan bringe de fleste indonesere i kog, og den generelle holdning er, at den kinesiske dominans forhindrer indonesiske entreprenører i at komme til fadet.
Mens andre lande i regionen som Malaysia har forsøgt at gøre noget ved den kinesiske dominans, sker der intet i Indonesien, måske netop fordi Suharto-familien har klare interesser i at 'ordningen' fortsætter uændret.
Stigende antal strejker
Befolkningens utilfredshed kommer også til udtryk i et stigende antal strejker på udenlandskejede fabrikker som f.eks. amerikanske Nike på grund af lave lønninger og dårlige arbejdsforhold.
Siden Indonesien i 1970'erne indledte den høje økonomiske vækst ved hjælp af olieindtægter, har landet i stigende grad satset på eksportorienteret og arbejdsintensiv produktion.
Omkring to millioner indonesere skal hvert år sluses ind på arbejdsmarkedet. Derfor har landet brug for de udenlandske investeringer, der fortsat strømmer ind, men som kan blive bremset af øget arbejdsuro, eller måske - mere alvorligt - politiske uroligheder som følge af Suharto-monopolet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu