Læsetid: 8 min.

Ingen anskuelse er absolut sand

19. august 1997

Postmodernismen mener, at alle anskuelser er lige sande. Det fører til kynisme. Men det er noget ganske andet at antage, at ingen anskuelser er absolut sande. Det fører til kritisk fornuft, mener lektor Rikard Schönström

DE INTELLEKTUELLE
Udgangspunktet for denne interviewserie er den senere tids debat om de intellektuelle i Information. På den baggrund forsøger vi at afdække, hvor de intellektuelle er blevet af i moraldebatten. Hvor er moraldebatten i sig selv blevet af? Og hvor er moralen?
Dr. phil. i litteratur, Rikard Schönström, - eller Phil. dr. som det hedder på svensk - har i Svenska Dagbladet forsøgt en diagnose. Med den amerikanske filosof Christopher Norris konstaterer han, at "hvad vi først og fremmest savner, er ikke en troværdig politisk ideologi men en (...) etisk holdning, der kan give os mulighed for utvetydigt at adskille sandhed fra løgn (...)."
De intellektuelle bærer deres del af ansvaret for denne tingenes tilstand, mener Schönström, og blandt disse "er synden størst" hos postmodernisterne.
Postmodernismen fører i sin konsekvens til, at grænsen mellem fiktion og virkelighed anses for ophævet, og at der følgelig kun er et virvar af lokale fortællinger tilbage, hvor den ene ikke er mere sand end den anden. Det betyder en kynisme, som også slår indad i det videnskabelige miljø, mener Schönström.
"Tidligere var det typer som Sartre eller Bertrand Russel, der legemliggjorde den intellektuelles rolle. Men deres slags findes ikke rigtigt mere," siger han.
- Hang Sartres type engagerede intellektuelle ikke sammen med et bestemt politisk - kommunistisk farvet - engagement?
"Hans forhold til kommunistpartiet var meget kompliceret, men der er ingen tvivl om, at hans type hang sammen med et politisk engagement. Sartre var imidlertid også et forbillede, han satte et mønster, så at sige en prototype".
Universelle værdier
"Det vigtige her er, at han betragtede den intellektuelle som repræsentant for menneskeheden. Den intellektuelle forsvarede universelle værdier. Sartre eksemplificerer det med en fysiker, der fremstiller en atombombe. Gør han kun dét, er han videnskabsmand, specialist, men han er ikke intellektuel."
"Hvis han derimod giver sig til at protestere mod krig og oprustning, bliver han intellektuel."
- Hvis man ikke agerer politisk, så er man ikke intellektuel?
"Hvis man ikke interesserer sig for noget universelt, er man ifølge Sartre ikke intellektuel."
- Hvordan afgør man, hvad der er universelt?
"Sartre ville sige, at retfærdighed og social fremgang var et projekt, noget der skal realiseres, og som man til stadighed må arbejde på. Men du har naturligvis ret for så vidt som problemet i dag måske netop er, at vi ikke tror på det universelle."
- Vi har set, hvad der sker, når folk vil agere politisk ud fra en universel forestilling!
"Det er rigtigt, at vi alle i den forstand er postmodernister. Spørgsmålet er imidlertid, om der overhovedet findes intellektuelle mere. Der findes masser af folk inden for reklamebranchen, marketing, design etc. som er professionelle. Men at være professionel betyder eksplicit, at man ikke tænker på det universelle - man gør oven i købet en dyd af ikke at gøre det!"
- Umberto Eco forsøger faktisk at fastholde et universelt standpunkt ved at tage udgangspunkt i kroppen. "Der er universelle ideer om tvang: Ingen ønsker at nogen skal forhindre dem i at ånde, tale, se, lytte... vi lider, hvis vi holdes i isolation, bliver slået, såret eller dræbt eller underkastet fysisk eller psykologisk tortur, der mindsker eller kvæler vores evne til at tænke", skriver han. Men på den anden side understreger han, at den intellektuelle netop ikke skal 'blande sig.' De intellektuelles fornemste pligt er at holde bøtte, når deres indblanding ikke tjener noget formål, mener han.
"Jeg mener nu stadig, at Sartres definition på en intellektuel som en, der blander sig i ting, han ikke burde blande sig i, er rigtig. Ecos holdning forekommer mig mærkelig. Det er præcis det grænseoverskridende, der kendetegner den intellektuelle."
Kynismen breder sig
- Spørgsmålet er, om postmodernismen er udtryk for et intellektuelt forfald eller for et virkeligt forfald i kulturen - således at de intellektuelle blot gør deres pligt og beskriver virkeligheden?
"Postmodernismen implicerer, at der ikke er noget standpunkt, hvorfra man kan kritisere løgn, særinteresser og falske ideologier. Og den holdning genfindes i dagens offentlige liv. Den ene politiske skandale afløser den anden, fagforeninger fifler med pengene etc. og der er ingen debat om det, folk accepterer det, for der findes ingen alternativer."
- Da den svenske vicestatsminister Mona Sahlin viftede lidt for meget med plastickortet, blev forskellen til Tage Erlanders tid fremhævet. Da han gik af, leverede han de blyanter, han havde lånt med hjem, tilbage til Socialdemokratiets kontor!
Er her ikke tale om en tidstypisk udvikling?
"Det er typisk, at Mona Sahlin først og fremmest blev kritiseret for at opføre sig uprofessionelt. Ingen kritiserede hende for at hun havde handlet umoralsk. Kynismen breder sig."
"Det burde være muligt at nå frem til en oplyst fornuft, der hverken lader alt være lige godt eller hele tiden sigter mod konsensus - som Habermas gør, når han forsøger at redde det moderne projekt. En fornuft, der klargør, hvad der skiller, som forsøger at være kritisk i ordets oprindelige betydning: At kunne skelne, se forskel".
- Vil postmodernismen ikke sige, at det netop er det, den gør?
"Jo, sikkert. Men der er forskellige strømninger indenfor postmodernismen. Der er Lyotards og Baudrillards position, der vil hævde, at alle anskuelser er lige sande".
"Jacques Derridas opfattelse derimod går ud på at vise, at ingen anskuelse kan være absolut sand, hvilket jo er noget ganske andet".
"Som intellektuel må man gøre som Derrida: både kritisere alle vedtagne teorier og sin egen diskurs".
- Hvad vil det ret beset sige at kritisere sin egen kritik?
"Kritisere i denne betydning betyder ikke nedgøre, det betyder at klargøre sine forudsætninger og begrænsninger. I stedet for at stræbe efter en universel sandhed, må man gå ud fra, at alle anskuelser er partikulære."
"Fornuften er pr. definition en slags metaposition, der forskyder sig. Tidligere var det Gud, der definerede fornuften, og det var vældigt farligt".
Privatisering af fornuften
- Måske er de intellektuelles problem i dag netop, at der ikke er en ydre norm. At fornuften er blevet til 'privat brug': de kan ræsonnere, men der er ingen offentlighed, baseret på det kritiske ræsonnement?
"Der er en tendens, der kan beskrives sådan. De unge studerende er på den ene side vældig dygtige og kritiske, men samtidig bliver de oerhört irriterede, når læreren vil relativere udsagnene. De reagerer på at leve i en tid, hvor der ikke findes klare autoriteter. Derimod behersker de spontant fænomener som romantisk ironi, man behøver ikke at fortælle dem, at der ikke findes nogen sandheder. Deres spørgsmål er snarere: hvad gør man så"?
- Forsåvidt præcis det spørgsmål, jeg stiller?
"Man må vel forsøge at forhindre, at partikulære interesser gør krav på at være absolutte. Egentlig forstår jeg ikke, at det opleves som så besværligt. Det ville da være slemt, hvis der fandtes en teori, der kunne forklare alt".
"Jeg tror, man overdriver de intellektuelles rolle i samfundet. De intellektuelle bliver altid kritiseret. Enten er det for at blande sig i noget, de ikke har forstand på, eller også forestiller man sig, som det er almindeligt i dag, at de sidder inde med sandheden og blot er passive. Jeg er helt overbevist om, at journalister har større indflydelse end de intellektuelle".
- Men journalister har netop kun magt, når de er professionelle i Sartres betydning. De kan oprulle skandaler og få børskurserne til at rasle ned, men de kan ikke i synderligt omfang gøre en kritisk indflydelse gældende.
"Ingen har egentlig nogen magt. Økonomien bestemmer, og der er ikke meget politikerne kan gøre for at gribe ind. Det må være et mareridt for en socialdemokratisk finansminister! Magten findes, men der er ingen, der har den. Derfor kan man heller ikke sørge over, at de intellektuelle ikke har den".
"Men illusionen om at have det kan også være farlig".
To slags kreativitet
- Et godt eksempel er den magt og samtidig mangel på magt selv en Olof Palme havde, når han forhandlede for Bofors.
"Palme var kynisk nok til at se igennem magtstrukturerne - og i øvrigt vældigt upopulær i befolkningen, fordi han var intellektuel! Der er noget om, at de intellektuelle i en vis forstand er udelukket fra folkeligheden".
- Defineret som en art tænkning, hvor man netop ikke tænker, men bevæger sig fra den ene færdige blokforestilling til den anden?
"Ja, og som man også finder hos akademikere og studerende! Jeg tror, det er vigtigt at skelne mellem to slags kreativitet. Der er den, man finder hos unge matematiske genier og computernørder. Ud fra et sæt faste spilleregler, lærer man sig at jonglere virtuost med dem. Det er en type kreativitet, man ofte finder hos akademikere."
"Men så er der også en anden, sjældnere slags kreativitet, hvor man opfinder nye spilleregler. Det er faktisk den, man skal lære på universitetet - men den kræver selvfølgelig, at man behersker den første slags."
- Er vi ikke tilbage ved Sartres skelnen mellem den professionelle og den intellektuelle - bare på en ny måde?
"På en måde, jo. Og samtidig er det et vældigt godt argument for, at vi ikke kan nøjes med computere"!

*I USA udsprang postmodernismen indenfor arkitektur og kunst som en retning, hvor tider og stilarter kunne blandes efter behag og forhåbentlig smag. I Frankrig var postmodernismen primært et filosofisk projekt, der udsprang af 'ideologiernes død' i forbindelse med Muren fald og venstrefløjens tilbageslag.

* Forestillingen om, at De Store Historier (ca. lig med de store ideologier (ex, stalinismen) og myter( ex. Bibelen)) har tabt deres gyldighed, var en fransk opfindelse, (Lyotard, Baudrillard) men repræsenteredes i USA eksempelvis af historikeren Fukyama, der mente, at Historien var til ende med det borgerlige samfund. Postmodernismens filosofiske påstand er, at der efter det borgerlige samfunds virkeliggørelse ikke længere (eller i lang tid) sker noget virkelig nyt. Én postmoderne fortolkning af dette, som flere gange berøres i interviewserien er, at der derfor ikke længere findes kvalitative hierarkier men kun 'lokale historier'. I forlængelse heraf ligger opfattelsen at:

*Der findes ikke længere noget originalt. Alt er kopier af kopier af kopier (såkaldte 'simulakrer', som nogle vil oversætte med gøglebillede).

Rikard Schönström kom til Danmark, Odense Universitet, efter et par år i Cambridge som svensk lektor. Instituttet for skandinaviske studier på Cambridge blev helt enkelt nedlagt under Thatcher. I Odense har han været i næsten syv år som svensk lektor, i det sidste års tid har han været ansat på Institut for Litteraturvidenskab i København.

Serien, der omfatter fem interview, fortsætter i morgen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu