Læsetid: 3 min.

Instruktører: Kortfilm ud af bibliotekerne

21. august 1997

Filminstruktører bestrider Statens Filmcentrals ret til at udlåne film gratis via bibliotekerne

Statens Filmcentral, SFC's opsigelse af overenskomsten med Foreningen Danske Filminstruktører (DFI) om honorarer for biblioteksudlån kan i værste fald betyde, at kort- og dokumentarfilm forsvinder helt fra bibliotekernes hylder, til trods for - som omtalt i Informations forsideleder i går - betragtelig publikumsucces med biblioteksudlån af filmene på videokassetter.
I et brev, sendt for en uge siden til SFC af DFI's advokat Ole Nyborg, hævdes det, at SFC efter overenskomstens opsigelse pr. 1. januar 1998 fra samme dato ikke længere har ret til at distribuere film til private via bibliotekerne.
"SFC forsøger at opsige overenskomsten med den motivation, at det, SFC har betalt os, har været en kulturstøtte, som de ikke har råd til mere," siger filminstruktør Ebbe Preisler, formand for DFI, "dertil svarer vi: Beklager, der er ikke tale om kulturstøtte men en rettighed man har købt, og betaler man ikke mere, mister man retten. Jeg kan ikke forestille mig andet, end at SFC vender tilbage og forhandler videre."
Men det kommer ifølge SFC's konstituerede filmfaglige chef, Ole Østergaard, ikke til at ske:
"Det kan godt lyde kynisk, men hvordan instruktørerne bliver aflønnet er ikke vores bord," siger Ole Østergaard, "vores opgave er at producere og distribuere film og overenskomstens opsigelse skal ses i sammenhæng med SFC's omlægninger i distributionsapparatet."
"SFC, der hidtil har betalt honorarerne for udlån af filmene, er ikke en kunstnerstøtteordning. Vi vil gerne frem til en situation, hvor hvert bibliotek i princippet er en mini-filmcentral, der har alle filmene stående. Derefter er det ikke vores opgave at betale instruktør- eller biblioteksafgift. Sagens kerne er et spørgsmål om at få filmen ligestillet med bogen på biblioteket, således at instruktørerne får en biblioteksafgift på linie med forfatterne, og ligestillingen mellem bogen og filmen er et kulturpolitisk spørgsmål."
På lige fod
DFI har tidligere på året rettet henvendelse til kulturminister Ebbe Lundgaard (R) for at få sæde i kulturministeriets biblioteksafgiftsudvalg, men film er ikke umiddelbart velkomne der hvor bibliotekspengenes forhandles:
"Kulturministeren spillede bolden videre til udvalget, og spurgte os, om vi syntes instruktørerne skulle have sæde," siger udvalgets formand, advokat Karen Dyekjær Hansen.
"Og det synes udvalget ikke, for intet i arbejdsudvalgets kommisorium indeholder den slags overvejelser. Men udvalget har tænkt sig at svare, at vi meget gerne vil høre hvad instruktørerne har på hjerte, og det vil vi invitere dem til. Mere kan vi ikke gøre," siger hun
Stadsbibliotekar Karl Pedersen, Sønderborg, har fra et bibliotekssynspunkt svært ved at se, hvorfor filmen skulle have mindre ret på de offentlige reoler end bøgerne:
"Fra bibliotekernes side har vi altid bakket op om, at alle autorer - og det er både forfattere og filminstruktører - skal have noget der svarer til biblioteksafgift. Biblioteksloven lægger, efter tidligere kulturminister Jytte Hildens revision, kraftigt op til ligestilling af audiovisuelle materialer, hvortil video hører, med de boglige materialer."
"Selvfølgelig skal instruktører honoreres på lige fod med forfattere. Der er nogle oprethavsretsmæssige hindringer, men vi har kun en interesse i at få materialet ligestillet med bøgerne."
Støtte, ikke honorar
Klaus Hansen, sekretariatschef for Producenterne, er enig med SFC's Ole Østergaard i, at sagens kerne er overenskomststof mellem producenter og instruktører:
"Det undrer mig, at DFI ikke har brugt debatten om bibliotekspenge til at få en ordning. Jeg har opfattet ordningen mellem SFC og instruktørerne som en kulturstøtteordning, og ikke den honorering, som Ebbe Preisler tror det er."
Sagen ligger pt hos SFC´s advokater. Ole Østergaard er overbevist om at juraen bag opsigelsen af overenskomsten holder.
"Vi synes, vi har taget højde for instruktørernes situation, ved det at vi for næste år som en aftrapningsordning giver procenststøtte af salget til instruktørerne," siger Ole Østergaard, "vi forventer, at der er en god chance for, at man til den tid har forhandlet sig til rette med producenterne og ministeriet."
"Juraen er på vores side, og vi er sikre på, at SFC vender tilbage til forhandlingsbordet," siger Ebbe Preisler, "vi er stadig indstillet på en omlægning. Vi ønsker en ordning, der giver os de samme vilkår som forfattere. Sagen lægger op til, at kulturministeren bliver nødt til at tage et initiativ," siger Preisler.
Det var i går ikke muligt at få en kommentar fra kulturminister Ebbe Lundgaard.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu