Læsetid: 7 min.

Intellektuelle kan være stokreaktionære

21. august 1997

Man kan godt være moralsk engageret og i den offentlige debat gå ind for atombomben, siger dr. scient. pol. Morten Ougaard. Det er farligt at bruge sin forskerautoritet til at styrke politiske synspunkter, der ikke er fagligt begrundet, mener han

DE INTELLEKTUELLE
Morten Ougaard er dr. scient. pol. og docent ved Institut for Interkulturel Kommunikation og Ledelse på Handelshøjskolen. Det er et institut, der blev oprettet for en tolv-tretten år siden for at have et forskningsmiljø i tilknytning til SPRØK-uddannelsen (Den Integrerede Uddannelse i Erhvervsøkonomi og Erhvervssprog).
I en tid, hvor samfundslivet går så hurtigt, ligger der en væsentlig opgave i slet og ret at skaffe sig overblik via forskning og formidle dette i undervisningen, mener Morten Ougaard:
"Vores kandidater kommer jo ud i samfundet og bruger den indsigt, de har fået".
"Den totale liberalisme har ikke sejret, der sker faktisk spændende samspil mellem det internationale erhvervsliv og det politiske og samfundsmæssige liv, som er vigtigt og spændende at forske i".
Hvad angår deltagelse i debatten, kan det, Morten Ougaard forsker og underviser i bruges til at kvalificere de demokratiske diskussioner, mener han.
- Er der noget om, at de intellektuelle er blevet tavse i 1990'erne?
"Måske, måske ikke! Det er i det mindste ikke udelukkende sådan. På Socialforskningsinstituttet, og også her på Handelshøjskolen går folk ind i diskussion med erhvervslivet, opstiller modeller for etiske regnskab er, for eksempel. Og på statskundskab går man ind i debatten om ministeransvarlighed, eksempelvis."
For mange intellektuelle
- I det interview, Information bragte i går, var vi inde på Sartres skelnen mellem videnskabsmænd og intellektuelle. Videnskabsmænd er professionelle specialister, der kan konstruere en atombombe; intellektuelle demonstrerer mod oprustning - groft sagt. De tilfælde, du nævner, minder mest om den første kategori: De, der udtaler sig, er snarere en del af det establishment, de kommenterer?
"Jeg mener, at det er en fejl at forvente, at intellektuelle skal være modstandere af det etablerede. Du kan også finde intellektuelle, der er tilhængere af atombomben! Der findes højreorienterede intellektuelle, der aktivt og moralsk engagerede blander sig i den politiske diskussion - blot fra et andet ståsted".
"Af samme grund kan det i mine øjne være farligt at låne autoritet fra ens professionelle forskerrolle, når man blander sig, der er ikke altid dækning for den. Men det er en risiko, man må løbe".
"Jeg mener også, at der er sket noget samfundsmæssigt siden Sartres tid. Der er sket en videnskabeliggørelse af samfundet, uddannelsesniveauet er blevet hævet, der er kort sagt mange flere, som har forudsætninger for at være intellektuelle. Måske er de intellektuelle, tværtimod at være forsvundet, blevet for mange til, at vi kan få øje på dem. De er ikke, som for hundrede år siden, en snæver elite. Tænk på, at vi i dag har fem universiteter i lille Danmark, at det meste af en ungdomsårgang går i gymnasiet osv".
"Det er en god ting, som bidrager til demokratiseringen af samfundet. Det skal selvfølgelig vejes op mod ekspertgørelsen, som dog til en vis grad er nødvendig: Der er flere ting, som er væsentlig sværere at forstå end for
hundrede år siden. Drivhusdiskussionen, for eksempel. Her må man have kendskab til, hvad videnskab er, og hvordan den arbejder. Formidlingen er blevet vældig vigtig".
"Hvis der er en krise, så har den også at gøre med samspillet mellem forskning og medier. Pressen burde blive bedre til at stille de rigtige spørgsmål, og det kan man godt, selvom man ikke er inde i de tekniske detaljer. De færreste af os kan reparere en bil, men vi kan alligevel godt tage kvalificeret stilling til en mekanikers arbejde. Alle borgere burde kunne vurdere og argumenterne. Jeg savner journalister, der tager fat på antagelserne bagved prognoserne. Parterne i en sag får alt for tit lov til at sige, at de blot ikke 'tror på' et givet argument. Dér kan der ligge nogle væ-sentlige grænseflader mellem den professionelle forsker, journalisten og den intellektuelle".
Novra!-planet
"Alt for megen populærvidenskabelig formidling befinder sig på Novra!-planet. Man skriver om, at forskerne nu har opdaget dette og de nu kan hint, men ofte er et forskningsområde kun en lille del af et stort puslespil, hvor man først forstår, hvad det drejer sig om, hvis man har en fornemmelse af helheden. En bredere forståelse af, hvorfor der forskes indenfor et givet område formidles imidlertid sjældent.".
- Er det journalistikkens og ikke forskningens opgave?
"Det er begge parters, mener jeg. Men man kunne godt ønske, at flere journalister vidste noget mere om videnskabsteori".
- Man kunne også sige, at det er journalisternes opgave at kontrollere forskningen, mens det er forskningens pligt at formidle sine resultater?
"Der er blot det problem, at man som forsker ikke får
points for at formidle - snarere tværtimod. Det, der bliver lagt vægt på, når der skal tildeles bevillinger, og når der skal ansættes, er antallet af publikationer i internationale tidsskrifter. Specielt i et lille land som Danmark, der har så få forskere, er det et problem, hvis man mener, at der skal være en kvalificeret dansk debat".
- Der foregår en institutionaliseret 'hjerneflugt' eller 'hjerneemigration'?
"Der er nogle, der publicerer internationalt, som også kan overkomme at deltage i den hjemlige debat. Men som forsker uddannes man ikke til at formidle. Dog er der sket noget i de sidste fem-seks år. På Handelshøjskolen indgår der nu et pædagogisk kursus i adjunktuddannelsen".
- Som også indgår kvalificerende i bedømmelsen af ansøgninger?
"Jeg vil mene, det indgår som en screening, således at man får frasorteret de pædagogisk mest håbløse. Men hvis der dukker et geni op, ser man nok bort fra det. Niels Bohr for eksempel var jo berømt for ikke at kunne undervise".
Masseuddannelser kræver pædagogik
"Imidlertid er man nødt til at have folk, der kan undervise ordentligt nu, hvor de højere uddannelser er blevet masseuddannelser".
- Hvis ikke det netop er problemet, at de er blevet masseuddannelser?
"Når du siger det, ligger der bagved det humboldtske universitetsideal, som vores generation praktiserede, altså et frit selvstudium. Men nu bliver man kandidat på fem år, mens vi brugte seks eller syv. Og det er faktisk først efter de fem første år, man har samlet erfaring nok til at begynde at studere. På SPRØK forsøgte vi os faktisk med at bygge to års frit selvstudium ovenpå en rimeligt struktureret tre-års bachelorgrad. Men det fungerede ikke, folk havde ikke erfaring nok. Som studierne er indrettet i dag har man først tilstrækkelig erfaring, når man er på ph.D.-niveau.
- Som kun de færreste kan få lov til at nå!
"Det må nok accepteres som et grundvilkår i dag. Og med 43.000 studerende er det også langtfra alle der er motiverede for at tage en ph.d.-grad".
- Hvilket kunne være et argument for frit optag!
"Det ville nok ikke være lige hensigtsmæssigt indenfor alle fag".
- Har studiernes indretning ført til en generel sænkning af niveauet?
"Det er klart. Da jeg læste var de fleste seks eller syv år om det. I dag tager folk deres eksamen til tiden, de er fem år om det og har ti til tyve timers ugentligt erhvervsarbejde ved siden af".
"Dette er ikke nogen kritik af de studerende, men man lærer nu engang mere på seks eller syv år end på fem. På den anden side tror jeg også, at maskiniseringen har reduceret en del spild".
- Betyder maskiniseringen ikke også en konformisering?
"Alt andet lige, jo. Men alt andet er ikke lige! De studerendes kritiske stillingtagen afhænger lige så meget af, hvordan den samfundsmæssige debat i øvrigt foregår. Hvis man rammer spørgsmål, der er oppe i tiden, så vil der også være selvstændig stillingtagen blandt de studerende".
- Hvilke spørgsmål?
"Indtil for få år siden var der en rimelig interesse for den europæiske integration. I dag er det i højere grad emner som etiske regnskaber, den politiske forbruger og udvidelsen af EU, der er interesse for".
Rigtigt og forkert
- Man kan også finde interesse for den slags spørgsmål på Ekstra Bladets læserbrevsside!
"Man skal ikke regne med, at homogeniseringen stammer fra uddannelsesinstitutionerne. I øvrigt var vi også voldsomt homogene, dengang det var moderne at være
marxist! Det er ikke så simpel en proces. I det hele taget tror jeg ikke, at uddannelsesinstitutionerne er stærke nok til at kæmpe mod tidsånden. I stigende grad ønsker man det heller ikke, fordi den er en af drivkræfterne. Man får løst et pædagogisk problem! Så er opgaven at kvalificere de studerende, lære dem, at der er ting, man ikke kan mene, fordi det er i strid med logik og historiske kendsgerninger".
- Er det en succesfuld opgave?
"Det kan lade sig gøre. Jeg ved godt, at postmodernismen vil tilbagevise, at nogle argumenter skulle være sandere end andre. Men folk bliver trætte af det. Det bliver for træls at leve i en verden, hvor man ikke kan se forskel på rigtigt og forkert".

* Serien om de intellektuelle fortsætter i morgen, hvor universitetsadjunkt, ph.d. Frederik Stjernfelt interviewes.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu