Læsetid: 3 min.

Isbjørne ild og surt slik

22. august 1997

I Elisabeth Rygårds nye film, Mine drømmes hus, fortæller børn om deres liv og drømme

DOKUMENTAR
Tre børn i ti-års alderen fortæller om deres drømme.
Det er noget mærkeligt noget, mener en pige. Man kan drømme, at man spiser slik, og man kan smage slikket, men når man vågner næste morgen, er det hele væk. Pigen fortæller om en drøm, hvor hun var spærret inde i en slikbutik, men alle yndlingsbolcherne smagte rigtig ækelt.
En anden pige har en tilbagevendende drøm, hvor familiens hus brænder. Moren og søsteren fortæres af flammerne, men det værste er, at hun selv bliver sparet.
Endelig fortæller en dreng, at han i sine drømme kæmper med en isbjørn, der vil angribe hans familie. Han henter et gevær og skyder, men vil helst nøjes med at såre bjørnen.
Normalt er det ganske kedsommeligt at høre om andres drømme. Men i Elisabeth Rygårds lille, uprætentiøse film, Mine drømmes hus, bliver det til at bære, fordi snakken snart drejes bort fra drømmene og ind på børnenes hverdag.
Filmen veksler mellem udsagn fra de forbløffende velreflekterede og selvstændige børn og passager, hvor Manuel Sellners postkortsmukke stemningsbilleder lever deres eget drømmeagtige liv, understreget af Dhyanesh A. Arendts sprøde og kinesisk klingende musik.
Den meditative stemning kan godt føles lige lovlig indsmigrende, men på den anden side åbner det rolige tempo mulighed for, at mindst tre niveauer i filmen lader sig aflæse parallelt. De to umiddelbart synlige lag er børnenes beretninger til kameraet og deres egne fortolkninger.
Bag om udlægninger
Mest interessant er imidlertid det tredje plan, beskuerens mulighed for at se bag om børnenes ord og udlægninger. Som nævnt er der tale om tre stærke og velfungerende børn, men fra sprækkerne i filmens idyl siver vidnesbyrd om en dansk 90'er-virkelighed, hvor skilsmisse, ensomhed og forsømthed er alt for almindelige ingredienser i børns vilkår.
Den ene pige har opgivet at sige farvel til sin far, når han går på arbejde, for det virker alligevel, som om han arbejder døgnet rundt. Den anden pige søger at læge såret efter forældrenes skilsmisse ved at tegne. Og drengen har tilsyneladende accepteret, at hans to muligheder for at overleve på en ny skole er enten at være den stærkeste eller at søge ensomheden.
"Det er dejligt at være alene," siger han. "Det kan min far også godt lide," kommer det bagefter, og så ved man, at det trods alt er bedst at være alene, når man er to om det.
I 90'ernes danske dokumentarfilm findes efterhånden en hel kategori, hvor børns virkelighed, forestillinger og drømme nærmest er blevet som en ny frontier, et uudforsket land, som instruktørerne går på opdagelse i. Blandt de mest vellykkede eksempler kan nævnes Lennart Pasborgs Du og jeg om børns forhold til filosofi, Karsten Kiilerichs Når livet går sin vej om børn og døden samt Vibe Mogensens Pigerne i 4. B om pigevenskaber på godt og ondt. Filmene er oftest produceret for Statens Filmcentral, hvis børnefilmkonsulent, Charlotte Giese, har haft ambitioner om at skabe en tradition for dokumentarisme af høj kvalitet målrettet til børn.
Mine drømmes hus føjer sig pænt ind i denne række uden dog at have helt samme substans som de nævnte. Dertil er den for bagatelagtig. Men det er en sød og rørende bagatel.

*Mine drømmes hus. Om børns liv og drømme. Instr.: Elisabeth Rygård. 1997. 23 min. Produktion: Jutlandia Film. Distr.: Statens Filmcentral (fra oktober). Premiere: Filmhuset i Århus i dag kl. 11.30 og 13.00.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu