Læsetid: 1 min.

Ja til gensplejset roe

27. august 1997

"Jeg kan jo heller ikke forbyde markedsføringen af en bestemt bil, selv om jeg er skeptisk ved, at der kommer flere biler på vejene."
Med de ord ledsagede miljøminister Svend Auken i går sin indstilling om, at Danmark skal godkende markedsføringen af en gensplejset foderroe fra Trifoleum, Monsanto og Danisco.
"Jeg kan ikke rette mig efter love, der ikke er vedtaget, men i mit eget baghovede kan jeg godt være skeptisk," sagde Auken.
Hans skepsis går dog ikke så meget på den konkrete roe, som er den første gensplejsede organisme, der søges godkendt i Danmark. Roen er modstandsdygtig over for Monstantos sprøjtemiddel Roundup. Og de forskere, der har vurderet ansøgningen, siger, at de ikke venter nogen fare, hverken for sundheden, miljøet eller landbruget. De venter heller ingen problemer med ukrudt, der overtager modstandsevnen fra den gensplejsede roe, for den nærmeste slægning er strandbede. Og på standene sprøjter man trods alt ikke.
I foråret blev der slået alarm, fordi man mente at have fundet rester af Roundup i grundvandet. Det viste sig at være falsk alarm.
Men hvis det senere viser sig, at Roundup faktisk siver til grundvandet, er der ikke noget i vejen for at forbyde brugen - selv om det vil gøre den nye roe ubrugelig - påpeger Auken.
"De kritiske røster har hidtil koncentreret sig om faren for et øget forbrug af ukrudtsbekæmpelsesmidler. Den bekymring deler jeg. Men Landbohøjskolens forsøg har vist, at man i dette tilfælde regner med en halvering af plantegiftforbruget over en 20 årig periode - i forhold til dyrkning af traditionelle roer," siger han.
Indstillingen er til høring i Folketinget frem til 15. september.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu