Læsetid: 3 min.

Kærlighed i kupéens tid

30. august 1997

FESTUGE
Kaos og kærlighed - eller var det nu kolera. Sydamerikansk fantasi har det med at boble vildt over i kunsten, hvad enten det nu er i litteratur eller film eller malerkunst.
Det skrupskøre, bindegale, groteske og absurde blandes med både vilde drifter og ondskabsfuld livslede, ligesom nu-oplevelser glider sammen med både fortid og fremtid.
Åndernes huse eller sjælenes kroppe - følsomhed og trods veksler med kynisme og resignation i skildringerne fra disse samfund, hvor den mest overlevelseseffektive cocktail tilsyneladende er revolutioner og katolicisme.
Tilbage står så det umulige spørgsmål om sandheden. For hvad er virkeligheden, når fantasien er mindst lige så
reel - og når liv og død ikke helt er til at definere?
Katolsk correctness
Sådanne spørgsmål har jeg i hvert fald ofte stillet mig selv som dødelig dansker, der endnu kun har mødt det sydamerikanske temperament gennem kunsten.
Og spørgsmålene dukkede op igen ved oplevelsen af det argentinske Teatro del Surs festuge-forestilling La Pasajera (Passageren) fra 1994.
For forestillingen er netop en kaotisk skildring af undertrykt kærlighed, fortrængte drifter og hæmningsløs lidenskab - altsammen udsat for katolsk correctness. Historiens ramme er noget så essentielt dramatisk som en togvogn - et rum på evig rejse.
Og i Osvaldo Ferraros betagende scenografi er denne togvogn både fuldstændig realistisk med solide træsæder og drilske skydedøre, men også næsten magisk transparent med vinduer og travle rullegardiner, der hele tiden kun tillader lige akkurat den dramatiske sigtbarhed, som forestillingsøjeblikket allernådigst skænker sine tilskuere.
Og på tilsvarende måde har maskemageren Hugo Grandi skabt ansigtsforklædninger til skuespillerne, som rammer en genial balance mellem det groteske og det realistiske - uhyggeligt og mystisk og dog helt uomtvisteligt.
Kupédrømme
For instruktøren Alberto Félix Alberto er en finurlighedens mand. Hans forestilling er en drømmerejse - i følge programmet blandt andet frit efter Bunuel, Strindberg og Bergman.
Forestillingen indledes af én afgørende handling, der fører al resten med sig: At en kvinde går ind i en kupé. For derefter vælter alverdens mærkelige eksistenser ind på livet af hende.
Om så kontrolløren, indianeren, den japanske skuespiller, den lesbiske rengøringskone og den blinde med dødssprøjten rent faktisk eksisterer - det bliver underligt irrelevant, efterhånden som forestillingen mere og mere udvikler sig til et indre spejlbillede af denne kvindes tanker og fortid.
Hendes forældre ruller truende og indsmigrende ind i kupéen til hende - det er her, Bergman kigger med over skulderen - og elskere af alle aldre og begge køn dukker krævende op under hattehylden.
Hvad denne evige Ana selv ønsker er uklart til det sidste. Måske bare en enkelt fredelig cigaret i aftenbrisen. Som den eneste på scenen forbliver hun umaskeret og dermed næsten nøgen i sit ansigt - og alligevel har hun udtryk nok til mange rejser efter denne. For skuespilleren Martha Riveros er en af disse kvinder, som man først ville overse på gaden, så vende sig om efter - og så aldrig helt kunne glemme.
Ord-volapyk
Om denne forestilling er en ønskedrøm eller et mareridt - det er vist ikke sådan til at definere. Men at den fascinerer med sin ulmende voldsomhed og holder tilskuerne fastklinet til plastiksæderne i Ridehuset - det er i hvert fald fakta fra premieren.
Også selvom forestillingen egentlig udspillede sig som det rene volapyk for os ikke-spanskkyndige, der måtte sluge den som heftig, men velfungerende pantomime-performance.
Alligevel må ord-uforståeligheden fratage forestillingen en væsentlig dimension, eftersom den er skabt som ord-teater, så hvorfor har festugen ikke investeret i et tekstningsanlæg? Eller er teksten blot lige så godaw-mand-økseskaft som alt det andet - og derfor hævet over sprogligt indhold?
Det aner jeg selvfølgelig ikke. Jeg ved bare, at jeg sad og slugte det hele råt - scenen og lydene og kroppene foran mig. Eller gjorde jeg?
Det kan selvfølgelig også bare være, at jeg befandt mig i en sydamerikansk hypnose.

*La Pasajera. Tekst og instruktion: Alberto Félix Alberto. Scenografi: Osvaldo Ferraro. Masker: Hugo Grandi. Teatro del Sur fra Argentina i Ridehuset i Århus til søndag 31. aug. Herefter på Team
Teatret i Herning fre-lør 5.-6. sept.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu