Læsetid: 6 min.

Kampen om den serbiske korridor

29. august 1997

Hvor der er to serbere sammen, er der mindst tre partier. Dette gamle serbiske ordsprog synes at være betegnende for den form for politisk ludo, der for øjeblikket udspilles omkring den bosniske, politiske enhed, Republika Srpska. Denne ejendommelige statsdannelse, som alt efter temperament ser ud som en banan eller en boomerang. Og som nu truer med at brække over på midten.
Tidligt torsdag morgen satte SFOR-tropper sig i besiddelse af en politistation i byen Brcko, det vigtigste strategiske punkt i den korridor, der forbinder den vestlige med den østlige del af Republika Srpska. Men i modsætning til en lignende vellykket aktion mod fem politistationer i Banja Luka, gik det denne gang galt. En time efter aktionen, der fandt sted kl. 3 morgen, gik en luftværnssirene i gang, Karadzic-tro borgere rykkede ud og stenede SFOR-soldaterne ud af politistationen, som de derefter tog i deres besiddelse. Det bedste, man kan sige om denne ret pinlige epi-sode er, at den ikke førte til tab af menneskeliv.
Hvorfor gik det galt i Brcko, når det nu var gået så fint i Banja Luka? Ja, den første grund er, at man i Banja Luka havde fordelen af overraskelsesmomentet. Det er klart, at man på Karadzic-siden, efter erfaringerne i Banja Luka, har fået opbygget et beredskab mod gentagelser.
Den anden grund er, at vi i korridoren står over for et helt andet samfund end Banja Luka. Brcko havde før krigen muslimsk flertal. Nu er byen rent serbisk, ligesom de andre byer i korridoren. Det er vitalt for serberne at fastholde magten i dette lokalområde. For det er Vest-Srpskas navlestreng til Serbien.
Derfor forsøgte de sidste år at bruge valgene til at lade serbiske vælgere registrere sig i Brcko og andre af korridorens byer, selv om de hverken havde boet der eller boede der, under påberåbelse af, at de havde tænkt sig at bosætte sig der. Den vigtigste grund til, at lokalvalgene i Bosnien blev skilt ud fra præsident- og parlamentsvalgene sidste år og udskudt, var netop, fordi man ville hindre denne form for udnyttelse af valgreglerne. Derfor har OSCE skærpet proceduren for registrering denne gang.
Dette er grunden til, at det bosnisk-serbiske parlament i Pale, uden at tage hensyn til, at Biljana Plavsic har opløst det, nu har opsagt samarbejdet med OSCE omkring lokalvalgene 13.-14. september - formelt fordi Plavsic har indgået aftalen, men reelt fordi OSCE ikke vil give serberne mulighed for at stemme, hvor de vil. Konflikten rækker derfor videre end blot et spørgsmål om Plavsic eller Karadzic. Den drejer sig om hele spørgsmålet om gennemførelsen af Dayton-aftalen. Af hvilken lokal-valgene er en vigtig del.
Men hvordan kan det være, at en person som Biljana Plavsic, der tidligere var en af de skarpeste modstandere af udlandets krav og blev anset for en ren stand-in for Radovan Karadzic, nu tilsyneladende befinder sig i den modsatte lejr?
I gamle dage, under Den Kolde Krig, var der diktatorer, der blev støttet af vesten, og når man trak dette frem over for for eksempel amerikanske politikere eller diplomater, kunne man få svaret: "Det kan godt være, at han er en skurk, men han er en af vore skurke!"
Fru Plavsic kunne godt se ud som en af disse skurke. Hun var i 1993 under forhandlingerne om Vance-Owen planen så vred på Serbien daværende præsident Milosevic, at hun nægtede at give ham hånden, fordi han gik ind for aftalen. Senere i 1993 kom hun med udtalelser, som af Mira Markovic, fru Milosevic, er blevet betegnet som direkte nazistiske: Plavsic syntes, at man skulle give muslimerne i det serbisk-dominerede Østbosnien et andet sted at bo, fordi man så kunne undgå at gnubbe sig op ad dem til daglig.
Internationale diplomater har heller ikke glemt hende for hendes tidligere opslutning bag etniske udrensninger. Og så sent som denne sommer protesterede Plavsic mod, at Karadzic skulle udleveres til den internationale krigsforbryderdomstol i Haag, kort efter at hun havde udstedt arrestordre mod ham for korruption og magtmisbrug. Det gjorde hun med henvisning til, at Srpskas grundlov forbyder, at man udleverer sine egne borgere til retsforfølgelse i udlandet.
Men her har fru Plavsic fået uventet støtte fra udlandet. Den nye engelske udenrigsminister Robin Cook har foreslået, at man skulle oprette en afdeling af krigsforbryderdomstolen i Bosnien, netop for at komme uden om denne begrænsning. Og der skulle være en vis åbenhed over for tanken i Haag.
Det, der nemlig er Plavsic's dilemma, og det forstår man i udlandet, er, at hendes folkelige opbakning i det vestlige Srpska risikerer at ryge sig en tur, hvis det lykkes de Karadzic-styrede medier at overbevise befolkningen om, at hun er en forræder i udlandets sold, mens Karadzic og Krajisnik er de sande patrioter. For Plavsic vil kun kunne gennemføre sit projekt: at eliminere den 'onde' Karadzic og samle Srpska om republikkens retmæssige præsident, hvis hun kan vinde befolkningen, hæren og flertallet af politiet for sig. Politiet spiller her en vigtig rolle, for det er politiet, som vil være i stand til at organisere modstanden mod hende og terrorisere hendes tilhængere til at opgive støtten til hende.
Beograds politik i konflikten var fra starten at skabe et kompromis mellem de to parter, Milosevic beordrede nærmest Plavsic til det. Men hun nægtede at komme til Beograd under henvisning til, at hun i juni var blevet tilbageholdt i Beograds lufthavn. Hun frygter helt klart for sin personlige sikkerhed. Hvis Milosevic vil snakke med hende, må han indfinde sig et sted, Plavsic har kontrollen over. Det har ikke gjort hans følelser over for sin bosnisk-serbiske kollega blidere.
Beograds officielle holdning er, at hvis der skal være nyvalg til Srpskas parlament, som udskrevet af Plavsic, så skal der også være nyvalg til præsidentposten. Det er imidlertid ikke en politik, der falder i udlandets smag. For sæt hun nu ikke vandt. Plavsic's åbning over for det 'internationale samfund' er nemlig det, man har brug for for at få gang i den fredsproces, Dayton-aftalen lægger op til, men som hidtil er blevet modarbejdet fra Pale.
Men hvorfor finder vi så ikke Milosevic og Plavsic på samme side? Ja, dels er der de personlige modsætninger, som skærpes af, at Plavsic denne vinter støttede oppositionen mod Milosevic efter de serbiske lokal-valg. En anden grund til, at Milosevic holder sig tilbage, er frygten for, at en fortsat konflikt vil resultere i, at Republika Srpska går midt over - det er denne frygt for splittelse, som har været mest fremherskende i de jugoslaviske advarsler til de bosnisk-serbiske politikere.
Endelig er der den indenrigspolitiske situation. Den del af oppositionen i Serbien, som kan true Milosevics magt i forbindelse med det forestående serbiske præsidentvalg, har nære kontakter med Karadzic-fløjen i Srpska. Kunne Milosevic finde et kompromis i Srp-ska, ville det styrke hans kandidat ved præsidentvalget, men vender han sig afgjort mod Pale, risikerer han, at højreoppositionen styrkes. Og en venstreopposition af betydning findes der ikke i dag i Serbien.
På den anden side er der grænser for, hvor langt Milosevic kan gå Pale i møde - af hensyn til udlandet. Faktisk har Milosevic underskrevet Dayton-aftalen, det har hverken Karadzic, Krajisnik eller Plavsic gjort. Derfor er han meget mere bundet, også i forholdet til lokalvalgene i Bosnien - han kan ikke gå imod dem, som parlamentet i Pale har gjort.
Derfor har Milosevic valgt at gøre det modsatte. I mandags havde han et møde med amerikaneren Robert Frowick, som leder OSCE-valgoperationen i Bosnien i september, hvor han understregede valgenes vigtighed (75.000 flygtninge fra Bosnien, bosat i Serbien, vil deltage), men gav samtidig udtryk for, at man både burde holde parlaments- og præsidentvalg bagefter i Republika Srpska. Samt at alle kræfter udefra burde afholde sig fra at tage side i den stående konflikt i Srpska.
Milosevic forsøger med andre ord at undgå at blive trukket ind i den bosniske heksekeddel, samtidig med at han forsøger at reducere striden til et indre opgør. For ham er et valg mellem Plavsic og Karadzic et valg mellem pest og kolera. Det bedste, han kan håbe på, er at de æder hinanden. Men foreløbig er det kontrollen over korridoren, der kæmpes om. Og her er der også grænser for, hvad SFOR kan udrette. Man skal givet være meget forsigtig med, hvad man foretager sig nu uden for de områder, hvor Plavsic-fløjen allerede har overtaget. For det kan komme til at virke som en boomerang. Karadzic er stadig en farlig modstander - også fordi han i modsætning til Plavsic har masser af penge.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu