Læsetid: 6 min.

Kan atomvåben mon ties ihjel?

21. august 1997

Atomvåbenkapløbet stopper ikke, før USA afstår fra at forske i nye generationer af atomvåben

For mindre end et år siden erklærede præsident Bill Clinton på tro og love, at hans underskrift på Traktaten om Forbud mod Atomprøvesprængninger ville sætte en stopper for udviklingen af nye kernevåben og i sidste ende bringe a-våbenkapløbet til sin afslutning.
Derfor, sagde Clinton, burde Senatet ratificere traktaten, som 146 andre nationer i øvrigt har skrevet under på. Et år senere har Senatet endnu ikke fundet anledning til at tage sagen op til vurdering. Et tidspunkt for debat er end ikke blevet fastsat.
I efterkrigstiden indgik de to supermagter USA og Sovjetunionen en lang række aftaler og traktater om nedrustning. I perioden 1959 til 1963 gennemførte de et midlertidigt atomvåbenprøvestop. Det blev efterfulgt af et forbud mod prøvesprængninger i atmosfæren. Men først i 1996 blev det internationale samfund enig om et totalforbud mod prøvesprængninger af kernevåben.
At traktaten blev indgået på netop dette historiske tidspunkt er selvfølgeligt ikke et tilfælde. Man kunne let forledes til at tro, at den direkte anledning er politisk: Amerika og Rusland er ikke fjender længere, så hvorfor fortsætte a-våbenkapløbet? Det ville imidlertid være en fejllæsning, for atom-våbenoprustningen mellem de to supermagter ophørte i realiteten i 1960'erne efter opfindelsen af brintbomben.
Anledningen var snarere tosidig. Dels skulle et totalforbud ideelt set tjene som en barriere mod forskning i nye kernevåben i først og fremmest USA's våbenlaboratorier. Dels håbede man, at traktaten ville være et mere effektivt middel mod ukontrolleret spredning af kernevåben end Traktaten om Ikke-Spredning af Atomvåben.
Den akutte risiko for spredning af a-våben hang sammen med opløsningen af de to supermagtsblokke. Sammen havde USA og Sovjetunionen ret effektivt styret deres respektive imperier og dermed holdt låget over spredningen af a-våben til tredjelande. Denne status quo blev radikalt ændret, da Sovjet gik i splinter og våbenhandlere fra østbloklande begyndte at sælge teknologiske hemmeligheder og råstoffer til de højst bydende.
For at imødegå denne fare har Clinton-regeringen, med opbakning i Kongressen, finansieret et program udarbejdet af Pentagon, som har til formål at hjælpe tidligere sovjetstater og Nordkorea med at eliminere a-våbenlagre. Projektet er en uforbeholden succes og fortsætter.
Set på baggrund af disse betydelige fremskridt inden for atomvåbennedrustning kommer denne uges nyhed om amerikanernes forskning i en ny generation kernevåben som et koldt styrtebad. I går citerede Information nogle passager i en hemmelig rapport fra det amerikanske energiministerium, offentliggjort af tænketanken Natural Resources Defense Council, som dokumenterer denne påstand.
Talsmænd fra ministeriet og de store våbenlaboratorier i New Mexico og Californien har ganske vist pure nægtet, at kodeord i rapporten som "modernisering" og "nydesign" er ensbetydende med forskning i nye a-våben. De siger, at den erklærede hensigt med Traktaten om Forbud mod Atomvåbenprøvesprængninger, et stop for udviklingen af nye våben, ikke bliver overtrådt af USA.
Men det svar virker ikke særligt beroligende, når man hertil føjer, at stemningen i laboratorierne nærmer sig det euforiske i forhold til situationen for nogle år siden, da de 10.000 ansatte tog for givet, at ny beskæftigelse skulle findes om kort tid. Som det engelske videnskabelige tidsskrift Nature har berettet i nogle artikler dette for-år, skyldes optimismen, at regeringen og Kongressen har bevilget 4 mia. dollar til at fremme forskning og udvikling af atomvåben ved hjælp af nye og stærkere edb-anlæg, som kan simulere prøve-sprængninger.
Kritikere af dette program frygter især forskning i en ny detonationsmekanisme kendt under navnet "ren fusion" - en teknologi, hvis spredning ifølge Nature ville være særdeles vanskelig at kontrollere.
Eksisterende atombomber bliver antændt i en fissionsproces, som leder til fusion og sprængning. Til fission bruger man uranium og plutonium, hvis fremstilling er kompliceret og som derfor er lettere at holde et vågent øje med på global plan, modsat "en fusion."
Tilhængere af Energiministeriets program fremhæver imidlertid, at forskning i ren fusion ved hjælp af gigantiske computere ikke har til hensigt at udvikle en ny generation kernevåben. Årsagen til euforien i forbundslaboratorierne er udsigten til, at denne teknologi vil kunne bruges til civile formål. Man har konstrueret en National Ignition Facility, hvor der skal forsøges at skabe fusionsenergi.
For lægpersonen er det ikke til at se krudtet for røgen i denne strøm af tilsyneladende modsigende forklaringer. Alle og enhver ved, at atomvåbenlagre er farlige for vores sikkerhed, med mindre teknologien bliver ajourført jævnligt. Men hvad er forskellen på ajourføring og modernisering? Eller mellem modernisering og nyt design? Er det vitterligt nødvendigt at bevare tropper på 10.000 forskere for at bevare USA's kernevåbenarsenal i samme stand som nu i de næste 25 år?
Svaret gives naturligvis ikke, fordi våbenforskning i sin natur er en statshemmelighed. De amerikanske myndigheder klapper i, når detaljerede svar om ovennævnte hemmelige dokument udbedes. Denne holdning kunne man forstå under den Kolde Krig, men ikke i dag, hvor USA har skrevet under på en traktat, hvis overholdelse klart nok kræver gennemsigtighed med forskning i nye a-våben.
Afsløringen af dokumentet kan endvidere virke som en boomerang for det internationale samfunds bestræbelser på at nedruste og afskaffe masseødelæggelsesvåben på lang sigt.
I andre lande vil man nu med rette spørge, hvordan det hænger sammen, at USA skulle stå i spidsen for nedrustning af atomvåben, og at Clinton føler sig moralsk rustet til at forlange samme ofre fra andre lande, når arbejdet i amerikanske våbenlaboratorier fortsætter ufortrødent.
Bortset fra rent politiske overvejelser så er det forbløffende, hvor lidt tid og plads politikere og presse har viet efter 1989 til en debat om de filosofiske spørgsmål vedrørende atomvåbnenes fremtid. Under den Kolde Krig blev der forståeligt nok skrevet kilometervis af bøger om emnet, for det gjaldt jo menneskehedens overlevelse.
Nogle nukleare tænkere som amerikaneren Freeman Dyson har hævdet, at jo mindre vi taler om dette problem, des bedre er det. Man kan sådan nærmest tie det nukleare dilemma ihjel.
I sin nyligt udkomne bog Imagined Worlds fortæller Dyson, hvorledes han sammen med andre akademikere og ledende våbenforskere deltog i et studie i 1995, hvis formål var at evaluere, om USA til evig tid fremover kunne bevare et arsenal af pålidelige atomvåben af samme type, uden at gennemføre flere prøvesprængninger.
Svaret var et rungende ja.
I sin bog forklarer Dyson imidlertid, at denne konklusion jo ikke berører det fundamentale spørgsmål, nemlig hvad man skal gøre for helt at eliminere a-våben fra Jordens overflade. Hans svar er, at forbud mod sprængninger ikke er nok. Gennemsigtighed kræves, hvis traktaterne skal virke, men det eneste effektive middel er ensidig tilbagetrækning og ødelæggelse af atomvåben i en gradvis proces, indtil man når ned til en minimal styrke.
Hvis det samtidig lykkes det internationale samfund at finde en teknisk stabiliseringsparameter, som tillader a-våbnenes fortsatte eksistens - altså udskiftning af de forældede bomber med våben af samme design - så vil arsenalet stille og roligt uddø i løbet af måske et hundrede år, skriver Freeman Dyson.
Hans ræsonnement er, at våbenarsenalet som afskrækkelses-element kun vil gå denne skæbne i møde, hvis det bevarer tre karakteristika; ærefrygtindgydenhed, fjernhed og stilhed. Som tiden går og de internationale konflikter bliver løst med andre midler, vil a-våben blive mere og mere "absurde og irrelevante."
Når denne tilstand er nået, er tiden inde til at sige farvel til dette monstruøse masseødelæggelsesvåben. Det er blevet tiet ihjel. Men forudsætningen for denne forudsigelses opfyldelse er, at man afholder sig fra at forske i nye generationer våben. Det burde Clinton passende erklære er USA's politik, når han om tre uger har afsluttet sin sommerferie. Tiden er inde.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu