Læsetid: 3 min.

Kina sætter rekord i dødsstraf

27. august 1997

H
Kina slog sidste år alle rekorder og lagde sig på en sikker, men kedelig førsteplads i opgørelsen over nationer, der benytter sig af dødsstraf.
Menneskerettighedsorganisationen Amnesty International har i sin seneste rapport om brugen af dødsstraf verden over optalt flere end 6.100 dødsdomme i Kina - svarende til 17 pr. dag - og mindst 4.367 henrettelser i 1996.
Ifølge Amnesty henrettede Kina dermed flere, end der blev henrettet i alle andre lande tilsammen. Og det er desuden det højeste antal dødsdomme og henrettelser i Kina på et enkelt år siden rekordåret 1983, hvor de kinesiske myndigheder gennemførte en lignende kampagne.
Lars Christensen, der er pressechef for Amnesty Internationals danske afdeling, tilføjer, at tallet er en fordobling i forhold til året før, altså 1995, "og derfor har Amnesty valgt at fremhæve Kina, fordi det er så ekstremt." I rapporten kommer Ukraine ind på andenpladsen med 'kun' 167 henrettelser sidste år.
Slå hårdt-kampagne
De mange dødsdomme og henrettelser skal ifølge Amnesty ses i forbindelse med de kinesiske myndigheders såkaldte "Slå hårdt"-kampagne mod kriminalitet. Kampagnen blev indledt i foråret 1996 og skulle ifølge planen kun vare nogle måneder, men kampagnen kører endnu.
Slå hårdt-kampagnen har været kendetegnet af vilkårlig rettergang og hårde straffe, der specielt har været rettet mod mennesker med en lav social status.
Samtidig har der været rygter om, at kampagnen har haft "kvota-ordninger" for de enkelte kinesiske provinser. Amnesty har dog ikke været i stand til at bekræfte rygtet, men konstaterer i rapporten, at både politi, domstole og lokale ledere har været under pres fra Beijing for at opnå hurtige resultater.
De høje tal for 1996 strider desuden mod, at Kina sidste år vedtog en reform af retsvæsenet, der bla. betyder, at anklagede for første gang har ret til en forsvarer. De kinesiske myndigheder er gennem længere tid kommet med løfter om at bringe landets love mere i overensstemmelse med internationale normer.
"Så længe Slå hårdt-kampagnen fortsætter, må man sætte spørgsmålstegn ved disse reformer," skriver Amnesty.
Tirsdag sagde ministerpræsident Li Peng, at en udbygning af retssikkerheden i Kina vil være et af punkterne på dagsordenen for den kommende 15. partikongres, der sandsynligvis finder sted i næste måned.
"Det er forkert, når udenlandske medier tror, at Beijing kun søger økonomiske reformer. De økonomiske og politiske reformer udføres samtidig i Kina", sagde Li under et besøg i Singapore uden at uddybe, hvad eventuelle politiske reformer vil indebære.
Omvæltninger
Netop de økonomiske reformer, som Kina har gennemført siden slutningen af 1970'erne, har betydet store omvæltninger i det kinesiske samfund, og det kan aflæses i de former for kriminalitet, som straffes med døden i dagens Kina.
Ifølge Amnesty er f.eks. bedrageri og tyveri inkluderet i listen over forbrydelser, der kan udløse dødsdomme. For eksempel blev en mand henrettet i Sichuan-provinsen for at stjæle 14 køer, mens to mænd blev henrettet i Shanghai for at stjæle kuglepenne og badmintonudstyr.
Også de kinesiske myndigheder finder årsager til den øgede kriminalitet i den økonomiske reformproces og de store ændringer i Kina. Det seneste nummer af tidsskriftet The China Quarterly bringer uddrag af et internt dokument, der er udarbejdet af Ministeriet for Offentlig Sikkerhed om kriminalitet i Kina.
Rapporten tegner et billede af en politistyrke i vildrede om, hvordan den skal takle følgerne af de store omvæltninger. Det gamle system, hvor individet var overvåget næsten døgnet rundt gennem bla. nabokontrol og i arbejdsenheden er mere eller mindre i opløsning, og resultatet er, at der nu er langt mindre kontrol med befolkningen.
I rapporten beskrives kriminaliteten i reformperioden som den hidtil alvorligste i Folkerepublikkens historie. Indførelsen af markedsøkonomiske reformer har betydet, at befolkningen har ændret holdninger, så den kun tænker på at tjene penge, og økonomisk kriminalitet er nu det største problem.
Rapporten fastslår desuden, at størstedelen af de kriminelle er arbejdsløse og bønder, der er søgt til byerne.
Antallet af arbejdsløse vil efter alt at dømme blive forøget i den kommende tid og hvis de nye arbejdsløse slår ind på kriminalitet, vil myndighedernes svar sandsynligvis være flere henrettelser, og der er dermed ikke udsigt til, at Kina vil begrænse - eller helt opgive brugen af dødsstraf, sådan som Amnesty anbefaler.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu