Læsetid: 2 min.

Knarvoren kommissær

27. august 1997

NY BOG
Mørk januar, fuld af slud og blæst, forkølelse og depression. Vi er i Maardam, en by på 300.000 sjæle, i et et eller andet anonymt EU-land, noget i retning af Holland vist.
Det er det typiske landskab Håkan Nessers nu tre politiromaner har udspillet sig henover. Kvinde med modermærke hedder den aktuelle, prisbelønnet som bedste svenske krimi 1996. Og Nesser er også god, omhyggelig, tænksom, bedre end hvad vi er vant til herhjemmefra.
Hvor mange ensartede mord skal der til, før man har en serie? Er den eventuelle serie tilfældigt sammensat, eller er der noget der binder den sammen, og hvad er da motivet?
Det er sådanne elementære spørgsmål kriminalkommissær Van Veeteren og hans stab må slås med, altmens ét spektakulært mord - to skud i brystet, to i nosserne - bliver til to spektakulære, til tre...
Van Veeteren er centrum og autoritet for den størrelsesmæssigt lidt vekslende efterforskningsgruppe, hvis aktiviteter der klippes metodisk imellem, og han - og et par stykker af de andre - kender man efterhånden nogenlunde godt. Der er tryghed i disse rutiner, men også en vis fortællemæssig træghed.
Irritabel og træt
Men man skal nu ikke lade sig narre af det, det har sin egen pointe. Januar-tristessen lades langsomt op, frustrationerne over ingen vegne at komme, mens mordene yngler, drives op til den spids, fra hvor specielt Van Veeterens intuition slår produktive gnister. Og samtidig krydsklippes der fra tid til anden effektivt til den morderiske bevidsthed bag eksekutionerne og til de uafvendeligt kommende ofre. Det er ret uhyggeligt.
Van Veeteren er ikke ligefrem nogen charmetrold. Bidsk ironisk, knarvorn og irritabel, træt og halvgammel. Kun med ensomhedens kulturelle og spirituøse glæder og et spil skak med en gammel digterven som modpol til den verdens dårskab, der er hans arbejdsfelt.
Den detektiviske 'jagtglæde' kan nok opgløde ham for en stund, når 'signallamperne' endelig blinker og adrenalinet strømmer, men en mere basal kulturpessimisme skinner igennem. Retfærdighed opnås sjældent, og at spille nemesis er en trættende, krævende ting. Til slut er der alligevel "intet andet end mørke og sten tilbage." Livet er stort set ret sørgeligt.
Overbevisende, men...
Som sagt er der overbevisende kvaliteter i den langsomme stramning af fortælleskruen, i politimiljøet, i portrættet af den livstrætte kommissær. Men den civilisationens fernis, der krakelerer når forbrydelsens "skæve, vantrevne rødder" skyder op i lyset, den er allerede på forhånd lidt for vanemæssigt tyndslidt, uden virkelig sanselig konkretion.
Der er i sidste ende mere snak om livets dårligdom end egentlig beskrivelse og analyse af den - kunstnerisk set. Lige sådan virker for mig at se Nessers valg af det totalt denaturerede, anonyme Maardam imod sin hensigt. Dette hvorsomhelst risikerer at blive intetsteds.
Håkan Nesser skulle måske snart skifte spor, inden den Van Veeteren'ske misantropi kvæler ham. Der kan også blive for megen 'hygge' i udpenslingen af elendigheden. Hans nærmeste medarbejder, Reinhart, har modsat sin ensomme chef f.eks. et mere muntert perspektiv og et lovende kærlighedsforhold.
Anyway, Håkan Nesser kan uden tvivl blive rigtig god.

*Håkan Nesser: Kvinde med modermærke. Oversat af Jan Mølgaard. 287 s. 325 kr. Forlaget MODTRYK

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu