Læsetid: 13 min.

Det lange farvel

23. august 1997

"Che" Guevaras liv og myte i en fremragende, men også problematisk biografi

Gabriel García Marques, den colombianske nobelprisvinder i litteratur, citeres for at sige, at hvis han skulle skrive om "Che" Guevara, ville det tage ham tusinde år eller en million sider.
Den amerikanske journalist og forfatter, Jon Lee Andersen, har været mere beskeden og har brugt otte år og 814 tætskrevne sider på projektet.
Og det er der kommet en halvstøbt, ja fremragende biografi ud af. Men ingen og intet er fuldkomment. De fleste af Andersons kilder lever stadig i Havana og er af indlysende grunde yderst forsigtige med at mene noget som helst om Fidel Castros rolle i spillet om revolutionsheltens voldsomme død i Bolivia i oktober 1967. Ville han for enhver pris af med den besværlige Guevara? Sendte han ham ud på den sidste, håbløse mission uden at give ham den fornødne, logistiske støtte? Og gjorde Castro i det hele taget noget for at undsætte Guevara, før det hele gik så grusomt galt?
De fundamentale spørgsmål besvarer Andersons biografi ikke. Men den efterlader ingen tvivl om, at den unge guerilla-helt med det karismatiske blik lige fra den dag i januar 1959, da han sejrende holdt sit indtog i Havana, søgte noget ganske andet og meget mere end en politisk og/eller militær magtbase i det revolutionære Cuba.
Som Simon Bolivar i forrige århundrede var Guevara en kontinental-romantiker. Men til forskel fra Bolivar var han som politiker blindt kompromisløs. Og hans militære lederegenskaber lod meget tilbage at ønske.
I det små kunne "Che" være ubehagelig, stikkende, hensynsløs og brutal i sin omgangsform, selv med dem der stod ham nærmest. Hvilket både i Cuba og senere i Congo og sluttelig i Bolivia nu og da afstedkom en dårlig stemning i den sluttede kreds omkring ham.
Og som militær leder af guerillaen syntes han ikke at haft nogen klar vision om, hvad det egentlig var, han søgte. I sine forsøg på at "befri" det sydamerikanske kontinent var han en varm tilhænger af den såkaldte "brændpunktsteori". Altså: Man dumper en lille gruppe guerilla-kæmpere et eller andet sted i krattet eller på en bjergskråning, og så får de lokalbefolkningen med sig, hvor efter resten går efter bogen, og som det gjorde i Cuba: Den repressive hær overgiver sig, og diktaturet bryder sammen.
En besnærende teori, hvis det da ikke lige var fordi den kostede Guevara livet!
I ANDERSONS digre biografi, der i juli blev anmeldt stort i The New York Review of Books under titlen "Goodbye to all that", følger læseren den unge Guevara på hans første dannelsesrejse op gennem Kontinentet fra Buenos Aires til Caracas i Venezuela. Transportmidlet er "La Poderosa", Den Stærke, en 500 Norton motorcykel. Årstallet er 1951-52. Og her er det ikke Easy Rider, der møder Karl Marx. Her gælder det mere en række spedalskhedskolonier langs ruten. I en af dem, dybt inde i den peruanske jungle, drikker den ellers asketiske Guevara sig dybt beruset i pisco, og ved bålet holder han en gribende tale om nødvendigheden af, at de sydamerikanske stater står sammen. De spedalske begriber næppe et ord af det hele. Men de ler henrykt i mørket. Flammerne fra bålet lyser op. Og en af tilhørerne slår sin guitar an med resterne af sin fingre. Barokt som en scene fra en Luis Bunuel-film.
Under Guevaras anden rejse i 1953-54 dukker Marx imidlertid op. I Bolivia, det land, hvor han 13 år senere skulle finde døden, oplever han tin-minearbejdernes opstand og Paz Esstenssoros nationalrevolutionære magtovertagelse. Og året efter befinder Guevara sig atter i et oprørscentrum, nemlig i Guatemala, hvor CIA og United Fruits styrter den demokratiske præsident, Jacobe Arbenz.
Guevaras rolle i modstanden mod kuppet er minimal. Han søger tilflugt i den argentinske ambassade og bliver senere udvist til Mexico. Her møder han en mand med en sag: Den endnu ikke 30-årige, cubanske jurist Fidel Castro Huz, som sammen med et lille hundrede andre cubanere planlægger at invadere Cuba ad søvejen og styrte den lokale diktator, general Fulgencio Batista. Om Guevara vil med som læge? Det vil han naturligvis. Men først og fremmest som revolutionær. Cubanerne omkring Castro bider mærke i, at den tilstødende argentiner ofte bruger tiltaleformen "Che" ("hov" eller "hør lige her"). Sådan siger man nede i Buenos Aires omkring cafebordene. Og sådan siger Guevara i Mexico ofte under de politiske diskussioner. Han bliver til El "Che" - manden, der siger "hør lige her!"

SOM EN af de få overlever Guevara det første baghold efter landgangen i det
sydøstlige Cuba. Han deltager i de næste tre års guerilla-krig i bjergene i Oriente-provinsen. På grund af sit personlige mod bliver han som den eneste udlænding forfremmet til comandante, pudsigt nok næsten samtidig med at Fidel Castro degraderer sin lillebror, Raul, fra comandante til teniente - løjtnant, guerrillaens laveste officersgrad.
En veritabal regn af sammenstød og fægtninger og mindre slag, som Guevara trods tab, og nu og da for store, kom ud af med glorien i behold, fører ham i december 1958 op til Midtcuba, hvor han indtager den strategisk vigtige provinsby, Santa Clara, og neutraliserer et pansret tog, som diktatoren Batista i et sidste og desperat forsøg har sendt ud mod Castros fremrykkende enheder. "Che" står med hele æren. Cuba er skåret over på tværs. Diktaturets dage er talte. Santa Clara og pansertoget bliver hans eneste store militære sejr. Et gammelt, bulet tog i et provinshul i Midtcuba. Et slag i en by i et land, oven i købet en ø i Caribien, der hidtil mest har gjort sig bemærket som et nordamerikansk protektorat og en krydsning mellem en casino-bule og et horehus.
Men efter Santa Clara begynder myten at vokse i takt med, at uroen og rejselysten atter får tag i Guevara.
Den 2. januar 1959 rykker han ind i La Cabana-fortet ved Havanas havneudløb. Militært set er det ikke nogen tung post. Men La Cabana er det fængsel, hvor Batistas mest aktive håndlangere bliver koncentreret. Og i det efterfølgende retsoprør, som sammenlignet med opgøret i Danmark efter krigen nu forekommer den rene skovtur, blev under 300 "batistianos" dømt og henrettet. Guevara var chefanklageren. Omhyggelig, retfærdig men nådesløs, hvis man ellers skal tro Andersons kilder.

BIOGRAFIEN AFLIVER i nogen grad mytem om den blodtørstige "Che", ligesom den dokumenterer, at Guevara langt fra at være en marxistisk dogmatiker snarere var en besynderlig blanding af en autonom, anarkistisk trotskist, som ikke var påfaldende engageret i opbygningen af et nyt, cubansk regeringsapparat. Magten var han interesseret i. Men kun i den forstand, at den gav ham mulighed for at pleje sine drømme om at vende hjem til kontinentet og fædrelandet Argentina.
Mens Guevara pønsede på det (og omgav sig med en broget blanding af revolutionsromantikere) blev han først udnævnt til "industriminister" i det nye agrarreforminstitut, som sorterede direkte under Fidel. Guevara skulle tage sig af noget så paradoksalt som "agrar-industri". Han begyndte, ifølge Andersons kilder, i nogle tomme lokaler, nogle etager under Fidels egne kontorer i en højbygning på Plaza de la Revolucion. Tomme lokaler, hvor hans tidligere og hans nuværende hustru skændtes om hans opmærksomhed, og som aldrig blev helt brugtbare, før Svinebugtsinvasionen fandt sted i april 1961, og han midlertidigt fik kommandoen over "Vesthæren" i Pinar del Rio-provinsen, hvor der absolut intet skete. Bortset fra et Guevara skød sig selv i tindingen. Et vådeskud, fordi han havde det med at tabe sin pistol på gulvet. Såret var overfladisk. Men en efterfølgende stivkrampevaccine var ved at slå den astmatiske Guevara ihjel.
Invasionen blev slået tilbage, men af alle mulige andre end El "Che", og under det følgende års Oktoberkrise, hvor verden for første gang stod over for den reelle mulighed for en atomkrig, spillede Guevara også kun anden-violin. Han ønskede en konfrontation. En ny verdenskrig. Men det var der mange andre, der også gjorde. Han var ikke den eneste krigsmager. Hans menneskesyn var det, at enten skulle borgerne i et hvilket som helst samfund være små, tilfredse og lydige reservedele i produktionsapparatet. Eller også burde de kaste sig ud i den store, altomspændende verdensrevolution. Intet mindre kunne gøre det.
Og så skal man huske på, når man idag ser tilbage på denne besynderlige skikkelse, at Guevaras samfundssyn og hele internationale baggrund var formet i en tid, hvor Portugal stadig var en dominerende kolonimagt, hvor Frankrig stadig stod i Vietnam, hvor Shahen af Iran var genindsat på Påfugletronen, hvor Nelson Mandela var en ret ukendt menneskerettighedsadvokat, hvor Algeriet var fransk, Congo belgisk og Suez-kanalen kontrolleredes af Storbritannien. For ikke at tale om Latinamerika, hans scene, som domineredes af de mest besynderlige diktatorer og galninge, som var de hentet lige ud fra Gabriel García Marquez' Patriarkens Efterår.
Den "Che" Guevara, eftertiden kender, er ham fra 1968 - manden der døde et år før, han blev en helt.
FRA SIT job som en slags skygge-industriminister (den egentlige industri i Cuba var jo sukkerindustrien, og her sad en helt anden minister, som i øvrigt kun var endnu en skygge bag Fidel) blev Guevara så nationalbankdirektør. Og fra den relativt korte, men stort set resultatløse periode, bringer Anderson en gribende beretning om debatten angående bygningen af Cubas nye Nationalbank ud mod Havana-bugten ved kystpromenaden Malecon.
Kilden er den dengang kun 31-årige arkitekt Nicolas Quintana, som var udset til at forestå byggeriet af den projekterede 32 etager høje bygning.
Quintana beretter til Anderson, at alle hans forslag om indkøb af udenlandske materialer og bygningskomponenter så, som orkansikrede vinduer og rustfri rammer, blev afvist af Guevara.
Men da de kom til elevatorerne, gik det først helt galt. Quintana foreslog, at elevatorerne skulle installeres af det nordamerikanske firma, Otis, som den gang stadig havde et kontor i Havana.
"Hvad skal vi bruge elevatorer til?", spurgte Guevara. "Det er godt nok med trapper. Hvis jeg kan gå op ad dem med min astma, hvorfor kan alle de andre så ikke gøre det?"

Hans holdning til kæmpebygningens projekterede antal toiletter var den samme:
"Vi stryger halvdelen af dem," sagde Guevara.
Den ulykkelige arkitekt protesterede:
"Revolution eller ej, folk går lige meget på toilettet!"
"Ikke det nye menneske," svarede Guevara. "Det opofrer sig!"
Da forstod arkitekten, om i øvrigt senere gik i eksil, at det slet ikke handlede om orkansikrede vinduer eller elevatorer kontra trapper og antallet af toiletter. Det drejede sig om, at Guevara slet ikke ønskede en bankbygning. For hvad skulle han med en Nationalbank, når det han stræbte efter var at afskaffe pengenes magt.
Parallelt med sine indenrigspolitiske aktiviteter havde "Che" Guevara en anden funktion: Han var en slags rejsende ambassadør og ved ganske særlige lejligheder en habil omend noget monoton taler i FN eller ved kongresser og seminarer i den tredje verden. Det var hans natur at sige tingene lige ud. Og det gjorde han også under et økonomisk topmøde i Algeriet i marts 1965, hvor han beklagede at måtte fastslå, at også den socialistiske lejr udbyttede den tredje verden. Det blev enden på hans ambassadørvirksomhed og på hans offentlige optræden i det hele taget.
Han fløj hjem til Havana, hvor Castro modtog ham i lufthavnen. Hvad de to sagde til hinanden, er endnu idag og over 30 år senere en statshemmelighed, som heller ikke biografiens forfatter har formået at trænge ind i. Men det havde længe været kendt, at Guevara havde svært ved at se noget positivt ved Sovjetunionen.
En af biografiens kilder, den unge løjtnant og viceminister for sukkerindustrien, Orlando Borrego, fortæller således, at da han vendte hjem til Cuba efter et besøg i Moskva og ville fortælle Guevara om, hvad han havde set og oplevet, blev han standset efter første sætning.
Guevara holdt hånden op og sagde, at han ikke gad høre mere om "det lort". Og han var i øvrigt overbevist om, at Sovjetunionen en dag ville genindføre kapitalismen.
På dette punkt, på dette eneste punkt fik han ret!

Det fik han imidlertid ikke, da han i 1965 rejste til Congo sammen med en lille gruppe særligt udvalgte cubanere og tilbød de congolesiske oprørere militær og politisk støtte. Han mente, at Afrika var modnet til revolutionen. Men oprørskommandanterne, deriblandt Congos nuværende statschef, Laurent Kabila, foretrak Tanzanias barer og bordeller frem for at stille op ude i den endeløse bush, hvor Guevara ventede i selskab med tæger og slanger og omgivet af overtro.
Resultatet blev, at den vestligt-støtte-

fortsættes side 13
... fortsat fra side 12

de Mobutus tropper vandt sammen med Mike Hoaras lejesoldater. Guevara måtte i al hast flygte tilbage over Victoriasøen, og snart befandt han sig isoleret og alene på sit hotelværelse i Dar Es Salaam. Han var en mand uden hjemsted. Han ville og måske kunne han ikke vende tilbage til Castro og Cuba. Men han havde en vision: han ville "befri" sit fødeland Argentina, og det var ingen pludselig indskydelse. Faktisk havde han arbejdet på projektet nogle år. Fortroppen var allerede sendt afsted. En lille gruppe kæmpere under ledelse af grundlæggeren af det cubanske nyhedsbureau, argentineren Jorge Ricardo Masetti, hvis nom-de-guers var "Comandante Segundo" eller "Kommandant nr. 2". Kommandant nr 1 var selvklart Guevara.
Masetti og hans gruppe blev trænet i Algeriet og infiltrerede sig senere i det nordlige Argentina i en region uden påfaldende mange bønder, bevokset af krat og plaget af tåge og kulde. Det værste var imidlertid, at Masetti var en tyran og helt inkompetent som leder. Han var tilmed også lidt af en antisemit. Og da en del af de unge kæmpere, som kom nede fra Buenos Aires eller fra provinsen Cordoba, var af jødisk afstamning, kastede Masetti sig nidkært over dem og pinte og plagede dem. Der var henrettelser i gruppens lejr. Og der var sult og inaktivitet. Og Guevara lod vente på sig. I marts 1964 var det hele forbi. De, der ikke blev likvideret af det argentinske gendarmeri, omkom af udmattelse. Kun nogle få slap fra eventyret og blev slæbt for en domstol. Masetti selv forsvandt. Hans lig blev aldrig fundet.
Nogen lovende optakt til Guevaras bolivia-kampagne var der således langt fra tale om. Men Castro støttede ham, eller i det mindste lovede Castro ham sin støtte. Og Guevara rejste derfor ikke direkte fra Østafrika til Sydamerika, hvilket han egentlig helst ville, men tilbage til Cuba via Prag.
Så fulgte der atter måneder med træning i en isoleret lejr i Cubas vestligste provins, Pinar del Rio. I oktober 1966 kom så afrejsens time. Castro besøger lejren, giver Guevara et varmt favntag, taler og taler om gamle dage og lader inden andre få ordet. Kort før solopgang er det talende orakel endelig færdig. Guevara kører bort for at blive sat ombord i dagens rutefly direkte til Moskva for så at fortsætte rejsen videre til Bolivia.
En af deltagerne i afskedsfesten erindrer: "Der faldt en melankolsk stemning over lejren. Fidel brød ikke op men satte sig hen for sig selv. I lang tid sad han med bøjet hoved. De andre tænkte, at han måske fældede en tåre, men ingen vovede at gå hen til ham. Da solen var stået op, gav han et råb fra sig og pegede op mod himlen. Der fløj maskinen med "Che" på vej mod Europa".

Om Castro virkelig græd og sørgede, må historieskrivningen - om muligt - senere vise. Men netop her, 700 sider inde i Andersons biografi, må det gå op for den såkaldt opmærksomme læser, at der hele tiden har manglet noget: Castros tilstedeværelse, Castros fortolkning, Castros meninger. Men netop han dukker aldrig op. Anderson har tilbragt over tre år i Cuba med at indsamle materialet. Han har, ifølge forordet, kun mødt velvilje i Havana. Men Fidel Castro, hovedpersonen, kronvidnet citeres for intet. Han udtaler sig ikke til forfatteren. Det er naturligvis et stort minus, men som det er tilfældet med andre store biografier, er fraværet af visse kilder meget sigende. I dette tilfælde synes fraværet af Castros udsagn at indikere, at han har villet ryste Guevara af sig. Eller udtrykt på en anden måde: Castro sendte Guevara til Bolivia, ikke for at lade ham omkomme alene og isoleret, men for at se, hvad der ville ske. Slog det hele fejl, var der en myte, som hans egen lille lommerevolution kunne drage fordel af. Sejrede Guevara, ja så ville Castro måske også være i stand til at bryde ud af den klaustrofobiske hverdag, han havde muret sig selv og hele det cubanske folk inde i.
Godt et år senere efter afskedsnatten i Cuba, den 9. oktober 1967 kl. 13.10 lokal tid blev Ernesto "Che" Guevara henrettet i en skolestue i en støvet miserabel flække i det østlige Bolivia. Med undtagelse af hans tre livvagter var alle i hans gruppe blevet fanget og henrettet eller døde af sult. I La Higuera, "Figenlunden", som flækken ret misvisende hedder, endte hans korte, tumultariske livsbane. Men fra Figenlunden begyndte myten også at vokse.
Jon Lee Anderson lader Felix Rodriquez, den cubansk fødte CIA-agent, som overvågede henrettelsen, få det sidste ord:
"Jeg beordrede ham (bødlen, Mario Teran, sergent i den bolivianske hær) ikke at skyde Guevara i ansigtet, men fra halsen og nedefter. Jeg gik op på højdedraget og begyndte at gøre notater. Da jeg hørte salven, så jeg på mit ur, det viste ti minutter over et om eftermiddagen".
Rodriquez erindrer endvidere: "Før henrettelsen spurgte jeg, om han havde noget, han ville give videre til sin familie, og "Che" sagde "Meddel Fidel, at han snart vil se Revolutionen sejre i Amerika ... og sig til min hustru, at hun skal gifte sig igen og forsøge at leve lykkeligt".
Og så trådte Felix Rodriquez helt hen til "Che" og forsøgte at omfavne ham. "For mig var det et enormt, følelsesladet øjeblik. Jeg hadede ham ikke længere. Hans sandhedens øjeblik var kommet. Og han var helt igennem en mand. Han mødte sin død med mod og værdighed".

*Jon Lee Anderson: Che Guevara. A Revolutionary Life. Bantam Press. New York 199. 814 sider. Ill. 432 d.kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu