Læsetid: 3 min.

Lise Roos død

27. august 1997

NEKROLOG
"Fik du set det, du ville?" Det er titlen på Lise Roos' næste film, som er færdigredigeret, men ikke premieresat. Hun har spurgt et antal mennesker fra samme arbejdsplads om deres liv og deres drømme: Har deres liv formået at leve op til deres drømme. Filmen var først tænkt som et portræt af en arbejdsplads. Efterhånden som optagelserne skred frem blev det tydeligere at menneskelivene var mere interessante end arbejdslivene - og så lod hun filmen udvikle sig i den retning. Folk, der har set den på forskellige stadier af redigeringen, taler om en optimistisk og livsglad film.
Lise Roos elskede fest og premierer. Men hun må sende afbud til denne her, som kun er hendes næstsidste film. Hun døde i søndags, 56 år.
Den sidste, som knap nok er færdigoptaget, er et selvportræt. Filmene startede i en undren over, hvad der skaber et menneskeliv - hvad skal der til for at forme og ændre det. Efterhånden som hun arbejdede sig ind på filmen, fandt hun ud af at hun måtte bruge sit eget liv som afsæt. Men også denne film måtte ændres undervejs. Den endelige film, som bl.a. indeholder optagelser fra hendes arbejde som dokumentarist, og interviews med hende selv, også om sygdommen, vil nødvendigvis være præget af sin uplanlagte afslutning. Mikkel Bo klipper den færdig. Sandsynligvis vil selv denne film have en optimistisk grundtone.

Novellefilm, spillefilm, dokumentarfilm. Film for børn og voksne. Lise Roos var også på den måde til det hele. Hun både skrev og instruerede og var som regel også dybt involveret i arbejde med finansieringen og dermed også produktionen af alle sine i princippet umulige og i bund og grund ukommercielle film.
Hendes emner har været mange, men konsekvensen i værket er det ikke svært at få øje på: en alvorlig og kompromisløs respekt for hvert enkelt menneskes helt unikke selv- og omverdensoplevelse. I den forstand går der en klar linie fra "Fik du set det du ville" via grønlænderfilmen "Kolonihaven" til de mange film om børns vilkår i Danmark.
Selv holder jeg vist mest af "Kan man klippe i vand?" - knap 100 minutter om livet i en børnehave. Samtidig en slags forskning: Hvad sker der når man f.eks. i en periode fjerner legetøjet, stiller andre fantasikrav. Filmen giver sig tid til at lære flere af børnene rigtig godt at kende. Dramaet er stort og rent.
"Frikvarter" blev en stor tv-succes for et par år siden - fem dokumentarfilm om et gymnasium og om en generation med andre værdier og en anden æstetik end Lise Roos. Tv var hun skeptisk overfor, men mediet gav hende et nyt og stort og taknemligt publikum.
"Strudsen" var en forførende novellefilm efter en historie af Martin A. Hansen: Fire børn går på opdagelse udenfor en lille landsby. I spillet mellem virkelighed og fantasi overbeviser de til sidst hinanden om, at de er lige ved at komme på skudhold af den struds, flere af dem har set.
Andre film: "Familien Danmark" (to familier bytter tilværelse), "Alle disse øjeblikke" (om ældre) og de tidlige spillefilm: "Hej, Stine", "I din fars lomme" og "Sådan er jeg osse".
Hun var ikke for dem, der ikke tåler modsigelse og ikke kan tåle at blive sat på plads. Så hun løb sig en del staver i livet. Men hun havde samtidig råstyrke nok til at blive ved med at råbe op og være uforskammet, og der er almindelig enighed om, at det i særlig grad var hendes knofedt og mundlæder, der skabte institutioner som Nordisk Panorama (kortfilmfestivalen) og Filmkontakt Nord (sekretariat for nordisk kort- og børnefilm). Hun spillede på alle tangenter.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu