Læsetid: 3 min.

Lønbombe under Lykketofts finanslov

27. august 1997

Den tidligere overvismand, professor i økonomi ved Århus Universitet, Claus Vastrup, frygter, at en lønfest ved forårets overenkomstforhandlinger vil afløse den nuværende jobfest.
Han efterlyser stramninger i finansloven for at sikre fortsat stigning i beskæftigelsen og opfordrer arbejdsmarkedets parter til at indgå overenskomster om lavere lønstigninger end i dag.
"Det er vanskeligt at se, hvordan den gode udvikling i beskæftigelsen skal kunne fastholdes uden stramninger i finansloven," siger Claus Vastrup til Information.
Den faldende arbejdsløshed er en af forklaringerne på, at lønningerne stiger.
Hvor Vastrup efterlyser stramninger i finansloven, lægger Lykketoft i Århusprofessorens øjne op til en mindre lempelse af finanspolitikken i 1998 sammenlignet med politikken for i år. En lempelse, der i sig selv vil sætte ekstra skub i opsvinget og dermed forøge presset for flere lønstigninger. En udvikling, der før har udgjort akilleshælen i dansk økonomi.
Dobbelt så stor stigning
Claus Vastrup peger på, at danske lønninger stiger mere end dobbelt så meget som tyske lønninger.
De seneste tal fra Dansk Arbejdsgiverforening beretter om lønstigninger på godt fire pct. inden for det seneste år, mens lønningerne i Tyskland stiger med lige under to pct. om året. Dertil kommer, at tyskerne arbejder mere og mere effektivt sammenlignet med danske arbejdere.
"Vi kan ikke blive ved med at have højere lønstigninger end tyskerne, når kronekursen samtidig er låst fast i forhold til D-marken. På et eller andet tidspunkt vil det gå ud over produktion og beskæftigelse," siger Claus Vastrup.
Overenskomstnervøsitet
Økonomiprofessoren frygter, at finansloven ikke vil lægge det nødvendige pres på forårets overenskomstforhandlinger.
"Jeg er nervøs for, hvordan det vil gå med overenskomstforhandlingerne til foråret. Det vil være nødvendigt at aftale lavere stigninger i omkostningerne for erhvervslivet end dem vi ser i dag," siger Claus Vastrup.
De høje danske lønstigninger er det ene af de to signaler, der for Claus Vastrup blinker advarende. Det andet advarselssignal er, at overskuddet på betalingsbalancen i 1997 er blevet halveret i forhold til 1996.
"For at være sikker på, at overskuddet på betalingsbalancen fortsætter, er det også nødvendigt med en mindre stramning af finanspolitikken. For store lønstigninger kan ødelægge både beskæftigelse og betalingsbalance," siger Claus Vastrup.
Faresignaler
Direktør Lars Andersen fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd deler ikke Claus Vastrups opfattelse af den økonomiske udvikling.
Lars Andersen ser ikke problemer med finansloven og dens generelle effekter, men derimod faresignaler inden for bygge- og anlægssektoren.
"Der er faresignaler inden for bygge og anlæg. Hvis der først kommer gang i parcelhusbyggeriet, så kan det gå meget hurtigt med udviklingen på samme måde som når ketchup ryger ud af flaske," siger Lars Andersen til Information.
Finansminister Mogens Lykketoft er enig i, at der kan opstå problemer inden for bygge og anlægssektoren.
"Det område af dansk økonomi, hvor risikoen for at noget går af lave, er bygge og anlægssektoren. Derfor har regeringen midlertidigt stoppet statsligt byggeri, lagt en bremse på byfornyelsesindsatsen og lagt en afgift på statslige institutionens bygge- og anlægsinvesteringer," sagde Mogens Lykketoft under fremlæggelsen af finansloven tirsdag.
Finansministeren afviste her, at der skulle være behov for større stramninger i finansloven.
"Dette forslag til finanslov er svaret på behovet for stramninger. Vi er selvfølgelig rede til at reagere for at redde dansk økonomi, hvis det skulle udvikle sig anderledes end vi tror, men jeg mener, det er den rigtige og tilstrækkelige økonomiske, regeringen fremlægger," sagde finansminister Mogens Lykketoft.

Leder her på siden
Side 2: Nyhedsanalyse: Regeringens højere
kogekunst
Side 3: Tema:
Finanslov gearet til forlig
Miljøvurdering møder skarp kritik
Skatten skal lægges om

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu