Den britiske vicepremierminister John Prescott kritiserer Peter Mandelson, der nu også stiler efter en plads i Labours partiledelse
Det var en spøgefuld britisk vicepremierminister, John Prescott, der mandag poserede for pressen i en båd på Themsen. Med sig i et glas havde han en aggressiv kinesisk uldhåndskrabbe, som han - med direkte henvisning til Labour-regeringens anden vicepremierminister Peter Mandelson - har givet navnet, Peter.
"Kunne du tænke dig at komme med i det nationale forretningsudvalg, Peter?" spurgte Prescott krabben i glasset, mens kameraerne blitzede og alle pressefolk tænkte på Peter Mandelsons aktuelle kampagne for at overtage finansminister Gordon Browns plads i Labours forretningsudvalg.
Ordene falder på et tidspunkt, hvor de to konkurrerer om rampelyset, mens premierminister Tony Blair er på sommerferie i det sydlige Frankrig.
Det seneste eksempel er de tos udtalelser om det prestigefyldte "Millenium"-byggeprojekt, som Peter Mandelson har fået ansvaret for at fuldføre.
Mens Mandelson kalder det for en britisk succeshistorie, så udtalte John Prescott i mandags, at "det er en kedelig afspejling af kompetencen" i britisk industri, at den tyske Koch-gruppe netop er løbet med en kontrakt i projektet til 6,1 millioner pund.
Spindoktoren
Formelt er det John Prescott, der i Blairs fravær er nummer et i regeringen, men det er den 43-årige minister uden porteføjle, Peter Mandelson, der har fået mest spalteplads i den britiske presse på det seneste.
Og ikke for det gode. Det var ham, der måtte ride mediestormen af og aflede pressen, da udenrigsminister Robin Cook forlod sin kone til fordel for en yngre sekretær, og da et Labour-parlamentsmedlem fornylig begik selvmord.
Peter Mandelson, der var med til at hjælpe Tony Blair til magten i Labour, havde stor succes som chef for Blairs valgkamp og nu har ansvaret for regeringens pressestrategi, betragtes af mange som Blairs højre hånd.
Det er i den forbindelse ikke uvæsentligt, at Peter Mandelson lige som Tony Blair er uddannet på universitetet i Oxford. Mandelsons indflydelse er stærkt omdiskuteret, og han blevet kaldt alt lige fra "sandhedsministeren" til "mørkets prins" og "regeringens Rasputin".
Fornylig blev han udsat for skarp kritik fra konservativ hold. Den konservative skygge-kulturminister, Sir Francis Maude, anklagede ham for at lide af "midsommer galskab på grænsen til megalomani".
Mandelson har taget til genmæle:
"Tory'erne siger det. BBC løber med det, og aviserne løber med det og rapporterer om det som en kendsgerning. 'At Mandelson har overtaget styringen'. Men det siger de bare for at aflede opmærksomheden fra regeringens resultater i de første 100 regeringsdage," forklarer Mandelson.
I politisk nøglerolle
Torsdag i sidste uge markerede Mandelson i en tale til det indflydelsesrige "Fabian Society", at han har premierminister Tony Blairs tillid - trods de seneste politiske krydsild mod ham i Labours egne rækker og fra højrefløjen.
I talen gav han den tidligere konservative regering gennem 18 år skylden for, at Storbritannien har 150.000 hjemløse, 100.000 børn som ikke går i skole, den højeste andel enlige forældre i Europa og fem millioner borgere, som bor i hjem, hvor ingen har et arbejde.
"Regeringen vil gøre alt, hvad der står i dens magt for løse denne den største sociale krise i vor tid," sagde Mandelson og meddelte, at Tony Blairs regering vil oprette en særlig "underklasse"-enhed, der skal gøre noget ved fattigdommen, den sociale udstødning og arbejdsløsheden.
Veltimet
Lanceringen af ideen var veltimet, og har ifølge avisen The Observer en hel del at gøre med Mandelsons kampagne for at blive medlem af Labours partiledelse. En af hans tungeste modkandidater er den venstreorienterede Ken Livingstone, der da også kalder Mandelsons tale for "endnu et eksempel på septembersocialismens sygdom, der rører kandidater i de få uger i august og september, hvor de søger at samle stemmer."
Mandelson, der sidste år kaldte sig selv for en moderne socialdemokrat, har brug for at profilere sig som andet end en "spindoktor", der kan mistænkes for at manipulere med pressen. Han har brug for en stærkere og mere legitim politisk platform i partiets ledelse for også i fremtiden at kunne deltage i frontlinien af det, han i sin seneste bog har kaldt for "Blair-revolutionen".
