Læsetid: 6 min.

Markedsøkonomien mødte en faglig grænse

20. august 1997

Det er lykkedes den amerikanske fag-bevægelse at stikke en lille kæp i hjulet på den fremrullende McDonaldisering af arbejdsmarkedet

Det amerikanske transportfagforbund The International Brotherhood of Teamsters har med gårsdagens ubetingede sejr i en 15-dage lang strejke mod USA's og verdens største postforsendelsesfirma, United Parcel Service, sendt et utvetydigt signal til tilhængerne af en dereguleret global markedsøkonomi. Budskabet er slet og ret: Der er en grænse for, hvor meget vi - lønarbejderne - vil finde os i fra ledelsens side.
Strejken kan gå hen og blive en milepæl i den nye amerikansk-dominerede globale økonomi. Det fascinerende spørgsmål, denne arbejdskonflikt rejser, er ikke om fagbevægelsen kan forhindre udviklingen af et mere konkurrencepræget erhvervsliv på tværs af nationale grænser. Det vil hverken amerikanske eller europæiske fagforbund formentlig nogensinde få styrke til, fordi den voksende frihandel, kapitalens øgede mobilitet og ny informationsteknologi efterhånden påtvinger al industri skærpede konkurrencevilkår.
I stedet antyder udfaldet på konflikten mellem Teamsters og UPS, at overenskomstssystemet i det store og hele stadig virker tilfredsstillende, selv om dereguleringen af amerikansk industri har svækket fagbevægelsen alvorligt og selvsagt gjort industrien mere aggressiv. Det resultat lyder måske ikke særligt imponerende, med mindre man tager højde for, at den traditionelle liberale opfattelse af magtforholdet mellem arbejdsgiver og arbejdstager har været sat ud af spillet i USA igennem flere årtier.
Årsag: Fagbevægelsens manøvrefrihed og evne til at organisere er blevet stækket dels af Kongressen og dels af mange delstater. Ikke mindst arbejdsgivernes snart sagt uhindrede anvendelse af strejkebrydere har været et slag for amerikansk fagbevægelse.
Fra politisk hold har USA således fulgt en kurs, der på den ene side begunstiger erhvervslivet med en nyliberal lovgivning og på den anden side udhuler fagbevægelsens mulighed for at repræ-sentere lønmodtagernes interesser tilfredsstillende. Konsekvensen har man kunnet se i form af den amerikanske økonomis høje vækstrater, lav inflation og lav ledighed. Et opsving, som nu er på femte år.
Som følge er virksomhedernes overskud vokset betydeligt, og på Wall Street synes optimismen ingen ende at tage. Under normale omstændigheder ville fagbevægelsen straks have krævet - og fået udbetalt - kompensation under fornyelsen af overenskomsterne, men det er kun sket i ringe omfang. Selv ikke den lave ledighed, der fører til knaphed på arbejdskraft, har presset lønnen i vejret i USA.
Med gårsdagen sejr for amerikansk fagbevægelse ved vi nu, at bunden er nået. Tidligere arbejdsminister Robert Reich udtrykte situationen på følgende måde i et tv-interview søndag:
"Hvad vi ser i UPS og i mange andre selskaber er, at overskuddet vokser støt. Samtidig er arbejdskraften knap, og under det lange opsving har mange ufaglærte arbejdere ikke modtaget lønforhøjelser. Det skaber en eksplosiv situation."
Det er måske en overdrivelse at kalde situationen eksplosiv. I grunden er der tale om, at pendulet kun kan svinge så meget i den ene retning, inden en selvregulering sætter ind. I det konkrete tilfælde diskriminerede United Parcel Service mellem deltids- og fuldtidsarbejdere og ville pille ved pensionsordningen. For fire år siden slog Teamsters til med en et-dags punktstrejke mod UPS. Udfaldet var miserabelt. Kun få fagforeningsmedlemmer sluttede op.
Denne gang deltog samtlige 185.000 Teamster-medlemmer i UPS i strejken, og 2.000 flypiloter nedlagde arbejdet i solidaritet. Ikke alene det. Ifølge en opinionsundersøgelse støtter 55 procent af den amerikanske befolkning fagforeningens krav, mens UPS kun har 27 procent på sin side.'
Præsident Clinton har forholdt sig neutral og nægtet at efterkomme erhvervslivets opfordring til at gribe ind og beordre de strejkende tilbage i arbejde. Hvordan forklares denne vending?
Først bør det noteres, at Uni-ted Parcel Service langt fra hører til de værste syndere i USA's erhvervsliv. Tværtimod har selskabet fra sin grundlæggelse i 1907 været en organiseret arbejdsplads. I den aktuelle konflikt forsøgte UPS-ledelsen ikke at skaffe sig af med Teamsters-forbundet. Striden drejede sig i stedet om to emner, der hver for sig identificeres af den amerikanske offentlighed som negative følger af en dereguleret økonomi.
Det ene spørgsmål angår betaling for deltidsarbejde, det andet pensionsrettigheder.
Ligesom andre amerikanske virksomheder er UPS i de seneste år gået mere over til at ansætte folk på deltid. På langt de fleste arbejdspladser følges dette princip, fordi deltidsansatte ikke er medlem af en fagforening. Det betyder, at arbejdsgiveren kan betale en lavere timeløn end til fastansatte og samtidig slippe for at dække udgifter til pension og sundhedsforsikring. Denne tendens er også blevet kaldt McDonaldisering.
Fra et fagforeningssynspunkt har denne udvikling været en sand katastrofe. Med ganske få tilfælde som undtagelse har det været komplet umuligt at organisere deltidsarbejdere. Men UPS hører til undtagelsen. Ikke alle deltidsansatte i UPS er medlemmer af fagforeningen, men de er optaget i den kollektive pensions- og sundhedsordning. Til gengæld er deres timeløn kun 10 dollar, det halve af en fuldtidsansats.
Når UPS hyrer en arbejder på deltid, loves vedkommende, at han/hun på et senere tidspunkt bliver tilbudt fastansættelse. Men det sker sjældnere og sjældnere, således at antallet af løst ansatte i UPS er vokset betydeligt. I praksis betyder det, at folk, der udfører det samme arbejde side om side, ikke modtager samme kompensation. I UPS er der mange eksempler på deltidsarbejdere, som har ventet i over 20 år på at blive fastansat. Det ligner grov diskrimination, men der er ikke blevet grebet ind fra Kongressens eller domstolenes side.
Set med Teamsternes øjne var denne situation uholdbar, fordi fagforeningens indflydelse på lang sigt ville blive svækket, med mindre de deltidsansattes rettigheder bliver forsvaret. Derfor krævede forbundet ved overenskomstens udløb i slutningen af juli, at UPS tilbyder fastansættelse til 10.000 deltidsarbejdere. Svaret var, at man kunne ville tage 1.000, og at deltidsansattes timeløn på 10 dollar ikke ville blive hævet, selv om den har ligget på det niveau siden 1982.
Til gengæld erklærede UPS, at man ville ophøre med at betale bidrag til Teamsternes pensionsfonde og i stedet oprette en fond til UPS-ansatte. Argumentet var, at UPS som selskab ikke har nogen interesse i at yde pensionsbidrag til fonde, hvori andre end UPS-ansatte er medlemmer. Den skjulte dagsorden var imidlertid, at selskabet regner med at kunne spare på sin pensionsydelse, hvis man opretter sin egen selvstændige fond.
UPS begrundede sit behov for besparelser med den skærpede konkurrence fra nye uorganiserede ekspeditionsfirmaer, som kører med lavere lønudgifter. Men det klingede lidt hult på baggrund af, at selskabet er yderst profitabelt og sidder på 80 procent af USA's pakkemarked. Ikke én økonomisk ekspert har kunnet få sig selv til at sige, at UPS's monopolagtige position er truet af opkomlinge.
Efter fire dages uafbrudte forhandlinger kom parterne overens natten mellem mandag og tirsdag. Selv om UPS påstår at have fået indrømmelser fra Teamster-forbundet, ligner strejkens udfald en total kapitulation fra arbejdsgivernes side. 10.000 på deltid vil blive tilbudt fastansættelse og en lønforhøjelse på 5 dollar over fem år. Fuldtidsansatte får 3,5 dollar. Pensionsplanen opgives.
Vendingen består først og fremmest i, at forbundet valgte at sætte fokus på to områder, som appellerer til en bred amerikansk offentlighed og iværsatte en nøje planlagt PR-kampagne for sine synspunkter.
Lige siden Pat Buchanan rystede det republikanske parti under primærvalget i 1996 med sin kritik af frihandelens og dereguleringens følger for den almindelige amerikanske arbejder, middelklassen, har emner som udhuling af lønnen og frygten for at miste pension stået højt på vælgernes liste. Selv store selskaber har nu forstået budskabet.
Tilbage står spørgsmålet, om den amerikanske fagbevægelse er i stand til at anvende denne strategi overfor andre selskaber. Den nye ledelse i AFL-CIO vil i hvert fald prøve. Samtidig vil man forsøge at bruge gårsdagens PR-sejr i politisk øjemed. Uden en mindre fagforeningsfjendsk Kongres bliver det meget svært at skabe bedre vilkår de amerikanske lønmodtagere i den globale økonomi.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu