Læsetid: 3 min.

Miljøskadet

15. august 1997

Den tidligere Smiths-sanger, Morrissey viser sig endnu engang som paradoksets mester. End ikke Satan vil købe hans sjæl

NY CD
"On this glorious occasion, of the splendid defeat"

Anthony Newly-citatet, der indvarsler det sjette regulære solo-studiealbum fra den tidligere Smiths-forsanger Steven Patrick Morrissey kan i al sin paradoksalitet næppe være mere rammende.
Berygtet og beundret, elsket og hadet for sin enorme patos og den særegne måde, hvorpå han i sang efter sang har jongleret med det sproglige materiale, har den fløjels-bløde crooner karrieren igennem linedanset som poetisk forsirende samfundsrevser, (bevidst misforstået?) provokatør og eksistentiel kulegraver - svimlende arrogant, iscenesat til mindste detalje og altid uden sikkerhedsnet.
Med Morrissey findes der ingen gylden middelvej, ingen letkøbte metaforer, ingen kammeratlig kiggen over skulderen, derimod et hudløst, næsten sygeligt behov for ransagelse - i såvel personligt som kulturelt perspektiv - akkompagneret af en fintmærket sans for udtryksmæssige twists og en uforlignelig stemmeført panache.
Han er en af popverdenens mest ekstreme personager og hele hans virke præget af en unik indfangning af tidsånd og outsidersjæl. Maladjustet, der kan oversættes med 'miljøskadet' eller 'dårligt tilpasset' er ingen undtagelse.

Tidløs
Hovedværket kom for tre år siden i form af den dynamisk teatralske Vauxhall And I, hvor Morrissey sammen med guitaristerne Boz Boorer og Alain Whyte samt produceren Steve Lilliywhite samlede op på de skiftende stiltræk, der gennem årene har hæftet sig til The Mozzer. Her findes kvintessensen af den storladne pop, de lummert boblende jazz-tiltag og den hvasse glam-inficerede rockabilly, der farver Morrissey's første produktioner, her når den store crooner det hidtidige peak i sit smertelige, ironisk paranoide opgør med sig selv, rockinstitutionen og verden.
Det er i denne bane det nye album lægger sig. Boorer, Whyte og Lilliywhite er endnu engang sparringspartnere, og de forlener ikke Morrissey's spidsfindige diagnosticeringer med de store klang-mæssige rokader, men genbruger og revitaliserer bagkatalogets reservoire på fornemmeste beskub. Der findes øjensynligt ingen musikalsk referenceramme udenfor Morrissey. Og hvorfor skulle han også benytte en sådan? Som Cave, Cohen og Cure har han sat sin tidløse, kunstneriske signatur - og den vil han sikkert stå ved til den dag han dør, allways different all-ways the same, som man siger på den anden side af havet.

Lurende glasskår
Således åbnes albummet med "Maladjustet", en programlignende, dystert rungende hymne, hvor kimen til et helt livs skizodrama blotlægges i linier som "well, I was fifteen/what could I know?/when the gulf between/all the things I need/and all the things I receive/is an ancient ocean/wide, wild, lost, uncrossed" og hvor guitarerne hyler som torterede svin over de bastant udbankede trommer.
Herefter følger en slagserie af sprogblomstrende bekendelser og bittersøde kvælere, elegant stafferet af bandets skiftevis huggende og snurrigt kondencerede udslip tilsat et varieret spektrum af blæsere, strygere og andre stemningsskabende pikanterier.
Sangforedragene kan altid perciperes direkte, men er samtidig oftest spundet ind i et netværk af obskure henvendelser og allegoriske betydningspil. Kun de færreste kan som Morrissey forlene sange om vinduespudsere ("Roy's Keen"), angrende oldinge ("Papa Jack") og skærmfikserede downloadere ("Wide To Receive") med transcenderende symbolik, og man kan mene om det hvad man vil, de sproglige greb er i en klasse for sig. Glasskårerne lurer vedvarende i den sødklæge marcipan, og Morrissey spiser altid selv for.

Bestandig tvetydig
Højdepunkterne falder i form af selvkarakteristikken "Trouble Loves Me", en stort anlagt ballade, hvor den henført klangmodne baryton synges helt ud i verslinierne "Trouble loves me/seeks and finds me/to charlantanize me/which is only/as it should be" og det hadfyldte, hævngerrige og messende justitsopgør "Sorrow Will Come In The End", der med ægte Morrisseyansk upålidelighed bliver en kommetar til det statement han, i form af udtoningen "No space or time/in my life, anymore/for revenge", fire numre tidligere har leveret på uptempo-skæringen Amunition.
Rækkefølgen er selvfølgelig hamrende bevidst, og den følelsesladede rutschebanetur må nødvendigvis føre til pladens exodos "Satan Rejected My Soul". Om man så stikker halen mellem benene som den hornfagre frister eller sætter sig i vognen ved siden af er en temperamentsag. Morrissey vil bestandigt skære sig ind i tvetydighedens felt, forlokke og forarge, bevinge og bedrage.
Amen.

*Morrissey: Maladjustet (Mercury/Polygram). Udkommer i dag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu